Panteren på skødet og palæontologens skræk – om den moderne afskaffelse af det onde

En introduktion og oversættelse af Georges Bernanos’ Une vision catholique du réel.

Menneskesindet er måske aldrig blevet ofret så megen opmærksomhed som nu. Evnen til at findele universet i abstrakte mindstebestanddele med komethaler af decimerede tal får os til at tænke, at alt er opbrydeligt, at intet har bestand i sig selv – heller ikke den menneskelige sjæl. Kausalitetsprincippets foregivne forklaringsduelighed i snart alle sfærer gør sit for at erodere grunden væk for enhver tale om noget definitivt godt og ondt, skønt og skadeligt, sandt og løgnagtigt. Af den grund får også lidenskaberne ofte status af harmløse laboratorieobjekter; det vigtige i dag er at forstå dem, udviklingspsykologisk at kortlægge deres adfærdsmønstre. Men hvad hvis nu det onde ikke lader sig forklare? Og hvad hvis det ikke er konsekvensløst at gøre forsøget? Det er, hvad den franskfødte forfatter Georges Bernanos (1888–1948) spørger om i sin tale Une vision catholique du réel, som blev holdt i Bruxelles i 1926.[1]

Georges Bernanos (1888–1948)
Georges Bernanos (1888–1948)

I talen tager Bernanos sin samtids opfattelse af virkeligheden i nærmere øjesyn. Som det normanniske modstykke til en ordopstødende, men skarpøjet Chesterton pirker Bernanos med lige dele dumask dristighed og pascalsk pennepræcision det moderne vesterlandske menneske lige nøjagtigt dér, hvor en forglemt sandhed smerter mest. Det er tanken om det onde, eller snarere afskaffelsen af tanken om en ond, personlig magt, som Bernanos underkaster et særdeles kritisk eftersyn i dette foredrag, der mest af alt udfolder sig som en uforudsigelig teologisk-litterær rundrejse, hvor tonen veksler mellem det fabulerende, alvorlige og advarende – og som genre derfor udgør noget så unikt som en selskabelig opsang!

Aldrig har menneskeheden været så forhippet på at forlade banaliteten, bemærker Bernanos i begyndelsen af talen, med kølnende ironi. Fordi vi er herrer over sprogets abstrakte tegn, tror vi også let, at vi er herrer over verdens gang og de ydre fænomener.[2] Dette babyloniske overmod ser Bernanos vaje bristefærdigt i sin egen samtid, tiden efter Første Verdenskrig. I had til fortiden har de europæiske demokratier levet i fremtiden, hævder han, og det i en grad, så de slet og ret har konsumeret den. Nu ser han troen på fremtiden ligge hensygnet som et overanstrengt organ, mens disproportionen mellem offerets enormitet og ideologiens udtærethed skriger til himlen. Han forstår ikke, at krigen med dens tab af ni millioner menneskeliv over kun fire år ikke har fået den moderne kultur til at stille spørgsmålstegn ved dens transcendensløse virkelighedsbillede. Er det ikke efterhånden værd, foreslår Bernanos, sammen med romerkirken at overveje muligheden af, at en anden modstander kunne være på spil i alt dette?

For Bernanos at se taler de grusomme kendsgerninger deres eget tydelige sprog. Det er derfor på høje tid at turde være banal og enfoldig igen, på høje tid at turde tale om ondskaben i bestemt form. Men, bemærker taleren, det lader sig ikke så let gøre i dag, hvor talen om det onde synes omtrent lige så ukendt som en af forhistoriens forsvundne dyrearter, og hvor enhver direkte omtale af en djævel straks ville rejse en mængde forargede protestråb. Bernanos skildrer med stor kunstfærdighed de akademiske typer, der, hvis de endelig skulle tage dette beskæmmende ord i munden, da gør det med en særlig melankolsk gravitet i stemmen, som om det er ordet i sig selv, der er det uhyrlige, som burde undgås. Trods al oplysning står det moderne menneske ofte på det overnaturlige område som en hjælpeløs nybegynder, der kun i ringe eller slet ingen grad kender til det åndelige drama, hvori hver enkelteksistens deltager. Til fremstilling af denne skjulte vildrede bruger Bernanos billedet af den blinde, der kun kender til havet gennem det vand, bølgens bevægelser lader glide gennem hans fingre. På samme måde står vi i vandkanten; vi fornemmer havkystens stille røre, men dens oceaniske udstrækning eller de maritime storme er vi uvidende om. På den måde er det onde blevet et betvivlet fænomen. Som barn af den kartesianske kosmologi indrømmer Bernanos længe selv at have lidt under samme blindhed. Det var først gennem romankunsten, gennem ønsket om at skildre menneskesindets lidenskaber så sandt som muligt og i levende live, at Bernanos kom til at indse nødvendigheden i først at genindsætte lidenskaberne i deres oprindelige orden bestemt af deres egen målestok, hvilket vil sige genindsætte dem i det åndelige univers, som de gravitetiske akademikere ellers havde forment fornuftige mennesker adgang til. Så snart han gjorde det, så snart han overskred tærsklen til denne usynlige verden, mødte Bernanos med egne ord djævelen og Gud.

Erkendelsen af, at mennesket i kraft af sin indre dømmekraft og samvittighed står i ledtog med både guddommelige og diabolske kræfter, får samtidig den konsekvens for Bernanos’ kunstsyn, at han tager et kontant opgør med den psykologiserende romantype, som Marcel Proust og André Gide blev hovedskikkelser for. Bernanos kalder denne nye litteratur for både “heftig og trist”[3] og sammenligner dens skrøbelige helte med utrættelige akrobater, der uden problem kan simulere lidenskaberne men ikke længere mærke dem i sjælen, fordi sjælens følsomhed netop afhænger af et hjerte, der kan skelne mellem godt og ondt.[4] Med denne endeløse succession af enslydende bekendelser trætter disse forfattere således i længden mere, end de underholder, samtidig med at de i deres subjektive selvendevendelseslyst ufrivilligt planter mistanken om, at de muligvis ikke har så meget selvstændigt at sige og mene. Nysgerrighedens princip, hvis den står alene, er med andre ord ikke nok til at skabe ordentlig og god kunst; tværtimod kan den sløve vores øje for den virkelige virkelighed, så vi tror, at vores egne selvobservationer er den højeste sandhed om os selv.

Det er en generel tendens i det moderne, bemærker Bernanos, at vi med falsk sikkerhedsfølelse undgår sandheden om vores egen andel i den åndelige virkelighed, hvor gode og truende magter strides. Så længe den analytiske tilgang til fænomenerne opretholdes, kan de endevendes og udstilles uden et eneste forbehold, men antaster man derimod disse spilleregler selv, gør man sig straks skyldig i en alvorlig social og akademisk fadæse. Af samme grund tillader vi hellere skadelige magter gennemtrænge vores daglige liv i det små frem for at anerkende deres forbindelse til en allestedsnærværende og overnaturlig magt, hvilket jo på mest rystende vis ville vende hele vores betryggede verdenssyn på hovedet! Efter disse sarkastiske tungesmæld spørger Bernanos samtidig, hvor længe vi tør lukke øjnene. Motivet bag denne spørgen illustreres gennem parablen om den gamle naturalist, der efter i halvtreds år at have været optaget af at klassificere et gigantisk skelet af et forhistorisk dyr en dag får det indfald at samle alle delene, hvorpå han dør af skræk, da han ser det rekonstruerede monster foran sig. Med sandheden er det som med solen, konstaterer Bernanos: Vi taler beundrende om den, men undgår helst at tage den i egentligt øjesyn.[5]

Nutidens konspiration mod det onde, hævder Bernanos, består således ikke i at ville bekæmpe det, men i at ville tilhylle det. Vi værger os mod at tilkende djævelen eksistens, vilje og form – en modværge der lige passer i den ondes kram. I vores egen natur såvel som i verdens destruktive kræfter nægter vi at se det hungrige udyr, der vil sluge alt, sol, måne og civilisation, så snart det evner det; i stedet karesserer vi med sødladne strøg de primitive laster og umættelige lidenskaber, vi finder i os selv, mens vi undskylder deres uheldige krumspring med samme milde mundkrogssmil, som vi ville tildele ethvert andet kluntet kæledyr under vores tag. Hvad vi dermed overser, er dog, at dette kæledyr aldrig lader sig tæmme, og at dets sult ikke ophører. Bernanos karikerer denne farlige indbildskhed, som er lige dele dum og naiv, ved at fremstille scenen med husfruen, der vedholdende insisterer på at omtale panteren på hendes skød som en stor, kælen kat.

Bernanos henviser til, at der er visse stemninger i vores natur, vi alle af erfaring ved ikke så let lader sig tøjle, når vi først har givet os dem i vold; stemninger, der lever deres eget liv, men ofte på vores bekostning. Derfor ironiserer Bernanos også over dem, som appellerer til instinkternes befrielse. Hvordan ville en sådan verden se ud? Dette tankeeksperiment forfølges her ud i dets yderste dystopiske konsekvens, hvor Bernanos beder os forestille os destruktionen af ikke blot al udvendig orden, men af alt det, som forsvarer os indvendigt fra: samvittigheden, respekten for os selv, vurderingen af vores handlinger… Ingen epidemi ville kunne udslette den menneskelige slægt hurtigere end disse dunkle og vilde magter, varsler forfatteren med urovækkende sikkerhed.

Truslen består altså i en dobbeltrettet tendens, to poler, der er lige skæbnesvangre, og som til hver sin side er med til at åbne for det svælg, civilisationen senere kan dratte ned i. Den ene er den akademiske forblindelse, der rent overser fænomenernes ellers tilstrækkeligt tydelige varsler; den anden er den følsomme libertinisme, der ikke vil vide af, at det indre sjæleliv vedrører det ydre liv. For at kunne ændre noget, må vi først og fremmest indse, at det ikke er lige meget, hvad vi tænker på; at det ikke er lige meget, hvad vi skriver om, hvad vi lader os underholde af. Konsekvenserne klæber sig til synden, også når synden ikke er andet end en spæd, fristende tanke, som skinner uplukket-uskyldigt foran os. Immoralisme forhærder – også når vi blot nydende er betragtere af den.

Dette rejser selvsagt krav til romanforfatterne, for gennem skønlitteraturen formes og prøves vores billede af mennesket. Litteraturen har derfor ikke først og fremmest brug for skønhed, den har brug for sandhed.[6] Datidens og nutidens sofistikerede bekendelseskunst, der gennem alle tilgængelige former for æstetisk raffinement fremstiller det fortumlede, moderne menneskes mange, men frugtesløse forsøg på at jage efter lykken eller nydelsen, kan ifølge Bernanos således ikke afskrives som komplet ufarlig. For mod dens undertone af pirrende tragik eller syrlig komik kan man som læser kun ruste sig på én ud af to måder: Enten man gør sig hård over for den ulykkelige letfærdighed deri, eller man affærdiger den med latter. I begge tilfælde umuliggør man imidlertid en reel medfølelse, som er det kristnes menneskes pligt og kald.

Gennem alle disse negative bestemmelser af, hvordan litteraturen ikke skal være, tegner sig imidlertid et vagt omrids af en “sand litteratur”, hvis vigtigste krav til sig selv synes at være trefoldige: Den må vide, at mennesket har evnen til at vende sig mod det lavere eller mod det højere, og at disse er absolutte valg. Den må lade det være synligt, at menneskets valg i tanke og handling har konsekvenser, der ikke lader sig tilbagekalde. Men samtidig skal romankunsten være autentisk og levende, så at vi tager dens personnager alvorligt nok til, at vi kan nære oprigtig kærlighed til dem og styrkes i vores evne til at håbe på deres vegne – og dermed også på vore medmenneskers og på vore egne vegne.

Men hvad så med det onde, som talens tema centrerer sig om, og som også denne introduktion indledtes med at spørge til; betyder det noget, at vi kalder djævelen ved rette navn? Bernanos indrømmer, at det ikke er som med eventyrets trold, hvis magt knægtes, når dens navn lyder.[7] Men dette er måske netop Bernanos’ pointe, som gælder både i teologien og i litteraturen: Det onde skal ikke eftersøges, ikke gøres omgængeligt eller ved forskellige slørende skøngreb diminueres; djævelen skal ikke forstås, men forsages. Litteraturen skal på den måde være demaskerende; den skal afsløre syndens virkelighed, den virkelighed teologien allerede har sin rod i, ikke forskønne den eller forsone os med den. Herved vil også mysteriet i mennesket selv komme til syne; ikke som et anstrengt postulat, men netop som den lyskilde af længsel efter sandhed og godhed, som stadigt gennembryder eksistensens skumringstimer.


Oversættelse[8]

Georges Bernanos: Virkeligheden set med romersk-katolske øjne

Det er en stor ære at stå her og tale, navnlig når jeg tænker på, hvilke berømte – for ikke at sige ligefrem hædersværdige – forgængere, der har gjort det samme. Helst ville jeg dog ikke tænke alt for meget på denne ære, der er gjort mig; jeg kunne blive bange for derved at komme til at miste den gave, som nu engang er mig allerkærest – eller hvis ikke miste den, så i hvert fald letsindigt sætte den over styr: min lille andel af den himmelske salighed, som jo er så ringe, ja, faktisk så skrækkelig skrøbelig, at jeg ikke ville vove at måtte undvære selv den mindste smådel deraf, selv ikke for at more eller glæde jer. Men hvad består nu denne forsvindende lille andel af den himmelske salighed i? I en særlig frihed…

Samme frihed, som mange andre mennesker, der er så meget mere betydningsfulde end jeg, kun har opnået lidt efter lidt og kun formået at bevare under kamp, modtog jeg selv som en gratis gave. Jeg åbnede min hånd og fandt den lagt deri, jeg behøvede blot at knytte fingrene sammen og gribe om den for at forvisse mig om, at den var dér. Hvoraf denne gave kunne man da spørge. Tro mig – indtil nu, indtil denne dag har jeg ikke været noget særligt. Vi behøver bare at se tilbage på i går, da var jeg slet ingen som helst. Min frihed kunne hverken forurette eller glæde noget andet menneske i denne verden, og jeg nød den fulde glæde deraf i ro og mag, nøjagtigt sådan som hr. Robinson i sit lille kongerige.

Der findes jo udadtil betragtet kosteligere besiddelser end denne min helt egen frihed. Tag bare de små, eftertragtede landsdele, hvis grænser er blevet gennemvandrede så mange gange på må og få i diverse krige og invasioner, at de til sidst kun har en abstrakt og politisk karakter. Men denne egne frihed er for øvrigt heller ikke sammenlignelig med nogen landsdel. Så var den da snarere at ligne med en lille landejendom; én af den slags, bønderne med lun tilfredshed omtaler som et fint lille sted. Den ville have sin egen jord til, hvorpå jeg fredeligt ville kunne vandre omkring, som det passede mig, men ville ikke være større, end det var til at overskue.

Robert Vallery-Radot talte for nyligt om forfatteren af Soleil de Satan.[9] Imidlertid har han ganske åbenlyst, sådan som jeg ser det, malet et billede af mig, der minder om ham selv. Jeg tror – nej, faktisk er jeg helt overbevidst om – at jeg i denne fremstilling alene stråler i kraft af hans egen sjælsstorhed, så at man ikke ville genkende mig i virkelighedens matte lys. Hvordan kan jeg derfor undgå at føle medlidenhed med jer, når den tid kommer, hvor I vil føle dette bedrag? Jeg har nemlig selv følt det før jer, og det hænder endnu, at jeg rammes af det. For stadigvæk, når jeg nærmer mig denne skønne følgesvend fra mine dagdrømme, kan det ske, at jeg bliver omkuldslået af så inderlig, sønderrivende længsel efter at elske og beundre, at jeg rent glemmer, hvem jeg egentlig er. Når jeg så øjeblikket efter genfinder jeg mig selv, er det med en trist følelse, fordi jeg opdager, at det, som jeg regnede for min egen persons lys, blot var det skær, der tilkastedes mig ved hans uforlignelige gavmildhed.

Min eneste fortjeneste ligger i frit af egen vilje og lyst at have skrevet denne bog. Jeg vil derfor ikke mindre frit tale om den her foran jer. Hvis jeg var i stand til at finde den smule omdømme, som nu efemerisk tilkommer mig, enten sørgelig lille eller særdeles betydningsfuld, ville jeg knapt vove at udholde de mange blikke; så ville jeg smutte ud ad døren, så snart som jeg fik givet ordet, nøjagtigt som engang den salig Sarcy.[10] Heldigvis har jeg intet at lære jer, som I ikke allerede ved i forvejen. For min dagsorden består såmænd kun i at tale om de store livserfaringer, vi alle har til fælles, såsom smerten og døden. Men det, som i sidste ende giver mig modet til at skulle tale, er nu dette, at jeg slet ikke er hverken vittig eller åndrig.

Det helt store tema i menneskeslægten i et århundrede eller to synes at have været dette – som man siger – for enhver pris at forlade banaliteten. Samfundene er ikke mindre beskæftigede hermed end de enkelte individer, og hos begge parter sker det under en forbavsende begejstringsrus. Hver og én vil være exceptionel og – med fortsæt – unik. Genkald jer verden, sådan som den så ud før verdenskrigen. Hvilken foragt dette déja-vu i dag ville rejse, hvilken afsmag over disse kedsommeligt velkendte veje! Og modsat: hvilken ekstraordinær genopfindelse vi nu ser af alting! Det, der vedvarende hviler i universets givne orden, den lille uundværlige del, der dog skal til, for at vores liv på denne planet kan bestå, er blevet så omhyggeligt, så fantasifuldt omarbejdet og så behændigt blandet med absurditet eller dekoreret med uklare ord, at man med en smule god vilje stadig ville kunne tage den for uorden og lade den blive æret som sådan… Aldrig, eller stort set aldrig, har vores utrættelige slægt været så opsat på endegyldigt at forlade banaliteten.

Men det bliver just i det øjeblik, hvor denne lille, tilbageblevne del slynges ind i kaos, at menneskeslægten marcherende derudaf som én stor trop går ind i dødens banalitet.

Der er slet ingen tvivl: Intet har ændret sig siden eventyret om Babelstårnet, som er det første Panama, menneskeheden har bevaret erindringen om. Mennesket tror sig hurtigt herre over tingene, fordi han er herre over sprogets abstrakte tegn, som repræsenterer dem… Guds fire tordenklinger kan fare nok så meget over himlen – idealisten vil stadig have sit hjerte i ro, så længe han kan tildele vokabulariets ord mening efter behag. Dette udstyrer indlysende nok fornuftsslutningerne og endog livet selv med en pirrende karakter og tilgængeliggør den art uforudsete sammenligninger, vi ser så mange eksempler på i dag.

Nuvel! Enfoldige folk som jeg har måttet bemærke, at de selv altid var de eneste til i sidste ende at betale omkostningerne af disse små skitser, der som en adspredende leg er blevet anstillet over eksistensens gåder og menneskesjælen. For sådan går det tit: Efter de fornøjelige filosofilege holder vi alligevel bedst af, når vi på behagelig vis kan vende tilbage til os selv i jævnheden, ganske som man har for vane at vende tilbage til sit kontor efter ferien. Skal vi være ærlige, har denne ferie dog varet temmelig meget længere end en måned… Idealismen har sendt os på en sløvende solferie i næsten fem år, helt nøjagtig fra august 1914 til september 1918, og for en sjælden gang skyld har den betalt udgifterne selv…

Der er bare det ved det, at det ikke er så let at være enfoldig. Den, der vil være det, er det netop ikke! For de folk, der bestræber sig på at være originale, og hvis ansigter for det måls skyld forvrides i smertelige grimasser (det sikre tegn på frugtesløse anstrengelser), består den mest sikre vej til ikke at ligne nogen anden i helt naivt at være det, man er, og helt naivt at sige det, man tænker.

Efter at have viet mig selv til problemet om det onde, er jeg med det samme blevet betragtet som et fænomen for sig. Det virker næsten, som om det onde er omtrent lige så ukendt som forhistoriens uddøde dyr, en igennem sekler forsvundet art. Og skulle talen falde på djævelen – uha nej, det kan der slet ikke tales om! Med en særlig melankolsk gravitet i stemmen udtaler de akademiske undervisere dette ord, som om ordet i sig selv rummede noget grænseløst uhyrligt.

Men mine kære herrer, siger jeg til dem, det er jo begivenhederne selv, som er uhyrlige. For hvad skulle jeg ellers sige! Når jorden skælver langt væk, iagttager specialisten med uanfægtet ro spidsen af seismografen inde fra sit observatorium og kalder det en seisme. Men hvis bygningen begynder at falde sammen over ham, kalder han det en katastrofe, og han skal nok vide at forlade sin hule for at se, hvad der sker, og derude i det åbne land – uden hjælp af nogen måler – forstå at gøre sig betragtninger af empirisk karakter… Jeg kan kun smile af jeres drøftelser om sandsynlighed og “credibility”. Forklar først, hvordan menneskeheden, der igennem fire år har været optaget af at fortære sig selv, kan ligge på resterne af sit rædselsvækkende gilde med blodtilsmurt ansigt og matte lemmer, men med en stadig umættet rovsult i sig…

Vil I i jeres egen art ikke se andet end en skadevoldende flok aber, kan I ikke bebrejde mig at tænke, at vi måske er blevet overlistet af en skrækkelig modspiller, som den katolske kirke har lært os at kende eksistensen af, og som vil snyde i ethvert spil… Min beundrede læremester, Claudel, skrev engang til mig, at djævelen er tåbeligere, end man siger, og at en hvilken som helst ørkenfader let og eftertrykkeligt ville kunne tage ham ved næsen…[11] Jeg ville ønske, jeg kunne tro det… Men det, der står på spil, fortjener dog, at man kaster mere end ét blik på den, man sidder overfor, før man fælder en summarisk dom over hans metoder og kunnen… Menneskeslægten er fra nu af og i fremtiden forpligtet til at være mistroisk. Det kan man vist nok blive nødt til, når man ser en modspiller, der med så mange trumfer i hånden lægger sine kort på bordet og vinder ni millioner menneskeliv på én eneste gang.

Hvis jeg nu havde været en sand litterat og ikke blot en ringe amatør, som pludselig fik det indfald at skrive en bog i en alder, hvor de fleste, sådan som det regnes for naturligt, forlader den litterære karriere til fordel for politikken eller videnskabeligheden, skulle jeg ved denne lejlighed have haft en tese rede om samtidens roman, som jeg med sagstilsvarende alvor kunne have udviklet for jer denne aften; og såfremt det nu lykkedes mig, ville dette have været tilstrækkeligt for at vinde mig et omdømme som en reflekteret tænker og måske endog som et åndrigt menneske.[12] Men jeg tror alligevel ikke, at I venter noget sådant af mig? For det første har jeg skrevet denne min eneste roman på samme måde, som når man går på eventyr: fra dag til dag. Hvert kapitel er for mig ligesom et herberg, hvor jeg har drukket, spist og sovet med forskellig dele held, gode og dårlige overraskelser – kort sagt: med al rejselivets uforudsigelighed i hele min bevidsthed; en bevidsthed, der ligner enhver andens bevidsthed, for jeg hævder ikke – sådan som den bodfærdige Fader Ravignan – kun at have gjort mig skyldig i eksvisitte erreur’er og mere distingverede dumheder…[13]

Jeg indrømmer straks, at jeg i al klogskab havde travlt med at vende tilbage til banaliteten. Det er måske en overdrivelse at sige det sådan, for i virkeligheden har jeg aldrig forladt den. Krigen efterlod mig bestyrtet og ligesom resten af verden dybt forskrækket over den umådelige disproportion mellem offerets enormitet og udtæretheden i den ideologi, som pressen og regeringerne fremsatte… Derudover var også vores fremtidshåb hensygnet som et overanstrengt organ. Fremskridtets religion, for hvis skyld man høfligt havde bedt os om at dø, er i virkeligheden en gigantisk svindlen med håbet. I deres had til fortiden lever demokratierne i fremtiden eller rettere: lever de af den. De konsumerer den slet og ret. Førend det moderne samfund fik nys om møntens inflation, havde det allerede trukket sine hovedressourcer til sig i skamløs ligegyldighed over for, hvordan dette ville påvirke fremtidshåbet. For mit eget vedkommende havde jeg betalt min gæld, men jeg havde ikke en eneste øre tilbage i lommen. Så stod jeg dér, mens hele det idealistiske vokabularium, hvis værdi nu pludselig blev underkastet virkelighedens prøve, ikke kunne betale så meget som en krumme af mit brød. I fem år forbød de tyranniske besættelser og den gamle militære tradition os at “prøve at forstå”. Og jeg selv? Jeg gjorde ligesom resten af verden. Jeg demobiliserede mit hjerte og min hjerne. På den måde forsøgte jeg at forstå. Det lykkedes mig ikke med det samme.

*

Tåbe som jeg var, ligesom vi alle var, forsøgte jeg i min store naivitet først at begribe den ekstraordinære ulykke, der var sket, ved at se den i et velkendt, kartesiansk erfarings- og forstandssystem; en omtrent lige så umulig gerning som at lede efter mening i visse af vore unge digteres vers! Man havde i den grad fået mig overbevidst om, at de menneskelige lidenskaber tilhørte den slags abstraktioner, der i orden og genre indgår i vores psykologiske karakter, og som Hr. Lévy-Bruhl har kontrollen og befalingen over.[14] Men hvad opdagede jeg! Det var rent ud sagt umuligt at genkende laboratoriets objekter i de frådende og fortvivlede monstre, der for ikke længe siden havde rusket og slået løs mod al klodens kundskab, og hvis ruindynger man endnu kan se ryge i horisonten.

Dog følte jeg ikke kald til vidtløftigt at diskutere og ræsonnere om det, jeg så, sådan som normen ellers er.[15] Født romanforfatter besad jeg naturligt sansen for at udmale lidenskaberne, men jeg ønskede mere end det. Jeg ville gribe dem, som de virkeligt var, overraske dem i deres gebærder og bevægelser over for hinanden; jeg ville indfange dem i levende live. Da var det, at jeg indså nødvendigheden af at genindsætte dem i den orden, der var ud fra deres egen målestok, det vil sige i det åndelige univers, som de melankolske akademikere har forment os adgang til. Og så snart jeg overskred tærsklen til denne usynlige verden, hvor mystiske magter har deres rødder, mødte jeg djævelen og Gud.

En mærkværdig ting er det (skønt tænker man først rigtigt over det, meget mindre mærkværdig, end den først synes), at alle mennesker – selv dem, som værger sig imod at ville gøre denne indrømmelse – har et kendskab til eller i det mindste en forudfølelse af Gud. Hvis du bad dem om en definition, og de ulejligede sig med enfoldigt at repetere en eller anden frase fra en bog, ville de stadig ikke gå meget galt i byen. Men hvis du spurgte dem om det onde, ville de kunne give sig af med at tale om hvad som helst: om lov og ret såvel som om sundhed, og du ville nioghalvfems gange ud af hundrede høre så megen tom bavl, at du måtte føle vreden ulme.

Hvorfor? Fordi der er for stor en disproportion mellem dette betvivlede fænomens synlige, konstatérbare ødelæggelser og de puerile forklaringer, man giver på det. Materialisten har ikke sagt meget, når han svarer, at det onde er krænkelse af ejendommen, dommeren, betjenten og soldaten. Derimod kommer teologen, moralisten og romanforfatteren – javist, romanforfatteren! – til hjælp, når han slår fast, at det onde er synden, og forklarer, at synden ikke er ganske det samme som krænkelse af ejendommen, dommeren, betjenten eller soldaten men en krænkelse af Gud.

Hvori består da det hverv, som teologen overlader kunstneren?[16] Måske kan man svare, at kunstneren bag hvert menneskeligt eventyr åbner forunderlige perspektiver… Men kunsten har ikke kun brug for store lyriske temaer, den har først og fremmest brug for sandhed. Stemmer syndens definition overens med sandheden om vores natur? Det er op til livsfilosoffen at prøve denne tese.[17] Af kritikeren forventer man alene at høre, hvorvidt han mangler noget essentielt i kunsten, som han i øvrigt ikke nærmere kan sætte fingeren på.

Der må uden tvivl en vis portion dristighed og troskyldighed til at forhøre romanforfattere om det ondes problem i en tid, hvor handelen med skandaler bedrives af så mange af mine unge medbrødre, at udbuddet uden tvivl må overgå efterspørgslen, så at man måske en dag vil se de mest brillante studerende fra Gides eller Prousts akademi gå fra dør til dør med deres lille eksamensbevis i immoralisme i hånden og forgæves faldbyde deres chokerende ungdoms- eller manddomserindringer, som synes fabrikerede i fængsler, men hvis monotone ublufærdighed i sidste ende må trætte såvel degnen som skomageren. Førhen modtog forfatteren den overordnede plan for sin sjæls indretning samt placeringen af de mest hemmelige værelser stående ceremoniøst ved sin samvittigheds indgang og med samme mærkbare blufærdighed som en sky gæst. I dag rækker samme forfatter os rask væk hele nøglebundtet med et jovialt klap på vores skulder og ligesom indgyder os mod ved replikken: “Kom så, gå nu bare derind!”

Sådan er det. Enten går vi næsten aldrig derind, eller også gør vi det kun modstræbende. Meget gærer i sådanne samvittigheder, meget forskelligt, som man ikke har stor lyst til at bekende. Det derinde er som en monoton strøm, en uendelig og tyst siven af sumpvand. Der er intet til at yde den modstand, ingenting til at blokere dens indtrængen, denne siven kvæler hver hvirvel, inden den når op til overfladen, der er intet skum at se. Det onde glider igennem disse sjæle som væske igennem en si. Kan man virkelig her tale om det onde? Er det ikke snarere en hallucinatorisk heksejagt? For handlingen selv tæller i denne sammenhæng intet eller i hvert fald kun meget lidt. Vi oplyses kun om intentionerne; intentioner, der blot udmunder sig i nye intentioners forkrænkelige frugtbarhed, som på ny fortaber sig i tomheden. Marcel Prousts ekstraordinære værk forekommer mig på denne vis at være en stor kirkegård af intentioner, en kirkegård af dødfødte børn, tabt i havets tåge.

Den slags litteratur er på én gang heftig og trist. Denne farveløse verdens skrøbelige helte kan synes meget livagtige, men ved nøjere eftersyn virker de til alene at oppe sig på kommando og med synlig ulyst. Deres sælsomme gymnastik forvirrer mig. Jeg får lyst til at sige til disse utrættelige akrobater, som ikke skåner sig selv i bestræbelsen på at indgive os enten rædsel eller medlidenhed: Det er nok – hvil jer nu en stund! I ender jo med at blive helt afkræftede!

Men hvordan kan det så være, at de til trods herfor udløser denne enorme kedsomhed? Det er, fordi de gør det onde uden at tro det. De kan uden problem simulere lidenskaberne, men de mærker dem ikke i sjælen. Hvilken nytte mener du, en romanforfatter skulle kunne drage af disse besnærende sprællemænd, der aldrig har opdaget deres samvittighed, endsige nogensinde søgt efter den? De underlægger sig passivt de ydre begivenheder og konjunkturer, de deler samme skygge og adskiller sig på ingen nævneværdig måde fra hinanden. Det, som de med megen ublufærdighed kalder deres liv – “hør blot, hvad jeg har oplevet…” – og som de stolt betror de unge, let bedårede kvinder, er imidlertid ikke andet end en monoton succession af tilstande frembragt af en aldrig modsagt sanselighed. Hvilken trættende opremsning! Men ser I, man indser mod sin vilje, at når sådanne folk gør sig så megen umage med intet at holde tilbage for os, så er det måske, fordi de ikke har stort selv at sige.

I litteratur fører nysgerrighed, hvis den står alene, intet med sig. At betragte mennesker agiteres kan måske interessere en kort stund, men er ikke nok til at fastholde opmærksomheden (hvis man altså ikke duperes deraf). I det højeste kan synet give anledning til en besk munterhed, som let ender i foragtens vellystige, men dødelige sindsforhærdelse. Det lader sig ikke gøre at erkende noget andet menneske – heller ikke sig selv – gennem et eksakt og minutiøst studium af dette menneskes fremtræden, dets samlede handlinger og dets erklærede intentioner. For summen af al ydre fremtræden, alle synlige handlinger, udtalte intentioner, det er menneskets liv. Men få mennesker svarer til deres liv.

Immoralisme, det vil sige indifference over for godt og ondt, gør os ikke videre modtagelige for at tage mennesker alvorligt. Og hvis vi ikke tager dem alvorligt, hvordan skulle vi så kunne føle medlidenhed med dem? Livets ynkværdigt lille eventyr forvandler sig da blot til en lang række anekdoter, der alene hænger sammen med hinanden gennem den stadigt skuffede søgen efter nydelse. Psykologens kuriøse univers ligner akkurat så meget det moralske univers, som et verdenskort med tegn og chifre ligner den sitrende klode, der bevæger sig gennem det tomme og sorte rum mod Kentaurens konstellation og mod en skæbne mere gådefuld end nogen anden stjerne i den uendelige himmel. Kan livet i det første univers synes logisk, er det alene i det andet univers, at det bliver til levende liv.[18]

*

I undskylder mig nok denne mindre krogvej gennem litteraturen til den egentlige anstødssten. Det skyldtes visse forbehold, jeg måtte gøre, samt særlige forsigtighedshensyn, jeg måtte tage. Titlen, Soleil de Satan, har givet mig ry af et være en udforsker af skyggernes jord. Til denne interessante, infernale gryderet, som jeg går for at have opskrifter til, tilsætter jeg det krydderi, der findes i mit rygte af katolsk forfatter eller rettere sagt: tilsættes noget slet og ret katolsk. Dette i sig selv lugter stærkt af vanhelligelse og sorte messer. For for mange folk med en ikke så udstrækkelig forestillingsevne kan katolikken, forfatter eller ej, efter almindelig mening regnes for et forstyrret fæhoved – sådan én, der ængsteligt sænker øjnene foran frisørens vokshoveder i vinduet eller i sin bog udførligt beskriver, hvordan jomfruelige Elvira ender med at ægte den pietetsfulde unge mand, som hun nu hver søndag i umindelige tider ved vievandsbestænkningen har iagttaget blufærdigt rødme (eller hvad der ville opfattes som rent ud suspekt for den slags indviede personer: rødme undseeligt ved den pludselige grebethed af voldsomme følelser, ukendte og profane i deres væsen…)

Dér ser I! Den katolik, der skaber et erhverv ud af at skrive romaner, er ikke så misundelsesværdig, som man skulle formode, selvom det vil bedrøve mine hengivne læsere at høre. Men hvilket behov har de egentlig også for at læse mine bøger? Det er de samme folk, som engang sørgede over min højagtede ven, Henri Massis, på grund af den frygtelige diagnose, han udkastede over hr. Gide.[19] Disse læsere vil gerne “erkende”, men de formår ikke at bevare erkendelsen længe hos sig. Det minder om en scene, hvor man først kalder lægen hen til den syge, men dernæst, så snart lægen gør mine til at fjerne dynen og undersøge patienten nedenunder, trækker ham afværgende i ærmet.

Sådan ligger landet. Verden smigrer sig med at have evnen til at skue klart – hvilken indbildskhed! Mange af de folk, som tror at skue klart, bekvemmer sig alene til at se det, de ønsker at se, og lukker stædigt øjnene for resten. Uden tvivl findes der også et meget lille antal, for hvem løgnen er en last, som stimulerer ved en hidsig, om end sært steril vellyst, men for størstedelen af de mennesker, som med charmerende spontanitet gør brug af løgnen uden at tænke derover, er løgnen den magelige løsning på alle tilværelsens problemer. Sandheden minder om solskinnet: Man taler om den med stor sympati og beundring, ja endog hengivenhed, men man tager den kun nødigt i øjesyn… Måske fordi vores forkomne og lidende art i den fjerneste krog af sin nedarvede erindring har bevaret mindet om denne ene aften blandt aftner, hvor det første menneskepar for sidste gang oplevede den sandhed, de netop havde skændet, gå langsomt ned i horisonten som en umådelig stjerne, mens skyggen af den første nat med en grufuld hurtighed faldt på den forbandede jord…

Hvem ved? ville jeg sige til alle de folk, som roser sig af aldrig at have mødt det underfulde eller noget andet suspekt – dem, som tror sig i læ, når de sidder trygt sluttede om lampen på tebordet. Men hvem kan for alvor vide sig sikker…? I grunden er der jo kun den smule puds og ormædt træ i loftet mellem deres hoveder og så det tomme, sorte svælg, hvor Orions askegrå stjernetåge på tværs af hundrede millioner mil svæver for enden af sin usynlige bane. Hvad kan ikke uventet vise sig i denne gigantiske ørken af luft?

Det, som forbavser mest, det, som først og fremmest fylder én med en uhyggelig undren, det er menneskets ligegyldighed over for dét, han er bange for at erkende, ja selv at ane; det er hans ejendommelige, ganske utrolige sikkerhedsfølelse. Når man ser nærmere efter, bliver man imidlertid straks klar over, at denne sikkerhedsfølelse kun er foregiven. Det går op for én, at disse sarte, tænkende væsner i deres tragiske ensomhed med hensyn til det evige på jævn, umælende vis har sluttet den pagt med hinanden, som også gjaldt i tider med pest: at tænke så lidt som muligt på det… Den første forskrækkede undren forvandler sig da til en smertefuld medynk.

Det er sådan, jeg tolker de manges overraskelse eller indignation ved nyheden om, at djævelen er sluppet fra Louvres legetøjsskær eller fra Hôtel-de-Villes basar og efterfølgende genfundet i kød og blod i en roman udgivet af det respektable forlag Plon.[20] Nu tænker I sikkert: – Han laver sjov! Det er da ikke muligt? – Enig! Og forfatteren synes endda selv at tro det, han selv skriver… – Sikke en plump personlighed! Man taler da ikke om sådan noget!

Hvordan skal man forklare et sådant pludseligt spjæt af blufærdighed? For offentligheden har jo set mangt og meget, skulle man tro? I en tid, hvor freudianismen er på mode, for slet ikke at tale om de forskellige funebre og frenetiske skrivelser, der er i omløb af hr. Gide, og hvor den slags ting, der hændte hele tiden i Sodoma og Gomorra, nu hænder hyppigt på badeanstalterne, hvoraf kommer så denne store frygt og misbilligelse, der knytter sig til Satans navn?

Det forholder sig nemlig sådan, at det er fuldstændigt tilladt at opstille lidenskabernes hele katalog med alle de kategorier og underinddelinger, som man vil – lige for næsen af censuren og til den største fornøjelse for læserne. (Man kunne endog let dertil, hvis man altså ville, gøre brug af en dygtig illustrator). Det eneste, der forlanges, er, at man strengt holder sig inden for den analytiske tilgang. Modsat ville enhver, der udtaler navnet Satan med den hensigt at sætte hele tankegangen på prøve, helt forbigå spillets elementære regler.

Det onde kan let gennemtrænge vores lille tilværelse i de enkelte dele, uden at vi besværes derved. Men introduceres forestillingen om det onde som noget overnaturligt og allestedsværende, risikerer vi at skulle vende op og ned på alt det, vi mener at kende. Med interesse observerer vi det onde, når det fremstilles i findelte stykker, der er omhyggeligt etiketterede og nummererede, og serveret i den form føler vi os ikke foranledigede til at spørge videre til, hvad det er, vi har foran os. Således kan det lade sig gøre, at en gammel naturalist, der efter i halvtreds år har været optaget af at klassificere et gigantisk skelet af et forhistorisk dyr lige til den sidste lille knoglestump, en dag, da han får det indfald at samle delene, i samme øjeblik værket er fuldført, dør af forbavselse og skræk over synet af det rekonstruerede monster.

Man overlader sorgløst forestillingen om en personlig gud til den katolske kirke, skønt tanken om en sådan skulle synes usammenligneligt mere betryggende end den hegelianske gud. Alligevel forlader man sig i sidste ende på dette usynlige vidne, tilstrækkeligt ubemærket til aldrig at være til besvær, og man venter engang at kunne møde Hans blik, idet man håber på Hans overbærenhed mod en imbecil skabning. Således overlader I denne utydelige guddom regeringen af den anden verden, og det er – i det faste forsæt om at holde enhver guddommelig indtrængen væk fra temporalitetens domæne – for jer nok, at Han tager sig af den… For hvornår skulle man i øvrigt være i fare for ligefrem at møde Ham på vejen? Hvis Han indimellem manifesterer sig i hjertets hemmelighed, som man siger, er det jo altid for nogle nonner eller munke i klostrets skyggefulde gange eller for en eller anden forelsket stakkel i hans eller hendes elende – og hvem kan tage sådanne folks ord alvorligt? I ved nok, hvordan det ordsprog lyder: “Man kan sagtens bilde folk noget ind, når man kommer langvejsfra.” Og det er nu engang sådan, at for langt størstedelen af os vil karmeliterindens eller karteuserens celle virke langt fjernere og mere mystisk end Honolulu eller Chandernagor. Og hvordan må det så ikke forholde sig med Satan?

Men indvilliger du først i, at han findes, vil du fra nu af ikke mindre end hundrede gange om dagen få lejlighed til at møde ham! Hans kongerige er af denne verden, og han er en fyrste, som elsker at gøre sin entré, og som er meget på farten. Afslør derfor venligst ikke hans inkognito, be’r han allerhøfligst! Men skulle denne frabedelse nu være nødvendig? Vi er jo selv godt nok klar over, at han ville være os et særdeles kompromitterende bekendtskab, af hvilken grund vi da også kun modtager ham i den mest afsondrede intimitet.

Jeg kan udmærket forstå, at Satan må være et af de konversationsemner, som husets fruer finder mest tvivlsomme. At opkaste problemet om Satan til diskussion, det er at opkaste problemet om det onde og dermed et af de problemer, som der ikke kan være håb om at løse uden at fornærme en stor del af selskabet… Men hvad siger nu romanforfatterne, som gør skitser heraf, mens de minutiøst beskriver og analyserer lidenskabens former?

Vores arts eksistens, så længe denne art endnu er i live, er en vidunderlig, gribende og hjerteskærende fortælling. Sådan må man ufrivilligt tænke på den, når man blot bruger et øjeblik til at grunde over den… Men hvem grunder over den? Hvert menneske i mængden af mennesker er ligesom isoleret i den diminutive klynge af folk, hvortil hans byrd og hans interesser knytter ham. Selve det store drama forstår han lige så lidt af som en blind, der kun kender det af havet, bølgens bevægelse mellem hans åbne fingre lader ham mærke. Sommetider bryder det overnaturlige, som omslutter ham fra alle sider, ind gennem hans skrøbelige mur, og de monstrøse kræfter, som i århundreder har rystet menneskeheden helt ned til dens rødder, vælter pludseligt frem, umulige at værne sig imod, og han lærer da smerten og døden at kende. Men er det kun dem, han dermed stifter bekendtskab med? Lader de ham ikke tillige selv opleve en slags skrækblandet forundring? Endvidere måske sådan at disse monstrøse kræfter, som jeg netop har givet navn, nu definerer sig selv og dermed beviser, at det slet ikke lader sig gøre at gøre fuldstændige skitser over dem. Og stadigt vil man ikke høre tale om noget ondt i sig selv!

Der findes en konspiration mod det onde, som ikke går ud på at ville ødelægge det – das sei ferne! – men som ganske enkelt går ud på at ville tilhylle det. Når det nu støder os så meget at skulle tilkende djævelen væren – en modværge, der passer lige i det ondes kram – tør vi heller ikke tro, at det onde har en ånd, en vilje, en form. Nej, fri os fra den tanke! Vi vil ikke forestille os dette perverse og charmerende dyr, som de sociale normer næsten har gjort til et kæledyr, der til vores tilfredshed tilsyneladende kan holdes uden de helt store udgifter, mens samme kæledyr i virkeligheden grubler på at æde alting i en altfortærende glubskhed, der først ophører med døden.

Lad os lære at se klart. Hvis kunsten i sin højeste grad af excellence indplacerer det efemeriske menneske i naturen, det vil sige i det permanente og universelle, kan romanforfatteren mindre end nogen anden tillade sig at underkende den majestæt, som til hver af vores partikulære enkeltskæbners fortællinger føjer disse tragiske realiteter. Hvis han ignorerer det, hvad ved han så, når det kommer til stykket, om sin kunst og om livet?

Det ubeskyttede, våbenløse menneske har i årtusinder beskyttet sig mod kulden, regnen, mørket, de vilde dyr; han har også beskyttet sig, så godt han formåede det, mod det onde. Det primitive menneske har lugtet til det og intuitivt forstået, at der deri lå en uendeligt større trussel mod hans slægt end kulden, regnen, mørket og de vilde dyr.

Lad os gøre et ophold her… Forestil jer et øjeblik vores planet raseret af en eller anden cyklon, som har jævnet vores byer, stoppet vores brønde, lagt vores marker øde og på få minutter tilintetgjort hele det forråd, som menneskelig sparsommelighed og arbejde havde lagt til side… Hvordan ville vi så være stedt? Jo, så ville vi pludseligt befinde os nøgne midt i en fjendtlig natur. Men ville det være så fatalt? Vores fædre kendte engang disse farer og overvandt dem. Vi ville overvinde dem på ny… Forsøg dernæst at forestille jer det onde sat fri, lasterne og lidenskaberne der efter at have sprængt deres kæder, farer igennem verden som igennem en jungle. Forestil jer demobiliseringen af den kæmpe internationale hær, der uden distinktioner mellem race, fædreland eller religioner skulle beskytte os mod dem; politiet, gendarmeriet, dommerne og anklagerne går over til fjenden.

Men hvad er dog dette for en frygtelig tanke! Fasthold imidlertid scenariet lidt endnu, vov at tænke lidt videre, og forestil jer så dette inden i jer selv destrueret, det som forsvarer os indefra: samvittigheden, respekten for os selv, vurderingen af vores handlinger – alt dette destrueret lige indtil sidste rest af skamfuldhed, som er den, der holder morderen oprejst foran skafottet i en art brysk værdighed. Jeg står fast på, at den sorte pest ikke ville kunne udslette den menneskelige slægt hurtigere end disse dunkle og vilde magter, som de charmerende, små dilettanter i lommen på hr. Gides ustraffet karesserer med sødladne strøg.

Hvilke erfaringer er i øvrigt ikke blevet gjort i den henseende! Sidste bog, jeg læste, var en gammel, engelsk bog om det syttende århundrede, som sporede den usædvanlige historie af samfund anlagt af pirater på Indiens kyst, i Vestindien, på Madagaskar, hvis eneste lov lød som i Thélèmes’ tolerante dal: “Fais ce que voudras…”.[21] Fælles for de fleste var derudover, at de ophørte med at eksistere efter få måneder. Det mest solide af dem overlevede end ikke i to år. Da krigsskibene kom dertil, fandt de ikke andet end nedbrændte hytter og utilsåede marker. Eneste levende mennesker var nogle skræmte indfødte, der gemte sig mellem hullede tønder og opløste kadavere.

I appellerer altså til instinkternes befrielse? Men hvad er det ikke for nogle instinkter, som langt fra at tjene arten ikke fører til andet end tilintetgørelse? Vi vil til enhver tid kunne se dyr underordne sig under et degenereret instinkts lov. Lad os antage, for eksempel, at gerrigheden skulle være ejendommens instinkt, som under indflydelse af en ukendt grund pludseligt, ligesom en cancer, greb uhæmmet om sig på bekostning af alt bestående. Af hvilken grund? Og skulle man i givet fald bare se til, mens menneskenaturens tilbøjeligheder vendte sig mod sig selv og blev til instrument for dens egen destruktion?

Se nu engang på barnet i vuggen, fuldstændig uskyldigt, fuldstændigt nådesunder, nyskabelse, klart som kildens vand, friskt som foråret, sandt som morgenens første lys… Dets lille liv skyder op fra så yndigt, så purt et afsæt. Hvad ville nu indefra kunne tænkes at ændre ved og i al dyster usethed kunne forarbejde denne lille skabning, og dét endda med samme præcision som kirurgen, der nøjagtigt ved, hvor han skal indpresse spidsen af sine små sakse og tænger for at nå ind til de mest delikate områder, dag for dag, time for time, indtil det øjeblik tyve eller tredive år senere, at man endelig ville genfinde selvsamme strålende lille skabning blandt rækken af solitære, trætte væsner, som tilhører den misundelige, jaloux og gerrige værensart, i det indre ligedannet med denne flok af ulykkelige eksistenser, som frådende ernærer sig af deres eget absurde had, og som over for friheden, glæden og alle jordens goder udviser et goldt begær, der vil lægge alt øde…

Ja ja, jeg medgiver naturligvis, at det er et noget andet billede af lidenskaberne, vi er vant til at gøre os. Vi ser dem for det indre øje trippe koket rundt i verden, kække og beherskede, og vi foregiver alle, at de er komplet tamme. Den, som skæver mistænksomt til dem, bliver selv regnet for en nar.

– Kære frue, hvad er dette, jeg ser på Deres knæ? Min Gud om det ikke er en lille panter!

– Fy dog at sige sådan noget! Forstår De da ikke, at det blot er en stor, uskadelig kat. Se nu bare, hvor kælen den er!

Hvorpå stedets digter (for der befinder sig altid en digter i disse charmerende rovdyrs tjeneste, og det er aldrig ham, som bliver spist) vil stemme sin lyre og besynge dette bedårede lille udyrs smukke tænder, så vidunderligt velordnede og smukt tilspidsede for ikke at forglemme dets uimodståeligt fine klør og den lille lyserøde tunge, indbydende som en rose…

– Dette er kærligheden, min ven.

– Uden tvivl, ærede frue. Men jeg har dog så sent som i morges læst om en ung frøken Irene, som er blevet fundet længere nede ad Seinen ved Saints-Pères-broen. Det er kærlighed, som har anrettet denne ulykke… Tag Dem i agt: Jeg tror, jeg nu har genkendt udyret, som var skyld i det…

– De vover lige at antyde noget sådant, min herre! Og selv hvis det var det samme dyr, kan De vel nok se, at han nu er mæt og ikke mere sulten…

Men ak, mine damer og herrer, lidenskaberne er altid sultne!

Jeg hører for mig allerede jeres indvendinger: Hvad har de vilde dyr at gøre med os? Vi ved, for nu at tale rent ud, uden tvivl alle godt, at der er visse stemninger i vores natur, som vi ikke behersker.[22] Så snart de er sluppet løs, har vi ikke så let ved at tøjle dem igen; de synes at handle efter deres egen vilje, men næsten altid på vores bekostning. Hvordan dog det? vil de af jer sikkert protestere, der i følelsernes genstridighed ser en skyhed af samme art som den uskyldige svale og due. I vil ikke høre tale om et menageri af rovdyr; i jeres mund hedder det voliere. Djævlen, hvis vi nu antager, at han eksisterer ud over i vores dunkle fantasi, forestiller vi os yderst sjældent som en dyrepasser, der pudser sit kobbel af løver mod menneskeslægten; hellere ser vi ham som en af disse charmerende hinduer, der ved sin smukt udskårne træfløjte kalder et lille vinget folk frem, lige så sjældent som den eksotiske fugl, der har sit sagnomspundne ry deraf, at intet menneske kan rose sig af at have set mere end én gang sit liv…

Det kan være, at I har ret ved at forestille jer det sådan. Men det kan også være, at jeg ikke tager fejl… Når man går ind i en kæmpe afrikansk skov, uendelig som en verden for sig, fremstår den første strækning fortryllende, fuld af flimrende skygger, dufte og skønne fuglestemmer. Men efterhånden som skyggerne bliver tættere og tættere, blomsterne lukker sig én for én, høres der over de høje trætoppe ikke andet end dunkel stilhed. Fra nu af tilhører ensomheden monstrene.

Netop sådan vil man opdage, at det forholder sig, kommer man blot lidt længere ind i studiet af lidenskaberne; når først man har passeret bigotteriet, den grænse som så mange romanforfattere naivt overskrider i deres harmløse leg for følgeligt dér at plyndre mysteriet (sådan som det ekstraordinære fjols, der dog skriver uvurderligt morsomme videnskabelige artikler i le Matin, den anden dag udtrykte det), vil selv den mest overfladiske eller tomhovedede person mærke en ængstelighed røre på sig på grund af fornemmelsen af en usynlig tilstedeværen. Lader denne tilstedeværen sig ikke manifestere, vil I alligevel kunne finde spor af den, så fintformede, så distinkte, som var de afmærkede i ler. – Men jeg selv har nu så afgjort tænkt mig at blive stående ved grænsen! Jeg skulle ikke nyde noget af at gå længere. – Hvordan kan du være sikker på det? Med det onde forholder det sig som med døden. Man ser sine nærmeste vandre roligt rundt under solen og give sig af med alskens tidsfordriv, med kunst, venskab, kærlighed, alle disse ting, der er så værdifulde i livet, og så pludseligt, uden at man fatter hvordan eller hvorfor, skubber én af dem sit vinglas fra sig, folder servietten sammen og begiver sig mod døden, på samme måde, som man ville begive sig til et vigtigt og længe fastsat stævnemøde.

Selv når de virker mest optagede af ubetydelige fornøjelser, deres egne små felttog, små ambitioner, små flygtige passioner (der passes med ikke større alvor, end man på rouletten ville kaste jettoner til en halvtreds kroners værdi), så kan det med ét, uden at man fatter hvordan eller hvorfor, ske, at én af dem rejser sig, står stille et øjeblik, som om han lytter til et eller andet, der ikke kan høres af andre, og så begiver sig på vej… I finder ham igen ved foden af Assisi eller på det offentlige lighus’ fliser, eller I finder ham slet ikke. Han har spillet om sit liv og sin ære med en ond magt, og han har tabt spillet.

– Spillet mod hvem? Ja, mod hvem, du nu ville foretrække; hvordan vi kalder modstanderen, betyder ikke så meget. – Men hvem har set denne modstander? – Det betyder ikke mere at have set ham, end det gør at give ham navn. Lad os antage, han hed Satan… I øvrigt, hvad skulle det gøre godt, at menneskene så ham i øjnene? Skulle han blive helbredt ved det? Husk på de tusinde af år, han har været optaget af at føre krig, så lang tid, og endnu er han ikke blevet træt af sine anstrengelser.


[1] Hvis titel jeg i følgende oversættelse har givet den danske ordlyd: Virkeligheden set med romersk-katolske øjne. Oversættelsen er foretaget af teksten, sådan som den foreligger i antologien Les crépuscule des vieux (Paris: Gallimard, 1956).

[2] Jf. s. 24: “Les quatres fers du tonnerre de Dieu peuvent ruer dans le ciel, l’idéaliste a le cœur à l’aise tant qu’il peut dispenser aux mots du vocabulaire le sens qui lui plaît.”

[3] “Cette littéature est frénétique et triste.” Ibid., s. 32.

[4] Jf. s. 32: “Les faibles héros de ce monde décoloré peuvent bien s’agiter beaucoup […mais d’où] vient qu’ils dégagent cet énorme ennui? C’est qu’ils font le Mal sans y croire.”

[5] “La vérité ressemble au soleil: on en parle avec beaucoup de sympathie, d’admiration, et même de dévotion, mais on est vite las de le regarder en face.” Ibid., s. 35.

[6] “Mais l’art n’a pas besoin seulement de grands thèmes lyriques, il a d’abord besoin de vérité.” Ibid., s. 30.

[7] “Il n’importe pas beaucoup plus de le voir que de le nommer. Supposons qu’il s’appelle Satan… D’ailleurs, quand l’homme le verrait de ses yeux, à quoi bon? En serait-il guéri? Voilà des milliers d’années qu’il voit la guerre et il n’est pas encore las de se tuer.” Ibid., s. 47.

[8] Talen, Une vision catholique du réel, blev oprindeligt holdt i Bruxelles til konferencen, Conférences Cardinal Mercier, i 1926. Den udkom siden i 1956 i antologien Le crepuscule des vieux, hvor den er placeret under de nonfiktive skrifter fra 1926-1927, der bærer fællestitlen: Le prince de ce monde. Også i nærværende tale er temaet – denne verdens fyrste – det, som Bernanos beskæftiger sig med. Anliggendet er at gøre opmærksom på djævelens højst virkelige og konkrete væren.

[9] Robert Vallery-Radot (1885-1970) var en fransk forfatter og journalist og en god ven til Georges Bernanos. Sous le soleil de Satan, Bernanos’ debutroman, som udkom i 1926 og siden blev oversat til dansk med titlen Under Satans sol, blev modtaget med stor begejstring blandt anmelderne, heriblandt af Vallery-Radot, hvilket efter Bernanos’ mening smittede ufordelagtigt af på billedet af hele Bernanos’ person, i den forstand at dette billede blev usandfærdigt forstørret og forskønnet.

[10] Hvilken “salig Sarcy”, Bernanos her refererer til, er desværre uvist.

[11] Paul Claudel (1868–1955), fransk forfatter, katolsk digter og diplomat. Skrev flere kristne dramastykker og i sit senere forfatterskab tilmed enkelte eksegetiske værker.

[12] Bernanos debuterede relativt sent som forfatter i en alder af 42 år.

[13] Gustave Delacroix de Ravignan (1795–1858) var en fransk jesuiterpræst og forfatter. Det vides ikke, hvad Bernanos med denne ironiske bemærkning hentyder til.

[14] Lucien Lévy-Bruhl (1857–1939) var en fransk filosof, der skrev flere antropologiske værker, i hvilke hans historiske og evolutionære teleologi kom til udtryk. Et af hans kendteste værker er La mentalité primitive (1922), hvori han redegør for, hvordan der grundlæggende eksisterer to måder at annamme virkeligheden, anskueliggjort i hhv. den “primitive bevidsthed”, der ikke formår at forklare modsætninger i virkeligheden andet end ved at tilskrive dem en overnaturlig årsag, samt oppositionelt hertil den “vestlige bevidsthed”, dvs. den tænkemåde og abstraktionsevne, som siden middelalderen er blevet udviklet i den vestlige del af verden og som er karakteriseret ved sin brug af logik og ræsonnement. For Bernanos bærer intellektuelle skikkelser som Lévy-Bruhl en del af skylden for, at det moderne menneske fejlagtigt tror, at det kun er et spørgsmål om tid, før de sidste atavistiske uregerligheder i menneskesindet kan tæmmes og civiliseres.

[15] Sikkert endnu et udfald mod Lévy-Bruhl og de øvrige akademiske typer, der i deres distancerede spekulationer over det onde slet ikke kommer det ondes væsen nær.

[16] Når Bernanos dette sted omtaler kunstneren som “le simple artist” (Bernanos 1956, s. 30), er det vigtigt at vide, at Bernanos dermed mener den skønlitterære forfatter, som er den eneste kunstudøver, som har Bernanos’ bevågenhed i denne tale, fordi særligt romanforfatteren, idealt set i hvert fald, har muligheden for at fungere som teologens empiriker.

[17] Med “[le] philosophe” menes atter forfatteren, fortrinsvist romanforfatteren, der gengiver virkeligheden på mest genkendelige måde, og på hvem den opgave derfor hviler at afprøve, hvorvidt “[l]a définition du péché réponde-elle à la vérité de notre nature?” (Ibid., s. 30).

[18] “Dans le premier la vie peut être logique, dans le second seul, elle est vivant.” Ibid., s. 34.

[19] Henri Amédée Félix Massis (1886–1970) var en fransk politisk essayist, litteraturhistoriker og grundlægger af flere franske tidsskrifter, heriblandt Roseau d’Or og Revue universelle. Som højrefløjskatolik og udtalt antimodernist var han kendt som en arg kritiker af samtidens psykologiserende roman.

[20] Det er efter alt at dømme omtalen af sig selv og sin egen roman, Sous le soleil de Satan, Bernanos her refererer på underholdende vis.

[21] Den franske renæssancehumanist François Rabelais udgav i midten af 1500-tallet værket Gargantua et Pantagruel, som er den første utopi i fransk litteraturhistorie. Værkets første bog handler om borgen i Thélèmes dal, hvorom et ganske særegent samfund – helt uden hierarkier, dikterede pligter, forbud og reglementer – udfolder sig. Eneste lov er den, som Bernanos her gengiver og som lyder: “Gør, hvad du vil”. Hver enkelt borger er således fri til at handle, sådan som han eller hun mener er prisværdigt og sandt, hvilket i Rabelais’ legendariske fremstilling ganske utroligt (og komplet utroværdigt, hævder altså Bernanos) bærer frugt. Thélèmes dal er derfor også sidenhen blevet læst som renæssancehumanistens egen forestilling om det himmelske Jerusalem.

[22] Bernanos bruger ordet sentiments, som jeg på det givne sted oversætter til “stemninger”, men kun få linjer længere nede oversætter til “følelser”. Det franske ords semantiske bredde tillader begge dele. Man kunne også overveje at kalde disse sentiments for tilskyndelser, da det er de impulser, som prærefleksivt påvirker sindstilstanden, Bernanos her taler om.

Skriv et svar