Prædiken holdt i Kristuskirkens Baptistmenighed søndag den 21. juni 2015 (Joh 17,14–23; Joh 18,36–37). Nedskrevet på slump efterfølgende.

Når vi taler religion og politik, bevæger vi os ind i et minefelt. Men evangeliet er altid aktuelt, og derfor er det også relevant at tale om aktuelle begivenheder – og dér er det jo svært at komme uden om, at der lige har været folketingsvalg. Det interesserer mig sådan set ikke, hvad I stemte i torsdags. Hvad der til gengæld interesserer mig, er nogle af de reaktioner, der har været på valget. Nogle var glade for, at udfaldet blev, som det blev, mens andre tværtimod var rystede, skuffede og vrede.

Det kan man hurtigt konstatere, hvis man orienterer sig i medierne, aviser, på internettet og andre steder. Nogle debattører, kunstnere og andre offentlige personer har ligefrem erklæret, at de vil flytte fra Danmark. De kalder sig “flygtninge”, fordi de ikke længere mener, at de kan identificere sig med det danske samfund. Andre har udskiftet deres profilbilleder på de sociale medier med en sort skærm. Nogle beskriver det danske demokrati som et “pøbelvælde” og bemærker, at hverken Grundtvig eller Kierkegaard havde særlig stor tillid til demokratiet. Andre anklager omvendt deres modstandere for at være sure, udemokratiske og arrogante. Reaktionerne på valget var altså fulde af splid, og det virker, som om de politiske modsætninger i Danmark er større, end de har været i lang tid.

Det er bemærkelsesværdigt, at splittelsen også kommer til udtryk blandt mennesker, der bekender sig som kristne. Det kristne fællesskab skulle ellers være et sted kendetegnet af enhed og forsoning. Men kirken er ikke et hak bedre end resten af samfundet. Jeg kender præster, der ikke kan være i stue sammen på grund af politiske uenigheder, og som kan finde på at kalde hinanden kættere på grund af politiske spørgsmål. Jeg nævner ingen konkrete eksempler på politik eller partier, for det er ikke det, det skal handle om. Det skal derimod handle om evangeliet.

Al den her mudderkastning fik mig til at tænke på nogle af Jesu disciple, nemlig Simon Zeloten og tolderen Matthæus. Zeloterne var en religiøs og politisk bevægelse, som opstod på Jesu tid. Man mener, at der var tale om farisæere, altså skriftkloge, som modsatte sig romerne og i nogle tilfælde opfordrede til voldelig modstandskamp. Der var altså tale om en slags frihedsbevægelse, eller hvad vi måske i dag ville kalde en gruppe religiøse terrorister. Og sådan var Simon, som vi hører havde tilnavnet Zeloten (Luk 6,15). Ud over det ved vi ikke meget om ham.

Så var der Matthæus, som var tolder, da han blev kaldet af Jesus. Tolderne samarbejdede med romerne og var derfor temmelig upopulære blandt det jødiske folk. Det fungerede, så vidt jeg ved, sådan, at man som tolder betalte en bestemt afgift forud til romerne, og at man derefter satte sin bod op, hvorfra man kunne kræve betaling fra de mennesker, der kom forbi. Der sad Matthæus ved sin bod ifølge historien, da Jesus kom og sagde “Følg mig!” (Matt 9,9). Så blev også Matthæus discipel.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at udlede noget af, hvad der ikke står i Bibelen. Men jeg synes nu alligevel, at det er bemærkelsesværdigt, at der ikke står noget i evangelierne om, hvad Simon og Matthæus talte om, om deres uenigheder, og om de havde voldsomme politiske diskussioner. Man kunne ellers forestille sig, at Simon ville skælde Matthæus ud for at samarbejde med romerne og anklage ham for landsforræderi og så videre. Matthæus kunne måske have svaret, at Simon var en naiv dagdrømmer, og at det handlede om at få det bedste ud af situationen. Eller han kunne have advaret Simon om, at det kunne få katastrofale følger at bekæmpe romerne – og i så fald havde han ret, for det var netop efter et mislykket oprør, at romerne ødelagde Jerusalem i år 70.

Men vi ved altså ikke noget om, hvorvidt Simon og Matthæus var oppe at toppes. Vi hører ikke noget om disciplenes indbyrdes politiske modsætninger. Det skyldes nok, at evangelierne handler om noget helt andet, nemlig Jesus. Simon og Matthæus havde højst sandsynligt ikke noget særligt tilfælles. Derfor har det måske virket mærkeligt, når Jesus bad for sine disciple, “at de alle må være ét” (Joh 17,21). Men det er altså den virkelighed, som Simon og Matthæus måtte forholde sig til. Det er igennem Jesus, at Simon og Matthæus havde fællesskab, ingen andre steder. Ikke i sig selv, i deres idéer eller holdninger eller idealer, men i noget helt andet, nemlig Gud.

Noget af det fascinerende ved historien om, hvordan Jesus kaldte Matthæus, er, hvordan han følger Jesus uden at sætte spørgsmålstegn ved hans bud: “Følg mig!” siger Jesus, og Matthæus følger ham. Det ville ellers give god mening, hvis Matthæus lige skulle tænke sig om og havde nogle indvendinger, som lige skulle vendes en gang. Men Jesus giver sig ikke til at diskutere med Matthæus – han begynder ikke med at forklare Matthæus, at han har gang i noget skidt, at hans job som tolder er upatriotisk eller ujødisk. Matthæus skal ikke overbevises om bestemte politiske pointer, før han beslutter sig for at følge Jesus.

Jesus kalder ikke mennesker på grund af deres korrekte overbevisninger eller store tro, men på trods af holdninger og forestillinger om verden. Jesus skærer lige igennem den slags ting. Når Jesus siger “Følg mig!”, er det ikke en opfordring. Det er ikke engang en ordre, som vi kender dem. Når Jesus siger “Følg mig!”, er det et skabende ord – det samme skabende ord, som Gud talte, da han sagde “Lad der blive lys!”, og der blev lys. “Følg mig!”, siger Jesus, og Matthæus følger ham. Det samme kunne man forestille sig skete med Simon Zeloten. Han anså måske Jesus og hans disciple for at være nogle drøvtyggere eller nogle lidt vattede pacifister, som ikke turde kæmpe mod romerne. Simon ville nok hellere have revolution og væbnet modstand i stedet for budskabet om at vende den anden kind til. Men alligevel fulgte han Jesus.

Når Jesus siger “Følg mig!”, kan vi ikke andet. Når Jesus taler til os, skærer han lige igennem alle vores indbyrdes modsætninger og giver os et helt nyt holdepunkt. Det er derfor, jeg har fundet teksten fra Johannesevangeliet 17 frem. Her beder Jesus sin sidste bøn for sine disciple og for verden. Det er godt nok en lang, kompleks tekst, men pointen er den enkle, at Jesus beder sin far om, at hans disciple må være ét, ligesom han er ét med sin far. Når Jesus selv har bedt den bøn, er det svært at forestille sig, at den ikke skulle blive besvaret. Vi må altså stole på, at vi faktisk er ét i Gud, selvom det måske ikke altid virker sådan.

Jesus beder ikke kun for sine disciples skyld, men også for resten af verden. Disciplene er i verden som vidner for Guds Ord: “Jeg har givet dem dit ord”, siger Jesus i sin bøn. Hvad er nu det for et ord? I Andet Korintherbrev forklarer Paulus, at vi er blevet betroet med “ordet om forligelsen”. Vi er en slags udsendinge eller ambassadører for Guds rige – med budskabet om, at Gud i Kristus har forligt verden med sig selv. Forligelse og forsoning: Det handler om, at Jesus nedbryder alle modsætninger ved at give os et nyt holdepunkt, som ikke kommer fra den her verden.

Jeg læste for nylig om Julius Købner, som var leder af de danske baptister i det 19. århundrede, og som var med til at bygge Kristuskirken. Han sagde om politik noget i stil med, at: “En kristens politik er Guds rige. Politik overlader vi til grundtvigianerne, som mener at have forstand på den slags.” Det er nu ikke, fordi jeg nødvendigvis synes, at vi skal overlade politik til grundtvigianerne – selvom jeg kender mange udmærkede grundtvigianere. Men Købners pointe er god nok, nemlig at kristendommen ikke handler om den ene eller den anden politiske holdning, men om Guds rige, hvor der er enhed og forsoning på trods af alle politiske modsætninger.

Hvis Guds rige var af den her verden, ”så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere”, som Jesus siger til Pilatus (Joh 18,36). Men Guds rige er ikke af denne verden, det vil sige, det har altså ikke noget at gøre med den ene eller den anden politiske overbevisning. Hvis det rige, Jesus kom med, havde været af denne verden, ville det have været synligt, det ville have medført en bestemt politik, og hans disciple ville have været en slags religiøs politisk bevægelse. Men Guds rige er altså ikke synligt, for det er ikke af denne verden. Guds rige er midt iblandt os, siger Jesus, men det er usynligt, for det kommer et andet sted fra, nemlig fra Gud selv.

Det er det, der er pointen, når Jesus siger, at hans rige ikke er af denne verden, og at hans disciple ikke er af denne verden. Pointen er ikke, at vi så skal flygte ud af samfundet, men at vi skal være til stede i samfundet med et budskab om, at der en enhed og et fællesskab, som er langt vigtigere end alle mulige politiske ståsteder. Det gælder naturligvis også i livets øvrige forhold, at uanset hvor uenige vi er, er det muligt at forsones, fordi Gud allerede har gjort det, der skal til.

Guds rige er midt iblandt os, når Jesus er midt iblandt os. Og når han er det, er der kærlighed, fred og forsoning. Også på trods af alle vores forskelle og modsætninger og holdninger til dit og dat. Det er det ord, vi er betroet. Det er vores opgave at fortælle folk, at Gud allerede har forliget og forsonet verden med sig selv. Det er vores opgave, når vi er vidne til politisk splittelse, mudderkastning, had og uforsonlighed, ikke at tage den ene eller den andens parti, men at pege på, at på trods af al uenighed er det muligt at finde forligelse og forsoning i Gud. Så er der enhed i Kristus trods alle politiske modsætninger.