“For én vej til virkeligheden går over billeder. Jeg tror ikke, der findes en bedre vej. Man holder sig til det, der ikke forandrer sig, og udtømmer dermed det altid foranderlige. Billeder er net, det, der fremtræder på dem, er den holdbare fangst. Meget slipper ud, og meget rådner, men man prøver igen, man bærer rundt på nettene, kaster dem ud, og de styrkes af deres fangster.”^[1]

Hvad billeder kan betyde for en persons udvikling, hvordan de kan være både afslørende og skærmende, henrivende og skræmmende, giver forfatteren Elias Canetti en tydelig fornemmelse af i de tre erindringsbind om sit liv i perioden fra 1905–1937, Den reddede tunge, Faklen i øret og Øjenspillet,^[2] hvori Canetti beretter om sin barndom og ungdom, som den udspillede sig i varierende miljøer under hans opvækst rundt om i Mellemeuropa gennem de første årtier af det 20. århundrede samt den tidlige dedikation til skrivegerningen som levevej i det kultursydende Wien. Læs videre Ikonopistemologi hos Elias Canetti →