Kategoriarkiv: artikler

Tal højt om dåbens dramatiske dybder

Harriet Backer: Dåb i Tanum Kirke (1892)

“At dåben er et virksomt tegn – sakramente – betyder, at dåben ikke bare er en symbol- eller tegnhandling, men en virkelighedsskabende handling”.

Sådan lyder en af flere stærke og prægnante pointer i rapporten fra kirkeministeriets udvalg vedr. dåb og nadver (s. 24).[1] Rapportens første del rummer grundige redegørelser for dåbens bibelske baggrund og for Luthers dåbsteologi. Der er grund til glæde over rapportens betoning af, hvad dåb og nadver er og betyder. “Frelseshandlinger og vishedstegn” kaldes de (s. 16). Det er indholdsrige betegnelser, som er tiltrængte og relevante i en tid, hvor der er tendenser til at forstå sakramenterne symbolsk eller metaforisk.

“Gud har med sit bud og løfte bundet sig selv og mennesket til dåben i den forstand, at her kan man være sikker på at møde ham i ord og tegn: I dåben skaber Gud et nyt forhold mellem sig selv og mennesket”, hedder det også (s. 24).

Dåben er et knudepunkt i den kristne tro og er indgangen til Kirken og livet som kristen. For Luther og Grundtvig og utallige andre har det haft afgørende betydning at vide, at de var døbt. I troens og livets kampe var her noget, som tro og tanke kunne hage sig fast i og vende tilbage til. “Jeg er dog døbt”, sagde Luther så. Og Grundtvig digtede: “Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade” (DDS 674,2).

I Folkekirkens liv og den folkelige relation til kirke og kristendom er dåben fortsat central, men den er også genstand for usikkerhed og modstridende forståelser. Det kan der ses eksempler på i den aktuelle debat og også i bogen Dåben klæder dig (Eksistensen 2018), hvor otte præster fortæller om dåbssamtaler. “Gud er da ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej”, siges det her (s. 51). En sådan forståelse synes at være del af en generel tendens til at afrunde og nedvurdere dåbens betydning.

I dåben får vi at vide, at vi er Guds børn; her markeres og bekræftes det, at vi altid vil høre til hos ham, siges det. Sat på formel bliver det til, at “et menneske døbes ikke for Guds skyld, men for sin egen”. Fokus er altså subjektivt: menneskets tro og livsmod og samhørighed med andre og med en tradition. Til gengæld nedtones det objektive: Der foregår ikke i dyb og egentlig forstand en forandring i og ved dåben. Sådan lægges der afstand til en klassisk forståelse af dåben, og resultatet bliver en devaluering af dens dramatiske og sakramentale indhold.

Rapporten har her flere relevante pointer. “Der er forskel på at være Guds skabning og stå under Guds almene nærvær i det skabte – og at være Guds barn og dermed stå under Guds nærvær i Kristus”, hedder det bl.a. (s. 31).

Der er meget på spil her. Sådan som man ser på sin dåb, sådan ser man på hele kristendommen, sagde Vilhelm Beck – og prædikede så både tidligt og sent om dåben. Den norske biskop Olav Skjevesland har kaldt dåben “den kristne tros Charles de Gaulle-plads”. Sådan som denne plads i Paris har alléer, der løber i stråleform ud fra Triumfbuen, sådan har dåben forbindelse til alle centrale punkter i den kristne tro. Ændres noget her, får det betydning både for forståelsen af Gud, synet på mennesket, frelsen, sakramenterne, kirken og eskatologien, fastholder Skjevesland.

Begrebet “genfødelse” er her centralt – måske nærmest uundværligt. For klassisk luthersk teologi og klassisk teologi i det hele taget forstår dåben som et sted og en begivenhed, hvor et menneske bliver noget, det ikke i forvejen er. Det har Bibelen og teologien forskellige ord for, bl.a. “genfødelse”. Kort formuleret: I dåben får man ikke en bekræftelse på, at man allerede er Guds barn, men man gøres til det. Sådan tales der i Ny Testamente og i salmer og ritualer.

I NT siges det f.eks., at Gud frelste “ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). I dåbsritualets indledende bøn siges der tak til Gud, fordi “du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn…”. Efter overøsningen lyder det, at Gud har “genfødt dig ved vand og Helligånd…”. I et af konfirmationsritualerne siges det: “Den treenige Gud, som i dåben har antaget dig som sit barn…”, og i en dåbssalme skriver Brorson, at Gud “gav dig børne-ret og navn…” (DDS 452,4). 

Det er altså et gennemgående perspektiv, at der sker en forandring i og med dåben. Det menneske, der fra første begyndelse er Guds elskede skabning (og i dén forstand er “Guds barn”), men også født uden for Paradis og med ryggen til Gud, får nu hjemsted og arveret hos Gud.

Der sker altså meget mere end en markering eller bekræftelse. Bibeltekster, salmer og ritualer fremstiller det anderledes dybt og radikalt: Der skabes en relation, et barneforhold, som ikke var der i forvejen. Derfor er “genfødelse” et hovedord. Måske kan et sådant ord have kommunikative vanskeligheder, men dets indhold og pointe kan ikke opgives. Når lutherske kristne gennem tiderne har lagt vægt på at døbe hurtigst muligt, hænger det sammen med denne stærke forståelse af dåben. Barnet skulle tidligst muligt blive Guds barn.

Enkelte kirker har haft den skik, at menigheden ikke rejser sig, når et dåbsbarn bæres ind i kirken, men først når det bæres ud efter dåben – for først da er det blevet et Guds barn. Skikken er ikke nævnt i rapporten, og man kan også mene forskelligt om den. Man kunne jo også rejse sig som velkomst og festlig modtagelse af barn og forældre; men baggrunden er tydeligvis en stærk forståelse af dåben.

Folkekirken har brug for at genfinde denne forståelse og derved styrke sin forkyndelse og undervisning om dåben. Måske er disse tanker ikke fremme i bevidstheden hos en typisk dåbsfamilie. Men så er der en stor og fin opgave i at hjælpe mennesker til at få et glimt af, at det, der sker her, er langt større, end vi umiddelbart tænkte det.

Sproglige ændringer kan være både meningsfulde og nødvendige. Men der er grund til varsomhed, for ordenes betydning skal jo i givet fald udtrykkes tilsvarende eller bedre af andre ord. Det er ikke enkelt – slet ikke med store og stærke ord. Faren er, at nye ord reelt modsiger de gamle. Et arbejde med evt. nye formuleringer skal lytte grundigt til tidens sprog og tankegange – og ikke mindre grundigt til Bibelens sprog og tankegange og til tidligere tiders ritualer, f.eks. Luthers dåbsritualer.

Rapporten nævner det vigtige ved “en bevidsthed om, hvad det i dag vil sige, at dåben er nødvendig til frelse, herunder en nutidssvarende forståelse af synd, genfødsel og af, hvad det vil sige at blive Guds barn i dåben” (s. 54.) Her er altså en opgave for teologi, forkyndelse og undervisning på alle niveauer. Grundbegreber som synd og genfødelse skal formidles på vor tids sprog, så de bliver mest muligt forståelige.

Her er det et vilkår, at der altid vil være noget provokerende i evangeliet, i ordene om synd og om behovet for nåde. Men netop derfor er dåben og forkyndelsen og undervisningen om den så vigtig. For her er mere end en festlig markering af livets begyndelse eller en stemningsfuld ceremoni med gode ønsker for fremtiden. Her befrier den treenige Gud et hjælpeløst menneske fra synd, død og djævel og gør det til sit barn – for at det skal leve i troen og være Hans i tid og evighed.

Mon ikke også det var sådanne tanker, der var baggrund for, at Luther kunne trøste sig med at sige: “Jeg er dog døbt”, og at Grundtvig kunne skrive til sig selv og andre: “Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille”. Dette stærke, sakramentale perspektiv skal ikke tabes på gulvet, men fastholdes – i tro, ritualer og forkyndelse.


[1] Rapporten kan findes på folkekirken.dk.

Kirkens udfordringer

Den kristne kirke i Danmark er udfordret.

Det er ikke nyt. Kirken er på en måde altid og alle steder udfordret. Det er sagt, at en lokal menighed altid kun er én generation fra at uddø. Måske skal der mindre til. Og måske skal der bare en corona-krise eller en sommerferie til at tage toppen af kirkegangen eller gejsten ud af bøn og bibellæsning.

Den Onde selv har det som sin dagsorden at modarbejde Kirken. C.S. Lewis har i Fra Helvedes Blækhus berørt noget af dette, at et af Den Ondes kneb er at gøre en kristen skuffet over menigheden, over præsten, over gudstjenesten. Kan en kristens opmærksomhed rettes mod alt det middelmådige eller direkte kritisable ved menigheden, dens mennesker og dens gudstjeneste, er der vundet et vigtigt skridt.

Kirken er udfordret på mange planer og ikke kun af ændrede strukturer eller demografi. Den er det også af sløvhed, ligegyldighed og selvfølgelighed. Kristen tro kan lynhurtigt blive noget selvfølgeligt for den enkelte og for hele Kirken. Meget går jo godt. Folkekirkens medlemstal er fortsat højt, og der er stor frihed for Kirkens liv og arbejde. Mange mennesker opsøger fortsat de kirkelige handlinger ved livets vendepunkter, og de kristne højtider og traditioner præger stadig samfundet og feriekalenderen.

I øvrigt er tro jo en privat sag; hvis mennesker har det godt med deres tro, er det jo fint, og vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Siges det…

Vel er der meget godt at sige om Kirkens situation, og det er sandt, at vi ikke skal overtage Guds bekymringer. Men bliver det, der opleves som selvfølgeligt, til sløvhed og ligegyldighed, er det hverken sandt eller godt. For Gud har ikke kaldet Kirken til ligegyldighed, men til engagement og tjeneste. Og det er ikke fyraften endnu.

Traditionstab er en markant udfordring. Mange både børn og voksne mangler i dag meget af den grundlæggende viden, som tidligere var naturlig eller selvfølgelig. Salmer og sange, bibelske beretninger og begreber – meget af det er ukendt.

Traditionstab præger ikke kun befolkningen som helhed, men også Kirkens arbejde og forkyndelse.

Tradition betyder at overlevere noget eller bære det videre. På den måde har selve evangeliet med tradition at gøre. Sådan fremstilles det også i Bibelen. Paulus taler om, at ‘jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget…’ (1. Kor. 15,3).

Evangeliet er noget, som modtages og derefter gives videre. Men det skal vel at mærke være det samme, der gives videre, som der modtages.

I dag synes det, som om der langt hen ad vejen videregives noget andet end det, der er modtaget. Det sker, når helt centrale elementer af den kristne tro omtolkes, nedtones, helt udelades eller direkte modsiges. Det er denne tendens, der er blevet kaldt cafeteria-kristendom: der udvælges, fravælges og sammensættes efter smag og behag. På den måde bliver Folkekirken en udfordring for sig selv.

Kirkens situation med bl.a. faldende dåbs- og medlemstal giver anledning til forskellige tiltag og projekter. En hel del af initiativerne kan – trods gode tanker og intentioner – synes at vise mere om Folkekirkens problemer og udfordringer end om løsninger og vejen frem.

I Høsterkøb har man formet et anderledes gudstjenesteliv med fornyelse på flere måder. I bogen om dette tiltag, Et bud på fremtidens folkekirke, siges det bl.a.: ‘Kirken kan byde på nærvær, ro, tryghed, fællesskab, medmenneskelighed, accept, fordybelse; alt sammen noget, nutidens mennesker søger og betaler for hos f.eks. terapeuter og healere – men som er kirkens kerne og bidrag’ (s. 22).

I Vesterbro sogn i København arbejdes der med mindfulness-gudstjenester, filosofiske saloner og diverse events, som det beskrives i bogen Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis (Forlaget Eksistensen, 2020).

En af tendenserne er at lægge afstand til Kirkens tradition i forkyndelse og gudstjenesteform og i stedet lægge vægten på, hvad der opfattes som gode ideer eller nutidsmenneskers behov. Fokus synes at være på menneskers ønsker og følte behov mere end på det, som Kirken er sat til at formidle til mennesker fra Gud – fordi dét er vores dybeste behov.

Ro, tryghed, fællesskab er afgørende vigtigt for menneskelivet, men troen på Gud er noget mere og større end almindeligt velbefindende eller følelsesmæssig balance. Troen er en relation til Gud selv.

Kirken er udfordret – på indre og ydre fronter. Men den skal også vove selv at være en udfordring til vores tid og dens mennesker. Den skal vove at viderebringe netop det, den selv har modtaget, og at tale med klarhed og tydelighed. Også på de steder og om de temaer, hvor vindene blæser i andre retninger…

Den skal vove at tale om skabelse og menneskeværd, om menneskets ansvar og skyld, om Jesu liv som Gud og mand, hans stedfortrædende død og fysiske opstandelse, om Guds ordninger for ægteskab og familieliv, om trofasthed i kald og stand, om genfødelsen i dåben og Jesu virkelige nærvær i nadverens brød og vin, om menighedens fællesskab, Jesu genkomst, dommen og det evige liv.

Kirken skal tale om den treenige Gud som en aktuel og personlig virkelighed og ikke blot som en upersonlig, højere magt. Mange mennesker kender til, at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Kirken kender den treenige Gud, fordi han selv har givet sig til kende – og ønsker, at stadig flere må have troens relation til ham.

Han er ikke et begreb eller filosofisk princip eller et ord for det uforklarlige i tilværelsen, men en ægte person, der ønsker at være til stede i ægte menneskers liv med dets ægte sorger og glæder.

Hvis forkyndelsen og forståelsen af Gud renses for det uforklarlige og mystiske, det forunderlige og grænsesprængende, da mister troen sin inderste marv og sin livsnerve – og Kirken sin fremtid.

Former og formuleringer kan variere og forandres over tid, men ikke substansen. Og ikke alle knaster kan høvles af Guds ord ved at ændre formuleringer. For i ethvert menneske bor noget, som ikke ønsker hverken at stille de spørgsmål eller høre de svar, som Guds ord formulerer. Disse vilkår og den udfordring følger Kirken til alle tider. Som det formuleres i en salme: ‘Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde’ (DDS 417, 2).

Kirkens forkyndelse har til opgave at lede mennesker både til disse spørgsmål og disse svar. Kun ved at holde fast i det, som den har fået overleveret, har Kirken for alvor noget at give videre. Kun ved at holde godt fast i klassisk kristendom, har Kirken andet og mere at give mennesker end det, vi kan sige os selv – eller finde andre steder.

Kirken skal være klar til at sige og gøre noget andet end det, de fleste eller de toneangivende forventer. Havde Ansgar, Hans Tausen, Kierkegaard, Grundtvig og Vilhelm Beck kun sagt det, som der var jævn og almindelig opbakning til, havde der i dag næppe været en folkekirke i Danmark – eller en kirke overhovedet.

Bibelen skal læses for at finde svar på det spørgsmål: ‘Hvordan bliver et menneske frelst?’, har den svenske biskop Bo Giertz sagt. Her er den akse, det hele drejer omkring. Når det spørgsmål stilles og besvares rigtigt, er der basis for ægte ro, tryghed og fællesskab. Så er der solid basis for tro og menighedsliv.

Menighedens liv og vækst er mere og større end menneskeværk. Troen har dybere kilder end menneskelig foretagsomhed. Når gnisten springer, ilden løber, og troen brænder, er det altid et under. Her må Guds ord og Ånd til for at antænde.

Det er som profeten Elias på Karmels bjerg. Han fik besked om at lægge brænde til rette på altret. Det var, hvad han kunne og skulle. Han kunne og skulle ikke selv tænde. Ilden måtte komme fra oven (1. Kong. 18).

Sådan også i dag: brændet skal lægges til rette. Guds ord skal rækkes videre i forkyndelse og undervisning, i samtale og nærvær, i omsorg og fællesskab.

I en salme hedder det om dette: ‘Thi med Guds ord følges Guds-Ånden på jord, blus han på bjergene tænder’ (DDS 318,2).

Kirkens stående opgave og udfordring er fra dag til dag at bære véd til dét bål. For mange mennesker kan arbejdsløshed være en udfordring. Den udfordring bliver aldrig aktuel for den kristne kirke.

Mellem bildende ord og maleriets tale

Om Elisabeth Bergstrand-Poulsen.

Et blidt stykke virkelighed

En tidlig sommerdag sidste år modtog jeg af en gammel kvinde en bog med porøse, svagt gulnede sider. TRE HØJTIDER stod med falmet kapitalskrift på den flissede forside. Romertallene på titelbladet daterede udgivelsesåret til 1946, året efter krigens afslutning. Forfatterindens navn, såvel som bogen selv, var ukendt for mig. Elisabeth Bergstrand-Poulsen. Forfatterinde og, opdagede jeg, malerinde. Født i 1887 i Småland i Sverige og gennem giftermålet med billedhuggeren Axel Poulsen bosat det meste af sit liv i Danmark.

Allerede i forfatterindens indledning til bogen, formet som et nænsomt og begrundende brev til læseren, blev en første betagelse vakt. Heri forklarer hun, at bogen blev til i krigens år, og at det således til dels er “noget saa stærkt som Dødsangst – ikke for mit eget, men for andres Liv, der er mig saa langt dyrebarere – der har presset denne blide Bog frem.”[1] Og netop blidheden synes netop at være et særtræk i Elisabeth Bergstrand-Poulsens værker; en blidhed, der skyndsomt ville redde det, som vold og kaos dengang truede med at begrave under menneskelig og sønderbombede kirker. Den mørke baggrund, op imod hvilken forfatterinden fører sin kamp med ord og billeder, er verdenskrigene, den forknugede stemning imellem dem og atomalderens definitive alvor derpå. I disse års skygge af ødelæggelse og angst finder det kunstneriske virke sin mening og hensigt i at ville vidne om den sandhed, som byder den herskende tilstand trods. Bøgerne såvel som malerierne, der findes som ledsagende illustrationer deri, er rejst som sarte, men stærke monumenter, der skal minde mennesker om det, der lyser og altid har lyst og altid vil lyse. Hun kredser om den længsel efter godhed og trofasthed, som det gudskabte menneske bærer i sig, og om det håb om glæde, om forsoning og fællesskab, som til tider udfyldes i tilværelsen som en soloplyst åben slette, andre steder møder mennesket som kiler af stjernelys gennem nattens sluser, og måske for nogle først findes i forklarelsens morgengry efter døden.

Uden titel. Fra Sangen.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Selv forklarer hun sin litterære vej i selvbiografien, Høg, laan mig dine Vinger, på følgende måde: “Saaledes tvinges vi alle i en tung Tid til at søge styrke i de Værdier af indre og usynlig Art, som altid bestaar og viser sig at have større Magt end de ydre og synlige.”[2]  Forfatterskabet er således en protest på sin egen særegne måde. Et modsvar, der netop siger krigens hæslige livsligegyldighed imod ved at tale om det helt modsatte – ved at finde tilbage til det menneskeliv, hvis livsbane får lov at løbe en mere naturlig vej og vise os den højtidelighed, der hviler over ethvert menneskebarn fra fødslen af. Mod råhedens og voldens unaturlighed rekonstrueres således billeder af menneskelivets almindelige kampe, højder og dybder. Mod krigens støj og propaganda-skingerhed sker en fordybelse i stilfærdighedens gester. Mod fremtidsfrygtens sugende sorthed opstår billeder af skærende rene, pulserende farver, der insisterer på jordens herlighed og skønhed på trods. Elisabeth Bergstrand-Poulsens poetik formulerer hun selv på denne måde: “Da den Virkelighed, vi lever i, er en ond Drøm, tvinger den os til at skabe en anden Virkelighed af det, der kaldes Drømme, som jo saa ofte er den eneste akceptable Virkelighed.”[3]

Uden titel. Fra Høg, laan mig dine Vinger.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Värend-digter

Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab kan deles op i to dele: Den selvbiografiske, der er udsprunget direkte af erindringer og indtryk fra opvæksten i Långasjö sogn i Värend, og den fiktive del, som romanerne og novellerne udgør, men som udfolder sig i samme miljø og i samme tidsepoke, nemlig blandt de sindige, jorddyrkende bønder i sidste halvdel af det nittende århundrede i denne skov- og markrige udkant af Småland.[4] 

Erindringsstoffet er samlet i de såkaldte “Värend-bøger”, som på dansk indbefatter Livets og årets festdage, Den rige hverdag og til dels også Høg, laan mig dine Vinger. Disse skildringer, der tilsammen rummer de vigtigste ingredienser til hele forfatterskabet, kalder forfatterinden selv for livsfragmenter fra en forgangen tid, som dog stadigt har noget at sige mennesker af vor tid og kommende generationer.[5] De er afbildninger af en værensform, en landlig livsmåde, der var engang, men hvis tanker og tro og traditioner endnu kan rumme en inspirerende livsstyrke og mildhed i sig. Så selvom disse portrætter af Värendsmænd og Värendskvinder er udtryk for en længsel tilbage mod alt det, der “er grønt og dugfrisk og for længst borte”,[6] så skinner bag denne erindringsdvælen klart den bevidste livsholdning, at “Troskab mod det forgangne og forventning til det kommende giver livet perspektiv og mening.”[7]

Titel: Vårvinterflickan. Fra Den rige hverdag, s. 8.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

“Hvor godt husker jeg ikke den »vårvinterkveld«, jeg så en ung bondepige komme mod mig fra stien inde i skoven. Hendes bløde grå filtsjal forsvandt næsten i skumringen, men kjolen lyste lakrød mod den grønne vinterrug, mod de hvide snedriver i skovbrynet og mod markernes sorte plovfurer. Hun stod ofte stille og så sig om, ikke som en der søger noget, men snarere som den, der er vågnet til noget nyt og stort og nu glæder sig over det, direkte og bevidst som liljerne på marken og fuglene under himlen.”[8]

I disse bøger findes portrætter blandt andre af vaskekonen Littan-La, der kulde og slid til trods altid havde overskud til et par polkadansetrin foran kaminen; og af det moralske fyrtårn og barndommens urokkelige billede på menneskelig ligevægt, kirkeværgen og bonden Petter Johannesson; samt ikke mindst af sognets milde præst, som man i foråret og forsommeren ofte kunne møde på de skyggefulde veje med sin botaniserkasse under armen på jagt altid efter nye arter af vildroser; en mand, der, som forfatteren genkalder sig det, både i gerning og ord lærte sine konfirmander om sagtmodighed og sjælens styrke tilligemed det store bud: at være sig selv og være oprigtig.[9] Sognets liv med dets børn og gamle skildres med livfulde, kærlige strøg. Tilværelsens rytme, hører man, falder her i ét sammen med årstidernes skiften. Og midt i bondens årshjul stråler højtiderne som det, der giver indre sammenhæng og forventning til livet på jorden.

Kirkebakkens kvinde- og mandeside. Fra Livets og årets festdage.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Elisabeth Bergstrand-Poulsen beskriver også sit eget hjem, der lå ved foden af kirkebakken. Og hun ser på årenes afstand, at der også i hverdagene var en klang af højtid og af fred. I et erindringsglimt vender hun tilbage til en tidlig, helt stille vintermorgen, hvor hun gennem døren kunne se sin mor, der altid var oppe tidligere end alle andre, sidde ved bordet i soveværelset allerede fuldt påklædt og med det fine glatte hår lagt i en fletning omkring hovedet, mens hun læser sin morgenbøn. Og den erindrende bemærker: “Det forekommer mig pludseligt, at jeg uden at tænke over det er kommet til selve kernen i den fred, der bredte sig over mit hjem, og som i mine øjne bredte sig over hele sognet. Morgenbøn – aftensalme – orgelbrus og sang fra kirken – klokkeringning.”[10]

Altertavlen i Langasjös Kirke, der forestiller den jordiske og himmelske lovsang.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Faren, der var organist i kirken, indøvede med børnekoret til hver julemorgen Beethovens lovsang “Die Ehre Gottes aus der Natur”. Det er disse syngende bondebørn der sammen med fødslen af Jesusbarnet i Betlehem udgør motivet for altertavlen i hjemsognets kirke, som malerinden sent i sit liv udførte. I selvbiografien skildrer hun, hvorledes hun én eneste gang som barn fik lov at synge soloen i koret – og det netop den aften, hvor hun havde oplevet en af sine ungdoms største ydmygende skuffelser. Hun skriver derom:

“Beethoven burde have været med paa denne Dag! Alle de dybe Furer i hans Ansigt vilde sikkert være blevet slettet ud, hvis han havde kunnet høre Far og mig! Det vilde være lyst op i et stort og hjerteligt Smil, hvis han inden dette havde kunnet sidde foran i en af Korstolene i Långasjö Kirke og lyttet, først til min Solo – stigende ren og klar som en gyngende Maanestraale over de vældige Akkordbølgers mørke Fundament. Og bagefter have hørt, hvor skumfrisk Børnekorets Stemmer klang og brusede og jublede i den tomme, vintermørke Kirke.”[11] Denne aften, der bragte det laveste og højeste sammen – ydmygelse og straks derpå, den største udmærkelse – afstedkom erkendelsen af, at mennesker indimellem har brug for kunst, der er majestætisk i sin vælde for at have kraft til at kunne hjælpe mennesker i livets vekslen, hjælpe over træthed og modløshed, og danne modvægt mod de jordiske bekymringer, der indimellem kan tynge så overmægtigt.

Det er for en stor del fra den tryghed, som omgærder hjemegnen, mindernes varme taknemmeligheds lød stammer. Der gik en fast kæde af mening igennem alting, og der rådede en fordragelighed, som forfatteren lader hænge sammen med, at man havde råd til at “være beskeden med hensyn til sit eget, tryg for, at det alligevel vil blive retfærdigt bedømt.”[12] Det er denne enkle skønhed i ydre træk og indre værdier, hun i disse bøger søger tilbage mod med håbet om, at den må lyde som “en klar og enkel lille vise” midt i alt det, der i dag kan synes indviklet og øredøvende.[13]

Fra Den rige hverdag, s. 24. Titel: Mor skræller æbler.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Et menneske! Det laveste – det højeste – det stærkeste – det svageste af alt det skabte!

Noget der falder én ind ved læsningen af Elisabeth Bergstrand-Poulsens værker, er, hvordan hun i den grad evner at male scener frem, og hvordan hendes erindring og forstand husker og opfatter fænomenerne gennem farvernes dybde og kontraster. Og det er netop malerens viden om komplementærfarvernes gensidigt forstærkende virkning og lysets og skyggernes vekslende tilstedeværen, som hun bruger i sin afbildning af menneskelivet. Et sted skriver hun, at det synes som om, at samtiden har det med at tvære livet og ytringer ud, så alt begynder at ligne hinanden til skade for det store og klare.[14] Hendes metode bestræber sig på det modsatte: at betragte farverne og begivenhederne hver for sig i anerkendelse af deres respektive realitet og så samtidig se, hvorledes de sammen “skifter som stille Slag i en uendelig Vævning.”[15] Det skaber en sælsom blandet metode: en skrivestil der veksler mellem lyrisk øjebliksmættede momenter og så en dæmpet, jævn rolighed, fordi handlingen altid strækker sig over mange år og sommetider over flere slægtled.

En af romanerne bærer titlen Væven. De to mest centrale personer heri er sognets gudfrygtige, strenge væverske og så den farve- og livsforelskede Petter Maler. Deres tilgang til tilværelsen kunne ikke være fjernere fra hinanden; den ene har blikket fast fæstnet på himlens evighed, den anden er et jordisk barn med hvert molekyle af sin krop og forstand. Væversken Lena prædiker for den Petter Maler, der imidlertid svarer igen ved endnu dristigere løjer. I lange tider kan der herske forarget, misbilligende tavshed. Alligevel er de naboer, vidner til hinandens liv og derigennem forbundne. Bogen er interessant, fordi de knuder, som uens temperament og livssyn skaber, ikke løsnes. Og vi indser, at det er ikke knuderne, men sammenhængskraften der er det væsentlige: det ulogiske bånd af hengivenhed, som består alle forskelligheder til trods, og som derved bærer vidnesbyrd om den kærligheds magt, som sejrer ved at elske.

Elisabeth-Bergstrand-Poulsen holder af i romanerne at lade os følge menneskers liv fra begyndelse til død. På den måde mærkes det, hvordan al vækst bliver stille til, og hvorledes smerte og glæde, ulykke og lykke ledsager hinanden i uforudsigelig rækkefølge. Er forfatterinden blevet beskyldt for “idylleri” i erindringerne om datidens landsamfund i Långasjö, tror jeg ikke, det ville falde nogen ind at rejse samme anklage mod den digtende del af forfatterskabet.[16] Menneskelivet er skildret i hele sin modsigelsesfulde realisme, der både rummer himmelhøj, dyb lykke og rystende tragedier. Flere gange synes man, at personerne deri har grund til at udbryde samme bedrøvede, angstfulde klage som væversken et sted: “Gud! Gud! […] Du, der elsker os, Du, der skænker os Livets Gave, Solen og Lyset – den grønne Jord og den blaanende Himmel – hvorfor giver Du os saa lille en Forstand og et saa alt for stort Hjerte – der kan lide, men ikke forstaa hvorfor?”[17]

Uden titel. Fra Hustru, s. 120.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Forsoningens muligheder

Indsigten i de uforenelige følelser, et hjerte kan rumme og kendskabet til den smerte og sorg, livet kan overrumple et menneske med, danner afsæt for værkernes refleksion over forsoningens muligheder. Der findes blik for, at en forsoning med det, der gik hen og blev ens liv, ofte kan ske umærkeligt gennem tilværelsens egne nådige love. Sådan sker det i romanen Se, Mennesket!, at den prøvede mand, der har mistet både kone og datter, vender sin kærlighed til den jord, han dyrker, og til det barnebarn, der efterlades ham. Derover grunder den fortællende stemme og slutter, at “Sorgen og Livet, der mere eller mindre haardhændet og langsomt omskaber Menneskene og den Verden, der omgiver dem, efterlader dog barmhjertigt noget, der er væsentligt for hver og en.”[18]

Når således sol og måne og stjerner en stund slukkes, og fortvivlelsen er nær, kan nåden vise sig derved, at en ny hensigt med livet viser sig.  En sådan livshensigt kan se forskellig ud: det kan være fødslen af et barn, der kræver føde og omsorg; det kan være bondemandens intuitive kærlighed til jorden; eller den simple, stærke følelse af forpligtethed mod Gud til at være nyttig og forvalte sit pund efter bedste evne. Eller det kan som i Kronen være en ung kvindes tapre kamp for at bringe en smuk venetiansk lysekrone tilbage til dens oprindelige plads i landsbyens kirke. For som den blinde gamle præst heri forklarer sin unge, kantede hjælpepræst, gælder det, at “nogle af os Mennesker har Gud paalagt saa tungt et Kors – det vilde knuge os til Jorden, hvis han ikke gav os Lov til at fæste vore Øjne paa en Salighedskrone.”[19]

Det samme gør sig gældende i Helte og Heltedaad, hvor i fem noveller skildres sådanne almindelige mænd og kvinder, der på hver sin vis strider den gode strid og ved deres udholdenhed og trofasthed erhverver, hvis ikke lykke, så dog en fred og en mening med livet. Her møder læseren eksempelvis den fattige, gamle kone, hvis ægtemand snart skal dø. Mens han ligger i sygesengen, dør deres eneste malkeko og dens lille nyfødte kalv. Disse to selvdøde dyr udgør en dyb katastrofe. Men i stedet for at resignere påtager den udmattede kone sig nu som vigtigste livsopgave at skærme manden for denne sidste, tunge bekymring – og lykkes i sit fortsæt, om end hun næsten forbruger sine egne sidste livskræfter derved. Til trods for alt hvad hun har mistet og trods udsigten til endnu dybere armod, er det derefter alligevel, som om en dyb fred sænker sig over hende og en taknemmelighed, fordi hun blev bønhørt i sin vigtigste bøn.

Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 89.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

I en anden novelle hører vi om den unge præst, der er stor og kraftig af lemmer og vækst men ubehjælpsomt menneskesky, og som først, da han kaster sig over jordarbejdet og ved enormt slid lykkes i at rydde en hel skovplet og gøre ager deraf, vinder den tillid til egne kræfter og ro i sit væsen, der gør, at han kan trives blandt mennesker. Og der berettes om missionskvinden, Lena, der i sin dybe fromhed næsten er salt nok for hele sognet, men som, da hendes plejedatter dør en ensom død i Amerika, ikke længere kan forstå sin Gud, og som oveni sorgen over sit store tab må kæmpe med den endnu større angst over at kunne at miste troen på guddommelig kærlighed og guddommelig hensigt. Først da Lena resignerer i sit forsøg på at ville forstå Guds veje, finder hendes gamle hjerte en vis fred. Da hun findes på sit dødsleje, ligger ved hovedgærdet en nyplukket blå hyacint og prædiker på egen vis om den genvundne tro på nåden og håbet i Gud.

Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 41.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Den største forsoning opleves i døden. I enkelte romaner som i Sangen afbilledes selve dødsøjeblikket, dér hvor man siger, at et menneskes liv i ét nu passerer for dets indre blik, og hvor en regnskabets time for Vorherre indtræder. Men oftest i romaerne bliver begravelsen det forløsende tyngdepunkt, og dér hvor nåden tydeligst skinner frem. For i klokkernes lige ringning for gamle og for unge, i præstens ord om opstandelsens håb ved kisten og i menneskenes med omhu blomsterflettede kranse, igennem alt dette og i hele denne trofaste højtidelighed stråler den evangeliske barmhjertighed og omsorg.

Det forløsende ord

Når man giver sig til at trække en glemt forfatterinde frem, må man også spørge med hvilken grund, og om det er med god grund? Jeg har i denne artikel forsøgt at tegne et omrids af den eksistentielle og poetiske vidde i Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab, dels ved at referere hvad forfatterinden selv skriver om sit kunstneriske ærinde, dels ved at gengive de steder, hvor jeg synes, det lyser igennem værkerne selv.

Udover at bøgerne er velskrevne og illustrerede med mange udtryksfulde billeder, er de også i teologisk henseende meget givende at beskæftige sig med. Ligesom Elisabeth Bergstrand-Poulsen voksede op med udsigt til Långasjös hvidkalkede landsbykirke fra hjemmets vinduer, således indtager kirken altid sidenhen i hvert eksistentielt landskab, hun fremdigter, en lignende central plads. På sin egen, måske svenske, måde, er forfatterinden levende optaget af at vise og forstå, hvilken betydningsfuldhed kirken lægger over menneskets liv, og hvordan nåden konkret kan manifestere sig i vores individuelle, men stadigt altid sammenbundne eksistenser. Forsoning er et gennemgående tema, som belyses med indsigt og virkelighedsnærhed og i lyset af evangeliets håb og menneskehjertets evne til at elske.

Der er visse af illustrationerne, ligesom der er visse passager i erindringsbøgerne, der synes naive på en måde, der utvivlsomt ville kunne fremkalde betænkeligheder hos flere moderne litteraturkritikere, navnlig dem, der efterspørger kompromisløs realisme for enhver pris. Som et forsvar for en forfatterinde som Elisabeth Bergstrand-Poulsen ville jeg svare, at nu er det jo netop ikke afgjort, hvad den mest realistiske realisme er. Jeg selv hælder til den tanke, at det kan være gavnligt med begge dele: en debatterende, afsøgende litteratur og samtidigt en litteratur, hvis hovedoptagethed ikke er at udstille smerten og fremmedheden i samfundet og mennesket, men som er villig til at anerkende håb og godhed som lige så realistiske momenter i vores indre og fælles tilværelse med hinanden, og som følge heraf derfor heller ikke ville finde det mindre kunstnerisk udfordrende at skildre netop disse fænomener på en levende, inspirerende måde.

Elisabeth Bergstrand-Poulsen havde flere bekymringer om sin samtid og ytrede sig blandt andet om den tiltagende råhed imellem mennesker, hun syntes at kunne iagttage. I et forord skrevet i 1948 til en genoptrykt udgave af Livets og årets festdage, spørger hun som en refleksion over dette problem: “skulle det forløsende ord for den forstenede menneskehed mon ikke netop være det stærke og milde ord inderlighed? Inderlighed i liv, gerning, tanke.”[20] Skulle man karakterisere dette forfatterskab og fremhæve dets største styrke ville det da netop være dets bestræbelse på at åbne vores øjne for den betydningsfuldhed, der hviler over hvert et menneskeliv, og som, hvis den ses og forstås, også må afstedkomme noget i den, der ser den: en ny inderlighed, en ny nænsomhed og et nyt håb for mennesket i dag som til alle tider.


Elisabeth Bergstrand-Poulsens bibliografi

Kronen. J. H. Schultz Forlag.  København 1940.

Væven. Slægtsroman. Lindhardt og Ringhof Forlag. Egmont 2017 [1941].

Mennesket og Klokkerne. Livsfragment. J. H. Schultz Forlag. København 1942.

Sangen. J. H. Schultz Forlag. København 1943.

Se, Mennesket! Lindhardt og Ringhof Forlag.  Egmont 2017 [1943].

To kongelige Blomster. J. H. Schultz Forlag.  København 1944.

Helte og Heltedaad. J. H. Schultz Forlag. København 1945.

Høg, laan mig dine Vinger. Et Stykke Virkelighed, skriftligt og fotografisk dokumenteret. J. H. Schultz Forlag.  København 1945.

Tre Højtider. J. H. Schultz Forlag. København 1946.

Vandringen. J. H. Schultz Forlag.  København 1949.

Den rige hverdag. J. H. Schultz Forlag.  København 1950.

Hustru. Et mindesmærke. J. H. Schultz Forlag.  København 1951.

Livets og årets festdage. J. H. Schultz Forlag.  København 1952.


Noter

[1] Tre Højtider, s. 5–6.

[2] Høg, laan min dine Vinger, s. 9.

[3] Ibid., s. 7.

[4] Elisabeth Bergstrand-Poulsen voksede op i Långasjö sogn i Värend, den del af Småland, fortæller forfatterinden, der af den svenske botaniker Elias Fries blev kaldt for “Smålands hjerte”. Søskendeflokken talte seks børn med en lillebror, der døde i en tidlig alder. Faren var af bondeslægt men et udpræget “musikmenneske”. Han var ansat som organist og kordegn ved sognets kirke og virkede tilligemed som lærer i landsbyens skole. Moren var hjemmegående husmor og er i erindringerne skildret som en både ferm og from kvinde med et ubetvingeligt godt humør, og kendt på egnen for sin dygtighed som væverske.

[5] Jf. Livets og årets festdage, s. 5–7.

[6] Livets og årets festdage, s. 7.

[7] Den rige hverdag, s. 9.

[8] Den rige hverdag, s. 11.

[9] Jf. Livets og årets festdage, s. 48.

[10] Den rige hverdag, s. 46.

[11] Høg, laan mig dine Vinger, s. 91.

[12] Livets og årets festdage, s. 93.

[13] Livets og årets festdage, s. 26.

[14] Jf. Livets og årets festdage, s. 73–74.

[15] Mennesket og Klokkerne, s. 193.

[16] Jf. Høg, laan mig dine Vinger, s. 60.

[17] Væven, s. 141.

[18] Se, Mennesket!, s. 178

[19] Kronen, s. 155-156.

[20] Livets og aarets festdage, s. 6.

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Islam i Confessio Augustana

Václav/Wenceslaus/Wenzel Hollar (1607–1677): Den augsburgske bekendelse

De fleste bliver sikkert lidt overraskede, når de første gang erfarer, at Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA), i sin første artikel, »Om Gud«, indeholder en fordømmelse af en række kætterske grupper, hvor også »muhamedanerne« (som der står) er at finde.[1]

Dels kan det give anledning til undren, at islam nævnes som et kætteri og altså ikke betragtes som en selvstændig religion;[2] og dels diskuteres det rimelige i, at folkekirkens store reformatoriske bekendelsesskrift ikke blot tager stilling til fordel for et trinitarisk gudsbegreb, men også aktivt går imod en række standpunkter, der er anderledes end bekendelsens eget.[3]

Hvornår, hvordan og hvorfor blev islam nævnt i CA?

Kætterkataloger i lutherske bekendelsesskrifter før CA

Den mest oplagte forklaring på, hvordan islam kan dukke op i CA, ville naturligvis være, hvis det samme var tilfældet i de lutherske bekendelsesskrifter, der gik forud for CA. Det drejer sig om Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis (1528), Schwabacherartiklerne (1529), Marburgerartiklerne (1529) og Torgauerartiklerne (1530).

I det afsnit i Vom Abendmahl Christi Bekenntnis, der vedrører selve guddommen og dermed er parallelt til CA I, erklærer Luther følgende om sin tro: Læs videre Islam i Confessio Augustana

Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?

Om at læse bibelen med nåden som fortegn

“Gud forbarmede sig over sin skabning og gav dem en ny frelse gennem sit Ord, det vil sige Kristus, så mennesker kunne lære ved erfaring, at de ikke kan opnå udødelighed af sig selv, men kun ved Guds nåde.” (Irenæus af Lyon, oldkirkelig teolog 130–202 e.Kr.)

Lucas Cranach d.æ.: Allegori over lov og nåde (efter 1529)

Kristendom er ikke, hvad det har været. Det har det nok aldrig været, når det kommer til stykket, for kristendommen er nemlig slet ikke den religion, den ellers ser ud til at være. I kernen af kristendommen er nemlig evangeliet, ordet om Guds nåde og kærlighed – og det handler slet ikke om religion, heller ikke selvom indpakningen kan give det indtryk. At evangeliet handler om nåde og kærlighed betyder nemlig, at det slet ikke er os, det kommer an på. Derfor er kristendom ikke religion.

Det har vi glemt. Undersøgelser viser, at 56 % af selverklærede amerikanske “evangelicals” mener, at mennesker selv skal tage initiativet til at blive frelst, mens et lignende antal mener, at vi selv skal bidrage til vores frelse, om ikke andet så ved aktivt at takke “ja” til evangeliet. Læs videre Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?

“Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

En læsning af Kaj Munks passionsspil Pilatus

Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)
Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)

Kaj Munk fortæller, at han første gang fik tanken om at skrive Pilatus i gymnasietiden en aften i sin vens hjem, hvor de to røg i en vældig disput om Pilatus: “Min Ven hævdede, at han ikke var et Haar bedre end Judas Forræderen, jeg mente derimod, at Pilatus var et Sindbillede paa hele Menneskeheden, der har Sans for det gode og gerne vil dyrke det, men hildes og gøres afmægtig af Livets forvirrende Magter.”[1] Pilatus fremstilles følgelig som et sammensat menneske, der i løbet af stykkets korte tidsrum – fra Skærtorsdag aften til Langfredag efter Jesu død – stilles over for så absolutte valg, at han bringes til randen af sin psyke, den rands afgrund, over for hvilken troen enten må nedfalde og knuses eller opstå i ny skikkelse.[2]

Faktisk skrev Kaj Munk hele to dramaer om begivenhederne i Jerusalem, der ledte op til Langfredag. Vi forstår hvorfor. Her er, fra en moderne manuskriptforfatters synspunkt, det egentligt dramatiske stof at arbejde med: menneskenes tvivl og håb, afgørelse og tro. Medmindre man ville ønske at skrive et mysteriespil, er netop begivenhederne, der fører til domfældelsen, det mest velegnede materiale for scenen. Det havde også Kaj Munk øje for. De to passionsspil, Pilatus og De Herrer Dommere,[3] er således begge bygget op over spørgsmålet om skyld og uskyld, guddommelig sandhed og menneskelig løgn; emner, der gennemkrydses, uddybes og nuanceres ved de personers skæbner og sind, der fik tildelt en rolle i dette kristendommens fødselsdrama, og som følgelig hos Munk hver især spiller deres roller efter de indre strenge af længsel, magtbegær, forsmåelse og hengivenhed, der her som alle andre steder i historien dirigerer menneskers valg, håb og tro og kærlighed. I denne artikel er det alene skuespillet Pilatus, som jeg vil foretage en læsning af, med særligt henblik på at se, hvad mennesket Pilatus gennem Munks digteriske indlevelseskraft kan vise os om sandheden og kærligheden – “De to som hele Jorden stønner efter!”[4] Læs videre “Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

Det gode liv

Foredrag på Rønshoved Højskole

Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)
Gerard van Honthorst: Den glade violinist med et glas vin (ca. 1624)

Det er efterhånden blevet noget af en kliché, for vi hører det igen og igen, at den ene og den anden rapport viser, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. Vi var godt nok kravlet ned på en andenplads, Schweiz og Island havde taget føringen i 2015, men nu er vi tilbage på toppen.[1] Heldigvis, for vi kan jo ikke have, at andre går rundt og er mere lykkelige end os.

Man kan vel sige, at hvis vi skal tro de her undersøgelser, så forstår danskerne at leve “det gode liv”. Nogle forskere har dog peget på det indlysende problematiske i at lave den slags sammenligninger mellem forskellige nationer og landes lykke. Vi har jo forskellige ord for lykke, så hvordan kan vi vide, at vi taler om det samme? Kan det engelske “happiness” for eksempel oversættes direkte til det danske “lykke”? Menes der for eksempel i virkeligheden mere noget hen ad tilfredshed, eller menes der en slags ekstatisk lykkefølelse? Det kan i hvert fald være svært at afgøre, hvis man bare spørger folk: “Føler du dig lykkelig?”. Tja…

Det sproglige problem afslører et dybereliggende forhold, nemlig at vores opfattelse af lykke og “det gode liv” er indlejret i en større kulturel sammenhæng. Kan man virkelig sammenligne begreber om lykke på tværs af kulturer, ja, kan man overhovedet sammenligne to menneskers begreber om lykke – kan jeg overhovedet selv lave den sammenligning, om jeg er mere lykkelig i dag, end jeg var i går? Læs videre Det gode liv

Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

“Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren.” (Salme 40,2–4)

Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)
Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)

For et år siden, den 14. februar 2015, blev Danmark ramt af sit vistnok første islamistiske terroranslag. En enkelt gerningsmand rettede i København våben mod synagogen i Krystalgade og et møde om satire og ytringsfrihed på Østerbro, med to dræbte som resultat. Efter terroranslaget samledes mange tusinde mennesker ved Fælledparkens indgang til en mindehøjtidelighed. Her blev der sagt mange udmærkede ord om fællesskab og om at stå sammen. Men som mange kommentatorer efterhånden har bemærket, rejste afsyngningen af John Lennons sødsuppenihilistiske slagsang Imagine, om hvor fin verden ville være uden religion og noget at dø for, imidlertid spørgsmålet, om en del af problemet ikke er det danske samfunds åndelige armod? Det er tydeligvis blevet svært at samle danskerne om noget mere substantielt, og at der ikke var tale om en tilfældig grille, blev understreget, da sangen atter kom i heavy rotation efter de frygtelige terrorangreb i Paris den 13. november 2015.

Spørgsmålet er nu, hvilken rolle kirken skal spille i kampen mod religiøs fanatisme, terror og lignende trusler mod samfundet. Hvad betyder det at forkynde evangeliet til et frygtramt samfund? Læs videre Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

En fragmenteret skitse af tankerne angående Kristi to naturer frem til Kalkedon-synoden

I denne artikel vil tonaturlæren i oldkirken blive undersøgt. Der vil dog kun være tale om en kursorisk gennemgang, der ikke har til formål at nå hele vejen rundt om spørgsmålet i al sin dybde. Hovedvægten for artiklen vil derfor hvile på tiden fra arianismen frem til Kalkedon-synoden i år 451.

Grundlæggende udspringer enhver kristologi af et forsøg på at forstå Kristus. Derfor kan det heller ikke siges at være underligt, at man allerede i de ældste kristne tekster finder forskellige former for kristologier. Dér, hvor forskellen måske er allermest iøjnefaldende, er mellem den meget jordiske Kristus, som skildres i Markusevangeliet og den noget mere himmelske, som man finder i Johannesevangeliet.[1] Forskellen ved betoningen af henholdsvis det guddommelige og det menneskelige ved Kristus kan således allerede spores i Det Nye Testamente. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at man fra den allertidligste kirkehistorie kender til strømninger, der afspejler en sådan forskel i betoningen af Kristi guddommelighed og menneskelighed. En af dem er ebjonitismen, som fandtes iblandt ebjonitterne, der opfattede Jesus som Josef og Marias søn og benægtede jomfrufødslen. Derudover hævdede ebjonitterne også, at det var gennem dåben, at Jesus blev udvalgt som Guds Søn. De må derfor have opereret med en adoptionistisk forståelse af Kristus.[2] Men selvom de formentlig har betonet Jesu menneskelige side, betyder det næppe, at de ikke har betragtet ham som Guds udvalgte. I Guds udvælgelse af Ham har de derfor sikkert også betragtet Ham som guddommelig. Læs videre En fragmenteret skitse af tankerne angående Kristi to naturer frem til Kalkedon-synoden