Tag-arkiv: Johannes Horstmann

Johannes Horstmann (II,I)

Naturlig teologi

I halvtredserne begynder Horstmann at skrive i Tidehverv, og den første artikel, som bladet bringer af ham, er »Naturlig Teologi« fra 1950. Det er en noget rodet artikel, hvor det overordnede emne groft sagt er, hvordan filosofi forholder sig til teologi og omvendt. Horstmann indleder sin artikel med at erindre Martin Luthers berømte ord fra Disputatio contra scholasticam theologiam, hvor Luther i en af sine mange teser elegant formulerer: Error est dicere: sine Aristotele non fit theologus. Immo theologus non fit nisi id fiat sine Aristotele.[1] Citat er et angreb på skolastikken og de skolastikere, der dyrkede Aristoteles i en sådan grad, at de glemte, at det ikke var ved at læse Aristoteles, at man blev teolog – ja faktisk sætter Luther det hele på spidsen ved at sige, at man kun bliver teolog, såfremt man gør det uden Aristoteles. Med henvisning til disse ord begynder Horstmann altså sin artikel, og han ser dette udsagn og andre lignende steder hos Luther som en afvisning af, at filosofien: »skulde have noget at sige af betydning for theologien i den forstand, at theologien skulde være forpligtet til at høre den.«

Og videre skriver Horstmann: »Vel er dette ikke at forstå på den måde, at Luther skulde hylde en irrationalistisk tankegang og betragte fornuften i sig selv som skadelig – han kan i anden sammenhæng også tale om fornuften som et herligt instrument for Gud – men det er sådan at forstå, at fornuften og filosofien af sig selv ikke kan sige noget af betydning om Gud eller den frelsende erkendelse af Gud.«

Det presserende spørgsmål for Horstmann bliver derfor, hvordan Luther har forholdt sig til fornuften og til en såkaldt »naturlig teologi«. Læs videre Johannes Horstmann (II,I)

Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Klemens af Alexandria (ca. 150–ca. 215)
Klemens af Alexandria
(ca. 150–ca. 215)

Foredrag i Studenterkredsen 23. april 2015. Højskolesang: Solen står stille i Gibeons dal (Bukdahl).

“Du, i ledtog med Titaner,
Storme ville Himmerig,
Skjønt den Gudlighed, man raner,
Just er anti-kristelig,
Tvertimod hvad han berømde,
“Ordet”, som sig selv udtømde
Til en Barne-Lallen spæd!

Du forbedre vilde “Troen”,
Skjønt den er, som Gud, saa god,
Alt for knap dig syndes Skoen,
Til en Christens Kæmpefod,
Du udvided den, desværre!
Saa den passed ei Vorherre
Som et Barn i Bethlehem

Nei, saalidt som Skaber-Aanden
Laaner Vinge-Fjer af Giæs,
Fatted ham med Pen i Haanden
Klemens og Origenes;
Deres Aands-Begreb var Luften,
Deres Ord-Begreb Fornuften,
Som den har hver Djævel arm!”[1]

(Grundtvig)

Sådan skriver Grundtvig om “Græker-Menigheden” i sin Christenhedens Syvstjerne. Grundtvigs pointe var kort sagt, at den senantikke græske kristendom udviklede sig til filosofisk spekulation og derved endte med at give køb på evangeliet.

I det følgende vil jeg ikke tage ensidigt parti for Klemens. Men jeg mener dog, at der er noget at hente hos ham, ikke mindst hvad angår hans forestillinger om menneskets sprog og mytens funktion. Klemens’ opfattelse er kort sagt, at Gud gennem sin almagt og sit forsyn har indrettet hedensk visdom, digtning og den slags, så det ligesom loven for jøderne tjener som tugtemester til Kristus. Læs videre Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Johannes Horstmann (I)

Der er mig bekendt aldrig før blevet forsøgt at gøre rede for Johannes Horstmanns (1915–1999) teologiske forfatterskab – og det kan der være mange årsager til. En af årsagerne er givetvis, at langt størstedelen af forfatterskabet er spredt ud over en række tidsskrifter, kirkeblade og aviser, hvilket er med til at gøre den almene tilgængelighed dårlig. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at Horstmanns sprog ikke altid fremmer tankernes tilgængelighed. Alligevel vil jeg her i Scriptoriet med en føljeton, der nok kommer til at strække sig over en rum tid, gøre et forsøg. For overskuelighedens skyld vil jeg dele forfatterskabet op i de seks årtier, han skrev. Perioderne er vilkårlige og har for så vidt intet med en udvikling i forfatterskabet at gøre, men er alene blevet til for at skabe overblik. Mit håb ved at behandle teksterne kronologisk er, at en eventuel udvikling i forfatterskabet må blive synlig. Før jeg tager fat på arbejdet, skal det også siges, at det ikke er alt, Horstmann har skrevet, der er relevant for en forståelse af hans teologi – og derfor vil teksterne heller ikke blive vægtet ligeligt.

Artikler fra 1940’erne

  1. »Ole Borch og hans Kollegium« (Kristeligt Dagblad 1941 25/5)
  2. »Salmebogs Polemik eller reformatorisk Kristendom« (Aalborg Stiftstidende 1943 15/2)
  3. »Afmythologisering eller Evangelium I« (Menighedsbladet årg. nr. 2)
  4. »Afmythologisering eller Evangelium II« (Menighedsbladet årg. nr. 3)
  5. »I Dag for fire hundrede Aar siden døde Martin Luther« (Vendsyssel Tidende 1946 18/2)

Læs videre Johannes Horstmann (I)

Lidt flere lægmands­betragtninger over universitets­teologien

Mit indlæg Lidt om universitetsteologisk hvervningskunst rummede visse uklarheder, som jeg – både fordi jeg selv har forsøgt at tænke lidt videre, og fordi jeg er blevet mødt med konkrete reaktioner på indlægget – har besluttet mig for at uddybe lidt mere.

I første omgang drejer det sig om overvejelser angående det ønske, jeg ytrede i kommentaren, om, at universitetsteologerne ville stå ved teologiens »normative« eller »kristelige« anliggende. Nogle læsere af min lille lægmandskommentar har spurgt ind til, hvad der egentlig skal forstås – altså hvad jeg forstår – ved et sådant kristeligt anliggende. Det er et meget rimeligt spørgsmål, som jeg gerne vil forsøge at svare på ud fra de ikke-fagteologiske forudsætninger, der er mine.

Et kristeligt anliggende

Mit første indlæg rummer allerede en antydning af, hvad jeg forstår ved et kristeligt anliggende. Læs videre Lidt flere lægmands­betragtninger over universitets­teologien

Et nødvendigt problem

I en artikelsamling fra 1976 til Børge Diderichsen gør Johs. Horstmann sig nogle ikke uvæsentlige tanker omkring teologiens karakter og placering på universitetet. Og også i dag er det værd at stoppe op og stille sig selv nogle af de samme spørgsmål angående den teologi, der bedrives på universitet. Havde man spurgt, hvad formålet med det teologiske studium var for hundrede år siden, ville man sikkert uden tøven have fået det klare svar, at det var en forberedelse på præsteembedet. En ligeså klar røst og forståelse får man næppe i dag, da det for universitetsteologien, som så mange andre videnskaber, for alt i verden gælder om at være en del af videnskabernes pæne selskab. Læs videre Et nødvendigt problem