Øjeblikket gransket igennem Begrebet Angest

Der er flere ting, man bør lægge mærke til i forbindelse med en nærlæsning af Kierkegaards forståelse af Øjeblikket i Begrebet Angest. Det første er utvivlsomt det høje tempo, som teksten bevæger sig med, hvilket desværre også har medført, at nogle af begreberne er en smule forslåede og omtumlede, og det gælder også for øjeblikket. Allerbedst fornemmes det, når Kierkegaard kaster sig ud i sine idehistoriske betragtninger.[1] Det vigtigste i forbindelse med begrebet øjeblikket er dog, at man bemærker, hvordan øjeblikket er knyttet til det, at mennesket bringer synden ind i verden – ja faktisk er øjeblikket et forsøg på at beskrive: Det qualitative Spring.[2] Før øjeblikket var der ikke et før og et efter, og efter øjeblikket er der ikke længere et før som før øjeblikket. Øjeblikket er derfor på en måde det skelsættende. Det der deler tiden i et før og et efter. Med Kierkegaards egen terminologi er det det timelige, der kommer efter øjeblikket.

Man kan så spørge, om det ikke også var det timelige, der var før øjeblikket, og svaret er selvfølgelig jo, men det timelige før og det timelige efter er ikke det samme, og det skyldes netop øjeblikket.[3] Man kan også sige, at det timelige, der kommer efter øjeblikket, er præget af det, der er sket i øjeblikket. Den bedste måde, hvorpå man kan beskrive timeligheden før, er ved at tænke på den som en abstrakt tid, der består af en uendelig succession af ens momenter.

Det andet spørgsmål bliver så, hvad man skal forstå ved timeligheden efter øjeblikket? Som allerede sagt er øjeblikket det skelsættende. Timeligheden efter øjeblikket er derfor en tid, hvor der gives et før og et efter, hvilket netop ikke var tilfældet før øjeblikket. Men hvad betyder det egentlig, at der med øjeblikket kommer et før og et efter?  Hvad er det, der sker i øjeblikket? Det er berøringspunktet mellem det evige og det timelige (vel at mærke det timelige før øjeblikket). Det er altså den første gang evigheden bryder igennem timeligheden, og når ind til mennesket; men dette sker først, idet mennesket får øje på frihedens mulighed og synden bringes ind i verden.

Man kan derfor godt hævde, at evigheden transcenderer eller overskrider timeligheden i øjeblikket, men sammenspillet er mere komplekst; der er nemlig ikke kun tale om, at evigheden bryder ind i timeligheden, men også at timeligheden afskærer evigheden. Der foregår med andre ord en vekselvirkning i øjeblikket. Den timelighed, der kommer efter øjeblikket, er en konstant vekselvirkning, hvor det evige gennemtrænger det timelige, og det timelige afskærer det evige. Øjeblikket er den første gang, evigheden bryder ind i den enkeltes liv, men dermed mener Kierkegaard ikke, at det er en engangsforestilling! Den timelighed, der sættes i øjeblikket, er netop en syntese af det timelige (som det var før øjeblikket) og det evige. Det er derfor forkert, hvis man forestiller sig, at det kun er i øjeblikket, at det timelige og det evige berører hinanden; tværtimod er hele menneskets timelighed efter øjeblikket en sådan vekselvirkning.

Derudover forekommer det, at Kierkegaard ser dødsøjeblikket som endnu et øjeblik, der sætter skel mellem før og efter forstået på den måde, at tiden, der kommer efter døden, ikke længere er timeligheden, sådan som den forstås efter øjeblikket, men at mennesket med dødsøjeblikket bringes ind i det evige.[4] Man kan derfor, hvis man vil forfladige det hele en smule, sige, at der en bevægelse fra timelighed, som den er forstået før øjeblikket hen til en timelighed efter øjeblikket og videre hen over dødsøjeblikket og ind i det evige.

Når man læser om øjeblikket, kan det godt undre én, hvor lidt der står om det nærværende. At øjeblikket er det, der sætter skel mellem et før og et efter er let fatteligt, men hvor er det nærværende blevet af? Umiddelbart kunne man måske være tilbøjelig til at sige, at det nærværende simpelthen var synonym for det nu, der er i timeligheden efter øjeblikket. Men dette er langt fra tilfældet. Det nærværende er det evige – eller rettere, som Kierkegaard skriver, det evige er det nærværende, det allestedsnærværende.[5] Men er mennesket så nærværende? Både ja og nej. Mennesket er nærværende, når det evige bryder igennem timeligheden, men mennesket er ikke nærværende for så vidt, at evigheden holdes ude og ikke får lov at trænge igennem. Det ændrer dog ikke på det eviges karakter som det allestedsnærværende, hvorvidt mennesket er det nærværende eller ej.

Det evige afhænger altså ikke af mennesket. Derfor kan Kierkegaard også skrive, at det evige bestandigt gennemtrænger det timelige, og det timelige bestandigt afskærer det evige. En af udfordringerne for mennesket i dets tilværelse er at få evigheden ind i timeligheden, eller sagt på en anden måde, så er det en menneskelig udfordring at være nærværende i timeligheden, da timeligheden bestandigt afskærer det evige. At bevare sig selv i timeligheden er derfor en opgave, mennesket må påtage sig. Derfor er ethvert øjeblik efter det første et sandt øjeblik, og ethvert øjeblik, der går mennesket forbi og ikke fyldes ud af evigheden, et spildt øjeblik. Det er et evighedens øjeblik, der går mennesket forbi; nemlig det evighedens øjeblik mennesket kunne få fyldt ud af det evige. Men at evigheden afskæres, er et menneskeligt vilkår, der ikke skal abstraheres fra. Syntesen er derfor et udtryk for det problem, det er, at selvet er tidsligt – eller rettere sagt: Syntesen er et udtryk for selvets opgave.

Her til sidst kan man også spørge sig selv om, hvad det egentlig er, at det nærværende er nærværende over for? Og svaret må jo være, at mennesket, såfremt det er nærværende, er sig selv nærværende i det forbigangne og det tilkommende. Det er altså ved det nærværende, at menneskets tilværelse bliver sammenhængende, da det er her, at det forbigangne og det tilkomne forbindes.


[1] SKS 4 s. 385–388.

[2] SKS 4 s. 349.

[3] Arne Grøn: Temporality in Kierkegaard’s Edifying Discourses s. 194.

[4] Dette finder jeg blandt andet belæg for at sige ud fra SKS 4 s. 391, hvor Kierkegaard skriver om Undergangs-Øieblikket, men også ud fra noten på s. 395, hvor han selv bruger betegnelsen Døds-Øieblikket.

[5] Se SKS 4 s. 389–390 (især den første note på s. 389).

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 18–20.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.