Forord
Efter for ganske nylig at have læst Det Gamle Testamente[1] igennem på hebraisk, samt dets aramæiske dele, var Niels Dalsgaard så venlig at skrive til mig, om jeg ville udfærdige en hebraisk ækvivalent til hans vejledning i koiné-græsk for den uindviede. Jeg vil derfor i det følgende forsøge at skitsere, hvad det hebraiske sprog er for en størrelse, og hvad der skal til for at komme godt i gang med at lære og sidenhen læse bibelhebraisk på egen hånd. Det er ikke nogen nem opgave, men omvendt heller ikke uoverkommeligt med tilstrækkelig vedholdenhed. Den typiske tidshorisont (i min optik) for, hvornår man kan arbejde med simpelt prosa-hebraisk, er 4 måneders arbejde fordelt på ca. 6–10 timers studier om ugen ekskl. undervisning/online-lektioner. Det er til gengæld vanskeligere at vurdere, hvornår man får en intuitiv føling med sproget. Det står og falder med, hvem man er. Nogle får det parallelt med den første oplæringstid, andre må bruge yderligere 3–4 måneder på at genlæse lærebogen og øvelserne, nogle må bruge endnu mere tid, og nogle opnår det aldrig, men må hele tiden slås med hvert element i sproget, så længe de studerer.
Alfabetet kan læres uden lærebøger, hvorfor det også vil blive gennemgået særskilt, men derefter bliver det svært at komme længere uden en lærebog og/eller video-lektioner. Af samme grund behandles de øvrige elementer i sproget heller ikke her, men i bunden af indlægget vil der i stedet kunne findes en liste over nyttige resurser til formålet, herunder grammatikker.
I samme åndedræt må jeg præcisere, at denne skrivelse og de førnævnte resurser kun i lille grad kan bruges til at lære moderne hebraisk. Man vil givetvis med bibelhebraisk i bagagen få væsentlig indsigt i den talte udgave af sproget, der dog også udviser flere grammatiske træk, som ikke flugter med gængs bibelhebraisk – og omvendt. Derudover er bibelhebraisk et dødt sprog, som typisk kun reciteres i religiøse sammenhænge, mens moderne hebraisk er et levende sprog, der konstant udvikler sig, også mht. ordforråd. Af samme grund vil studier i bibelhebraisk heller ikke gøre én i stand til at føre en samtale på det; For det første er ordforrådet for lille og bundet til sin tid, og for det andet har de forskellige lærebøger simpelthen ikke det endemål, men derimod det at kunne arbejde med bibelteksten.
Omvendt vil man med bibelhebraisk være godt klædt på til at læse tekster fra sprogets ældre og yngre trin, dvs. de ældst kendte inskriptioner (fra ca. 900 f.v.t.), flere af Qumran-teksterne (ca. 200 f.v.t.–100 e.v.t.) samt meget af den rabbinske litteratur, fx Mishna (ca. år 200–400 e.v.t.). Og hvis man har ambitionerne til det, vil studier i bibelhebraisk også åbne dørene op på vid gab til at lære fx aramæisk eller arabisk (hvilket vil blive forklaret hvorfor i nedenstående afsnit). Især aramæisk er relevant for den Bibel-interesserede, da Daniels Bog og Ezras Bog har flere kapitler forfattet på aramæisk (Dan 2,4–7,28; Ezra 4,8–6,18; 7,12–26) foruden en enkelt frase i 1 Mos 31,47 og et helt vers i Jer 10,11. Derudover må også nævnes de enkelte aramæisk-lignende fraser og sætninger fra Det Nye Testamente (Matt 5,22; 21,9.15; 27,46; Mark 5,41; 7,34; 10,51; 11,9–10; 14,36; 15,34; Joh 20,16; Rom 8,15; 1 Kor 16,22; Gal 4,6). En lille forklaring hertil: Aramæisk var lingua franca (dvs., hvad engelsk er for os i dag) i Mellemøsten ca. fra begyndelsen af første årtusind f.v.t. frem til islams udbredelse (derefter overtog arabisk rollen, hvilket stadig gælder i dag). Aramæisk var derudover dagligdagssproget i Judæa og omegn omkring Jesu tid, så det er meget sandsynligt, at Jesus og hans disciple har talt en aramæisk dialekt. Hvis man allerede kan sit bibelhebraiske, ville det at lære aramæisk bagefter rent sværhedsgradsmæssigt cirka svare til, at en dansker satte sig for at læse svensk – mens at gå fra hebraisk (eller aramæisk) til arabisk er et noget større spring, nok noget i retning af at gå fra dansk til tysk. For en kort introduktion til aramæisk, se link i bunden til Søren Holsts Aramæisk på ét ben. Denne forudsætter imidlertid kendskab til hebraisk eller et andet semitisk sprog.
Hebraisk – Om hvorfor det kan være sværere for os at lære end fx græsk
Hebraisk er et sprog, der tilhører det, man kalder den semitiske sprogfamilie. Selve termen ‘semitiske sprog’ stammer fra slutningen af 1700-tallet via en tysker ved navn August von Schlözer. Termen baserede han på stamtavlen i 1 Mos 10 over alle verdenens folkeslag, hvor Noas søn, Sem, er stamfader til flere folkeslag, herunder jøderne og araberne. Sems brødre, Kam og Jafet, er så ophavsmændene til resten af verdens folkeslag. Kategoriseringen af de semitiske sprog sker dog ud fra andre betingelser i dag, nemlig hvorvidt sprogene har en fælles stamfader (dette ikke-bevidnede sprog kaldes ursemitisk) og ikke ud fra den bibelske forståelse af verdens inddeling med Noa-sønnernes slægtstavler; dette går selvfølgelig direkte imod opsætningen i Bibelteksten. De kana’anæiske sprog, såsom fønikisk, er faktisk så nært beslægtede med hebraisk rent grammatisk, at hebraisk selv klassificeres som et kana’anæisk sprog set med moderne briller. Ifølge 1 Mos 10 er Sem imidlertid ikke stamfader til Kana’an (og dennes afkom, kana’anæerne, et af israelitternes helt store fjendefolk), men derimod Kam. Det er i øvrigt Kam (og Kana’an i forlængelse heraf), der som bekendt fik en forbandelse på nakken, fordi han kom til at se Noa fuld og nøgen, mens Sem og den tredje søn, Jafet, i stedet velsignes (1 Mos 9,20–27).
Navnet ‘semitisk’ hang ikke desto mindre ved. Semitiske sprog tæller derfor bl.a. hebraisk, fønikisk, arabisk, aramæisk, klassisk etiopisk, akkadisk og mange flere. De fleste semitiske sprog er til gengæld for længst afgået ved døden; blandt de levende findes kun arabisk, de moderne sydarabiske sprog, de etiopiske sprog, aramæisk, samt det genoplivede moderne hebraisk.
Til sammenligning hører dansk under de germanske sprog, som er en del af den overordnede indoeuropæiske sprogfamilie sammen med bl.a. græsk og latin. Dvs., at dansk rent grammatisk er tættere på disse sprog end fx hebraisk. Dette kan langt de fleste teologistuderende også skrive under på, når de skal prøve kræfter med det, for selvom hebraisk selvfølgelig har substantiver og verber som dansk, så ligger den helt store styrkeprøve i at kunne tænke sproglig opbygning på en helt ny måde – foruden at der heller ikke er noget egentligt overlap mellem ordforrådene. Ser man bort fra de bibelske navne og enkelte gloser, såsom “halleluja” og “amen”, som er blevet en del af vores kultur, kan man desværre ikke kigge på et hebraisk ord og tænke “nåh, jamen det minder jo lidt om fx dansk X, engelsk Y eller tysk Z”. Hvis man omvendt har investeret tid i ét semitisk sprog, ville man igen og igen kunne opleve genkendelsens glæde i de andre, både mht. grammatik og ikke mindst ordforråd; ordet for “fred” på hebraisk, šalom, hedder nemlig salām på arabisk og šalāmu på akkadisk osv.
En af de fremgangsmåder, man i dag bruger til at vurdere sprogs indbyrdes slægtskab, er særlige sproglige fællestræk samt ordforråd. Og her kan man i en vis forstand godt opstille nogle kriterier for, hvad der så er ‘semitiske’ træk, men det betyder omvendt ikke, at hvis et sprog mister de træk, er det ikke længere semitisk. Fx har verbalsystemet i nogle moderne aramæiske dialekter udviklet sig i en anden retning end det distinkte system, man typisk forbinder med de semitiske sprog, men dets ophav er stadig det samme. Hvis du vil læse mere om semitiske sprog og deres indbyrdes forhold, så se link til Kasper Siegismunds Introduktion til Semitistik: Hvad er et semitisk sprog? Ursemitisk, slægtskab og rekonstruktion i bunden.
Så hvad er nogle af de helt store markører for semitiske sprog, herunder hebraisk? Kogt ind til benet og lettere simplificeret, er der tale om følgende:
Første kendetegn – Flere gutturaler i alfabetet (dvs. hals-lyde)
Der findes nogle bestemte konsonanter, som er karakteristiske for de semitiske sprog. Det klassiske eksempel er nok konsonanten ayin. Jesu navn, Yēšūaʿ, har fx et ayin i sig til allersidst. Denne lyd, som dannes nede i svælget og uden friktion, vel at mærke, er typisk meget vanskelig at udtale for udenforstående. Hvis en dansker skulle udtale det, ville det cirka svare til, hvis vi lavede vores r-lyd som i “rød”, men uden selve r-delen. På moderne hebraisk er ayin typisk stumt, men på arabisk lever konsonanten (der her hedder ayn) i bedste velgående. Når teologistuderende i øvrigt skal læse op af Bibelteksten i løbet af hebraiskfaget, er der ikke noget krav at kunne udtale ayin. Hvis man vil prøve kræfter med ayin og de andre halslyde, er der flere videoer på bl.a. Youtube, som kan hjælpe en på vej (se et forslag i bunden).
Andet kendetegn – Rødder med tre konsonanter
Denne halv-eksotiske term dækker over, at langt de fleste ord på de semitiske sprog, herunder hebraisk, er bygget op omkring en kerne af typisk tre konsonanter. Så hvis man fx tager en rod, der består af konsonanterne m, l og k, har man en rod, som opererer med kernebetydningen ”at herske” (det har intet med “mælk” at gøre!). Derfor betyder ordet melek “konge”, malkut “kongerige”, yimlok “han hersker” og så videre. Så for at få godt styr på hebraisk skal man være i stand til at finde de oftest tre rodbogstaver, som udgør ordets kerne – enten ved at kunne få øje på dem som det første eller den anden vej rundt ved at udelukke et ords øvrige konsonanter som noget andet, indtil der kun er tre konsonanter tilbage, som så nødvendigvis må være roden. Der findes dog også rødder med to og fire konsonanter, og så består flere præpositioner kun af én konsonant. Der, hvor de større udfordringer oftest finder sted, er, når ét og nogle gange to af rodbogstaverne i et ord forsvinder pga. forskellige bøjningsregler (som ikke skal gennemgås her), og så kan man godt blive sendt på en længere skovtur i jagten på det forsvundne rodbogstav (se links til Søren Holsts Hebraisk Førstehjælp eller Kasper Siegismunds Hebraisk grammatikoversigt). Her er løsningen simpelthen at opøve sin grammatik, men det forholder sig heldigvis sådan, at disse bøjningsmønstre på tværs af de semitiske sprog er nærmest ‘matematiske’ i deres regelmæssighed: Selvom konsonanterne forsvinder fra tid til anden i det, man kalder svage verbalrødder, er det altid muligt at regne baglæns, hvad der er ‘gået galt’ og hvorhenne i ordet, da det forvundne rodbogstav efterlader små, genkendelige spor. Man kan, sat på spidsen, regne stort set alle former for ord på hebraisk ud, og det er et stort plus.
Tredje kendetegn – Et verbalsystem med præfikser og suffikser
Dette betyder, at rødderne i verbalsystemet får sat noget foran roden (præfiks) eller efter roden (suffiks), når de bøjes (se igen Søren Holsts Hebraisk førstehjælp). Præfikserne og suffikserne selv bøjes i person, køn og tal, mens placeringen af dem lidt forsimplet sagt afgør verbets ‘tid’. Så hvis vi igen tager fat i roden mlk, betyder formen yi-mlok “han hersker”, mens malak-ta betyder “du (2. person maskulinum singularis) herskede”.
At komme godt i gang med sproget
Første trin: Alfabetet (se link i bunden)
Det første trin er, ikke overraskende, at lære det hebraiske alfabets 23 konsonanter. Vokal-lyde findes på hebraisk, men de har ikke deres egne selvstændige tegn på samme måde som med vores alfabet (jf. næste afsnit). Da de hebraiske konsonanter ikke minder det fjerneste om noget, vi ellers kender fra det latinske alfabet, må man starte fra bunden allerede her. Derudover er læseretningen den stik modsatte af den, vi er vant til, dvs., det kører fra højre mod venstre. Sådan gælder det for de fleste semitiske sprog (kun på akkadisk, ugaritisk og de etiopiske sprog er læseretningen fra venstre mod højre som vores). Heldigvis er det bibelhebraiske skriftsystem en kvadratskrift: Hvert bogstav står tydeligt hver for sig, og de skrives ikke sammen med hinanden, hvilket til gengæld er tilfældet med arabisk, som er en skråskrift og dermed har langt flere former. Det hebraiske alfabet har nogle enkelte bogstaver med en særlig form i slutningen af et ord, men de er få og meget genkendelige, da de alle har en lang, lodret streg på nær finalt mem, som ligner en firkant.
Udenadslære er sjældent vejen frem til at lære og ikke mindst forstå noget effektivt, men lige i dette tilfælde er der ingen vej uden om. Da jeg selv skulle lære alfabetet, udskrev jeg en liste over konsonant-tegnene med deres navne og lydværdier ved siden af (a la listen i Martin Ehrensvärds øvelses-PDF, som man kan finde i et link nederst i indlægget) og gentog listen højt adskillige gange (“alef er et stød, bet er et b eller v, gimel er et g” osv.), indtil jeg følte, at det nogenlunde sad der. Så tog jeg et blankt A4-ark og holdt det hen over listen over navnene og lydværdierne, så jeg kun kunne se de hebraiske tegn. Og så prøvede jeg at se, om jeg kunne huske de enkelte tegns navne og konsonantværdier. For hvert bogstav rykkede jeg papiret lidt ned for at se, om jeg så havde svaret rigtigt. Hvis jeg svarede forkert, gik jeg tilbage til at recitere hele listen en håndfuld gange, og så prøvede jeg testen igen, helt fra toppen. Efter et par timer sad alfabetet fast for mit vedkommende, men fortvivl ikke, hvis du skal bruge længere tid på det. Tålmod er under alle omstændigheder nøglen her.
Andet trin: Vokaltegnene og dagesh
Når konsonanterne sidder fast, er næste punkt så at lære vokalerne at kende. Her er der to systemer, som kører sideløbende med hinanden i de videnskabelige bibeludgaver. Det ene hedder det masoretiske system, som dybest set består af små prikker og streger, der er placeret enten ovenover eller nedenunder konsonanterne. Dette skyldes, at masoreternes system er lidt yngre end den rene konsonant-tekst i Bibelen. Qumran-teksterne – og langt de fleste Tora-ruller i dag –har i den forbindelse ingen sådanne vokaltegn. En nævneværdig undtagelse, som danner grundlaget for flere videnskabelige Bibeludgaver, er et komplet manuskript, Codex Leningradensis, fra 1008 e.v.t. Det betyder omvendt ikke, at der ikke findes angivelser af vokaler i selve konsonant-teksten, men det er baseret på et mere simpelt system, hvor nogle bestemte konsonanter (alef, he, yod, waw) i stedet kan angive vokalværdierne i et ord. Disse vokalbogstaver kalder man matres lectionis og har i de konkrete ord ingen konsonantværdi. På moderne hebraisk bruges udelukkende matres lectionis til sporadisk at angive vokaler for at undgå de værste tvetydigheder, mens de masoretiske vokaltegn kun bruges til at undervise israelske børn og udlændinge, der vil lære sproget. Hvis man skulle skrive dansk på samme måde med matres lectionis–tankegangen, svarer det fx til at skrive “de gk dnfr” – en dansk læser kan godt fylde hullerne ud og se intuitivt, at der skal stå “de gik udenfor”, mens en udenforstående er på Herrens mark. Igen er udenadslære vejen frem her, evt. med samme teknik som med konsonant-tegnene, men i det mindste er der relativt få tegn at lære denne gang.
Sidste ting er så at sætte sig ind det diakritiske dagesh-tegn, en lille prik der kan forekomme inde i flere af konsonanterne, hvilket markerer lydændringer; enten er der tale om en ændring i konsonantens udtale eller konsonantfordobling. Dagesh-tegnet afgør i kombination med vokaltegnene, hvordan ordene inddeles i åbnede og lukkede stavelser, og her får man brug for en grundigere udredning fra ens grammatik jf. næste punkt (se også links til Søren Holsts førstehjælp og Martin Ehrensvärds PDF med øvelser, der går mere i detaljerne med hhv. udtale og stavelserne). Hvis man til gengæld er ligeglad med at kunne oplæse ordene, er dette punkt ikke essentielt som sådan, men dagesh er alt andet lige også en grammatisk markør for ordenes bøjningsmønstre, så man kan dårligt komme uden om at lære systemet bagved alligevel. Afslutningsvis en kort bemærkning om accenter: Bibelteksten er samtidig ladet til bristepunktet med accenter, der indikerer, hvordan teksten rent stilistisk skal oplæses. Det er sjældent noget, man får brug for at lære grundigt, medmindre man gør sig forhåbninger om en karriere som kantor i en synagoge. Kogt ind til benet er to accenter imidlertid vigtige at kende: Atnah ֢ og silluq ֽ . Atnah indikerer et ophold inde i verset og kan derfor bruges til at skabe overblik i verset, mens silluq optræder under det sidste ord i et vers. Og der, hvor silluq eller atnah befinder sig, har det pågældende ord en anderledes vokalisering end den forventede – disse ord kaldes pausalformer.
Tredje trin: Anskaffelse af grammatik og ordbøger – og så bibellæsninger
Når alfabetet, vokaltegnene og dagesh sidder nogenlunde fast, er du teknisk set i stand til at læse bibelhebraiske (og bibelaramæiske) ord! Den næste og langt største hurdle er så at kunne genkende de grammatiske pejlemærker på de forskellige ordklasser, samt forstå betydningen af de ord, du læser. Husk, at det hele står og falder med at kunne finde rodbogstaverne. Det bedste, du kan gøre her, er at følge øvelserne i den lærebog, du har valgt, og tage det i den rækkefølge, den foreslår. Bemærk i den forbindelse, at de forskellige lærebøger og opslagsgrammatiker har meget forskellige opfattelser af sproget, især angående verbalsystemet, men de har alt andet lige det samme endemål, at klæde dig på til tekstlæsning. Og når der ikke er flere øvelser tilbage, kan du gå i gang med selve Bibelen og læse i den! Ikke alle tekster er dog lige egnet for begyndere; de poetiske tekster såsom Salmernes Bog, Esajas’ Bog og Jobs Bog er uden tvivl nogle af de mest spændende, men de er også meget vanskelige selv for fagfolk. Til gengæld kan man relativt(!) let læse Skabelsesberetningen eller Josef-fortællingen med en ordbog og evt. gloseliste (se links til Søren Holsts sproglige kommentarer). Så helt generelt kan man med fordel holde sig til de velkendte prosa-tekster rundt omkring i Mosebøgerne, så længe du er nybegynder eller lettere øvet. Når det hele føles nogenlunde overkommeligt, kan du prøve nogle lidt vanskeligere tekster fra Profeterne og sidenhen nogle korte Salmer. Mht. valg af ordbøger kan man klare sig uden i lang tid – faktisk kan man roligt vente med at købe en, indtil man vil i gang med at læse i Bibelen. I den forbindelse kan Holladay’s Concise Hebrew Dictionary klare det meste prosa-hebraisk, men den taber hurtigt pusten med de poetiske tekster, hvor du får brug for en af de større (og dermed dyrere) ordbøger – se listen over nyttige resurser i bunden af indlægget.
… men hvad så med interlinears, bibelsoftware og -kommentarer?
Man er i det hele taget velkommen til at bruge de værktøjer, man end vil i sine studier, men i min optik er det en dårlig idé at bruge interlinears/bibelsoftware og lignende alt for tidligt, der kan give en alle svarene med det samme (foruden at ikke alle disse værktøjer er lige retvisende, især de gratis af dem). For det kan meget hurtigt ende med at blive en sovepude, så man ikke reelt arbejder med problemerne i sproget og dermed bliver bedre til det. På den måde er sprogforståelse helt som en muskel, der skal trænes, hvis den skal blive stærkere. Dette gælder selvfølgelig ikke, hvis man i lang tid er gået i stå med noget og simpelthen ikke kan regne svaret ud – så er det helt legitimt at bruge dem. Men overordnet set bør man holde sig fra den slags værktøjer, som minimum indtil indlæringsprocessen er overstået, og man har opnået en grundlæggende forståelse af sprogets grammatik. Mht. bibelkommentarer kan de være ekstremt nyttige til at få overblikket i en tekst, men til dette formål er rent sproglige kommentarer til enkelte bibelskrifter og evt. ens foretrukne bibeloversættelse ved siden af alt rigeligt, så det burde ikke være nødvendigt at købe kommentarserier hjem.
Nyttige resurser
Oplæsning af bibelteksten
Lydfiler med hele den hebraiske Bibel kapitel for kapitel. Hjemmesiden skriver, at det er sefardisk (spansk-jødisk) udtale, men det er nok snarere mizrahi (arabisk/iransk-jødisk) udtale; oplæseren er med al sandsynlighed Abraham Shmuelof, en jødisk konvertit til katolicismen. Hans forældre kom fra Iran (og flyttede sidenhen til Jerusalem), hvilket også afspejler sig i hans udtale. Der er ingen melodi i hans oplæsning. Alt i alt en udsøgt hjælp til at lære at udtale ordene, inklusiv ayin.
Særligt om at udtale ayin
Den hebraiske bibeltekst online
Fra Deutsche Bibelgesellschaft. Teksten er 100% den samme som fra den videnskabelige bibeludgave, der anvendes på Københavns Universitet, Biblia Hebraica Stuttgartensia, dog uden noteapparatet fra den fysiske udgave. Teksten kan kopieres over i fx Word til udskrivning og i lige så stor skrift, man ønsker – se i den forbindelse de næste to links, hvor man kan hente særlige skrifttyper ned, hvis man ikke er tilfreds med udseendet på dem, man har i forvejen. Hvis man vil have en fysisk udgave, kan man købe en via webshoppen.
Skrifttyper/fonte
- SBL Hebrew-fonten – den “officielle” standardfont i akademiske publikationer. (Siden har også pakker med tastatur-layouts til Windows og Mac, hvis man gerne vil skrive hebraisk på sin computer; pakken til Mac er dog overflødig, da den allerede har et helt anvendeligt layout i forvejen, “Hebraisk – QWERTY”, mens Windows typisk kun har layouts, der ikke matcher europæiske tastaturer).
- Ezra SIL-fonten – ligner de trykte typer i Biblia Hebraica Stuttgartensia.
Online grammatik-resurser
- Søren Holsts flash card-spil
Ordforråd tager meget lang tid at bygge op (det kommer også helt af sig selv i takt med ens læsninger), så den grammatiske forståelse burde prioriteres først. Når det så er sagt, er det både meget sjovt og i det hele taget nyttigt at træne ens ordforråd fx med Søren Holsts flash card-spil, enten alene eller med venner.
Se online-spillet med de hyppigste 500 gloser i Bibelen.
Hvis man er mere analogt/taktilt anlagt, er det også muligt at printe egne kort ud.
Grammatikker
Nielsen, Flemming A. J., og Martin Ehrensvärd. Bibelsk hebraisk grammatik. En indføring. 3. udgave. Frederiksberg: Eksistensen, 2018.
Den anvendte lærebog på Teologi, KU: Har også en fod i den ‘anden lejr’ som opslagsgrammatik. En udmærket bog, især skemaerne samt øvelserne bagi er glimrende, men LIX-tallet lander nogle gange i den høje ende for en lærebog. Lige dette problem er dog i og for sig karakteristisk for alle hebraiske lærebøger (samt dette indlæg), så det udgør derfor ikke nogen særlig kritik af denne bog. Meget af det kan givetvis tørres af på de semitiske sprogs kompleksitet for folk, der ikke er vokset op med et semitisk sprog i forvejen, og derfor render man ind i et hav af krøllede, eksotiske forklaringer til alting. Man må under alle omstændigheder ikke fortvivle, hvis man fra tid til anden føler sig overvældet af denne eller de andre grammatikker. Man skal bare klø på.
Siegismund, Kasper. Introduktion til klassisk hebraisk. København: Eksistensen, 2020.
En imponerende ambitiøs og grundig lærebog samt kvasi-opslagsgrammatik, der også tager de tidlige inskriptioner og Qumran-materialet med. Derudover finder man diskussioner af, hvordan verbalsystemet er blevet forstået i tidens løb, inden man oplæres i den forståelse, Siegismund abonnerer på. En anden fordel, som desværre mangler i Ehrensvärd/Nielsen, er løsninger til øvelserne.
Pedersen, Johs. Hebræisk grammatik. 9. uændrede fotografisk optryk. København: Branner og Korch, 2001.
En dansk opslagsgrammatik fra 1926 skrevet af en af Danmarks ‘grand old men’ inden for semitisk filologi. Sværhedsgraden er derefter, og så er den i sagens natur forældet. Men den er et skatkammer for den tålmodige læser. Den er noget vanskelig at finde rundt i, medmindre man anskaffer sig Alice Pontoppidans Tillæg til Johs Pedersen: Hebræisk Grammatik fra 1993, der i nogen grad ‘tæmmer’ den. Udgået fra forlaget, men kan relativt ofte anskaffes antikvarisk (sammen med Pontoppidans tillæg) til en billig penge. Anskaffelse af opslagsgrammatikker er dog på ingen måde værd at overveje, før man har bevæget sig op i de mere vanskelige bibeltekster.
Joüon, Paul og Takamitsu Muraoka. A grammar of Biblical Hebrew. 2nd edition with corrections. Roma: Ed. Pontificio Istituto Biblico, 2006.
Et standardværk blandt hebraiske opslagsgrammatikker – og absolut investeringen værd – men den er temmelig dyr, selv som paperback.
Joshua Blau. Phonology and Morphology of Biblical Hebrew: An Introduction. Penn State University Press, 2010.
Hvis man savner en sproghistorisk gennemgang af bibelhebraisk lyd- og formlære, hvor man virkelig kommer i dybden med, hvorfor ordene ser ud, som de gør, leverer Blau varen. “Introduction” er en underdrivelse. For de mest uhelbredelige sprognørder.
Ordbøger
Brown, Francis. et al. The Brown-Driver-Briggs Hebrew and English lexicon, with an appendix containing the biblical Aramaic. Coded with the numbering system from Strong’s exhaustive concordance of the Bible. 5. print. Peabody, Mass: Hendrickson, 2000.
Brown-Driver-Briggs’ ordbog er ikke vanvittigt dyr og er brugbar også til de poetiske bibeltekster, hvor de mere koncise ordbøger plejer at tabe pusten, da de ikke i samme omfang kan udlægge lige så mange bibelvers. Ulempen ved BDB er, at den oplister alt efter rødder inkl. substantiver, så hvis man vil slå et substantiv op, men ikke er sikker på roden, kan man komme til at lede meget længe. De øvrige ordbøger her oplister derimod kun verber efter rødder mens alt andet har egne opslag.
Clines, David J. A., David M. Stec, and Jacqueline C. R. De Roo. The concise dictionary of classical Hebrew. Sheffield: Sheffield Phoenix Press, 2009.
En rigtigt fin og heller ikke alt for dyr ordbog, der også kan bruges til de poetiske tekster, selvom den er kortet ned fra flere bind (jf. henvisningen til den komplette version forneden). Derudover dækker den Qumran-materiale og inskriptioner. En mulig ulempe herved er, at de mange informationer til ikke-bibelsk materiale kan virke overvældende.
Clines, David J. A., John. Elwolde, and David. Stec. The dictionary of classical Hebrew. Sheffield: Academic Press, 1993-2016.
En af de bedste ordbøger på markedet i det hele taget, men den koster en bondegård og fylder en halv boghylde. At skyde gråspurve med kanoner, medmindre man har en hobbyforsker i maven.
Holladay, William L., Ludwig. Koehler, and Walter. Baumgartner. A concise Hebrew and Aramaic lexicon of the Old Testament. Based upon the lexical work of Ludwig Koehler and Walter Baumgartner. Reprint. Leiden: Brill, 2000.
Den forkortede version af Koehler-Baumgartners ordbog (jf. henvisningen forneden), som kan klare det meste på nær poesi og til en meget studentervenlig pris. Man finder derfor sjældent en teologistuderende uden den ordbog.
Koehler, Ludwig. et al. The Hebrew and Aramaic Lexicon of the Old Testament. Study edition / translated and edited under the supervision of M.E.J. Richardson. Leiden: Brill, 2001.
Man får lidt det bedste fra flere verdener med denne ordbog på nær med prisen, som er i den dyre ende; den er ikke uoverskueligt stor, men fås i en håndterbar tobindsudgave, den kan holde trit med alle bibelteksterne, og så er den meget grundig med henvisninger til andre semitiske sprog. En af de bedste på markedet sammen med den komplette udgave af Clines’ ordbog.
Note
[1] En kort kirkehistorisk note: Det, vi med en kristen betegnelse kalder Det Gamle Testamente, er også jødernes Bibel, som for dem bl.a. går under det velkendte akronym TaNaK (Torā, Nevi’im u-Ketuvim) – ‘Tora (“Loven”), Profeterne og Skrifterne’. De tidligste kristnes Gamle Testamente var derimod en græsk oversættelse, Septuaginta, da det var langt fra alle, som kunne hebraisk, men den jødiske bibel blev med tiden alligevel kanon i Vestkirken pga. kirkefaderen Hieronymus, samt i de protestantiske kirker pga. Martin Luther. Det er groft sagt cirka derfor, at teologistuderende landet over må bruge kræfter på at lære sproget i løbet af uddannelsen.
