I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Gustave Doré: Satans fald
Gustave Doré (1832–1883):
Satans fald (1866)

En djævel der græder, beundrer og drømmer om skønhed… En usandsynlig tanke? Ikke hvis du åbner et af historiens største kristne eposser fra 1600-tallets England. Udover at John Milton i sit Paradise Lost lader den faldne engel indtage en så stor plads, at man flere gange må spørge, hvem dramaets egentlige protagonist er, viser værkets belletristiske skønbehandling ham tillige i et andet lys, end vi normalt ser ham i. Her er Satan på ingen måde skildret som lidenskabsløs; det er bare de forkerte lidenskaber, der brænder i hans bryst – og brænder for stærkt! I nærværende artikel fikserer vi blikket på denne kapriciøse men ingenlunde entydige figur hos Milton og stiller de to teologiske spørgsmål, der naturligt presser sig på: Hvem er han, og hvad er hans synd? For bedre at svare på det – hvad der gør den onde ond – og dermed føje flere træk til, hvad man kunne kalde en ondskabens psykologi, passeres tillige rækken af depraverede ånder, som ved deres forskellige stemmer og ansigter danner en slags »dæmonspejl«, der i sammenhængen kan være oplysende at betragte.[1]

Vi begynder imidlertid ved begyndelsen. Miltons Satan er vågnet i Helvede efter de oprørske ånders nederlag i den himmelske strid. Trøstesløsheden knuger ham, idet han beser de dystre omgivelser i sit nye hjem. Bedre bliver det ikke, da han genkender sin kompagnon, Beelzebub, der, som et spejl af Satan selv, fremstår sørgeligt forandret fra den engleskikkelse, han bar i Himlen:

If thou beest he; But O how fall’n! how chang’d
From him, who in the happy Realms of Light
Cloth’d with transcendent brightness […][2]

Selvom styrken er knægtet, er den trodsige vilje det ikke; forhærdelsen knejser i sit nederlag, og den eneste trøst bliver da den selvfremdragne grandeur i den fortsatte ulydighed, tilfredsstillelsen i den selvdeterminante fortabelse med kurs lukt mod et altid dybere Helvede. I den opmuntrende tale af Satan til sin kampfælle antager den kontrære attitude et næsten præmaturt udtryk:

Fall’n Cherube, to be weak is miserable
Doing or Suffering: but of this be sure,
To do ought good never will be our task,
But ever to do ill our sole delight,
As being the contrary to his high will
Whom we resist.[3]

Tydeligt nok demonstreres her en selvforståelse på trods; Satan definerer sig udelukkende i forhold til det, eller rettere til den, han ikke er, nemlig i forudsigelig, stejl modsætning til den almægtige Gud i Himlen. ‘Visionsløst’ eller ‘infantilt’ ligger lige på læben, men naturligvis falder det ikke den poetisk opsvingende parlør selv ind. Dertil er han en for dreven mester i positiv tænkning, der gør, at han selv i den sorteste situation formår at øjne visse lyspunkter, der straks får al fokus:

To reign is worth ambition though in Hell:
Better to reign in Hell, then serve in Heav’n.[4]

Metamorfosen, den tidligere engel er undergået, er endnu ikke fuldbyrdet. Endnu er der en falleret glans om den tidligere “Leader of those Armies bright”,[5] en reminiscens af den præmartialske tids klart lysende glorie, selvom skinnet derfra nu kun begrædelsesværdigt henbleget duver om hans skikkelse.

Samme storhed, han selv engang omgav sig med, insisterer han på at omfatte sine slagne englerækker med. “Princes, Potentates, Warriers, the Flowr of Heav’n, once yours, now lost”[6] klinger hans tiltale, da han opråber sine medskabninger fra deres letargiske døs i Helvedes lavasump, hvor de en stund har været lykkeligt befriede fra erindringen om deres første skændselsdåd og den skam, der fulgte derpå. Som vagter grebne i at slumre på deres vagt springer de fortumlede engle straks pligtskyldigt op ved deres tidligere generals stemme og begiver sig i march hen for at lytte til det, han har at sige dem, glade over “to have found themselves not lost/ In loss it self”.[7] Synet af englene, hvis navne for hans skyld er blevet udstregede i Livets Bog, bliver næsten for meget for Satan. Selvom han gør sit bedste for at mande sig op og tage til orde, svigter fattetheden ham tre gange i træk, så han må give efter for tårerne. Til sidst lykkes det ham at samle sig og bringe de demagogiske evner i spil, men selv i talens løb er han ikke uimodtagelig for tyngden af alle de øjne, der rettes mod ham. Noget rører sig noget i ham, noget der kunne ligne skyld; i den grad føler han ansvar for de engle, han én gang tidligere har opflammet til at følge sig og dermed dømt til fortabelse:

[…] cruel his eye, but cast
Signs of remorse and passion to behold
The fellows of his crime, the followers rather
(Far other once beheld in bliss) condem’d
For ever now to have their lot in pain,
Millions of Spirits for his fault amerc’t
Of Heav’n, and from Eternal Splendors flung
For his revolt, yet faithfull how they stood,
Thir Glory witherd.[8]

Herefter indledes en talerække af faldne engle, der optræder under de gudenavne, som de senere tildeles af forskellige civilisationer.[9]

Allerførst er det Molok, som træder frem, “the strongest and the fiercest Spirit/ That fought in Heav’n; now fiercer by despair”,[10] som er stemt for at genoptage krigen. Opfart og stigning er englenes rette bevægelsesmønster og det, der nu er hændt dem, er derfor naturstridigt og urigtigt:

That in our proper motion we ascend
Up to our native seat: descent and fall
To us is adverse.[11]

Selvom Molok er klar over muligheden af, at Gud anden gang vil ramme dem med en endnu hårdere straf, ja måske endda udslette dem helt, insisterer han på, at selv denne skæbne, den rene tilintetgørelse, vil være at foretrække frem for den usalige tilstand, de befinder sig i nu, hvis ubærlighed understreges derved, at det er evige sjæle, der må udholde den.

Efter martialske Molok rejser indtagende Belial sig, “in act more graceful and humane;/ A fairer person lost not Heav’n; he seemd/ For dignity compos’d and high exploit:/ But all was false and hollow […] for his thoughts were low”.[12] For ham er dette det værste: ikke at skulle være mere. Han elsker sit selv for dets egen skyld, og liv og væren er det sidste, han ønsker forlagt. Hans ord drypper af sværmerisk selvvigtighed og indsmigrende narcissisme:

To be no more; sad cure; for who would loose,
Though full of pain, this intellectual being,
Those thoughts that wander through Eternity,
To perish rather, swallowd up and lost
In the wide womb of uncreated night,
Devoid of sense and motion?[13]

Belials råd lyder derfor ikke overraskende på dette: intet at vove, men uden opsætsighed tåle de nye kår, er de end nok så nedrige. Ikke ud af ydmyghed men ud af frygtsom magelighed tilskynder han til underkastelse, af hvilken grund Milton dømmer ham som æreløs og fej.

Dernæst er det Mammons tur, som foreslår den mulighed at slå sig til tåls med forholdene og indrette sig så godt som muligt i det nye bo. Mammons råd er således freden, da det ifølge ham ikke nytter at angre hos Gud; de faldne engle kan nu engang ikke på ny tilbede ham, “whom we hate.”[14] Hans opfordring er da denne:

[…] rather [to] seek
Our own good from our selves, and from our own
Live to our selves, though in this vast recess,
Free, and to none accountable, preferring
Hard liberty before the easie yoke
Of servile Pomp.[15]

Mammon ved, at arbejde forløser, og henviser derfor sine fæller til lignende kur, som senere dikteres Adam og Eva uden for Paradiset: arbejde og møje. Det er altså disciplinær flittighed, han råder til, hvis drivkraft er visionen om at frembringe “Useful of hurtful, prosperous of adverse”.[16]

Dernæst kommer en teologisk højst interessant passage, hvor Mammon bruger beskrivelsen af en voldsom teofani, sådan som de kendes fra de gammeltestamentlige salmer, til at rejse det kildne spørgsmål, om der mon ikke kan findes en imitation og inspiration det gode og onde imellem: “As he our Darkness, cannot we his Light/ Imitate when we please?”[17]

Mammon forudser desuden, at de faldne engle kan vænne sig til deres nye stand, som det er svært uforbeholdent i deres sted at se en beroligelse i:

Our torments also may in length of time
Become our Elements, these piercing Fires
As soft as now severe, our temper chang’d
Into their temper; which must needs remove
The sensible of pain.[18]

Ondskab hos disse skabninger er altså ikke en dybdeløs, stagnerende tilstand, de én gang for alle er indtrådt i. Faldet er på en gang absolut og dog vedvarende, det kan stadig blive værre, ikke blot ved onde gerninger selv, men også ved den ufølsomhed, de onde ånder efterhånden kan erhverve sig over for egen fremfærd. Dermed forbliver lidelsen, det onde, en forskudt magt fra dem selv, men en magt de stadigt tilegner sig. I dette Helvede lutrer smerten ikke, den forhærder. Målet er urørlighed, så at “torments” i tidens løb bliver deres ernærende livselement.

Den oldkirkelige tese om ondskab som privatio, som mangel på væren, finder en genklang her. Englene sukker efter den himmelske salighed, de har tabt, og hvem kan påskønne et gode uden at have en vis forkærlighed for det gode som sådan? Da Satan frivilligt vælger at tage den farefulde mission på sig at flyve til Guds nye skaberværk, Jorden, for at finde en snedig måde at generhverve det tabte terræn og “Deliverance for us all”,[19] priser de besejrede engle ham med oprigtig taknemmelighed, hvilket de er i stand til, “for neither do the Spirits damn’d/ Loose all thir vertue”.[20] Dette faktum lader til at underbygges, hvis man ser nøjere på de faldne engles beskæftigelse i Pandæmonium,[21] sådan som Milton skildrer dem; for sørme om de ikke adspreder sig med diverse skønne kunstner: musiceren samt filosofiske disputter om så store spørgsmål som den frie vilje og forsynets eksistens. Alligevel skal man ikke tage fejl; det er dog, advares der, alt sammen intet andet end “Vain wisdom” og “false Philosophie”.[22]

John Martin (1789–1854): Pandemonium (1841)
John Martin (1789–1854): Pandemonium (1841)

Hvad er da egentlig forskellen mellem faldne engle og faldne mennesker, kunne man få lyst at spørge; er den ene skabnings brøde virkeligt større end den andens? Ja, svares der, og bejaelsen følges af en begrundelse:

The first sort by thir own suggestion fell,
Self-tempted, self-deprav’d: Man falls deceiv’d
By the other first: Man therefore shall find grace,
The other none […][23]

Alligevel står de i et særligt forhold til hinanden, og efter menneskets ætiologi, der oprulles i Bog III, ville man næsten kunne argumentere for, at mennesket på underlig bagvendt måde skylder de faldne engle deres egen skabelse, idet Faderen “to repair that loss/ Created this new happie Race of Men/ To serve him better”.[24]

Satans lidelse

Herefter er det tid at vende blikket mod den faldne englefyrste. Hvordan oplever han selv sin kval, og hvilket håb nærer han om udfrielse: hvis noget håb overhovedet? Et sådant nærsyn af Satans indre er intet kønt syn.

[…] horror and doubt distract
His troubl’d thoughts, and from the bottom stirr
The Hell within him, for within him Hell
He brings, and round about him, nor from Hell
One step no more then from himself can fly
By change of place: Now conscience wakes despair
That slumberd, wakes the bitter memorie
Of what he was, what is, and what must be
Worse; of worse deeds worse sufferings must ensue.[25]

Helvede er ham selv; han kan ikke flygte fra det. Som “a devillish Engine”[26] brænder kvalen og de onde tanker i brystet. Fanget i sin egen ondskab er han samtidig dens offer. Sorg, ærgrelse og bitterhed blandes deri, men urenheden kan kun pine, fordi han ikke er ren ondskab. Længslen og anerkendelsen af sand skønhed og godhed findes stadig hos ham, hvilket tillige ses, da han for første gang står ansigt til ansigt med hele det nyskabte Paradis’ overvældende skønhed, hvorpå “his grievd look he fixes sad”.[27] Det får ham tillige til endnu engang at overveje det, som er gået forud: hvis var skylden for udsmidelsen af Himlen egentlig? Hvor meget Satan end hader sin Skaber, har han dog en god portion selverkendelse, og en særlig ærlig og klarsynet indrømmelse undslipper ham:

Forgetful what from him I still receivd,
And understood not that a grateful mind
By owing owes not, but still pays, at once
Indebted and dischargd; what burdens then?

Her viser stoltheden sig under et andet ansigt, idet Satan indrømmer, at vildfarelsen voksede derudaf, at han ikke kunne tåle at skylde nogen noget. Han ville, populært sagt, være sin egen lykkes smed og udholdt ikke taknemmelighedens byrde, selvom taknemmelighed netop ikke er en modydelse, som trælbinder.

Alligevel holder Satan sig forventeligt ikke for god til ikke samtidigt at forsøge at dele skylden for det skete. Han bebrejder Gud sin førhen så privilegerede position, for det var den, der vakte hans ærgerrighed dengang i Himlen. I nogle få øjeblikke hengiver han sig til det kontrafaktiske scenario af endnu at leve i fred i det Høje, men denne forestilling braser straks sammen, da kendskabet til ham selv protesterer; for selv hvis han ikke var faldet dengang ved egen skyld, mon ikke da blot “som other Power”[28] i stedet havde draget ham til sig som en underordnet engel til sin hær? Men havde han da intet valg? Måtte han blive ond? Livsbanen var på én gang fastlagt og dog fri. For han ser jo, at der er andre engle, der stadig er i Himlen, og som ikke lod sig friste til oprør dengang. Denne tankegang afføder en alvorlig selvgransken:

Hadst thou the same free Will and Power to stand?
Thou hadst: whom hast thou then or what to accuse,
But Heav’ns free Love dealt equally to all?
Be then his Love accurst, since love or hate,
To me alike, it deals eternal woe.[29]

Er denne beskrivelse muligvis en af dem, der mest præcist indrammer følgen af det ondes selvavlede natur: at kærlighed og had i denne tilstand opleves som ens derved, at de begge vækker evig kval? Uanset hvad bliver det desto tydeligere, hvilket rent umuligt tilfælde Satan er, men han selv er måske den, der allerklarest skuer den umulighed, der gennemtrænger hele situationen.

Me miserable! Which way shall I flie
Infinite wrauth, and infinite despaire?
Which way I flie is Hell; my self am Hell;
And in the lowest deep a lower deep
Still threatning to devour me opens wide,
To which the Hell I suffer seems a Heav’n.[30]

En gru der altid kan blive værre, et fald der evigt kan blive dybere, et Helvede hvis bund stadigt fortaber sig, så at derouten ingen ende tager; sådan er den faldne fyrstes skæbne. Ikke uforståeligt strejfes han af lysten til at finde frelse. Den eneste vej dertil, indser han dog, består i anger og underkastelse – og kan han det? Naturligvis ikke. For selv hvis han skulle ønske det for sit eget vedkommende, ville frygten for foragten fra sine medengle afholde ham fra det. Og igen: Skulle han endelig formå at overvinde sin forfængeligheds skræk for forhånelse, ved han godt dybest nede, hvad i stedet så ville ske, nemlig at “highth [would] recal high thoughts […] which would but lead me to a worse relapse/ And heavier fall”,[31] som han udsigelsesfuldt udtrykker det på et af værkets uovertrufne episke tinder, der derfor fortjener at citeres i sin helhed:

O then at last relent: is there no place
Left for Repentance, none for Pardon left?
None left but by submission; and that word
Disdain forbids me, and my dread of shame
Among the spirits beneath, whom I seduc’d
With other promises and other vaunts
Then to submit, boasting I could subdue
Th’ Omnipotent. Ay me, they little know
How dearly I abide that boast so vain,
Under what torments inwardly I groane:
While they adore me on the Throne of Hell,
With Diadem and Scepter high advancd
The lower still I fall, onely Supream
In miserie; such joy Ambition findes.
But say I could repent and could obtaine
By Act of Grace my former state; how soon
Would highth recal high thoughts, how soon unsay
What feign’d submission swore: ease would recant
Vows made in pain, as violent and void.
For never can true reconcilement grow
Where wounds of deadly hate have peirc’d so deep:
Which would but lead me to a worse relapse,
And heavier fall: so should I purchase deare
Short intermission bought with double smart.[32]

Satans betvinger, Himlenes almægtige Gud, kender hans natur og er derfor lige så langt fra at benåde ham, som Satan er til at bede Ham om nåde. Stejlt står de over for hinanden, og ethvert håb om forsoning er dermed udelukket på forhånd. Interessant er det at konstatere, at selvom Satan også i dette værk optræder som “Artificer of fraud”,[33] kender han udmærket sandheden om sig selv. Denne sandhed er dog ikke af den slags, der sætter fri, men i stedet af den desillusionerede og ubønhørligt destruktive art. For sandhed uden håb: Er det ikke evig pinsel? Selvforskyldt trængt op i en krog tager Satan imidlertid sin skæbne på sig og udråber trodsigt sin omskrevne amor fati:

So farwel Hope, and with Hope farwel Fear,
Farwel Remorse: all Good to me is lost;
Evil be thou my Good […][34]

Gustave Doré (1832–1883): Satan stiger ned til Jorden (1866)
Gustave Doré (1832–1883):
Satan stiger ned til Jorden (1866)

Selvom der sker en ombytning af skabelsesordenen, selvom Satan vælger at holde ondt for godt, kan det gode alligevel fængsle ham, næsten ufrivilligt. Dette sker både, da han for første gang ser Jorden, og også første gang, han ser Eva, hvis uskyldsrene skønhed og sødme lader ham nedsynke i en beundring så dyb, at den et øjeblik lader ham glemme sig selv og sin ondskab. Det varer dog virkelig heller ikke mere end kun et øjeblik, og straffen følger fluks derpå, idet “the hot Hell that alwayes in him burnes […] soon ended his delight/ And tortures him now more, the more he sees/ Of pleasure not for him ordain’d”.[35]

Hvis vi skal gøre status over figuren Satan i John Miltons Paradise Lost og atter stille samme spørgsmål som i begyndelsen – hvem er han, hvad er hans synd? – hvordan vil da vores vurdering lyde? På flere måder er han en uforudsigelig natur; slet ikke ufølsom og heller ikke rendyrket ond, som man kunne forvente. Det strider imidlertid ikke imod kristendommens gamle forståelse af ondskab, men underbygger snarere den augustinske omtale af det ondes snylteeksistens. For også Satan står i et afhængighedsforhold til det gode, som vedbliver at pine ham og samtidig vække hans misundelse. Han kan ikke løsrive sig fra erindringen om det, han har været, og han kan heller ikke ophøre med at beundre det skønne, som uspoleret lever og består i overensstemmelse med Skaberens intention. Selv er han afskåret fra at tage del i freden og det gode liv, kun gennem en karikeret imitation kan han komme det nær. Men hvorfor angrer han da ikke, har man lyst til at spørge. Ganske enkelt fordi han ikke kan betvinge sig selv. Den kærlighedens mildhed, som naturligt gør ydmyg, er helt fraværende hos ham. I stedet brænder den herskesyges lidenskab med fortærende kraft, den lidenskab som byder at ophøje sig over andre og gøre sig selv til Gud. “Ambition”[36] er med Satans egne ord den last, han falder ved og som tillige forhindrer ham i at angre, uudslukkelig som den er; for “what will not Ambition and Revenge/ Descend to?”[37]


[1] Overskriften – “I give not Heav’n for lost” – er fra Bk II, v. 14. Alle citater i artiklen er fra John Miltons Paradise Lost , som den findes i udgaven: The Poetical Works of John Milton, edited after the Original Texts by the Rev. H.C. Beeching M.A. (Oxford: Clarendon Press, 1900). Værket findes også i en dansk oversættelse fra 1905 af unitarpræsten Uffe Birkedal (John Milton: Det tabte Paradis).

[2] Bk I, v. 84–86.

[3] Bk I, v. 157–162.

[4] Bk I, v. 262–263.

[5] Beelzebubs kaldenavn til Satan i Bk I, v. 272.

[6] Bk I, v. 316.

[7] Bk I, v. 525–526.

[8] Bk I, v. 598–612.

[9] John Milton opererer altså i Paradise Lost med en monolatrisk teologi, i og med at de afguder, som dyrkes senere hen i forskellige kulturer, ikke blot er menneskespundne fantasmer, men engang himmelsk gudelige ånder og siden faldne engle og dermed virkeligt eksisterende væsner.

[10] Bk II, v. 43–44.

[11] Bk II, v. 75–77.

[12] Bk II, v. 109–115.

[13] Bk II, v. 146–151.

[14] Bk II, v. 249.

[15] Bk II, v. 252–257.

[16] Bk II, v. 259.

[17] Bk II, v. 269–270.

[18] Bk II, v. 274–278.

[19] Bk II, v. 465.

[20] Bk II, v. 482–483.

[21] Den borg englene opfører i Helvede.

[22] Bk II, v. 565.

[23] Bk III, v. 129–132.

[24] Bk III, v. 678–680.

[25] Bk IV, v. 18–35.

[26] Bk IV, v. 17.

[27] Bk IV, v. 28.

[28] Bk IV, v. 61.

[29] Bk IV, v. 66–70.

[30] Bk IV, v. 71–78.

[31] Bk IV, v. 95 & v. 100–101.

[32] Bk IV, v. 70–102.

[33] Bk IV, v. 121.

[34] Bk IV, v. 108–110.

[35] Bk IX, v. 467–470.

[36] Bk IV, v. 91.

[37] Bk IX, v. 168-169.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 44–54.

Skriv et svar