Den kristne kirke i Danmark er udfordret.

Det er ikke nyt. Kirken er på en måde altid og alle steder udfordret. Det er sagt, at en lokal menighed altid kun er én generation fra at uddø. Måske skal der mindre til. Og måske skal der bare en corona-krise eller en sommerferie til at tage toppen af kirkegangen eller gejsten ud af bøn og bibellæsning.

Den Onde selv har det som sin dagsorden at modarbejde Kirken. C.S. Lewis har i Fra Helvedes Blækhus berørt noget af dette, at et af Den Ondes kneb er at gøre en kristen skuffet over menigheden, over præsten, over gudstjenesten. Kan en kristens opmærksomhed rettes mod alt det middelmådige eller direkte kritisable ved menigheden, dens mennesker og dens gudstjeneste, er der vundet et vigtigt skridt.

Kirken er udfordret på mange planer og ikke kun af ændrede strukturer eller demografi. Den er det også af sløvhed, ligegyldighed og selvfølgelighed. Kristen tro kan lynhurtigt blive noget selvfølgeligt for den enkelte og for hele Kirken. Meget går jo godt. Folkekirkens medlemstal er fortsat højt, og der er stor frihed for Kirkens liv og arbejde. Mange mennesker opsøger fortsat de kirkelige handlinger ved livets vendepunkter, og de kristne højtider og traditioner præger stadig samfundet og feriekalenderen.

I øvrigt er tro jo en privat sag; hvis mennesker har det godt med deres tro, er det jo fint, og vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Siges det…

Vel er der meget godt at sige om Kirkens situation, og det er sandt, at vi ikke skal overtage Guds bekymringer. Men bliver det, der opleves som selvfølgeligt, til sløvhed og ligegyldighed, er det hverken sandt eller godt. For Gud har ikke kaldet Kirken til ligegyldighed, men til engagement og tjeneste. Og det er ikke fyraften endnu.

Traditionstab er en markant udfordring. Mange både børn og voksne mangler i dag meget af den grundlæggende viden, som tidligere var naturlig eller selvfølgelig. Salmer og sange, bibelske beretninger og begreber – meget af det er ukendt.

Traditionstab præger ikke kun befolkningen som helhed, men også Kirkens arbejde og forkyndelse.

Tradition betyder at overlevere noget eller bære det videre. På den måde har selve evangeliet med tradition at gøre. Sådan fremstilles det også i Bibelen. Paulus taler om, at ‘jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget…’ (1. Kor. 15,3).

Evangeliet er noget, som modtages og derefter gives videre. Men det skal vel at mærke være det samme, der gives videre, som der modtages.

I dag synes det, som om der langt hen ad vejen videregives noget andet end det, der er modtaget. Det sker, når helt centrale elementer af den kristne tro omtolkes, nedtones, helt udelades eller direkte modsiges. Det er denne tendens, der er blevet kaldt cafeteria-kristendom: der udvælges, fravælges og sammensættes efter smag og behag. På den måde bliver Folkekirken en udfordring for sig selv.

Kirkens situation med bl.a. faldende dåbs- og medlemstal giver anledning til forskellige tiltag og projekter. En hel del af initiativerne kan – trods gode tanker og intentioner – synes at vise mere om Folkekirkens problemer og udfordringer end om løsninger og vejen frem.

I Høsterkøb har man formet et anderledes gudstjenesteliv med fornyelse på flere måder. I bogen om dette tiltag, Et bud på fremtidens folkekirke, siges det bl.a.: ‘Kirken kan byde på nærvær, ro, tryghed, fællesskab, medmenneskelighed, accept, fordybelse; alt sammen noget, nutidens mennesker søger og betaler for hos f.eks. terapeuter og healere – men som er kirkens kerne og bidrag’ (s. 22).

I Vesterbro sogn i København arbejdes der med mindfulness-gudstjenester, filosofiske saloner og diverse events, som det beskrives i bogen Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis (Forlaget Eksistensen, 2020).

En af tendenserne er at lægge afstand til Kirkens tradition i forkyndelse og gudstjenesteform og i stedet lægge vægten på, hvad der opfattes som gode ideer eller nutidsmenneskers behov. Fokus synes at være på menneskers ønsker og følte behov mere end på det, som Kirken er sat til at formidle til mennesker fra Gud – fordi dét er vores dybeste behov.

Ro, tryghed, fællesskab er afgørende vigtigt for menneskelivet, men troen på Gud er noget mere og større end almindeligt velbefindende eller følelsesmæssig balance. Troen er en relation til Gud selv.

Kirken er udfordret – på indre og ydre fronter. Men den skal også vove selv at være en udfordring til vores tid og dens mennesker. Den skal vove at viderebringe netop det, den selv har modtaget, og at tale med klarhed og tydelighed. Også på de steder og om de temaer, hvor vindene blæser i andre retninger…

Den skal vove at tale om skabelse og menneskeværd, om menneskets ansvar og skyld, om Jesu liv som Gud og mand, hans stedfortrædende død og fysiske opstandelse, om Guds ordninger for ægteskab og familieliv, om trofasthed i kald og stand, om genfødelsen i dåben og Jesu virkelige nærvær i nadverens brød og vin, om menighedens fællesskab, Jesu genkomst, dommen og det evige liv.

Kirken skal tale om den treenige Gud som en aktuel og personlig virkelighed og ikke blot som en upersonlig, højere magt. Mange mennesker kender til, at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Kirken kender den treenige Gud, fordi han selv har givet sig til kende – og ønsker, at stadig flere må have troens relation til ham.

Han er ikke et begreb eller filosofisk princip eller et ord for det uforklarlige i tilværelsen, men en ægte person, der ønsker at være til stede i ægte menneskers liv med dets ægte sorger og glæder.

Hvis forkyndelsen og forståelsen af Gud renses for det uforklarlige og mystiske, det forunderlige og grænsesprængende, da mister troen sin inderste marv og sin livsnerve – og Kirken sin fremtid.

Former og formuleringer kan variere og forandres over tid, men ikke substansen. Og ikke alle knaster kan høvles af Guds ord ved at ændre formuleringer. For i ethvert menneske bor noget, som ikke ønsker hverken at stille de spørgsmål eller høre de svar, som Guds ord formulerer. Disse vilkår og den udfordring følger Kirken til alle tider. Som det formuleres i en salme: ‘Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde’ (DDS 417, 2).

Kirkens forkyndelse har til opgave at lede mennesker både til disse spørgsmål og disse svar. Kun ved at holde fast i det, som den har fået overleveret, har Kirken for alvor noget at give videre. Kun ved at holde godt fast i klassisk kristendom, har Kirken andet og mere at give mennesker end det, vi kan sige os selv – eller finde andre steder.

Kirken skal være klar til at sige og gøre noget andet end det, de fleste eller de toneangivende forventer. Havde Ansgar, Hans Tausen, Kierkegaard, Grundtvig og Vilhelm Beck kun sagt det, som der var jævn og almindelig opbakning til, havde der i dag næppe været en folkekirke i Danmark – eller en kirke overhovedet.

Bibelen skal læses for at finde svar på det spørgsmål: ‘Hvordan bliver et menneske frelst?’, har den svenske biskop Bo Giertz sagt. Her er den akse, det hele drejer omkring. Når det spørgsmål stilles og besvares rigtigt, er der basis for ægte ro, tryghed og fællesskab. Så er der solid basis for tro og menighedsliv.

Menighedens liv og vækst er mere og større end menneskeværk. Troen har dybere kilder end menneskelig foretagsomhed. Når gnisten springer, ilden løber, og troen brænder, er det altid et under. Her må Guds ord og Ånd til for at antænde.

Det er som profeten Elias på Karmels bjerg. Han fik besked om at lægge brænde til rette på altret. Det var, hvad han kunne og skulle. Han kunne og skulle ikke selv tænde. Ilden måtte komme fra oven (1. Kong. 18).

Sådan også i dag: brændet skal lægges til rette. Guds ord skal rækkes videre i forkyndelse og undervisning, i samtale og nærvær, i omsorg og fællesskab.

I en salme hedder det om dette: ‘Thi med Guds ord følges Guds-Ånden på jord, blus han på bjergene tænder’ (DDS 318,2).

Kirkens stående opgave og udfordring er fra dag til dag at bære véd til dét bål. For mange mennesker kan arbejdsløshed være en udfordring. Den udfordring bliver aldrig aktuel for den kristne kirke.