Om sjælens uro hos François de Sales

François de SalesFrançois de Sales, født i 1567 og død i 1622, var en romersk-katolsk biskop og forfatter til flere teologiske værker, deriblandt det kendteste Introduction à la vie dévote fra 1608. I det følgende bringes en oversættelse af kapitel 11 i Introduction à la vie dévote; et kapitel som bærer overskriften L’inquiétude. Inden da synes det imidlertid passende at hæfte en sproglig og også teologisk kommentar dertil.

Kapitlets franske overskrift er som sagt “L’inquiétude”; et ord med en bred betydningsflade, idet det både kan udtrykke alt lige fra “uro”, “angst”, “ængstelse”, “bekymring” til “anfægtelse” og “hvileløshed” (Blinkenberg og Høybye: Fransk-Dansk Ordbog). Ordets etymologi fører tilbage til verbet “inquieto”, der i senlatin bærer betydningen “foruroliger”, “plager” (Jensen og Goldschmidt: Latinsk-Dansk Ordbog). I de Sales’ tekst er det tydeligt, at begrebet retter sig imod en psykisk tilstand, hvis fænomen imidlertid kan skildres ved en analogi til den velkendte fysiske tilstand af ubehagelig rastløshed eller hvileløshed. Sjælen kan ikke finde hvile, og af denne svækkelse bliver den modtagelig over for andre onder. Denne uro kan netop farves på forskellig vis alt efter, hvad den reagerer på og retter sig imod – om den er bestemt af et febrilsk ønske om at afværge truslen om et onde, eller om den modsat forivrer sig i den hurtige realisering af et efterstræbt gode. Dens gennemgående karakteristikum, grundstrukturen deri, er hastværket, overanspændelsen og den uordentlige fremgangsmåde, hvormed sjælen ender med at forurolige og forvirre sig selv.

“L’inquiétude” fungerer da, som jeg læser de Sales’ tekst, på to niveauer: på henholdsvis et strukturelt-mekanisk og fænomenalt-dynamisk niveau. På denne måde både beskriver begrebet en naturlig disposition (uro), der først bliver skadelig, hvis den udarter sig (ængstelighed eller forivrelse). I erkendelse af begrebets semantiske kontekstbetingethed veksler oversættelsen følgelig mellem “uro”, i gengivelse af det spæde stadium og den naturlige psykiske refleks på en modtaget impuls, og “ængstelse” forstået som det stadium, hvor uroen er blevet ekscessiv og dermed generator for en særegen, usund stemning.

Hvorfor er teksten interessant i dag, kan man med rette spørge? Af to grunde. For det første fordi det er et eksempel på disciplinen spirituel teologi, fortrinsvist kendt i katolske kredse og knap så kendt i protestantiske, og for det andet fordi den gennem sit emne og sin metode kan være med til at gøde jorden for overvejelser om, hvordan sjælesorg kan og bør tage sig ud, hvilket også må optage os i dag. Det interessante i den spirituelle teologi er netop, at den mildner den hårde dogmatik og danner plads for subjektet deri, som den stræber efter at skabe et mødested mellem det individuelle og det objektive, det eksistentielle og det teoretiske; kort sagt mellem vita activa og vita contemplativa.

De Sales går til fænomenet “indre uro” på en helhedsdækkende vis, som netop er meget karakteristisk for den spirituelle teologi, hvor psykologisk observans over for sjælens finmekanismer kombineres med ønsket om opbyggelighed, der vedvarende har sjælens progression mod det gode for øje. På den måde forenes en informativ, deskriptiv metode med en formanende og forkyndende. Altså er der en særlig pædagogik på færde i den spirituelle teologi: en myndig vejledning, hvis autoritet dels er ment at hvile på en antropologisk sagkyndighed (de psykologiske iagttagelsers validitet/plausibilitet) og dels en teologisk indsigt (subjektets handlinger i en videre, kristen, kontekst).

I den nærværende tekst demonstreres dette meget anskueligt ved de Sales’ egen fremgangsmåde. De Sales gør sig umage for at komme hele vejen rundt om uroen som sjæleligt og dermed også dynamisk fænomen: både uroens fremkomst, dens indre logik og det, den potentielt kan udvirke, når den først har indfundet sig, beskrives omhyggeligt og med illustrerende eksempler. Det handler om at ruste sjælen på dens vandring og i dette arbejde mod et harmonisk (kristen)liv er det nødvendigt eller i hvert fald yderst tjenligt med bevidstgørende oplysning om konkrete forhold og praktiske råd på den ene side og på den anden side appellen til selvovergivelsen til den usynlige Gud. Tilstanden af indre ligevægt er det, der stadigt stræbes imod, hvor navnlig øvelsen på at vise tålmodighed og besindighed spiller en stor rolle. Det enkelte menneske må selv anstrenge sig og handle på denne – vistnok sommetider kun indresjælelige – arena, men for at finde de fornødne kræfter hertil må det forlade sig på troen på Guds forsyn, i tillid til hans kærlige vilje.


Oversættelse [1]

Uro

407. Ængstelse er ikke en fristelse som så mange andre. Den er selv kilde til andre fristelser, derfor vil jeg tale om den nu. Tristheden[2] er den lidelse, vi erfarer, når ondet rammer os. Enten er dette onde noget ydre, ligesom fattigdom, sygdom, foragt, forhold vi er underkastet, – noget ondt mod hvilket vi ikke selv kan gøre noget. Eller også er det onde noget indre, såsom uvidenhed, goldhed,[3] generel ulyst[4] eller fristelse. Sjælen bryder sig ikke om at lide, altså bliver den trist. Allerhelst ville den finde en måde at komme ud af denne tilstand. Så vidt handler den helt rationelt, for enhver længes efter at have det godt og undgår det, som vedkommende forestiller sig, kunne være til skade.

408. Hvis det er på grund af kærlighed til Gud, at sjælen søger at gøre sig fri fra sit onde, vil den lede efter midlerne dertil med mildhed, ydmyghed og tålmodighed. Den vil i højere grad vente at blive forløst i overensstemmelse med Guds forsyn end gennem egne kræfter. Men hvis det er gennem kærlighed til sig selv, vil den bevæge sig stærkt og slå om sig, som om det gode, som den eftersøgte, afhang af den selv mere end af Gud. Jeg påstår ikke, at det virkelig er sådan, den tænker, men den handler, som om den gjorde.

409. Hvis den ikke straks finder det, som den længes efter, foruroliges den komplet derover, – hvad der ikke bare intet nytter, men modsat ligefrem forværrer ondet. Den gribes af ængstelighed. Og i denne nød mister den sine kræfter og sit mod, så den bringes til at tvivle om nogensinde at finde medicinen imod sit onde. Du ser på denne vis, at tristheden, tilforladelig i begyndelsen, kan gå over sine bredder og derigennem blive farlig.

410. Ængsteligheden er det største onde, som kan overgå sjælen, hvis man ser bort fra synden. For ligesom en stat, der er plaget af uenighed og interne opstande bliver ude i stand til at stå imod ydre fjender, ligesådan sker det med vores hjerte, når den er forvirret og urolig, at den ender med at miste de dyder, den havde opnået, og ikke længere evner at modstå fjendens fristelser, – som imidlertid øger sine anstrengelser med henblik på, som man siger, at fiske i oprørt vand.

411. Uroligheden afføder en utøjlet higen efter at blive befriet fra det onde, man er udsat for, eller at opnå det gode, som man håber på. Men ikke desto mindre findes der intet, som yderligere styrker ondet og fjerner os mere fra det gode, end uroligheden og den agiterede handlemåde. De fugle, som er blevne fanget i en snare, kan ikke komme fri derfra, fordi de kæmper for voldsomt, og jo mere de basker vildt om sig, desto mere indvikles de deri. Når du altså gerne vil befries fra et onde eller nå til et eller andet gode, begynd da først med at berolige din ånd og beherske din vilje; overvej dernæst sagerne i fred og ro; iværksæt da så småt, langsomt og metodisk, endeligt de midler, som bedst vil medvirke til tilvejebringelsen af det, du forfølger.  Når jeg siger langsomt, mener jeg ikke skødesløst, men uden travlhed, uden forvirring eller uro, – ellers vil du i stedet for at opnå det, du ønsker, spolere og komplicere alt, ligesom fuglen i sin snare.

412. Min sjæl er altid i mine hænder, o Herre, og jeg har ikke glemt din lov, sagde David.[5] Undersøg hver aften og hver morgen, om din sjæl nu også befinder sig godt mellem dine hænder, om en særlig art lidenskab eller foruroligelse ikke har fjernet den fra dig. Hold godt øje med, om det virkelig er dig, der regerer dit hjerte, eller om det har undsluppet dig for at engagere sig i en eller anden vilkårlig følelse:[6] kærlighed, had, misundelse, jalousi, frygt eller skadefryd. Hvis den derved er blevet bragt på vildspor, så led hurtigt efter den, og før den blidt til Gud. Læg i Hans hænder alt det, som får dig til at lide, og betro Ham dine længsler, i lydighed mod Hans vilje. De, som frygter at miste en ting, knuger den mellem deres hænder. Ligesom kong David bør vi også sige til os selv: O min Gud, min sjæl er i fare; det er derfor jeg altid bærer den i mine hænder, og når jeg gør det, har jeg ikke glemt din hellige lov.

413. Hvor ubetydelig den end måtte synes, så tillad ingen af dine længsler at bekymre dig. Ellers vil de større siden finde deres vej til dit hjerte, idet de uden besvær vil blive fragtet dertil gennem forvirring og uro. Når du fornemmer ængstelsen bryde frem, forman da dig selv om at søge til Gud, og tag beslutningen om intet at foretage dig, før ængstelsen er fuldstændigt forsvundet. I hvert fald hvis det drejer sig om en ting, som ikke kan ændres. Hvis det forholder sig sådan, da anstreng dig for, i al ro, for at kølne din længsel, hvis det er dig muligt, og handl rationelt.

414. Hvis du kan betro din ængstelse til den, som vejleder din sjæl,[7] eller til en ven, som deler din tro, og til én, som du har tillid til, vil du kunne finde fred. Tilliden, som vi viser, når det gælder vores indre lidelser, har samme virkning på vores sjæl som åreladning på kroppen, når den har feber: Det er den bedste medicin af alle. Det er derfor den ærværdige kong Louis gav dette råd til sin søn: “Hvis du lider i dit hjerte, så betro dig til din skriftefader, eller til en anden redelig person; du modtager da en trøst, som vil hjælpe dig til bedre at kunne bære ondet.”


[1] Oversættelse af François de Sales: Introduction à la vie dévote, kapitel 11, baseret på en udgave på nutidsfransk (Paris: Les Éditions du Cerf, 2011, s. 427–430).

[2] Tristheden behandles i næste kapitel og er den tilstand, som følger efter uroen, hvilket altså betyder, at uroen er den sjælelige stemning, som, hvis den ikke tøjles, kan fremavle tristheden.

[3] I den franske tekst “la sècheresse”, som ordret betyder “tørhed”, “tørke”, “magerhed”, men som i overført betydning tillige kan benævne følgerne af en sådan ufrugtbar tilstand: stivhed, hårdhed. I denne sammenhæng er der grund til at tro, at de Sales vil benævne den indre goldhed, der kan ramme sjælen, og hvor den oplever ligesom at “tørre ind” med følgeligt tab af vivacitet og sensibilitet.

[4] I den franske tekst optræder ordet “répugnance”, som kan betyde både “modbydelighed”, “afsky”, “lede”, “uvilje”, “modvilje”. Altså tænker jeg, det er en generel kontrær attitude, en ubestemt ulyst og tilstand af indre irritation, som de Sales her har i tankerne. Verbet kommer af det latinske “re-pugno”, som netop betyder “kæmper”, “strider imod”, “gør modstand”. Det, der i dette tilfælde er vigtigt at holde sig klart, er, at fjenden jo her befinder sig i menneskets eget indre og altså ikke kommer frem i lyset som et tydeligt objekt, der målrettet kan bekæmpes.

[5] Den romersk-katolske kirke benytter som bekendt Vulgata-biblen, hvis tekstkronologi afviger fra den, vi normaltvist følger. De Sales gengiver således Vulgatas salme 118,109, som i vores autoriserede bibeloversættelse svarer til 119,109. Jeg har i den danske tekst oversat de Sales’ franske gengivelse af skriftstedet.

Bibelselskabets autoriserede oversættelse fra 1992: Jeg sætter altid livet på spil,/ men din lov glemmer jeg ikke.
Vulgata: anima mea in manu mea semper et legis tuae non sum oblitus.
LXX: ἡ ψυχή μου ἐν ταῖς χερσίν μου διὰ παντός, / καὶ τοῦ νόμου σου οὐκ ἐπελαθόμην.
BHS: נַפְשִׁ֣י בְכַפִּ֣י תָמִ֑יד וְ֝תֹֽורָתְךָ֗ לֹ֣א שָׁכָֽחְתִּי׃

[6] “sentiment déréglé” skriver de Sales selv. Adjektet “déréglé” optræder i det hele taget hyppigt i teksten og kunne i princippet oversættes til “dereguleret”, hvilket ikke er så mundret dansk, omend det gengiver meningen godt nok. Termen understreger det vigtige forhold, at uorden i sjælen er en farlig tilstand, af hvilken grund ethvert tilløb til overdrivelse, enhver udartelse mod noget umådeligt, der forvrider proportionerne og medfører en diffus, og ad den vej sløret, dømmekraft, bør undgås. Sjælelig forvirring er ikke i sig selv syndig, men i sit nedbrydende virke svækker den sjælen, som således lettere lader sig forvilde væk fra det gode.

[7] Her tænker de Sales naturligvis på en kirkelig sjælesørger, ligesom det er enhver troende katolik anbefalet at finde og tilknyttes én skriftefader, som dermed gennem tid får en mulighed for at få et dybere kendskab til den troendes psyke og dermed også, er tanken, at bistå med en individuel og derigennem mere kvalificeret vejledning af sjælen. I dette tilfælde regnes hos de Sales den troende vens hjælp for lige så effektfuld som skriftefaderens nærvær. Muligvis fordi det i høj grad handler om betroelsen selv, hvor den anfægtede/urolige er agens.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 25–29.

Skriv et svar