Barmhjertighed på havets bund

Pieter Lastman: Jonas og hvalen (1621)
Jonas 2,1–11:
“Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud:
I min nød råbte jeg til Herren,
og han svarede mig;
fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,
og du hørte mig.
Du havde kastet mig i dybet, i havets skød,
strømmene omgav mig,
alle dine brændinger og bølger
skyllede hen over mig.
Jeg tænkte:
Jeg er jaget bort fra dig;
får jeg igen
dit hellige tempel at se?
Vandet truede mit liv,
havdybet omgav mig,
tang havde viklet sig om mit hoved.
Jeg var kommet ned til bjergenes rødder,
jordens porte var for evigt slået i bag mig.
Men du, Herre min Gud,
løftede mig op fra graven.
Da mit liv var ved at ebbe ud,
huskede jeg på Herren;
min bøn nåede til dig
i dit hellige tempel.
De, der dyrker falske guder,
svigter troskaben mod dig.
Men jeg vil ofre til dig
med takkesang;
jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde.
Frelsen kommer fra Herren!
Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden.”
Matt 16,4:
“En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn.”

I dagens tekst hører vi, hvordan Jesus endnu engang er kommet i karambolage med jødernes religiøse ledere. De skriftkloge farisæere kendte deres bibel udenad og burde derfor også have en fornemmelse af, hvad der var på færde, da Jesus begyndte at helbrede mennesker, uddrive dæmoner og forkynde gudsrigets nærvær.

Men de skriftkloge vil have tegn. Og det er der jo ikke noget at sige til. Vi accepterer jo heller ikke hvad som helst, uden først at have fået beviser: “Du skal ikke tro, du skal vide!” lyder det af og til. Men vores forhold til Gud kan ikke gøres til et spørgsmål om beviser. Vi kan ikke med fornuften argumentere os frem til troen. Troen får vi af Helligånden. Derfor ser vi gang på gang i Ny Testamente, at det netop ikke er de skriftkloge og religiøse, der kommer til tro, men de “fattige i ånden” – dem, der intet andet har end et akut behov for Guds nåde.

Men, siger Jesus, hvis I absolut vil have tegn, så har I faktisk allerede fået et, nemlig profeten Jonas’ tegn. Ligesom Jonas var i havdyrets mave i tre dage og nætter, sådan skal også Jesus være i dødsriget i tre dage og tre nætter.

Nu var Jesus jo godt nok kun i sin grav i to nætter – og det er noget kristendommens kritikere af og til påpeger. Igen ser vi rationalismen på spil, det hele skal helst gå op og passe præcist. Men det er jo sådan med tegn, at de ikke skal tages alt for bogstaveligt. Det, der er vigtigt, er det de betegner, det de fortæller os.

Når Jesus læser historier og profetier fra Gamle Testamente som historier om ham selv, kan vi deraf lære, at Gamle Testamente først og fremmest har værdi som et vidnesbyrd om evangeliet. Teksterne – også Jonas’ bog – skal læses som et vidnesbyrd om Jesus.

Lige fra den tidlige kristendom har kritikere afvist historien om Jonas som alt for usandsynlig til at være sand. Og i dag har mange bibelforskere peget på, at den formentlig stammer fra hedensk mytologi. Men det, der for os betyder noget, er, hvad Jesus får ud af historien.

Men hvad handler historien om Jonas egentlig om? Historien om Jonas er først og fremmest en historie om Guds nåde og barmhjertighed. Gud viser medlidenhed med Nineveh – på trods, selvom han har sagt, at han vil udslette hele byen. Dommen er egentlig afsagt, og den er ikke betinget. Alligevel er Gud barmhjertig.

Deri ligger der en klar evangeliske pointe, nemlig at der bag alle trusler om dom og straf findes et nådigt “men”. Evangeliet er, at Gud er nådig på trods. Men Jonas bliver sur – “dødeligt vred”. Han havde vist egentlig set frem til, at Nineveh skulle have sig en gang bank, en ordentlig lærestreg. På den måde er Jonas et godt billede på mange typer religion – og måske også os som kirke, for vi vil jo så gerne have orden i sagerne, retfærdigheden skal ske fyldest, de skyldige straffes og så videre. Netop derfor er det så irriterende, når Gud alligevel viser sig at være nådig.

Fra Jonas’ synspunkt ser historien noget anderledes ud. Historien må fra hans synspunkt vel først og fremmest handle om hans omvendelse. Et helt afgørende vendepunkt finder i hvert fald sted, da Jonas er blevet slugt af hvalen og i dens mave råber en bøn om nåde. Skal vi tage Jonas’ sang på ordet, er hvalen et billede på døden selv: “fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp”. Jonas befinder sig på bunden af dødsriget, han er død, men netop der, i det dybeste mørke, erfarer Jonas, at Gud er nådig – at der er håb. Det må siges at være tro på trods af alle beviser og tegn. Dødsrigets porte havde ligefrem lukke sig om Jonas “for evigt”, hører vi. Alligevel har Jonas håb om udfrielse. Det viser sig da også, at Jonas’ evige død kun skulle vare tre nætter. Læs videre Barmhjertighed på havets bund

Klæder skaber folk: Mange er kaldede, men få er udvalgte

Braunschweiger Monogrammist: Lignelsen om det store gæstebud / Kongesønnens bryllup (ca. 1525)

Reformationsgudstjeneste i Karmelkirken, søndag den 29. oktober 2017.

Dagens evangelietekst: Matt 22,1–14.

“Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.”
(N.L. Zinzendorf 1739, Min frelser mig af døden drog, DDS 513)

“Klæder skaber folk”, siger vi. For nylig læste jeg om en undersøgelse, der viste, at det faktisk er rigtigt – i hvert fald i den forstand, at vores uniformer påvirker vores evne til at koncentrere os og at tage vores rolle på os. Det gælder også i kirken. Jeg diskuterede for nogle år siden med en god ven, som har god smag, men som jeg vist også godt tør at kalde lettere snobbet. På et tidspunkt fik min ven slået fast, at “Jesus siger jo også, at man skal have pænt tøj på, når man går til fest!”

Alle ved hvordan en “rigtig præst” ser ud. I kirken har vi igennem tiden gået op i det ydre, i looks, dragter, tingeltangel og så videre – også selvom Jesus vist var ligeglad med den slags. Jesus døde nøgen på et kors, og når han overhovedet sagde noget om tøj, handlede det vist mest om, at hans disciple skulle nøjes med det mest simple af slagsen. Læs videre Klæder skaber folk: Mange er kaldede, men få er udvalgte

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Islam i Confessio Augustana

Václav/Wenceslaus/Wenzel Hollar (1607–1677): Den augsburgske bekendelse

De fleste bliver sikkert lidt overraskede, når de første gang erfarer, at Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA), i sin første artikel, »Om Gud«, indeholder en fordømmelse af en række kætterske grupper, hvor også »muhamedanerne« (som der står) er at finde.[1]

Dels kan det give anledning til undren, at islam nævnes som et kætteri og altså ikke betragtes som en selvstændig religion;[2] og dels diskuteres det rimelige i, at folkekirkens store reformatoriske bekendelsesskrift ikke blot tager stilling til fordel for et trinitarisk gudsbegreb, men også aktivt går imod en række standpunkter, der er anderledes end bekendelsens eget.[3]

Hvornår, hvordan og hvorfor blev islam nævnt i CA?

Kætterkataloger i lutherske bekendelsesskrifter før CA

Den mest oplagte forklaring på, hvordan islam kan dukke op i CA, ville naturligvis være, hvis det samme var tilfældet i de lutherske bekendelsesskrifter, der gik forud for CA. Det drejer sig om Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis (1528), Schwabacherartiklerne (1529), Marburgerartiklerne (1529) og Torgauerartiklerne (1530).

I det afsnit i Vom Abendmahl Christi Bekenntnis, der vedrører selve guddommen og dermed er parallelt til CA I, erklærer Luther følgende om sin tro: Læs videre Islam i Confessio Augustana

Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?

Om at læse bibelen med nåden som fortegn

“Gud forbarmede sig over sin skabning og gav dem en ny frelse gennem sit Ord, det vil sige Kristus, så mennesker kunne lære ved erfaring, at de ikke kan opnå udødelighed af sig selv, men kun ved Guds nåde.” (Irenæus af Lyon, oldkirkelig teolog 130–202 e.Kr.)

Lucas Cranach d.æ.: Allegori over lov og nåde (efter 1529)

Kristendom er ikke, hvad det har været. Det har det nok aldrig været, når det kommer til stykket, for kristendommen er nemlig slet ikke den religion, den ellers ser ud til at være. I kernen af kristendommen er nemlig evangeliet, ordet om Guds nåde og kærlighed – og det handler slet ikke om religion, heller ikke selvom indpakningen kan give det indtryk. At evangeliet handler om nåde og kærlighed betyder nemlig, at det slet ikke er os, det kommer an på. Derfor er kristendom ikke religion.

Det har vi glemt. Undersøgelser viser, at 56 % af selverklærede amerikanske “evangelicals” mener, at mennesker selv skal tage initiativet til at blive frelst, mens et lignende antal mener, at vi selv skal bidrage til vores frelse, om ikke andet så ved aktivt at takke “ja” til evangeliet. Læs videre Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?

“Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

En læsning af Kaj Munks passionsspil Pilatus

Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)
Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)

Kaj Munk fortæller, at han første gang fik tanken om at skrive Pilatus i gymnasietiden en aften i sin vens hjem, hvor de to røg i en vældig disput om Pilatus: “Min Ven hævdede, at han ikke var et Haar bedre end Judas Forræderen, jeg mente derimod, at Pilatus var et Sindbillede paa hele Menneskeheden, der har Sans for det gode og gerne vil dyrke det, men hildes og gøres afmægtig af Livets forvirrende Magter.”[1] Pilatus fremstilles følgelig som et sammensat menneske, der i løbet af stykkets korte tidsrum – fra Skærtorsdag aften til Langfredag efter Jesu død – stilles over for så absolutte valg, at han bringes til randen af sin psyke, den rands afgrund, over for hvilken troen enten må nedfalde og knuses eller opstå i ny skikkelse.[2]

Faktisk skrev Kaj Munk hele to dramaer om begivenhederne i Jerusalem, der ledte op til Langfredag. Vi forstår hvorfor. Her er, fra en moderne manuskriptforfatters synspunkt, det egentligt dramatiske stof at arbejde med: menneskenes tvivl og håb, afgørelse og tro. Medmindre man ville ønske at skrive et mysteriespil, er netop begivenhederne, der fører til domfældelsen, det mest velegnede materiale for scenen. Det havde også Kaj Munk øje for. De to passionsspil, Pilatus og De Herrer Dommere,[3] er således begge bygget op over spørgsmålet om skyld og uskyld, guddommelig sandhed og menneskelig løgn; emner, der gennemkrydses, uddybes og nuanceres ved de personers skæbner og sind, der fik tildelt en rolle i dette kristendommens fødselsdrama, og som følgelig hos Munk hver især spiller deres roller efter de indre strenge af længsel, magtbegær, forsmåelse og hengivenhed, der her som alle andre steder i historien dirigerer menneskers valg, håb og tro og kærlighed. I denne artikel er det alene skuespillet Pilatus, som jeg vil foretage en læsning af, med særligt henblik på at se, hvad mennesket Pilatus gennem Munks digteriske indlevelseskraft kan vise os om sandheden og kærligheden – “De to som hele Jorden stønner efter!”[4] Læs videre “Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

Det gode liv

Foredrag på Rønshoved Højskole

Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)
Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)

Det er efterhånden blevet noget af en kliché, for vi hører det igen og igen, at den ene og den anden rapport viser, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. Vi var godt nok kravlet ned på en andenplads, Schweiz og Island havde taget føringen i 2015, men nu er vi tilbage på toppen.[1] Heldigvis, for vi kan jo ikke have, at andre går rundt og er mere lykkelige end os.

Man kan vel sige, at hvis vi skal tro de her undersøgelser, så forstår danskerne at leve “det gode liv”. Nogle forskere har dog peget på det indlysende problematiske i at lave den slags sammenligninger mellem forskellige nationer og landes lykke. Vi har jo forskellige ord for lykke, så hvordan kan vi vide, at vi taler om det samme? Kan det engelske “happiness” for eksempel oversættes direkte til det danske “lykke”? Menes der for eksempel i virkeligheden mere noget hen ad tilfredshed, eller menes der en slags ekstatisk lykkefølelse? Det kan i hvert fald være svært at afgøre, hvis man bare spørger folk: “Føler du dig lykkelig?”. Tja…

Det sproglige problem afslører et dybereliggende forhold, nemlig at vores opfattelse af lykke og “det gode liv” er indlejret i en større kulturel sammenhæng. Kan man virkelig sammenligne begreber om lykke på tværs af kulturer, ja, kan man overhovedet sammenligne to menneskers begreber om lykke – kan jeg overhovedet selv lave den sammenligning, om jeg er mere lykkelig i dag, end jeg var i går? Læs videre Det gode liv

Genkendelsens tilgivelse

Prædiken i Haderslev Domkirke, 28. marts 2016
(2. påskedag, 2. tekstrække: Sl 16,5–11; 1 Kor 15,12–20; Joh 20,1–18)

Maria Magdalene ved graven (skulptur af Bruce Wolfe)
Maria Magdalene ved graven (Bruce Wolfe)

Så blev det dagen derpå, og som alle dage, der kommer efter den store festdag, synes trykket at være lettet en smule – og derfor er sandsynligheden for, at vi hvert øjeblik skulle bryder ud i spontan sang og synge Krist stod op af døde, da også aftaget en lille smule fra i går. Men alligevel er vi ikke helt færdige med at fejre påskebudskabet, som vi fik lov til at høre i går for fulde udblæsninger.

I dag kan vi dog sunde os lidt oven på påskeglæden og høre det hele forfra i et lidt mere afdæmpet humør uden alt for mange falbelader.

Det er nemlig med livets store glæder som med en stor skat, man har gravet ned og ikke kan få tankerne fra igen, men må hen og grave op i ny og næ for at sikre sig, at den endnu ligger på det sted, man begravede den. Læs videre Genkendelsens tilgivelse

De skal høre og høre, men intet fatte

“Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” (Mark 4,10-12)

Skrevet på baggrund af prædiken holdt til Ørkengudstjeneste i Bethlehemskirken i København, februar 2016 over Es 55,6-11; ApG 28,17–31; 1 Kor 1,18–21; Mark 4,1–20.

Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75
Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75

Vi har en naturlig tendens til at få tingene til at handle om os selv. Vi læser gerne lignelser som “lov” snarere end som evangelium. Loven handler kort sagt om alt det, mennesker skal gøre for Gud for at fortjene hans nåde. Opfylder vi loven, skal vi leve, men bryder vi den, skal vi dø (Rom 10,5). Men mennesker kan ifølge Bibelen slet ikke fortjene Guds nåde, og formålet med loven er i virkeligheden, at vi skal erkende vores manglende evne til at frelse os selv.

Evangeliet er omvendt, at Gud har sendt Jesus for med sin død at købe os fri af loven, så han kunne “adoptere os som sine børn” (Gal 4,5). Det er Guds riges hemmelighed, der er givet dem, som er kaldet til at være hans udvalgte. Eller rettere, Guds riges hemmelighed er Jesus selv. Ham har disciplene fået lov at kende som Guds søn, som skulle gøre en ende på konsekvenserne af vores vantro, vores synd og død, ved selv at gå i døden. Hvad vi ikke kan og vil, gør Gud uden betingelser.

Men vi vil hellere høre om, hvad vi kan og skal gøre. Måske fordi det giver os en fornemmelse af at have styr på sagerne – måske vi oplever en frihed i selv at være ansvarlige for vores frelse? I hvert fald er det sådan, at når Jesus fortæller lignelsen om sædemandens korn, der falder på forskellig slags jord, er vi hurtige til at spørge, hvad vores opgave så er. Hvordan kan vi være den gode jord, hvor troen slår rod og sætter frugt, spørger vi måske os selv? Hvordan kan vi rense ud i sjæl, sind og hjerte, så der bliver plads til Gud? Hvordan kan vi blive en god plante, eller hvordan kan vi “vækste” mest effektivt, for at bruge en grim neologisme? Læs videre De skal høre og høre, men intet fatte

Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius

Introduktion og oversættelse af Hieronymus: Imod Vigilantius

Reformationen tog sine første spæde skridt allerede omkring år 400. Det overraskende indtryk kan man i hvert fald få, når man støder på en person som Vigilantius, der i slutningen af 300-tallet gik til angreb på både relikvier, helgendyrkelse og det tidlige munkevæsen – elementer, der i 1500-tallet igen kom i skudlinjen ved de reformatoriske opbrud. Om Vigilantius selv vides ikke så meget, og som med så mange andre, der er blevet stemplet som kættere, er hans synspunkter udelukkende overleveret igennem citater hos hans modstandere, der søgte at gendrive ham.

Vigilantius blev født omkring 370 i den romerske provins Gallia Aquitania, altså i det sydvestlige hjørne af det nuværende Frankrig, som søn af en krovært. Den altomfattende kristning af Romerriget var på dette tidspunkt i fuld gang. Efter at være blevet præsteviet aflagde Vigilantius i år 395 besøg i Det Hellige Land i den anden ende af imperiet, hvor han bl.a. traf Hieronymus (ca. 347–420), der nu til dags mest huskes for at være ophavsmand til den store latinske bibeloversættelse, der senere blev kaldt Vulgata.

Hieronymus i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)
Hieronymus i sit studerekammer, i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)

Den stridbare Hieronymus, som var draget i et mere eller mindre frivilligt eksil i nærheden af Betlehem for at leve et asketisk og kontemplativt liv, var imidlertid ikke bare en stor bibeloversætter og -kommentator, men også en stor polemiker; og hans konflikt med den lokale biskop havde medført en bandlysning, hvilket muligvis var grunden til, at Vigilantius’ ophold hos ham ikke blev af særlig lang varighed. (Fremstillinger af Hieronymus viser ham oftest som den lærde asketiker, omgivet af bøger i sin ødemark eller sit studerekammer og næsten altid iklædt en kardinalrød dragt, som det også ses i Caravaggios version, der optræder ved siden af Scriptoriets logo øverst). Desuden opstod der efter alt at dømme en konflikt imellem Hieronymus og Vigilantius om Hieronymus’ positive syn på Origenes, og da Vigilantius var vendt tilbage til Europa, har han tilsyneladende søgt at udstille Hieronymus som fuldblods-origenist, hvilket Hieronymus tog ham ilde op. Læs videre Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius