Alle indlæg af Anne Christine Benner

Om Anne Christine Benner

BA i idéhistorie og teologi, cand.theol. Sognepræst i Louns-Alstrup-Strandby (senest opdateret 6. december 2016)

“Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

En læsning af Kaj Munks passionsspil Pilatus

Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)
Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)

Kaj Munk fortæller, at han første gang fik tanken om at skrive Pilatus i gymnasietiden en aften i sin vens hjem, hvor de to røg i en vældig disput om Pilatus: “Min Ven hævdede, at han ikke var et Haar bedre end Judas Forræderen, jeg mente derimod, at Pilatus var et Sindbillede paa hele Menneskeheden, der har Sans for det gode og gerne vil dyrke det, men hildes og gøres afmægtig af Livets forvirrende Magter.”[1] Pilatus fremstilles følgelig som et sammensat menneske, der i løbet af stykkets korte tidsrum – fra Skærtorsdag aften til Langfredag efter Jesu død – stilles over for så absolutte valg, at han bringes til randen af sin psyke, den rands afgrund, over for hvilken troen enten må nedfalde og knuses eller opstå i ny skikkelse.[2]

Faktisk skrev Kaj Munk hele to dramaer om begivenhederne i Jerusalem, der ledte op til Langfredag. Vi forstår hvorfor. Her er, fra en moderne manuskriptforfatters synspunkt, det egentligt dramatiske stof at arbejde med: menneskenes tvivl og håb, afgørelse og tro. Medmindre man ville ønske at skrive et mysteriespil, er netop begivenhederne, der fører til domfældelsen, det mest velegnede materiale for scenen. Det havde også Kaj Munk øje for. De to passionsspil, Pilatus og De Herrer Dommere,[3] er således begge bygget op over spørgsmålet om skyld og uskyld, guddommelig sandhed og menneskelig løgn; emner, der gennemkrydses, uddybes og nuanceres ved de personers skæbner og sind, der fik tildelt en rolle i dette kristendommens fødselsdrama, og som følgelig hos Munk hver især spiller deres roller efter de indre strenge af længsel, magtbegær, forsmåelse og hengivenhed, der her som alle andre steder i historien dirigerer menneskers valg, håb og tro og kærlighed. I denne artikel er det alene skuespillet Pilatus, som jeg vil foretage en læsning af, med særligt henblik på at se, hvad mennesket Pilatus gennem Munks digteriske indlevelseskraft kan vise os om sandheden og kærligheden – “De to som hele Jorden stønner efter!”[4] Læs videre “Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

Panteren på skødet og palæontologens skræk – om den moderne afskaffelse af det onde

En introduktion og oversættelse af Georges Bernanos’ Une vision catholique du réel.

Menneskesindet er måske aldrig blevet ofret så megen opmærksomhed som nu. Evnen til at findele universet i abstrakte mindstebestanddele med komethaler af decimerede tal får os til at tænke, at alt er opbrydeligt, at intet har bestand i sig selv – heller ikke den menneskelige sjæl. Kausalitetsprincippets foregivne forklaringsduelighed i snart alle sfærer gør sit for at erodere grunden væk for enhver tale om noget definitivt godt og ondt, skønt og skadeligt, sandt og løgnagtigt. Af den grund får også lidenskaberne ofte status af harmløse laboratorieobjekter; det vigtige i dag er at forstå dem, udviklingspsykologisk at kortlægge deres adfærdsmønstre. Men hvad hvis nu det onde ikke lader sig forklare? Og hvad hvis det ikke er konsekvensløst at gøre forsøget? Det er, hvad den franskfødte forfatter Georges Bernanos (1888–1948) spørger om i sin tale Une vision catholique du réel, som blev holdt i Bruxelles i 1926.[1]

Georges Bernanos (1888–1948)
Georges Bernanos (1888–1948)

I talen tager Bernanos sin samtids opfattelse af virkeligheden i nærmere øjesyn. Som det normanniske modstykke til en ordopstødende, men skarpøjet Chesterton pirker Bernanos med lige dele dumask dristighed og pascalsk pennepræcision det moderne vesterlandske menneske lige nøjagtigt dér, hvor en forglemt sandhed smerter mest. Det er tanken om det onde, eller snarere afskaffelsen af tanken om en ond, personlig magt, som Bernanos underkaster et særdeles kritisk eftersyn i dette foredrag, der mest af alt udfolder sig som en uforudsigelig teologisk-litterær rundrejse, hvor tonen veksler mellem det fabulerende, alvorlige og advarende – og som genre derfor udgør noget så unikt som en selskabelig opsang!

Aldrig har menneskeheden været så forhippet på at forlade banaliteten, bemærker Bernanos i begyndelsen af talen, med kølnende ironi. Fordi vi er herrer over sprogets abstrakte tegn, tror vi også let, at vi er herrer over verdens gang og de ydre fænomener.[2] Dette babyloniske overmod ser Bernanos vaje bristefærdigt i sin egen samtid, tiden efter Første Verdenskrig. I had til fortiden har de europæiske demokratier levet i fremtiden, hævder han, og det i en grad, så de slet og ret har konsumeret den. Nu ser han troen på fremtiden ligge hensygnet som et overanstrengt organ, mens disproportionen mellem offerets enormitet og ideologiens udtærethed skriger til himlen. Han forstår ikke, at krigen med dens tab af ni millioner menneskeliv over kun fire år ikke har fået den moderne kultur til at stille spørgsmålstegn ved dens transcendensløse virkelighedsbillede. Er det ikke efterhånden værd, foreslår Bernanos, sammen med romerkirken at overveje muligheden af, at en anden modstander kunne være på spil i alt dette? Læs videre Panteren på skødet og palæontologens skræk – om den moderne afskaffelse af det onde

I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Gustave Doré: Satans fald
Gustave Doré (1832–1883):
Satans fald (1866)

En djævel der græder, beundrer og drømmer om skønhed… En usandsynlig tanke? Ikke hvis du åbner et af historiens største kristne eposser fra 1600-tallets England. Udover at John Milton i sit Paradise Lost lader den faldne engel indtage en så stor plads, at man flere gange må spørge, hvem dramaets egentlige protagonist er, viser værkets belletristiske skønbehandling ham tillige i et andet lys, end vi normalt ser ham i. Her er Satan på ingen måde skildret som lidenskabsløs; det er bare de forkerte lidenskaber, der brænder i hans bryst – og brænder for stærkt! I nærværende artikel fikserer vi blikket på denne kapriciøse men ingenlunde entydige figur hos Milton og stiller de to teologiske spørgsmål, der naturligt presser sig på: Hvem er han, og hvad er hans synd? For bedre at svare på det – hvad der gør den onde ond – og dermed føje flere træk til, hvad man kunne kalde en ondskabens psykologi, passeres tillige rækken af depraverede ånder, som ved deres forskellige stemmer og ansigter danner en slags »dæmonspejl«, der i sammenhængen kan være oplysende at betragte.[1]

Læs videre I give not Heav’n for lost – Historien om et evigt fald i John Miltons Paradise Lost

Ikonopistemologi hos Elias Canetti

“For én vej til virkeligheden går over billeder. Jeg tror ikke, der findes en bedre vej. Man holder sig til det, der ikke forandrer sig, og udtømmer dermed det altid foranderlige. Billeder er net, det, der fremtræder på dem, er den holdbare fangst. Meget slipper ud, og meget rådner, men man prøver igen, man bærer rundt på nettene, kaster dem ud, og de styrkes af deres fangster.”[1]

Hvad billeder kan betyde for en persons udvikling, hvordan de kan være både afslørende og skærmende, henrivende og skræmmende, giver forfatteren Elias Canetti en tydelig fornemmelse af i de tre erindringsbind om sit liv i perioden fra 1905–1937, Den reddede tunge, Faklen i øret og Øjenspillet,[2] hvori Canetti beretter om sin barndom og ungdom, som den udspillede sig i varierende miljøer under hans opvækst rundt om i Mellemeuropa gennem de første årtier af det 20. århundrede samt den tidlige dedikation til skrivegerningen som levevej i det kultursydende Wien. Læs videre Ikonopistemologi hos Elias Canetti

Om sjælens uro hos François de Sales

François de SalesFrançois de Sales, født i 1567 og død i 1622, var en romersk-katolsk biskop og forfatter til flere teologiske værker, deriblandt det kendteste Introduction à la vie dévote fra 1608. I det følgende bringes en oversættelse af kapitel 11 i Introduction à la vie dévote; et kapitel som bærer overskriften L’inquiétude. Inden da synes det imidlertid passende at hæfte en sproglig og også teologisk kommentar dertil.

Kapitlets franske overskrift er som sagt “L’inquiétude”; et ord med en bred betydningsflade, idet det både kan udtrykke alt lige fra “uro”, “angst”, “ængstelse”, “bekymring” til “anfægtelse” og “hvileløshed” (Blinkenberg og Høybye: Fransk-Dansk Ordbog). Ordets etymologi fører tilbage til verbet “inquieto”, der i senlatin bærer betydningen “foruroliger”, “plager” (Jensen og Goldschmidt: Latinsk-Dansk Ordbog). I de Sales’ tekst er det tydeligt, at begrebet retter sig imod en psykisk tilstand, Læs videre Om sjælens uro hos François de Sales