Alle indlæg af Kristian S. Larsen

Om Kristian S. Larsen

Cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Tal højt om dåbens dramatiske dybder

Harriet Backer: Dåb i Tanum Kirke (1892)

“At dåben er et virksomt tegn – sakramente – betyder, at dåben ikke bare er en symbol- eller tegnhandling, men en virkelighedsskabende handling”.

Sådan lyder en af flere stærke og prægnante pointer i rapporten fra kirkeministeriets udvalg vedr. dåb og nadver (s. 24).[1] Rapportens første del rummer grundige redegørelser for dåbens bibelske baggrund og for Luthers dåbsteologi. Der er grund til glæde over rapportens betoning af, hvad dåb og nadver er og betyder. “Frelseshandlinger og vishedstegn” kaldes de (s. 16). Det er indholdsrige betegnelser, som er tiltrængte og relevante i en tid, hvor der er tendenser til at forstå sakramenterne symbolsk eller metaforisk.

“Gud har med sit bud og løfte bundet sig selv og mennesket til dåben i den forstand, at her kan man være sikker på at møde ham i ord og tegn: I dåben skaber Gud et nyt forhold mellem sig selv og mennesket”, hedder det også (s. 24).

Dåben er et knudepunkt i den kristne tro og er indgangen til Kirken og livet som kristen. For Luther og Grundtvig og utallige andre har det haft afgørende betydning at vide, at de var døbt. I troens og livets kampe var her noget, som tro og tanke kunne hage sig fast i og vende tilbage til. “Jeg er dog døbt”, sagde Luther så. Og Grundtvig digtede: “Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade” (DDS 674,2).

I Folkekirkens liv og den folkelige relation til kirke og kristendom er dåben fortsat central, men den er også genstand for usikkerhed og modstridende forståelser. Det kan der ses eksempler på i den aktuelle debat og også i bogen Dåben klæder dig (Eksistensen 2018), hvor otte præster fortæller om dåbssamtaler. “Gud er da ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej”, siges det her (s. 51). En sådan forståelse synes at være del af en generel tendens til at afrunde og nedvurdere dåbens betydning.

I dåben får vi at vide, at vi er Guds børn; her markeres og bekræftes det, at vi altid vil høre til hos ham, siges det. Sat på formel bliver det til, at “et menneske døbes ikke for Guds skyld, men for sin egen”. Fokus er altså subjektivt: menneskets tro og livsmod og samhørighed med andre og med en tradition. Til gengæld nedtones det objektive: Der foregår ikke i dyb og egentlig forstand en forandring i og ved dåben. Sådan lægges der afstand til en klassisk forståelse af dåben, og resultatet bliver en devaluering af dens dramatiske og sakramentale indhold.

Rapporten har her flere relevante pointer. “Der er forskel på at være Guds skabning og stå under Guds almene nærvær i det skabte – og at være Guds barn og dermed stå under Guds nærvær i Kristus”, hedder det bl.a. (s. 31).

Der er meget på spil her. Sådan som man ser på sin dåb, sådan ser man på hele kristendommen, sagde Vilhelm Beck – og prædikede så både tidligt og sent om dåben. Den norske biskop Olav Skjevesland har kaldt dåben “den kristne tros Charles de Gaulle-plads”. Sådan som denne plads i Paris har alléer, der løber i stråleform ud fra Triumfbuen, sådan har dåben forbindelse til alle centrale punkter i den kristne tro. Ændres noget her, får det betydning både for forståelsen af Gud, synet på mennesket, frelsen, sakramenterne, kirken og eskatologien, fastholder Skjevesland.

Begrebet “genfødelse” er her centralt – måske nærmest uundværligt. For klassisk luthersk teologi og klassisk teologi i det hele taget forstår dåben som et sted og en begivenhed, hvor et menneske bliver noget, det ikke i forvejen er. Det har Bibelen og teologien forskellige ord for, bl.a. “genfødelse”. Kort formuleret: I dåben får man ikke en bekræftelse på, at man allerede er Guds barn, men man gøres til det. Sådan tales der i Ny Testamente og i salmer og ritualer.

I NT siges det f.eks., at Gud frelste “ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). I dåbsritualets indledende bøn siges der tak til Gud, fordi “du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn…”. Efter overøsningen lyder det, at Gud har “genfødt dig ved vand og Helligånd…”. I et af konfirmationsritualerne siges det: “Den treenige Gud, som i dåben har antaget dig som sit barn…”, og i en dåbssalme skriver Brorson, at Gud “gav dig børne-ret og navn…” (DDS 452,4). 

Det er altså et gennemgående perspektiv, at der sker en forandring i og med dåben. Det menneske, der fra første begyndelse er Guds elskede skabning (og i dén forstand er “Guds barn”), men også født uden for Paradis og med ryggen til Gud, får nu hjemsted og arveret hos Gud.

Der sker altså meget mere end en markering eller bekræftelse. Bibeltekster, salmer og ritualer fremstiller det anderledes dybt og radikalt: Der skabes en relation, et barneforhold, som ikke var der i forvejen. Derfor er “genfødelse” et hovedord. Måske kan et sådant ord have kommunikative vanskeligheder, men dets indhold og pointe kan ikke opgives. Når lutherske kristne gennem tiderne har lagt vægt på at døbe hurtigst muligt, hænger det sammen med denne stærke forståelse af dåben. Barnet skulle tidligst muligt blive Guds barn.

Enkelte kirker har haft den skik, at menigheden ikke rejser sig, når et dåbsbarn bæres ind i kirken, men først når det bæres ud efter dåben – for først da er det blevet et Guds barn. Skikken er ikke nævnt i rapporten, og man kan også mene forskelligt om den. Man kunne jo også rejse sig som velkomst og festlig modtagelse af barn og forældre; men baggrunden er tydeligvis en stærk forståelse af dåben.

Folkekirken har brug for at genfinde denne forståelse og derved styrke sin forkyndelse og undervisning om dåben. Måske er disse tanker ikke fremme i bevidstheden hos en typisk dåbsfamilie. Men så er der en stor og fin opgave i at hjælpe mennesker til at få et glimt af, at det, der sker her, er langt større, end vi umiddelbart tænkte det.

Sproglige ændringer kan være både meningsfulde og nødvendige. Men der er grund til varsomhed, for ordenes betydning skal jo i givet fald udtrykkes tilsvarende eller bedre af andre ord. Det er ikke enkelt – slet ikke med store og stærke ord. Faren er, at nye ord reelt modsiger de gamle. Et arbejde med evt. nye formuleringer skal lytte grundigt til tidens sprog og tankegange – og ikke mindre grundigt til Bibelens sprog og tankegange og til tidligere tiders ritualer, f.eks. Luthers dåbsritualer.

Rapporten nævner det vigtige ved “en bevidsthed om, hvad det i dag vil sige, at dåben er nødvendig til frelse, herunder en nutidssvarende forståelse af synd, genfødsel og af, hvad det vil sige at blive Guds barn i dåben” (s. 54.) Her er altså en opgave for teologi, forkyndelse og undervisning på alle niveauer. Grundbegreber som synd og genfødelse skal formidles på vor tids sprog, så de bliver mest muligt forståelige.

Her er det et vilkår, at der altid vil være noget provokerende i evangeliet, i ordene om synd og om behovet for nåde. Men netop derfor er dåben og forkyndelsen og undervisningen om den så vigtig. For her er mere end en festlig markering af livets begyndelse eller en stemningsfuld ceremoni med gode ønsker for fremtiden. Her befrier den treenige Gud et hjælpeløst menneske fra synd, død og djævel og gør det til sit barn – for at det skal leve i troen og være Hans i tid og evighed.

Mon ikke også det var sådanne tanker, der var baggrund for, at Luther kunne trøste sig med at sige: “Jeg er dog døbt”, og at Grundtvig kunne skrive til sig selv og andre: “Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille”. Dette stærke, sakramentale perspektiv skal ikke tabes på gulvet, men fastholdes – i tro, ritualer og forkyndelse.

[1] Rapporten kan findes på folkekirken.dk.

Kirkens udfordringer

Den kristne kirke i Danmark er udfordret.

Det er ikke nyt. Kirken er på en måde altid og alle steder udfordret. Det er sagt, at en lokal menighed altid kun er én generation fra at uddø. Måske skal der mindre til. Og måske skal der bare en corona-krise eller en sommerferie til at tage toppen af kirkegangen eller gejsten ud af bøn og bibellæsning.

Den Onde selv har det som sin dagsorden at modarbejde Kirken. C.S. Lewis har i Fra Helvedes Blækhus berørt noget af dette, at et af Den Ondes kneb er at gøre en kristen skuffet over menigheden, over præsten, over gudstjenesten. Kan en kristens opmærksomhed rettes mod alt det middelmådige eller direkte kritisable ved menigheden, dens mennesker og dens gudstjeneste, er der vundet et vigtigt skridt.

Kirken er udfordret på mange planer og ikke kun af ændrede strukturer eller demografi. Den er det også af sløvhed, ligegyldighed og selvfølgelighed. Kristen tro kan lynhurtigt blive noget selvfølgeligt for den enkelte og for hele Kirken. Meget går jo godt. Folkekirkens medlemstal er fortsat højt, og der er stor frihed for Kirkens liv og arbejde. Mange mennesker opsøger fortsat de kirkelige handlinger ved livets vendepunkter, og de kristne højtider og traditioner præger stadig samfundet og feriekalenderen.

I øvrigt er tro jo en privat sag; hvis mennesker har det godt med deres tro, er det jo fint, og vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Siges det…

Vel er der meget godt at sige om Kirkens situation, og det er sandt, at vi ikke skal overtage Guds bekymringer. Men bliver det, der opleves som selvfølgeligt, til sløvhed og ligegyldighed, er det hverken sandt eller godt. For Gud har ikke kaldet Kirken til ligegyldighed, men til engagement og tjeneste. Og det er ikke fyraften endnu.

Traditionstab er en markant udfordring. Mange både børn og voksne mangler i dag meget af den grundlæggende viden, som tidligere var naturlig eller selvfølgelig. Salmer og sange, bibelske beretninger og begreber – meget af det er ukendt.

Traditionstab præger ikke kun befolkningen som helhed, men også Kirkens arbejde og forkyndelse.

Tradition betyder at overlevere noget eller bære det videre. På den måde har selve evangeliet med tradition at gøre. Sådan fremstilles det også i Bibelen. Paulus taler om, at ‘jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget…’ (1. Kor. 15,3).

Evangeliet er noget, som modtages og derefter gives videre. Men det skal vel at mærke være det samme, der gives videre, som der modtages.

I dag synes det, som om der langt hen ad vejen videregives noget andet end det, der er modtaget. Det sker, når helt centrale elementer af den kristne tro omtolkes, nedtones, helt udelades eller direkte modsiges. Det er denne tendens, der er blevet kaldt cafeteria-kristendom: der udvælges, fravælges og sammensættes efter smag og behag. På den måde bliver Folkekirken en udfordring for sig selv.

Kirkens situation med bl.a. faldende dåbs- og medlemstal giver anledning til forskellige tiltag og projekter. En hel del af initiativerne kan – trods gode tanker og intentioner – synes at vise mere om Folkekirkens problemer og udfordringer end om løsninger og vejen frem.

I Høsterkøb har man formet et anderledes gudstjenesteliv med fornyelse på flere måder. I bogen om dette tiltag, Et bud på fremtidens folkekirke, siges det bl.a.: ‘Kirken kan byde på nærvær, ro, tryghed, fællesskab, medmenneskelighed, accept, fordybelse; alt sammen noget, nutidens mennesker søger og betaler for hos f.eks. terapeuter og healere – men som er kirkens kerne og bidrag’ (s. 22).

I Vesterbro sogn i København arbejdes der med mindfulness-gudstjenester, filosofiske saloner og diverse events, som det beskrives i bogen Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis (Forlaget Eksistensen, 2020).

En af tendenserne er at lægge afstand til Kirkens tradition i forkyndelse og gudstjenesteform og i stedet lægge vægten på, hvad der opfattes som gode ideer eller nutidsmenneskers behov. Fokus synes at være på menneskers ønsker og følte behov mere end på det, som Kirken er sat til at formidle til mennesker fra Gud – fordi dét er vores dybeste behov.

Ro, tryghed, fællesskab er afgørende vigtigt for menneskelivet, men troen på Gud er noget mere og større end almindeligt velbefindende eller følelsesmæssig balance. Troen er en relation til Gud selv.

Kirken er udfordret – på indre og ydre fronter. Men den skal også vove selv at være en udfordring til vores tid og dens mennesker. Den skal vove at viderebringe netop det, den selv har modtaget, og at tale med klarhed og tydelighed. Også på de steder og om de temaer, hvor vindene blæser i andre retninger…

Den skal vove at tale om skabelse og menneskeværd, om menneskets ansvar og skyld, om Jesu liv som Gud og mand, hans stedfortrædende død og fysiske opstandelse, om Guds ordninger for ægteskab og familieliv, om trofasthed i kald og stand, om genfødelsen i dåben og Jesu virkelige nærvær i nadverens brød og vin, om menighedens fællesskab, Jesu genkomst, dommen og det evige liv.

Kirken skal tale om den treenige Gud som en aktuel og personlig virkelighed og ikke blot som en upersonlig, højere magt. Mange mennesker kender til, at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Kirken kender den treenige Gud, fordi han selv har givet sig til kende – og ønsker, at stadig flere må have troens relation til ham.

Han er ikke et begreb eller filosofisk princip eller et ord for det uforklarlige i tilværelsen, men en ægte person, der ønsker at være til stede i ægte menneskers liv med dets ægte sorger og glæder.

Hvis forkyndelsen og forståelsen af Gud renses for det uforklarlige og mystiske, det forunderlige og grænsesprængende, da mister troen sin inderste marv og sin livsnerve – og Kirken sin fremtid.

Former og formuleringer kan variere og forandres over tid, men ikke substansen. Og ikke alle knaster kan høvles af Guds ord ved at ændre formuleringer. For i ethvert menneske bor noget, som ikke ønsker hverken at stille de spørgsmål eller høre de svar, som Guds ord formulerer. Disse vilkår og den udfordring følger Kirken til alle tider. Som det formuleres i en salme: ‘Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde’ (DDS 417, 2).

Kirkens forkyndelse har til opgave at lede mennesker både til disse spørgsmål og disse svar. Kun ved at holde fast i det, som den har fået overleveret, har Kirken for alvor noget at give videre. Kun ved at holde godt fast i klassisk kristendom, har Kirken andet og mere at give mennesker end det, vi kan sige os selv – eller finde andre steder.

Kirken skal være klar til at sige og gøre noget andet end det, de fleste eller de toneangivende forventer. Havde Ansgar, Hans Tausen, Kierkegaard, Grundtvig og Vilhelm Beck kun sagt det, som der var jævn og almindelig opbakning til, havde der i dag næppe været en folkekirke i Danmark – eller en kirke overhovedet.

Bibelen skal læses for at finde svar på det spørgsmål: ‘Hvordan bliver et menneske frelst?’, har den svenske biskop Bo Giertz sagt. Her er den akse, det hele drejer omkring. Når det spørgsmål stilles og besvares rigtigt, er der basis for ægte ro, tryghed og fællesskab. Så er der solid basis for tro og menighedsliv.

Menighedens liv og vækst er mere og større end menneskeværk. Troen har dybere kilder end menneskelig foretagsomhed. Når gnisten springer, ilden løber, og troen brænder, er det altid et under. Her må Guds ord og Ånd til for at antænde.

Det er som profeten Elias på Karmels bjerg. Han fik besked om at lægge brænde til rette på altret. Det var, hvad han kunne og skulle. Han kunne og skulle ikke selv tænde. Ilden måtte komme fra oven (1. Kong. 18).

Sådan også i dag: brændet skal lægges til rette. Guds ord skal rækkes videre i forkyndelse og undervisning, i samtale og nærvær, i omsorg og fællesskab.

I en salme hedder det om dette: ‘Thi med Guds ord følges Guds-Ånden på jord, blus han på bjergene tænder’ (DDS 318,2).

Kirkens stående opgave og udfordring er fra dag til dag at bære véd til dét bål. For mange mennesker kan arbejdsløshed være en udfordring. Den udfordring bliver aldrig aktuel for den kristne kirke.