Kirkens udfordringer

Den kristne kirke i Danmark er udfordret.

Det er ikke nyt. Kirken er på en måde altid og alle steder udfordret. Det er sagt, at en lokal menighed altid kun er én generation fra at uddø. Måske skal der mindre til. Og måske skal der bare en corona-krise eller en sommerferie til at tage toppen af kirkegangen eller gejsten ud af bøn og bibellæsning.

Den Onde selv har det som sin dagsorden at modarbejde Kirken. C.S. Lewis har i Fra Helvedes Blækhus berørt noget af dette, at et af Den Ondes kneb er at gøre en kristen skuffet over menigheden, over præsten, over gudstjenesten. Kan en kristens opmærksomhed rettes mod alt det middelmådige eller direkte kritisable ved menigheden, dens mennesker og dens gudstjeneste, er der vundet et vigtigt skridt.

Kirken er udfordret på mange planer og ikke kun af ændrede strukturer eller demografi. Den er det også af sløvhed, ligegyldighed og selvfølgelighed. Kristen tro kan lynhurtigt blive noget selvfølgeligt for den enkelte og for hele Kirken. Meget går jo godt. Folkekirkens medlemstal er fortsat højt, og der er stor frihed for Kirkens liv og arbejde. Mange mennesker opsøger fortsat de kirkelige handlinger ved livets vendepunkter, og de kristne højtider og traditioner præger stadig samfundet og feriekalenderen.

I øvrigt er tro jo en privat sag; hvis mennesker har det godt med deres tro, er det jo fint, og vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Siges det…

Vel er der meget godt at sige om Kirkens situation, og det er sandt, at vi ikke skal overtage Guds bekymringer. Men bliver det, der opleves som selvfølgeligt, til sløvhed og ligegyldighed, er det hverken sandt eller godt. For Gud har ikke kaldet Kirken til ligegyldighed, men til engagement og tjeneste. Og det er ikke fyraften endnu.

Traditionstab er en markant udfordring. Mange både børn og voksne mangler i dag meget af den grundlæggende viden, som tidligere var naturlig eller selvfølgelig. Salmer og sange, bibelske beretninger og begreber – meget af det er ukendt.

Traditionstab præger ikke kun befolkningen som helhed, men også Kirkens arbejde og forkyndelse.

Tradition betyder at overlevere noget eller bære det videre. På den måde har selve evangeliet med tradition at gøre. Sådan fremstilles det også i Bibelen. Paulus taler om, at ‘jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget…’ (1. Kor. 15,3).

Evangeliet er noget, som modtages og derefter gives videre. Men det skal vel at mærke være det samme, der gives videre, som der modtages.

I dag synes det, som om der langt hen ad vejen videregives noget andet end det, der er modtaget. Det sker, når helt centrale elementer af den kristne tro omtolkes, nedtones, helt udelades eller direkte modsiges. Det er denne tendens, der er blevet kaldt cafeteria-kristendom: der udvælges, fravælges og sammensættes efter smag og behag. På den måde bliver Folkekirken en udfordring for sig selv.

Kirkens situation med bl.a. faldende dåbs- og medlemstal giver anledning til forskellige tiltag og projekter. En hel del af initiativerne kan – trods gode tanker og intentioner – synes at vise mere om Folkekirkens problemer og udfordringer end om løsninger og vejen frem.

I Høsterkøb har man formet et anderledes gudstjenesteliv med fornyelse på flere måder. I bogen om dette tiltag, Et bud på fremtidens folkekirke, siges det bl.a.: ‘Kirken kan byde på nærvær, ro, tryghed, fællesskab, medmenneskelighed, accept, fordybelse; alt sammen noget, nutidens mennesker søger og betaler for hos f.eks. terapeuter og healere – men som er kirkens kerne og bidrag’ (s. 22).

I Vesterbro sogn i København arbejdes der med mindfulness-gudstjenester, filosofiske saloner og diverse events, som det beskrives i bogen Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis (Forlaget Eksistensen, 2020).

En af tendenserne er at lægge afstand til Kirkens tradition i forkyndelse og gudstjenesteform og i stedet lægge vægten på, hvad der opfattes som gode ideer eller nutidsmenneskers behov. Fokus synes at være på menneskers ønsker og følte behov mere end på det, som Kirken er sat til at formidle til mennesker fra Gud – fordi dét er vores dybeste behov.

Ro, tryghed, fællesskab er afgørende vigtigt for menneskelivet, men troen på Gud er noget mere og større end almindeligt velbefindende eller følelsesmæssig balance. Troen er en relation til Gud selv.

Kirken er udfordret – på indre og ydre fronter. Men den skal også vove selv at være en udfordring til vores tid og dens mennesker. Den skal vove at viderebringe netop det, den selv har modtaget, og at tale med klarhed og tydelighed. Også på de steder og om de temaer, hvor vindene blæser i andre retninger…

Den skal vove at tale om skabelse og menneskeværd, om menneskets ansvar og skyld, om Jesu liv som Gud og mand, hans stedfortrædende død og fysiske opstandelse, om Guds ordninger for ægteskab og familieliv, om trofasthed i kald og stand, om genfødelsen i dåben og Jesu virkelige nærvær i nadverens brød og vin, om menighedens fællesskab, Jesu genkomst, dommen og det evige liv.

Kirken skal tale om den treenige Gud som en aktuel og personlig virkelighed og ikke blot som en upersonlig, højere magt. Mange mennesker kender til, at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Kirken kender den treenige Gud, fordi han selv har givet sig til kende – og ønsker, at stadig flere må have troens relation til ham.

Han er ikke et begreb eller filosofisk princip eller et ord for det uforklarlige i tilværelsen, men en ægte person, der ønsker at være til stede i ægte menneskers liv med dets ægte sorger og glæder.

Hvis forkyndelsen og forståelsen af Gud renses for det uforklarlige og mystiske, det forunderlige og grænsesprængende, da mister troen sin inderste marv og sin livsnerve – og Kirken sin fremtid.

Former og formuleringer kan variere og forandres over tid, men ikke substansen. Og ikke alle knaster kan høvles af Guds ord ved at ændre formuleringer. For i ethvert menneske bor noget, som ikke ønsker hverken at stille de spørgsmål eller høre de svar, som Guds ord formulerer. Disse vilkår og den udfordring følger Kirken til alle tider. Som det formuleres i en salme: ‘Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde’ (DDS 417, 2).

Kirkens forkyndelse har til opgave at lede mennesker både til disse spørgsmål og disse svar. Kun ved at holde fast i det, som den har fået overleveret, har Kirken for alvor noget at give videre. Kun ved at holde godt fast i klassisk kristendom, har Kirken andet og mere at give mennesker end det, vi kan sige os selv – eller finde andre steder.

Kirken skal være klar til at sige og gøre noget andet end det, de fleste eller de toneangivende forventer. Havde Ansgar, Hans Tausen, Kierkegaard, Grundtvig og Vilhelm Beck kun sagt det, som der var jævn og almindelig opbakning til, havde der i dag næppe været en folkekirke i Danmark – eller en kirke overhovedet.

Bibelen skal læses for at finde svar på det spørgsmål: ‘Hvordan bliver et menneske frelst?’, har den svenske biskop Bo Giertz sagt. Her er den akse, det hele drejer omkring. Når det spørgsmål stilles og besvares rigtigt, er der basis for ægte ro, tryghed og fællesskab. Så er der solid basis for tro og menighedsliv.

Menighedens liv og vækst er mere og større end menneskeværk. Troen har dybere kilder end menneskelig foretagsomhed. Når gnisten springer, ilden løber, og troen brænder, er det altid et under. Her må Guds ord og Ånd til for at antænde.

Det er som profeten Elias på Karmels bjerg. Han fik besked om at lægge brænde til rette på altret. Det var, hvad han kunne og skulle. Han kunne og skulle ikke selv tænde. Ilden måtte komme fra oven (1. Kong. 18).

Sådan også i dag: brændet skal lægges til rette. Guds ord skal rækkes videre i forkyndelse og undervisning, i samtale og nærvær, i omsorg og fællesskab.

I en salme hedder det om dette: ‘Thi med Guds ord følges Guds-Ånden på jord, blus han på bjergene tænder’ (DDS 318,2).

Kirkens stående opgave og udfordring er fra dag til dag at bære véd til dét bål. For mange mennesker kan arbejdsløshed være en udfordring. Den udfordring bliver aldrig aktuel for den kristne kirke.

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt?

Reflektion til Store Bededag

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt? Eller er det begge dele?

De fleste af os folkekirkedanskere er som bekendt ret blufærdige om vores trosliv. Biskop Jan Lindhardt foreslog for nogle år siden, at man kan lade, som om man taler i telefon, hvis man gerne vil bede, mens man sidder i bussen eller toget. For det er jo (næsten) almindeligt accepteret, at man kan tale højt om hvad som helst i det offentlige rum, hvis bare man taler i telefon; derimod er det straks noget andet, hvis det handler om noget så privat som bøn.

Derfor kan man høre folk tale højt om f.eks. deres kønsliv i telefonen – det er ikke grænseoverskridende, eller i hvert fald åbenbart kun for dem, der er tvunget til at høre på; men bønslivet er noget helt andet. Det ville være dybt grænseoverskridende at skulle bede i andres påhør.

Bøn er nemlig næsten pinligt at skulle dele med andre, mener mange. Også jeg. Grunden er vel, at bønnen er det, der kommer allertættest ind på livet af én. Bøn er de inderste tanker og ønsker og følelser og behov, og de skal jo ikke nødvendigvis luftes, så andre kan høre dem. Ingen andre end den Gud, man beder til.

I det øjeblik, bønnen kommer til at handle om facade eller selviscenesættelse, mister den sin mening. For bønnen er en sag imellem den, der beder, og den, der bliver bedt til. Godt nok beder vi også sammen i kirken, når vi ellers må mødes dér, men det er stadig et anliggende imellem dem, der beder, og den Gud, der lytter til bønnen. Vi gør det ikke, for at dem ude på gaden skal høre, hvor fromme vi er.

Derfor kan man heldigvis også sagtens bede uden at tale højt. Man kan nøjes med at tænke tanken – sende bønnen af sted på tankens vinger uden at bevæge munden. Måske er det en lettere måde at begynde bønnen på, særligt hvis man ikke har gjort det før og endda føler sig blufærdig over at skulle bede i sit eget selskab.

Hvad beder folk så om? I sagens natur kan vi ikke vide det, sådan generelt – men det er alligevel lykkedes mig at få et lille indblik i, hvad der bliver bedt om. Ved et konfirmandarrangement i efteråret skulle konfirmanderne arbejde med bøn, og i den forbindelse skulle de også skrive bønner. Bønnerne kunne de bl.a. stoppe i en kasse, hvor jeg senere ville læse dem. Ikke fordi bønnerne virker bedre, hvis jeg også beder dem – om Gud bønhører én, har ikke noget at gøre med, om man er præst. Men jeg skulle læse bønnerne for at få et indblik i, hvad der rører sig i dem, der bad, og for selv at tage del i det, de havde bedt om. For bøn handler jo ikke kun om mig selv, men også om dem omkring mig.

Derfor har jeg naturligvis også tavshedspligt om, hvad konfirmanderne havde bedt om. Og den gælder stadig, så jeg kan ikke afsløre det her. Men jeg kan dog sige så meget, at det virkelig var alvorlige, inderlige og betydningsfulde bønner, der blev stoppet i kassen. Jo, selvfølgelig var der også bønner om at vinde en milliard i lotto; men hovedparten af de små, krøllede sedler udtrykte virkeligt inderlige ønsker og store sorger – og i mange tilfælde også store glæder, for bøn kan jo også være et udtryk for taknemmelighed over alt det, der hver morgen flyder ned i min skål fra ham, der hører bønnen.

Hvad vil jeg sige med den historie om konfirmanderne og deres bønner? Bare én ting: Når en usikker teenager kan samle sine hormon-forstyrrede tanker tilstrækkeligt til at bede en bøn om det, der betyder allermest, så kan du nok også.

Den evangelietekst, vi skulle have hørt i kirken i dag, siger det også klart:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« (Matthæus 7,7–14)

Lad os bede:

Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Det akavede møde med nogen, man savner

Refleksion til 2. påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. (Joh 20,1-18)


At mødes med nogen, man kender godt, kan blive en akavet situation, selv hvis det er et møde, som begge parter har glædet sig til, fordi de savner hinanden. Der kan komme sådan en underlig følelse af blufærdighed og en fornemmelse af, at man på en måde er blevet fremmede for hinanden, i hvert fald det første stykke tid.

Alene af den grund bliver det interessant at se, hvordan folk vil mødes, når Den Store Nedlukning engang er overstået. For overstået bliver den, tag ikke fejl. Mennesker har skullet forholde sig til krig, pest, naturkatastrofer, folkemord og mange andre uhyrligheder i løbet af den prægtige og sørgelige tidsalder, hvor der har været en menneskehed. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi kommer tilbage til hverdagen igen – men hvem der kommer tilbage, og hvordan vi møder hinanden, når det sker. Hvordan vi opfører os. Hvordan det hele bliver.

Maria Magdalene havde ikke forventet at møde Jesus igen. Hun havde håbet det, ja det har været hendes inderligste ønske, men hun har formentlig ikke troet det. Det gør hun heller ikke, da hun kommer ud til graven påskemorgen og ser, at stenen er væltet fra. Der står jo, at hun med det samme løber tilbage til Peter og Johannes for at fortælle dem, at “de har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”.

Hun løber altså ikke tilbage for at fortælle, at han er opstået, som han havde sagt, men for at give den nedslående melding om, at liget er blevet flyttet. Endnu en byrde af fortvivlelse på hendes skuldre: Ikke alene er Jesus blevet slået ihjel; nu er liget også taget fra hende, så hun ikke har et gravsted at gå hen til for at sørge.

Da Peter og Johannes er gået hjem igen, står Maria tilbage ved den tomme grav, grædende. Alligevel vil hun kigge ind i gravhulen en gang til, for der var noget underligt ved den. Evangelisten fortæller, at klædet, som Jesus havde haft over hovedet, ikke lå sammen med de lagner, der havde dækket ham; i stedet lå det rullet sammen på et sted for sig selv. Det er mærkeligt, for de romerske soldater eller de jødiske ledere har næppe taget sig tid til at rulle hovedklædet sammen, hvis det var dem, der stjal liget. Det ligner snarere en seng, hvor nogen er stået op, tidligt om morgenen, og hvor nogen har redt sengen pænt, inden nogen gik ud i morgenlyset.

Da Maria kigger ind i hulen, ser hun nu pludselig, at hun ikke er alene derinde. Der sidder to himmelske postbude i deres hvide uniformer. Men i modsætning til alle de andre steder, hvor der dukker engle op i Bibelen, siger de denne gang ikke “Frygt ikke!” Nej, de spørger helt enkelt Maria, hvorfor hun græder, og Maria forklarer uden videre, at de har flyttet Jesus, og at hun ikke kan finde ham. Hun er for fortvivlet til at undre sig over, hvem de er.

Nu står der også én bag hende. Ikke en engel til, men en havemand, tror hun, og hun forlanger at få klar besked: “Sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham!” Det virker, som om hun i det øjeblik ville have kunnet bære liget herfra til verdens ende, om nødvendigt, men i stedet for at svare siger han hendes navn, og hendes øjne åbnes.

Er det et akavet møde mellem de to? Der er i hvert fald sket noget imellem dem. De så hinanden sidste gang så sent som i fredags, på Golgata. Men der er en verden til forskel, eller rettere: De har hver især rejst igennem en hel verden i løbet af nætterne og dagene fra fredag til søndag. Jesus har rejst igennem dødens mørke land og har efterladt dødsriget som en ruinbunke, hvor hængslerne er brækket af portene. Og Maria har gennemlevet en indre rejse, hvor hun troede, at hun skulle miste alt, der betød noget for hende.

Men nu står de der igen, som han havde sagt. Og et øjeblik er det, som om Frelseren tøver; han er nødt til at sige “Hold mig ikke tilbage”, eller hvordan man vil oversætte det. “Rør mig ikke” eller “Giv slip på mig!” står der i nogle oversættelser.

Han siger det, fordi der endnu er mere, han skal gøre, og det kan han ikke, hvis Maria bliver hængende ved ham. Der er et kapitel mere i den plan, han har lagt. Og derfor må hun give slip på Kristus, nu hvor han ellers var tilbage.

I mellemtiden møder hun og vi andre ham bl.a. i skikkelse af brød og vin i nadveren og i form af det nærvær, hans Helligånd giver. Det er virkeligt, også selvom det ikke er det samme. Vi må “nøjes”. For en tid.

Glædelig påske!

Krist stod op af døde

Refleksion til påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Amen! (Matt 28,1–8)


Krist stod op af døde i påskemorgenrøde; sådan synger vi gerne her i påsken, om vi kan samles i kirken eller ej; for selvom der er rullet en sten hen for kirkedøren i kraft af en sygdom, der har lammet det meste af verden, vil påskeevangeliet alligevel blive sunget ud til alle verdens hjørner; for i evangeliet om Jesus Kristus er der en kraft, som ingen sygdom eller sten kan holde inde eller forstumme. Tværtimod genlyder den kun endnu højere, når verdens bekymringer og dødsangst griber om sig; for Krist stod op af døde.

Det kan sådan set ikke siges mere kortfattet – og selvom man måske ikke synes, at det i sig selv siger meget, så siger det mere end nok, for med hans død er alt blevet sagt på vores vegne; for sammen med ham er vores skyld blevet korsfæstet, for at vi både nu og i al evighed må leve med Ham i den kærlighed, han med Faderen har givet os, som en Helligånd, der er med os alle dage indtil verdens ende.

Men Kristi opstandelse fra de døde fortæller os også, at døden ikke er Herre over Gud. Den er altså det lyspunkt, der fortæller os, at der er en vej gennem døden og ind i det lys, der skinner til os fra Guds himmel.

Et lys, der kaster dødens skygger på flugt og kalder os frem dag for dag til at leve et liv i glæde over den nåde, som vi uforskyldt har fået del i.

Guds kærlighed er nemlig overrumplende på alle måder. Vi kan med vores liv forsøge at tage imod den, så godt vi kan, men nåden er altid langt større end vores liv. Den er større end vores liv, når vi ikke føler os værdige til den, for så kommer den til os i kraft af Guds ord og overrumpler os med glæde ved at fortælle, at vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til noget så stort –

og tror vi os mægtige i vores eget liv, så vil den med tiden gøre os ydmyg; for den er langt større end vores liv, også selvom vi måtte glemme den.

Ved sin død og opstandelse har Kristus nemlig vundet os et evigt liv hos Gud. Derfor synger vi:

Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde.
Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad

Og det gør den jo også, selvom vi ikke kan mødes i kirken; for toner fra påskens glæde er ikke begrænset af et rum, men høres fuldt ud, hvor end Guds Ånd virker.

Ære være Gud i det højeste
– og glædelig påske!

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre vor Gud, Himmelske Fader!
Vi takker dig,
fordi du af din store nåde og barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde,
og vi beder dig:
Hjælp os ved din Helligånd,
at vi må kende kraften i Hans opstandelse
og fællesskabet med ham i hans lidelser
og få nåde til at vandre i det nye levned
og således nå frem til de saliges opstandelse
og den evige glæde hos dig
ved din elskede søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Syv sætninger om langfredag

Skovsbokrucifikset ved Rynkeby

Reflektion til langfredag

Syv sætninger – så lidt eller så meget havde Jesus at sige, fra han blev sømmet op på korset langfredags morgen klokken ni, og til han døde ud på eftermiddagen, efter kl. tre. Hvis det havde været en pressekonference, som vi kender dem, havde han formentlig hængt dér på Golgata endnu; men i stedet nøjedes han med syv korte udsagn eller “de syv ord på korset”, som man også kalder dem.

Men det er syv ord, som siger det hele. Syv ord, der får langfredag til hæve sig over den strøm af ensartede dage, som vi ellers lever i for tiden, så det knap er til at huske, hvilken ugedag det er.

Jesu syv ord på korset skulle vi have lyttet til og sunget om ved langfredagsgudstjenesten i Ansgars Kirke, og de ville også have spillet en vigtig rolle ved koncerten på lørdag; Haydn-værket, der skulle opføres, hedder simpelthen Vor Frelsers sidste syv ord på korset. Nu er der sat en stopper for både gudstjeneste og koncert; men profeten Esajas siger, at Herrens ord forbliver i evighed (Es 40,8) – så vi kan stadig lytte til dem.

Der er ingen af de fire evangelier, der gengiver alle ordene, men tilsammen bliver der altså syv. Hvis du har en salmebog ved hånden, så læs selv med i lidelseshistorien, der findes bagerst i salmebogen (s. 1340 i min udgave). Lad os gå en tur til foden af korset og lytte til ham, der hænger på det:

1. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Indimellem klager folk over, at de ikke forstår langfredag. De kan så glæde sig over, at det gjorde dem, der slog Jesus ihjel, heller ikke. De har ingen anelse om, hvad det i virkeligheden er, de har gang i, den morgen uden for Jerusalem. De tror, at de er ved at korsfæste en urostifter, en oprørsk gudsbespotter. Derfor beder Jesus for sine bødler, for de ved ikke bedre. Og han viser os, hvor afgørende tilgivelse er i kristendommen – eller mere præcist: syndernes forladelse. Selv i det øjeblik, hvor menneskene er i gang med at slå Guds Søn ihjel, lader han sig ikke friste til at kræve hævn. For der er langt mere på spil.

2.“Kvinde, dér er din søn. – Dér er din mor.”
Midt i det hele er Jesu mor, Maria, mødt op ved korset sammen med Maria Magdalene og en tredje kvinde, der – forvirrende nok – også hedder Maria. Jesus ved, at hans mor vil stå med et uoverskueligt problem, når han selv er død. Hun vil ikke bare have mistet sin søn, selvom det er galt nok, men hun vil også være forsvarsløs i et samfund, hvor enlige kvinder ikke havde mange rettigheder. Derfor sørger Jesus for, at disciplen Johannes kan tage sig af Maria, når Jesus ikke længere er der. Og samtidig viser han os, hvordan alle har ansvar for deres medmennesker; selv ofre har et ansvar, de skal løfte. Der er stadig folk, der har brug for dig – og du har brug for dem.

3. “I dag skal du være med mig i Paradis.”
Den ene af røverne på de to kors ved siden af Jesus beder om, at Jesus ikke vil glemme ham, når han kommer i sit rige, og Jesus svarer ham med en sætning, der ikke bare er et svar til røveren, men også er en henvendelse til enhver, som læser eller lytter med: I dag skal du være med mig i Paradis. Nu begynder det at stå klart, hvad det hele skulle til for – hvorfor Jesus overhovedet skulle blive menneske og dø og opstå fra de døde. For din og min skyld. For at lukke Paradis op for os. Lige nu.

4. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det fjerde korsord viser til gengæld, hvor stor en pris der skulle betales. Det er ikke bare pjat eller en god historie. Jesus lader ikke bare som om. For det frygtelige råb udtrykker hans totale fortvivlelse, mens der falder mørke over hele jorden. Men: Det er jo Gud, Jesus råber til i mørket. Han råber ikke bare “Nu er jeg blevet forladt”. Han råber til Gud, for hvis man ikke kan råbe til Gud, er der ingen tilbage at råbe til. Og Jesu råb er samtidig et citat af Salme 22 i Det Gamle Testamente; salmen beskriver den håbløse, fuldstændige forladthed – men den slutter med, at Gud griber ind. Så når Jesus råber netop på denne måde, viser det os, at Guds Søn deler vores menneskelige vilkår så meget, at han selv oplever gudsforladtheden; men det fortæller os også, at selv når vi som mennesker er allermest forladte, skal vi ikke holde op med at kalde på Gud. Faderens svar på Jesu fortvivlede råb kom påskemorgen. Jesus er ikke blevet forladt, og det er du heller ikke.

5. “Jeg tørster.”
Det korteste af de syv korsord er måske også det mest menneskelige af dem. Selvom det er Guds Søn, der hænger på korset, er det samtidig et menneske, som kan føle tørst. Aftenen forinden, skærtorsdag, hvor han spiste med disciplene, havde han sagt til dem: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige”. Derfor er heller ikke vin, Jesus får, da han hænger på korset og tørster i solen, men eddike. Og han drikker den bitre drik.

6. “Det er fuldbragt.”
På dette tidspunkt må alle de, der stod og så på korsfæstelsen, så småt have begyndt at forstå, at der var noget særligt på færde. Det sjette ord fortæller os, at det, som foregik på Golgata den fredag, ikke var et tilfælde eller en ulykke. Der er ikke tale om, at Jesus havde en mission, som mislykkedes – tværtimod: Kristendommen er troen på, at der var en plan, og at planen nu blev til virkelighed. Planen lykkedes. Livets Gud er i færd med at lokke døden i en fælde, og døden selv må ryste af rædsel, når Jesus råber: “Det er fuldbragt” og straks fortsætter:

7. “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.”
Med det syvende og sidste ord lægger Jesus sit liv og sin død i hænderne på Gud Fader; for tro er tillid, der er stærkere end døden. Dermed kulminerer langfredags drama, og det er virkelig et drama, for der kommer et jordskælv, hvor forhænget ind til det allerhelligste i Templet bliver flænget i to. Det sted, der ellers skulle forestille at være forbeholdt Gud selv, bliver revet op og åbnet. Og det, der ellers bare lignede henrettelsen af en tilfældig mand på en tilfældig fredag eftermiddag, viser sig at være noget helt andet og meget mere. Den romerske officer, der har holdt øje med det hele, kan ikke lade være med at udbryde: “Den mand var virkelig retfærdig og Guds Søn!”

Påskens kamp mellem livets Gud og døden er først lige begyndt.

Kærlighedens alvor

Krucifiks i Verninge Kirke

Refleksion til langfredag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge« Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.

Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Amen! (Mark 15,20–39)


Når det kan være svært at sætte ord på Jesu lidelser, så skyldes det, at de så inderligt kalder på stilhed; for Langfredag er en dag, vi ikke kommer uden om, hvor gerne vi end ville.

Vi kender det fra meget andet i livet, når vi støder på noget, som vi ikke kan forlig os med eller noget, som vi ikke bryder os om. Så kan vi prøve at fortrænge, skubbe det væk eller glemme det – men som vi alle ved, så forandrer virkeligheden sig ikke af den grund; for hvad der er sket, er sket og lader sig ikke ændre, hvor gerne og inderligt vi end måtte ønske det.

Når man har mister et menneske, man holder af og har elsket gennem hele livet, så kan man sommetider glemme sorgen i de få øjeblikke, der går, fra man drømmer, og til man vågner. Sådan har jeg det også lidt med langfredag. I dagligdagen glemmer jeg min sorg, men så vågner jeg en fredag af min drøm for at blive mindet om alt det, som jeg ikke kan flygte fra eller skubbe væk, fordi det er sandt.

Og Ham, der holder mig vågen, selvom jeg hellere ville sove, er Ham, der lider med mig, når jeg glemmer kærlighedens alvor.

Det gør ondt at høre om Jesu lidelser; at høre om, hvordan soldaterne piskede og pinte Ham, hvordan de flettede en tornekrans som krone og lagde en kappe omkring Ham, knælede og hånede Ham som konge.

Og når det gør ondt, så er det blandt andet, fordi vi i Jesus genkender den kærlighed, vi ikke selv formår at udleve.

Den kærlighed, der end ikke søger sit eget, men finder glæde i at give, hvor lidt den end har – ja en kærlighed så ren, at den går i forbøn for sine fjender og trygler andre at bede for dem, der forfølger den; for at også de må lære den at kende.

Det piner os at høre om en sådan kærlighed langfredag pisket af menneskelig ondskab – og for udmattet til at bære korset ud til Golgata.

Som vi hører, blev han af soldaterne rakt vin iblandet myrra til at lindre smerterne, men han drak det ikke; for smerterne skulle ikke lindres – men føles til fulde.

Smerten ved at få hænder og fødder naglet fast til korset – alene og udstødt af det menneskelige fællesskab.

Og så kunne man tro, at et sådan syn måtte vække medynk i de mennesker, der kom forbi og så det hele med deres egne øjne; men nej – for dem talte lidelserne for sig selv; for var han Guds søn, hvorfor steg han så ikke ned fra korset? Og hvis han kunne frelse andre, hvorfor kunne han så ikke frelse sig selv?

Ja – selv de, der blev korsfæstet med ham, hånede ham og opdagede ikke, hvad de så.

Og alligevel bad han: tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

I den sjette time ved middagstid blev der, som vi hørte, mørkt over hele jorden. Et mørke, der ikke behøver mange ord; for selv uden ordene forstår vi, at det samme mørke også vil omslutte os i døden, når den time kommer, hvor vi ikke magter mere.

Den time, hvor kærlighedens alvor ikke længere kan holdes på afstand – men kommer til os som en dom, når vi må sande, at den eneste frelse ud af mørket er det lys, vi mangler i os selv.

Selv Kristus, som var verdens lys, bad i mørket: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Det er nogle forfærdelige ord, som går gennem marv og ben på en hver troende sjæl, for hvordan kunne han, der var Gud lig sige sådan?

Og hvor er frelsen, hvis Han, der skulle frelse os følte sig fortabt? Ja, hvilket håb har vi, hvis det lys, der skulle skinne for os alle, lod sig slukke af verdens ondskab og mørke?

Hvordan kunne han, der skulle vise og åbenbare os Guds kærlighed, føle sig forladt?

Det er spørgsmål, vi mærker Langfredag – og svar vi må vente med, til mørket er drevet over på søndag og blevet til glæde.

Men kunne det være anderledes, hvis Gud skulle mærke menneskets lidelser på sig? Hvis han skulle være menneske og lide og dø som andre.

Jeg tror det ikke – og derfor fortæller Jesu lidelser os også, at der ikke længere er det menneske, hvis lidelser Gud ikke kender, for han var selv menneske – og der er ikke en uret på jorden større end den, der overgik Ham.

Det kan måske virke mærkeligt, hvorfor det er så vigtigt at understrege betydningen af Guds med–lidenhed med mennesket, men sand trøst begynder i genkendelsen.

Der er ingen trøst i det menneske, der ser ens lidelser uden at mærke dem – nej jeg vil egentlig gå så langt som at sige, at lider man ikke med andre mennesker i deres sorg og elendighed, så gør man sig ikke umage nok i forsøget på at elske dem.

Almindelig menneskekundskab er ikke avanceret; for vi kender alle selv til det at være menneske. Vi ved alle, hvad det vil sige at være bange, syg eller ked af det – og ville vi selv mangle almindelige fornødenheder, som mad, tøj eller et tag over hovedet, så ville vi også vide, hvad vi trængte til.

Alligevel ønsker vi ikke altid at hjælpe, når det gælder andre, fordi det ofte betyder, at vi selv må lide afsavn eller invitere en smerte ind, som vi helst vil holde ude.

Derfor skal vi også være yderst opmærksomme på, hvorfor vi beskæftiger os med andres ulykke. Om vi gør det ud af medlidenhed og et oprigtigt ønske om at hjælpe og gøre noget for andre, eller vi blot er begyndt at beskæftige os med andres ulykke for at lade os underholde.

For underholdning har menneskers lidelser også været førhen – selv i vores egen kristne historie, hvor vi med vores tro burde have foragtet den slags – har henrettelser præcis ligesom Jesu egen været tilløbsstykker, ganske vist fordi det skulle være til skræk og advarsel for ligesindede forbrydere, men ikke desto mindre har det også været til stor underholdning for mange.

Al den slags skal vi som kristne holde os langt fra – møder vi lidelser, er det mindste, vi kan gøre, at bede og være medlidende i det omfang, vi formår.

Men vi formår selvfølgelig ikke alt – for intet menneske vil nogensinde kunne sætte sig helt ind i et andet menneskes sted; dertil er vi for forskellige, og der vil altid være en stor forskel på den syge – og den, der er er på sygebesøg.

Men skal vores omsorg for hinanden blive større, så må vi blive bedre til at sætte os i den andens sted.

Når jeg vågner langfredag, skyldes det ikke bare, at Jesu lidelser holder mig vågen, men også tanken om, at han led for min skyld – at Han tog min skyld på sig og døde med den, for at jeg måtte få del i syndernes forladelse og Guds kærlighed.

Og deri er en alvor, vi aldrig bør glemme.

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre Gud Fader i Himlen!
Forbarm dig over os!
Herre Jesus, vor frelsermand!
Forbarm dig over os!
Herre Helligånd, vort lys og vor trøst!
Forbarm dig over os!
Vi har syndet med vore forfædre!
Vi har forskyldt din vredes domme!
O Herre, handl ikke med os efter vore synder!
Og betal os ikke efter vore misgerninger!
O Herre, hør vor bøn!
Og lad vor røst komme til dig!

når vi beder:

Fadervor,
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen!

Læseplan for den stille uge

Et lille stykke af Markusevangeliet til hver dag i den stille uge:


Palmesøndag

Kapitel 11, vers 1–11: Jesus rider ind i Jerusalem.

Mandag

Kapitel 11, vers 12–19: Jesus smider kræmmerne ud af templet.

Tirsdag

Kapitel 11, vers 20 til kapitel 13, vers 37: Jesus underviser og taler på tempelpladsen og Oliebjerget.

Onsdag

Kapitel 14, vers 1–11: Jesus er på besøg i Simon den spedalskes hus i Betania og bliver salvet. Judas aftaler at forråde Jesus.

Skærtorsdag

Kapitel 14, vers 12–72: Den sidste nadver. Jesus våger og beder i Gethsemane Have, inden han tages til fange og forhøres. Peter nægter at kende ham.

Langfredag

Kapitel 15: Jesus bliver dømt, korsfæstet og dør, og han bliver taget ned af korset og lagt i graven.

Lørdag

Kapitel 16, vers 1: Sabbatten.

Påskedag

Kapitel 16, vers 2–20: Den tomme grav. Den opstandne Kristus møder Maria Magdalene og disciplene.

Søg din konge i det stille

Kristus i Simon den Spedalskes hus (Allgäu, 1470’erne)

Refleksion til palmesøndag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Amen! (Mark 14,3–9)


Evangeliet, vi hører til i dag, er på mange måder forunderligt; fordi der er så meget, der ikke bliver sagt. Vi kastes nemlig ligesom ind i en fortælling, vi kun halvt forstår. Tag nu bare kvinden, som vi hører om. Der er så lidt, vi får at vide om hende – og så meget, vi gerne ville vide.

Hvem var hun og hvor kom hun fra? Markus siger det ikke. Alligevel kan vi måske sige lidt – for vi ved, at det ikke var noget tilfælde, at hun lige netop den dag kom til Simon den Spedalskes hus. Noget trak i hende. Én, der kaldte på hende. Én, hun havde hørt om og måske endda mødt, nemlig Jesus af Nazareth. Og med sig til huset bragte hun en alabastkrukke, som hun brød for at salve Ham med den dyre nardusolie. Vi ved ikke, hvorfor hun gjorde det, eller hvad der fik hende til i al stilhed at gøre denne kærlighedsgerning mod Jesus; for det fortæller Markus os intet om. Han fortæller os heller ikke, hvorfor kvinden valgte at ofre noget så dyrebart, når det kunne have gjort hende og andre langt større gavn.

Alt, der bliver fortalt med hendes handling, siges derfor på en måde i stilhed. Stille kom hun til Jesus, og stille gik hun derfra. Men hendes handling, salvningen, er aldrig blevet glemt, for den forkyndes ud over hele verden, hvor evangeliet lyder – og er i dag, Palmesøndag, med til at stemme sindet op mod påske.

Og tænk en gang!

Vi kender end ikke navnet på hende. Alligevel har Jesus bestemt, at det, hun gjorde, skal fortælles til alle.

Og hvis der skulle være nogle af os, der ikke rigtig forstår hendes gerning, eller hvad salvningen skulle have af betydning, så står vi ikke alene; for disciplene forstod heller ikke betydningen af det, hun gjorde – tværtimod overfusede de hende for at ødsle med noget så kostbart, men hvem ved, måske anede hun i al stilhed noget, som de ikke vidste.

Vi ved det ikke, for hun ødelagde ikke den hellige stilhed, hvori hun havde søgt sin konge, for at han måtte give til hende, hvad ingen anden konge kunne give, nemlig syndernes forladelse.

Og hvor er det smukt, at det ikke blev en fornem hellig mand eller præst, der salvede Jesus, men en kvinde, ingen agtede mere, end at de lod hende overfuse. Hun var intet særligt, men som vi mennesker er flest. Ét vidste hun dog – nemlig at søge tilgivelse for sine synder og skønne mere på den end noget jordisk.

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Kære Gud, vi takker dig, fordi du altid bereder os på påskens glæde; for hvert år minder du os om, hvorfor din søn red ind til Jerusalem på et æsel, og hvorfor han blev salvet. Og derfor beder vi dig også, at vi må finde den fornødne stilhed og alvor til i denne tid at søge tilgivelse for vores synder. Gør os ved din Helligånd glade i vores søgen, og mind os om, at du ikke ser på mennesker som vi, men ind i hjertet, og ved, hvad der gemmer sig skjult i hvert et lag og i enhver tanke, men det til trods alligevel lod en ganske almindelig kvinde salve din søn. Rens derfor alt det, som vi ikke selv tåler at se eller høre, og styrk os i kærligheden, for at vi ved Jesus Kristus må blive ét med dig i al evighed. Amen!

Ikke fred, men sværd – hvorfor forfølges kristne?

Annibale Carracci: Steningen af Stefanus (1603–4)

Prædiken til 2. juledag, Skt. Stefans dag. “Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” (Matt 10,32–37)

“Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.” (ApG 7,54–60)

Vi skal til det igen. År efter år bliver den gode julestemning brat afbrudt af den voldsomme og brutale historie om Stefan, der måtte lade livet for evangeliets skyld. Igen bliver vi mindet om, at julens budskab er meget mere end fred og idyl, og at det i sig også rummer kimen til en fortælling om, at Guds kærlighed, fred og frihed i mange tilfælde møder modstand i verden.

Vi ved alle, at julen handler om fred og glæde, men vi glemmer ofte, at det altså også er en tid til at mindes de forfulgte kristne, der savner netop den fred, som vi nyder godt af. Når vi nu fejrer jul, bør vi altså huske, at ikke alle kristne er så heldige at leve i fred og sikkerhed. Kristne forfølges verden over. For nogle år siden udgjorde kristne 75 % af alle ofre for religiøs forfølgelse, og det tal er vistnok i dag steget til 80 %. Hvad det indebærer kan man blive klogere på ved at orientere sig hos nogle af de mange organisationer, der arbejder for at hjælpe forfulgte kristne. Bibelselskabet beretter fx i en artikel om forholdene i Irak, hvor der har været kristne siden oldtiden, men hvor der nu er under 300.000 tilbage. Det er igen blevet muligt at fejre jul, efter at Islamisk stat er blevet sendt på flugt, men kristne i regionen lever i konstant frygt for, at islamisterne skal vende tilbage.

Også i Kina er der problemer. Organisationen Åbne Døre beretter om, hvordan den kinesiske regering er ved at installere teknologi til ansigtsgenkendelse i kirkerne, så det er bliver muligt at holde øje med kristne. Hvis kristne træder ved siden af de officielle retningslinjer, kan de miste muligheden for fx at bruge offentlig transport, sundhedsvæsenet og i det hele taget at færdes frit. Værst er det stadig i Nordkorea, hvor kristne interneres i genopdragelseslejre eller simpelthen forsvinder.

Lige fra kristendommens første tid har kristne måttet ofre deres sikkerhed og nogle gange deres liv for evangeliet. Ifølge Apostlenes Gerninger blev Stefan stenet af en mængde vrede skriftkloge, altså datidens religiøse elite – og det blev han, fordi han angiveligt skulle have talt imod deres lære og religiøse praksisser og regler, eller “loven” med andre ord.

Jødernes religiøse elite havde besluttet sig for at gøre en ende på Stefan – tilsyneladende af frygt for, at hans budskab om Jesus ville føre til et brud med de traditioner og normer, som var så centrale for den jødiske identitet og samfundsorden. De fik ham dømt for “rådet” og slæbte ham derefter ud af byen, hvor de stenede ham.

Umiddelbart før han døde eller “sov hen”, som det hedder med en eufemisme i dagens tekst, bad Stefan – ligesom Jesus før ham havde gjort det – om at Gud måtte tilgive dem, der forgreb sig på ham. Jesus havde jo også bedt om at Gud måtte tilgive dem, der korsfæstede ham, med den begrundelse, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Og ligesom Jesus beder Stefan altså også om, at Gud må tilgive dem, der stener ham. Det er jo en detalje i historien, som får Stefan til at fremstå vældig from og udholdende, hvad han sikkert også har været – men den vigtigste pointe er sådan set, at det siger noget om Gud: Nemlig at Gud tilgiver. Gud tilgiver – selv dem, der forfølger og dræber.

For så vidt er budskabet i historien om Stefan i grunden den samme som i juleevangeliet, selvom historien om Stefan lyder rå og brutal i sammenligning med historien om jesusbarnet i stalden julenat. For også her var budskabet jo, at Gud tilgiver – at Gud kommer til os og er med os, selvom vi ikke vil have ham iblandt os.

Stefan betragtes traditionelt som den første kristne martyr, altså den første, der døde for sit vidnesbyrd om Jesus og Guds kærlighed. Vi har måske vænnet os til, at ordet martyr betyder en religiøs fanatiker, der slår andre ihjel på grund af sin tro, men i kristendommen betyder ordet altså typisk mennesker, der selv har måttet lide og dø, for deres vidnesbyrd om Jesus.

Stefan var – ud over Jesus selv – den første kristne martyr, men han var langtfra den sidste. I juletiden fejrer vi jo også Sankt Lucia, som døde under kristenforfølgelserne i det fjerde århundrede. At kristne blev forfulgt og dræbt kom ikke som en overraskelse. Jesus havde selv advaret sine disciple om, at de ville blive forfulgt på grund af ham. Og den advarsel er altså gået i opfyldelse mange gange siden.

Men hvorfor blev de kristne egentlig forfulgt? Vi er jo vant til at tænke på tro som noget personligt, hvis ikke ligefrem privat, så hvorfor skulle det dog være et problem for magthaverne i samfundet, at der var nogle, der gav sig til at tro på Jesus?

Nogle teologer har peget på, at det altså ikke bare var for deres private overbevisninger, at kristne blev forfulgt, men at forfølgelsen skyldtes, at kristne bekendte, at Jesus var herre – og at de gjorde det i et samfund, som hævdede, at kejseren var herre. Kristne kom altså med deres bekendelse på kant med samfundsmagten. Og som det fremgår af historien om Stefan, kom kristne også på kant med datidens religiøse magthavere.

At kristne kom på kant med jødernes religiøse ledere, hænger jo sammen med troen på, at Jesus har sat os fri fra alle former for religiøs undertrykkelse. Jesus er enden på den religiøse lov for den, der tror, som Paulus sådan cirka udtrykker det. Derfor er der for kristne ingen absolutte religiøse normer om fx rent og urent, faste og spiseregler og den slags, som kristne skal efterleve. Den eneste lov, der gælder for kristne, er kærligheden (Rom 13,8–10). Uanset hvilke religiøse praksisser og traditioner vi vælger at følge, er det et samvittighedsspørgsmål mellem den enkelte og Gud (Rom 14,22). Evangeliet sætter os fri fra religiøse regler og love én gang for alle. Kristendom gør mennesker myndige.

Evangeliet er med andre ord et frihedsbudskab. Men det er så også grunden til, at det mødes med så meget modstand. Fordi evangeliet er et frihedsbudskab, skærer det igennem al ufrihed – og paradoksalt nok er resultatet, at selvom evangeliet handler om frihed og kærlighed, så fører det modstand og splid og forfølgelse med sig. Det er noget af det, Jesus peger på, når han siger, at han ikke er kommet for at bringe fred på jorden, men sværd. Det lyder mærkeligt, for vi jo er jo vant til at tænke på Jesus som “fredsfyrsten”. Men i dagens tekst er der andre boller på suppen. Pointen er ikke, at Jesus kommer for at skabe ufred – Guds rige, som Jesus kommer med handler tværtimod om fred og forsoning – men det skal altså stå klart, at evangeliet alligevel bliver mødt af modstand og forfølgelse.

Den frihed, der kommer af troen på Jesus, rokker ved alle menneskeskabte værdier, herunder også familieværdier. Det kan lyde voldsomt og fanatisk, når Jesus i dagens tekst ligefrem siger, at “den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” Ifølge Lukas-evangeliet siger Jesus ligefrem, at vi skal “hade” vores familie (Luk 14,26). Det lyder voldsomt, og det kan lyde, som om Jesus er en slags sektleder, der vil afskære sine disciple al kontakt til deres familie. Men samtidig gør han det jo ved flere lejligheder klart, at vi skal elske vores nærmeste eller vores “næste”, som det også udtrykkes. Når Jesus siger, at vi ikke er ham værd, hvis vi elsker vores familie mere end ham, kan det forstås sådan, at evangeliet sætter os fri fra de sociale normer, der gælder i det samfund, hvor vi befinder os.

Jesus gør det klart for sine disciple, at de er brødre, for Gud er deres far. De må derfor ikke kalde nogen på jorden for “fader” (Matt 23,9). Selvfølgelig har vi biologiske forældre, men Jesus afviser religiøse hierarkier, hvor nogle gør sig til andres åndelige “fader”. Det var almindeligt dengang som nu, at religiøse ledere omtales som far – “pave” og “patriark” betyder far – men Jesus gør det klart, at hans disciple er lige over for Gud. Lighed og frihed hænger sammen – vi er fri fra at lade vores identitet bestemme af sociale normer, fordi vi i troen i lige overfor Gud.

Det er den frihed, som gjorde, at Jesus og sidenhen Stefan måtte lade livet, da de fik de religiøse lederes vrede at føle. Og det er den forfølgelse, som Jesus advarer om, når han i dag taler om, at han ikke er kommet for at for at bringe fred på jorden. Og ligesom dengang, forfølges kristne også i dag for at forkynde et frihedsbudskab – et budskab om frihed fra alle former for religiøs og politisk undertrykkelse.

Vi er vant til at skille religion og politik ad – og vi er vant til en forestilling om, at kristendom ikke har nogen politisk betydning. Men det er kun delvist sandt. I samfund, hvor staten anses for at være guddommelig, eller i samfund, der bygger på religiøse forestillinger om en gud, som sætter skarpe skel mellem ren og uren, troende og vantro, mænd og kvinder, slaver og fri, og så videre – i den slags samfund må evangeliets frihedsbudskab lyde som et frontalangreb på magten. Det er blandt grundene til, at kristne også i dag forfølges for deres tro.

Når vi i dag mindes Stefans martyrium, mindes vi også de kristne, der forfølges lige nu og her. Men vi skal også huske Stefans bøn: Gud, tilgiv dem denne synd. Det er horisonten, også for dagens budskab, at Gud tilgiver.

Mellem bildende ord og maleriets tale

Om Elisabeth Bergstrand-Poulsen.

Et blidt stykke virkelighed

En tidlig sommerdag sidste år modtog jeg af en gammel kvinde en bog med porøse, svagt gulnede sider. TRE HØJTIDER stod med falmet kapitalskrift på den flissede forside. Romertallene på titelbladet daterede udgivelsesåret til 1946, året efter krigens afslutning. Forfatterindens navn, såvel som bogen selv, var ukendt for mig. Elisabeth Bergstrand-Poulsen. Forfatterinde og, opdagede jeg, malerinde. Født i 1887 i Småland i Sverige og gennem giftermålet med billedhuggeren Axel Poulsen bosat det meste af sit liv i Danmark.

Allerede i forfatterindens indledning til bogen, formet som et nænsomt og begrundende brev til læseren, blev en første betagelse vakt. Heri forklarer hun, at bogen blev til i krigens år, og at det således til dels er “noget saa stærkt som Dødsangst – ikke for mit eget, men for andres Liv, der er mig saa langt dyrebarere – der har presset denne blide Bog frem.”[1] Og netop blidheden synes netop at være et særtræk i Elisabeth Bergstrand-Poulsens værker; en blidhed, der skyndsomt ville redde det, som vold og kaos dengang truede med at begrave under menneskelig og sønderbombede kirker. Den mørke baggrund, op imod hvilken forfatterinden fører sin kamp med ord og billeder, er verdenskrigene, den forknugede stemning imellem dem og atomalderens definitive alvor derpå. I disse års skygge af ødelæggelse og angst finder det kunstneriske virke sin mening og hensigt i at ville vidne om den sandhed, som byder den herskende tilstand trods. Bøgerne såvel som malerierne, der findes som ledsagende illustrationer deri, er rejst som sarte, men stærke monumenter, der skal minde mennesker om det, der lyser og altid har lyst og altid vil lyse. Hun kredser om den længsel efter godhed og trofasthed, som det gudskabte menneske bærer i sig, og om det håb om glæde, om forsoning og fællesskab, som til tider udfyldes i tilværelsen som en soloplyst åben slette, andre steder møder mennesket som kiler af stjernelys gennem nattens sluser, og måske for nogle først findes i forklarelsens morgengry efter døden.

Uden titel. Fra Sangen.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Selv forklarer hun sin litterære vej i selvbiografien, Høg, laan mig dine Vinger, på følgende måde: “Saaledes tvinges vi alle i en tung Tid til at søge styrke i de Værdier af indre og usynlig Art, som altid bestaar og viser sig at have større Magt end de ydre og synlige.”[2]  Forfatterskabet er således en protest på sin egen særegne måde. Et modsvar, der netop siger krigens hæslige livsligegyldighed imod ved at tale om det helt modsatte – ved at finde tilbage til det menneskeliv, hvis livsbane får lov at løbe en mere naturlig vej og vise os den højtidelighed, der hviler over ethvert menneskebarn fra fødslen af. Mod råhedens og voldens unaturlighed rekonstrueres således billeder af menneskelivets almindelige kampe, højder og dybder. Mod krigens støj og propaganda-skingerhed sker en fordybelse i stilfærdighedens gester. Mod fremtidsfrygtens sugende sorthed opstår billeder af skærende rene, pulserende farver, der insisterer på jordens herlighed og skønhed på trods. Elisabeth Bergstrand-Poulsens poetik formulerer hun selv på denne måde: “Da den Virkelighed, vi lever i, er en ond Drøm, tvinger den os til at skabe en anden Virkelighed af det, der kaldes Drømme, som jo saa ofte er den eneste akceptable Virkelighed.”[3]

Uden titel. Fra Høg, laan mig dine Vinger.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Värend-digter

Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab kan deles op i to dele: Den selvbiografiske, der er udsprunget direkte af erindringer og indtryk fra opvæksten i Långasjö sogn i Värend, og den fiktive del, som romanerne og novellerne udgør, men som udfolder sig i samme miljø og i samme tidsepoke, nemlig blandt de sindige, jorddyrkende bønder i sidste halvdel af det nittende århundrede i denne skov- og markrige udkant af Småland.[4] 

Erindringsstoffet er samlet i de såkaldte “Värend-bøger”, som på dansk indbefatter Livets og årets festdage, Den rige hverdag og til dels også Høg, laan mig dine Vinger. Disse skildringer, der tilsammen rummer de vigtigste ingredienser til hele forfatterskabet, kalder forfatterinden selv for livsfragmenter fra en forgangen tid, som dog stadigt har noget at sige mennesker af vor tid og kommende generationer.[5] De er afbildninger af en værensform, en landlig livsmåde, der var engang, men hvis tanker og tro og traditioner endnu kan rumme en inspirerende livsstyrke og mildhed i sig. Så selvom disse portrætter af Värendsmænd og Värendskvinder er udtryk for en længsel tilbage mod alt det, der “er grønt og dugfrisk og for længst borte”,[6] så skinner bag denne erindringsdvælen klart den bevidste livsholdning, at “Troskab mod det forgangne og forventning til det kommende giver livet perspektiv og mening.”[7]

Titel: Vårvinterflickan. Fra Den rige hverdag, s. 8.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

“Hvor godt husker jeg ikke den »vårvinterkveld«, jeg så en ung bondepige komme mod mig fra stien inde i skoven. Hendes bløde grå filtsjal forsvandt næsten i skumringen, men kjolen lyste lakrød mod den grønne vinterrug, mod de hvide snedriver i skovbrynet og mod markernes sorte plovfurer. Hun stod ofte stille og så sig om, ikke som en der søger noget, men snarere som den, der er vågnet til noget nyt og stort og nu glæder sig over det, direkte og bevidst som liljerne på marken og fuglene under himlen.”[8]

I disse bøger findes portrætter blandt andre af vaskekonen Littan-La, der kulde og slid til trods altid havde overskud til et par polkadansetrin foran kaminen; og af det moralske fyrtårn og barndommens urokkelige billede på menneskelig ligevægt, kirkeværgen og bonden Petter Johannesson; samt ikke mindst af sognets milde præst, som man i foråret og forsommeren ofte kunne møde på de skyggefulde veje med sin botaniserkasse under armen på jagt altid efter nye arter af vildroser; en mand, der, som forfatteren genkalder sig det, både i gerning og ord lærte sine konfirmander om sagtmodighed og sjælens styrke tilligemed det store bud: at være sig selv og være oprigtig.[9] Sognets liv med dets børn og gamle skildres med livfulde, kærlige strøg. Tilværelsens rytme, hører man, falder her i ét sammen med årstidernes skiften. Og midt i bondens årshjul stråler højtiderne som det, der giver indre sammenhæng og forventning til livet på jorden.

Kirkebakkens kvinde- og mandeside. Fra Livets og årets festdage.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Elisabeth Bergstrand-Poulsen beskriver også sit eget hjem, der lå ved foden af kirkebakken. Og hun ser på årenes afstand, at der også i hverdagene var en klang af højtid og af fred. I et erindringsglimt vender hun tilbage til en tidlig, helt stille vintermorgen, hvor hun gennem døren kunne se sin mor, der altid var oppe tidligere end alle andre, sidde ved bordet i soveværelset allerede fuldt påklædt og med det fine glatte hår lagt i en fletning omkring hovedet, mens hun læser sin morgenbøn. Og den erindrende bemærker: “Det forekommer mig pludseligt, at jeg uden at tænke over det er kommet til selve kernen i den fred, der bredte sig over mit hjem, og som i mine øjne bredte sig over hele sognet. Morgenbøn – aftensalme – orgelbrus og sang fra kirken – klokkeringning.”[10]

Altertavlen i Langasjös Kirke, der forestiller den jordiske og himmelske lovsang.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Faren, der var organist i kirken, indøvede med børnekoret til hver julemorgen Beethovens lovsang “Die Ehre Gottes aus der Natur”. Det er disse syngende bondebørn der sammen med fødslen af Jesusbarnet i Betlehem udgør motivet for altertavlen i hjemsognets kirke, som malerinden sent i sit liv udførte. I selvbiografien skildrer hun, hvorledes hun én eneste gang som barn fik lov at synge soloen i koret – og det netop den aften, hvor hun havde oplevet en af sine ungdoms største ydmygende skuffelser. Hun skriver derom:

“Beethoven burde have været med paa denne Dag! Alle de dybe Furer i hans Ansigt vilde sikkert være blevet slettet ud, hvis han havde kunnet høre Far og mig! Det vilde være lyst op i et stort og hjerteligt Smil, hvis han inden dette havde kunnet sidde foran i en af Korstolene i Långasjö Kirke og lyttet, først til min Solo – stigende ren og klar som en gyngende Maanestraale over de vældige Akkordbølgers mørke Fundament. Og bagefter have hørt, hvor skumfrisk Børnekorets Stemmer klang og brusede og jublede i den tomme, vintermørke Kirke.”[11] Denne aften, der bragte det laveste og højeste sammen – ydmygelse og straks derpå, den største udmærkelse – afstedkom erkendelsen af, at mennesker indimellem har brug for kunst, der er majestætisk i sin vælde for at have kraft til at kunne hjælpe mennesker i livets vekslen, hjælpe over træthed og modløshed, og danne modvægt mod de jordiske bekymringer, der indimellem kan tynge så overmægtigt.

Det er for en stor del fra den tryghed, som omgærder hjemegnen, mindernes varme taknemmeligheds lød stammer. Der gik en fast kæde af mening igennem alting, og der rådede en fordragelighed, som forfatteren lader hænge sammen med, at man havde råd til at “være beskeden med hensyn til sit eget, tryg for, at det alligevel vil blive retfærdigt bedømt.”[12] Det er denne enkle skønhed i ydre træk og indre værdier, hun i disse bøger søger tilbage mod med håbet om, at den må lyde som “en klar og enkel lille vise” midt i alt det, der i dag kan synes indviklet og øredøvende.[13]

Fra Den rige hverdag, s. 24. Titel: Mor skræller æbler.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Et menneske! Det laveste – det højeste – det stærkeste – det svageste af alt det skabte!

Noget der falder én ind ved læsningen af Elisabeth Bergstrand-Poulsens værker, er, hvordan hun i den grad evner at male scener frem, og hvordan hendes erindring og forstand husker og opfatter fænomenerne gennem farvernes dybde og kontraster. Og det er netop malerens viden om komplementærfarvernes gensidigt forstærkende virkning og lysets og skyggernes vekslende tilstedeværen, som hun bruger i sin afbildning af menneskelivet. Et sted skriver hun, at det synes som om, at samtiden har det med at tvære livet og ytringer ud, så alt begynder at ligne hinanden til skade for det store og klare.[14] Hendes metode bestræber sig på det modsatte: at betragte farverne og begivenhederne hver for sig i anerkendelse af deres respektive realitet og så samtidig se, hvorledes de sammen “skifter som stille Slag i en uendelig Vævning.”[15] Det skaber en sælsom blandet metode: en skrivestil der veksler mellem lyrisk øjebliksmættede momenter og så en dæmpet, jævn rolighed, fordi handlingen altid strækker sig over mange år og sommetider over flere slægtled.

En af romanerne bærer titlen Væven. De to mest centrale personer heri er sognets gudfrygtige, strenge væverske og så den farve- og livsforelskede Petter Maler. Deres tilgang til tilværelsen kunne ikke være fjernere fra hinanden; den ene har blikket fast fæstnet på himlens evighed, den anden er et jordisk barn med hvert molekyle af sin krop og forstand. Væversken Lena prædiker for den Petter Maler, der imidlertid svarer igen ved endnu dristigere løjer. I lange tider kan der herske forarget, misbilligende tavshed. Alligevel er de naboer, vidner til hinandens liv og derigennem forbundne. Bogen er interessant, fordi de knuder, som uens temperament og livssyn skaber, ikke løsnes. Og vi indser, at det er ikke knuderne, men sammenhængskraften der er det væsentlige: det ulogiske bånd af hengivenhed, som består alle forskelligheder til trods, og som derved bærer vidnesbyrd om den kærligheds magt, som sejrer ved at elske.

Elisabeth-Bergstrand-Poulsen holder af i romanerne at lade os følge menneskers liv fra begyndelse til død. På den måde mærkes det, hvordan al vækst bliver stille til, og hvorledes smerte og glæde, ulykke og lykke ledsager hinanden i uforudsigelig rækkefølge. Er forfatterinden blevet beskyldt for “idylleri” i erindringerne om datidens landsamfund i Långasjö, tror jeg ikke, det ville falde nogen ind at rejse samme anklage mod den digtende del af forfatterskabet.[16] Menneskelivet er skildret i hele sin modsigelsesfulde realisme, der både rummer himmelhøj, dyb lykke og rystende tragedier. Flere gange synes man, at personerne deri har grund til at udbryde samme bedrøvede, angstfulde klage som væversken et sted: “Gud! Gud! […] Du, der elsker os, Du, der skænker os Livets Gave, Solen og Lyset – den grønne Jord og den blaanende Himmel – hvorfor giver Du os saa lille en Forstand og et saa alt for stort Hjerte – der kan lide, men ikke forstaa hvorfor?”[17]

Uden titel. Fra Hustru, s. 120.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Forsoningens muligheder

Indsigten i de uforenelige følelser, et hjerte kan rumme og kendskabet til den smerte og sorg, livet kan overrumple et menneske med, danner afsæt for værkernes refleksion over forsoningens muligheder. Der findes blik for, at en forsoning med det, der gik hen og blev ens liv, ofte kan ske umærkeligt gennem tilværelsens egne nådige love. Sådan sker det i romanen Se, Mennesket!, at den prøvede mand, der har mistet både kone og datter, vender sin kærlighed til den jord, han dyrker, og til det barnebarn, der efterlades ham. Derover grunder den fortællende stemme og slutter, at “Sorgen og Livet, der mere eller mindre haardhændet og langsomt omskaber Menneskene og den Verden, der omgiver dem, efterlader dog barmhjertigt noget, der er væsentligt for hver og en.”[18]

Når således sol og måne og stjerner en stund slukkes, og fortvivlelsen er nær, kan nåden vise sig derved, at en ny hensigt med livet viser sig.  En sådan livshensigt kan se forskellig ud: det kan være fødslen af et barn, der kræver føde og omsorg; det kan være bondemandens intuitive kærlighed til jorden; eller den simple, stærke følelse af forpligtethed mod Gud til at være nyttig og forvalte sit pund efter bedste evne. Eller det kan som i Kronen være en ung kvindes tapre kamp for at bringe en smuk venetiansk lysekrone tilbage til dens oprindelige plads i landsbyens kirke. For som den blinde gamle præst heri forklarer sin unge, kantede hjælpepræst, gælder det, at “nogle af os Mennesker har Gud paalagt saa tungt et Kors – det vilde knuge os til Jorden, hvis han ikke gav os Lov til at fæste vore Øjne paa en Salighedskrone.”[19]

Det samme gør sig gældende i Helte og Heltedaad, hvor i fem noveller skildres sådanne almindelige mænd og kvinder, der på hver sin vis strider den gode strid og ved deres udholdenhed og trofasthed erhverver, hvis ikke lykke, så dog en fred og en mening med livet. Her møder læseren eksempelvis den fattige, gamle kone, hvis ægtemand snart skal dø. Mens han ligger i sygesengen, dør deres eneste malkeko og dens lille nyfødte kalv. Disse to selvdøde dyr udgør en dyb katastrofe. Men i stedet for at resignere påtager den udmattede kone sig nu som vigtigste livsopgave at skærme manden for denne sidste, tunge bekymring – og lykkes i sit fortsæt, om end hun næsten forbruger sine egne sidste livskræfter derved. Til trods for alt hvad hun har mistet og trods udsigten til endnu dybere armod, er det derefter alligevel, som om en dyb fred sænker sig over hende og en taknemmelighed, fordi hun blev bønhørt i sin vigtigste bøn.

Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 89.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

I en anden novelle hører vi om den unge præst, der er stor og kraftig af lemmer og vækst men ubehjælpsomt menneskesky, og som først, da han kaster sig over jordarbejdet og ved enormt slid lykkes i at rydde en hel skovplet og gøre ager deraf, vinder den tillid til egne kræfter og ro i sit væsen, der gør, at han kan trives blandt mennesker. Og der berettes om missionskvinden, Lena, der i sin dybe fromhed næsten er salt nok for hele sognet, men som, da hendes plejedatter dør en ensom død i Amerika, ikke længere kan forstå sin Gud, og som oveni sorgen over sit store tab må kæmpe med den endnu større angst over at kunne at miste troen på guddommelig kærlighed og guddommelig hensigt. Først da Lena resignerer i sit forsøg på at ville forstå Guds veje, finder hendes gamle hjerte en vis fred. Da hun findes på sit dødsleje, ligger ved hovedgærdet en nyplukket blå hyacint og prædiker på egen vis om den genvundne tro på nåden og håbet i Gud.

Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 41.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Den største forsoning opleves i døden. I enkelte romaner som i Sangen afbilledes selve dødsøjeblikket, dér hvor man siger, at et menneskes liv i ét nu passerer for dets indre blik, og hvor en regnskabets time for Vorherre indtræder. Men oftest i romaerne bliver begravelsen det forløsende tyngdepunkt, og dér hvor nåden tydeligst skinner frem. For i klokkernes lige ringning for gamle og for unge, i præstens ord om opstandelsens håb ved kisten og i menneskenes med omhu blomsterflettede kranse, igennem alt dette og i hele denne trofaste højtidelighed stråler den evangeliske barmhjertighed og omsorg.

Det forløsende ord

Når man giver sig til at trække en glemt forfatterinde frem, må man også spørge med hvilken grund, og om det er med god grund? Jeg har i denne artikel forsøgt at tegne et omrids af den eksistentielle og poetiske vidde i Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab, dels ved at referere hvad forfatterinden selv skriver om sit kunstneriske ærinde, dels ved at gengive de steder, hvor jeg synes, det lyser igennem værkerne selv.

Udover at bøgerne er velskrevne og illustrerede med mange udtryksfulde billeder, er de også i teologisk henseende meget givende at beskæftige sig med. Ligesom Elisabeth Bergstrand-Poulsen voksede op med udsigt til Långasjös hvidkalkede landsbykirke fra hjemmets vinduer, således indtager kirken altid sidenhen i hvert eksistentielt landskab, hun fremdigter, en lignende central plads. På sin egen, måske svenske, måde, er forfatterinden levende optaget af at vise og forstå, hvilken betydningsfuldhed kirken lægger over menneskets liv, og hvordan nåden konkret kan manifestere sig i vores individuelle, men stadigt altid sammenbundne eksistenser. Forsoning er et gennemgående tema, som belyses med indsigt og virkelighedsnærhed og i lyset af evangeliets håb og menneskehjertets evne til at elske.

Der er visse af illustrationerne, ligesom der er visse passager i erindringsbøgerne, der synes naive på en måde, der utvivlsomt ville kunne fremkalde betænkeligheder hos flere moderne litteraturkritikere, navnlig dem, der efterspørger kompromisløs realisme for enhver pris. Som et forsvar for en forfatterinde som Elisabeth Bergstrand-Poulsen ville jeg svare, at nu er det jo netop ikke afgjort, hvad den mest realistiske realisme er. Jeg selv hælder til den tanke, at det kan være gavnligt med begge dele: en debatterende, afsøgende litteratur og samtidigt en litteratur, hvis hovedoptagethed ikke er at udstille smerten og fremmedheden i samfundet og mennesket, men som er villig til at anerkende håb og godhed som lige så realistiske momenter i vores indre og fælles tilværelse med hinanden, og som følge heraf derfor heller ikke ville finde det mindre kunstnerisk udfordrende at skildre netop disse fænomener på en levende, inspirerende måde.

Elisabeth Bergstrand-Poulsen havde flere bekymringer om sin samtid og ytrede sig blandt andet om den tiltagende råhed imellem mennesker, hun syntes at kunne iagttage. I et forord skrevet i 1948 til en genoptrykt udgave af Livets og årets festdage, spørger hun som en refleksion over dette problem: “skulle det forløsende ord for den forstenede menneskehed mon ikke netop være det stærke og milde ord inderlighed? Inderlighed i liv, gerning, tanke.”[20] Skulle man karakterisere dette forfatterskab og fremhæve dets største styrke ville det da netop være dets bestræbelse på at åbne vores øjne for den betydningsfuldhed, der hviler over hvert et menneskeliv, og som, hvis den ses og forstås, også må afstedkomme noget i den, der ser den: en ny inderlighed, en ny nænsomhed og et nyt håb for mennesket i dag som til alle tider.


Elisabeth Bergstrand-Poulsens bibliografi

Kronen. J. H. Schultz Forlag.  København 1940.

Væven. Slægtsroman. Lindhardt og Ringhof Forlag. Egmont 2017 [1941].

Mennesket og Klokkerne. Livsfragment. J. H. Schultz Forlag. København 1942.

Sangen. J. H. Schultz Forlag. København 1943.

Se, Mennesket! Lindhardt og Ringhof Forlag.  Egmont 2017 [1943].

To kongelige Blomster. J. H. Schultz Forlag.  København 1944.

Helte og Heltedaad. J. H. Schultz Forlag. København 1945.

Høg, laan mig dine Vinger. Et Stykke Virkelighed, skriftligt og fotografisk dokumenteret. J. H. Schultz Forlag.  København 1945.

Tre Højtider. J. H. Schultz Forlag. København 1946.

Vandringen. J. H. Schultz Forlag.  København 1949.

Den rige hverdag. J. H. Schultz Forlag.  København 1950.

Hustru. Et mindesmærke. J. H. Schultz Forlag.  København 1951.

Livets og årets festdage. J. H. Schultz Forlag.  København 1952.


Noter

[1] Tre Højtider, s. 5–6.

[2] Høg, laan min dine Vinger, s. 9.

[3] Ibid., s. 7.

[4] Elisabeth Bergstrand-Poulsen voksede op i Långasjö sogn i Värend, den del af Småland, fortæller forfatterinden, der af den svenske botaniker Elias Fries blev kaldt for “Smålands hjerte”. Søskendeflokken talte seks børn med en lillebror, der døde i en tidlig alder. Faren var af bondeslægt men et udpræget “musikmenneske”. Han var ansat som organist og kordegn ved sognets kirke og virkede tilligemed som lærer i landsbyens skole. Moren var hjemmegående husmor og er i erindringerne skildret som en både ferm og from kvinde med et ubetvingeligt godt humør, og kendt på egnen for sin dygtighed som væverske.

[5] Jf. Livets og årets festdage, s. 5–7.

[6] Livets og årets festdage, s. 7.

[7] Den rige hverdag, s. 9.

[8] Den rige hverdag, s. 11.

[9] Jf. Livets og årets festdage, s. 48.

[10] Den rige hverdag, s. 46.

[11] Høg, laan mig dine Vinger, s. 91.

[12] Livets og årets festdage, s. 93.

[13] Livets og årets festdage, s. 26.

[14] Jf. Livets og årets festdage, s. 73–74.

[15] Mennesket og Klokkerne, s. 193.

[16] Jf. Høg, laan mig dine Vinger, s. 60.

[17] Væven, s. 141.

[18] Se, Mennesket!, s. 178

[19] Kronen, s. 155-156.

[20] Livets og aarets festdage, s. 6.