Alle indlæg af Anne Christine Benner

Om Anne Christine Benner

BA i idéhistorie og teologi, cand.theol. Konst. sognepræst i Risskov (senest opdateret 23. februar 2019)

Mellem bildende ord og maleriets tale

Om Elisabeth Bergstrand-Poulsen.

Et blidt stykke virkelighed

En tidlig sommerdag sidste år modtog jeg af en gammel kvinde en bog med porøse, svagt gulnede sider. TRE HØJTIDER stod med falmet kapitalskrift på den flissede forside. Romertallene på titelbladet daterede udgivelsesåret til 1946, året efter krigens afslutning. Forfatterindens navn, såvel som bogen selv, var ukendt for mig. Elisabeth Bergstrand-Poulsen. Forfatterinde og, opdagede jeg, malerinde. Født i 1887 i Småland i Sverige og gennem giftermålet med billedhuggeren Axel Poulsen bosat det meste af sit liv i Danmark.

Allerede i forfatterindens indledning til bogen, formet som et nænsomt og begrundende brev til læseren, blev en første betagelse vakt. Heri forklarer hun, at bogen blev til i krigens år, og at det således til dels er “noget saa stærkt som Dødsangst – ikke for mit eget, men for andres Liv, der er mig saa langt dyrebarere – der har presset denne blide Bog frem.”[1] Og netop blidheden synes netop at være et særtræk i Elisabeth Bergstrand-Poulsens værker; en blidhed, der skyndsomt ville redde det, som vold og kaos dengang truede med at begrave under menneskelig og sønderbombede kirker. Den mørke baggrund, op imod hvilken forfatterinden fører sin kamp med ord og billeder, er verdenskrigene, den forknugede stemning imellem dem og atomalderens definitive alvor derpå. I disse års skygge af ødelæggelse og angst finder det kunstneriske virke sin mening og hensigt i at ville vidne om den sandhed, som byder den herskende tilstand trods. Bøgerne såvel som malerierne, der findes som ledsagende illustrationer deri, er rejst som sarte, men stærke monumenter, der skal minde mennesker om det, der lyser og altid har lyst og altid vil lyse. Hun kredser om den længsel efter godhed og trofasthed, som det gudskabte menneske bærer i sig, og om det håb om glæde, om forsoning og fællesskab, som til tider udfyldes i tilværelsen som en soloplyst åben slette, andre steder møder mennesket som kiler af stjernelys gennem nattens sluser, og måske for nogle først findes i forklarelsens morgengry efter døden.

Uden titel. Fra Sangen.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Selv forklarer hun sin litterære vej i selvbiografien, Høg, laan mig dine Vinger, på følgende måde: “Saaledes tvinges vi alle i en tung Tid til at søge styrke i de Værdier af indre og usynlig Art, som altid bestaar og viser sig at have større Magt end de ydre og synlige.”[2]  Forfatterskabet er således en protest på sin egen særegne måde. Et modsvar, der netop siger krigens hæslige livsligegyldighed imod ved at tale om det helt modsatte – ved at finde tilbage til det menneskeliv, hvis livsbane får lov at løbe en mere naturlig vej og vise os den højtidelighed, der hviler over ethvert menneskebarn fra fødslen af. Mod råhedens og voldens unaturlighed rekonstrueres således billeder af menneskelivets almindelige kampe, højder og dybder. Mod krigens støj og propaganda-skingerhed sker en fordybelse i stilfærdighedens gester. Mod fremtidsfrygtens sugende sorthed opstår billeder af skærende rene, pulserende farver, der insisterer på jordens herlighed og skønhed på trods. Elisabeth Bergstrand-Poulsens poetik formulerer hun selv på denne måde: “Da den Virkelighed, vi lever i, er en ond Drøm, tvinger den os til at skabe en anden Virkelighed af det, der kaldes Drømme, som jo saa ofte er den eneste akceptable Virkelighed.”[3]

Uden titel. Fra Høg, laan mig dine Vinger.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Värend-digter

Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab kan deles op i to dele: Den selvbiografiske, der er udsprunget direkte af erindringer og indtryk fra opvæksten i Långasjö sogn i Värend, og den fiktive del, som romanerne og novellerne udgør, men som udfolder sig i samme miljø og i samme tidsepoke, nemlig blandt de sindige, jorddyrkende bønder i sidste halvdel af det nittende århundrede i denne skov- og markrige udkant af Småland.[4] 

Erindringsstoffet er samlet i de såkaldte “Värend-bøger”, som på dansk indbefatter Livets og årets festdage, Den rige hverdag og til dels også Høg, laan mig dine Vinger. Disse skildringer, der tilsammen rummer de vigtigste ingredienser til hele forfatterskabet, kalder forfatterinden selv for livsfragmenter fra en forgangen tid, som dog stadigt har noget at sige mennesker af vor tid og kommende generationer.[5] De er afbildninger af en værensform, en landlig livsmåde, der var engang, men hvis tanker og tro og traditioner endnu kan rumme en inspirerende livsstyrke og mildhed i sig. Så selvom disse portrætter af Värendsmænd og Värendskvinder er udtryk for en længsel tilbage mod alt det, der “er grønt og dugfrisk og for længst borte”,[6] så skinner bag denne erindringsdvælen klart den bevidste livsholdning, at “Troskab mod det forgangne og forventning til det kommende giver livet perspektiv og mening.”[7]

Titel: Vårvinterflickan. Fra Den rige hverdag, s. 8.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

“Hvor godt husker jeg ikke den »vårvinterkveld«, jeg så en ung bondepige komme mod mig fra stien inde i skoven. Hendes bløde grå filtsjal forsvandt næsten i skumringen, men kjolen lyste lakrød mod den grønne vinterrug, mod de hvide snedriver i skovbrynet og mod markernes sorte plovfurer. Hun stod ofte stille og så sig om, ikke som en der søger noget, men snarere som den, der er vågnet til noget nyt og stort og nu glæder sig over det, direkte og bevidst som liljerne på marken og fuglene under himlen.”[8]

I disse bøger findes portrætter blandt andre af vaskekonen Littan-La, der kulde og slid til trods altid havde overskud til et par polkadansetrin foran kaminen; og af det moralske fyrtårn og barndommens urokkelige billede på menneskelig ligevægt, kirkeværgen og bonden Petter Johannesson; samt ikke mindst af sognets milde præst, som man i foråret og forsommeren ofte kunne møde på de skyggefulde veje med sin botaniserkasse under armen på jagt altid efter nye arter af vildroser; en mand, der, som forfatteren genkalder sig det, både i gerning og ord lærte sine konfirmander om sagtmodighed og sjælens styrke tilligemed det store bud: at være sig selv og være oprigtig.[9] Sognets liv med dets børn og gamle skildres med livfulde, kærlige strøg. Tilværelsens rytme, hører man, falder her i ét sammen med årstidernes skiften. Og midt i bondens årshjul stråler højtiderne som det, der giver indre sammenhæng og forventning til livet på jorden.

Kirkebakkens kvinde- og mandeside. Fra Livets og årets festdage.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Elisabeth Bergstrand-Poulsen beskriver også sit eget hjem, der lå ved foden af kirkebakken. Og hun ser på årenes afstand, at der også i hverdagene var en klang af højtid og af fred. I et erindringsglimt vender hun tilbage til en tidlig, helt stille vintermorgen, hvor hun gennem døren kunne se sin mor, der altid var oppe tidligere end alle andre, sidde ved bordet i soveværelset allerede fuldt påklædt og med det fine glatte hår lagt i en fletning omkring hovedet, mens hun læser sin morgenbøn. Og den erindrende bemærker: “Det forekommer mig pludseligt, at jeg uden at tænke over det er kommet til selve kernen i den fred, der bredte sig over mit hjem, og som i mine øjne bredte sig over hele sognet. Morgenbøn – aftensalme – orgelbrus og sang fra kirken – klokkeringning.”[10]

Altertavlen i Langasjös Kirke, der forestiller den jordiske og himmelske lovsang.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Faren, der var organist i kirken, indøvede med børnekoret til hver julemorgen Beethovens lovsang “Die Ehre Gottes aus der Natur”. Det er disse syngende bondebørn der sammen med fødslen af Jesusbarnet i Betlehem udgør motivet for altertavlen i hjemsognets kirke, som malerinden sent i sit liv udførte. I selvbiografien skildrer hun, hvorledes hun én eneste gang som barn fik lov at synge soloen i koret – og det netop den aften, hvor hun havde oplevet en af sine ungdoms største ydmygende skuffelser. Hun skriver derom:

“Beethoven burde have været med paa denne Dag! Alle de dybe Furer i hans Ansigt vilde sikkert være blevet slettet ud, hvis han havde kunnet høre Far og mig! Det vilde være lyst op i et stort og hjerteligt Smil, hvis han inden dette havde kunnet sidde foran i en af Korstolene i Långasjö Kirke og lyttet, først til min Solo – stigende ren og klar som en gyngende Maanestraale over de vældige Akkordbølgers mørke Fundament. Og bagefter have hørt, hvor skumfrisk Børnekorets Stemmer klang og brusede og jublede i den tomme, vintermørke Kirke.”[11] Denne aften, der bragte det laveste og højeste sammen – ydmygelse og straks derpå, den største udmærkelse – afstedkom erkendelsen af, at mennesker indimellem har brug for kunst, der er majestætisk i sin vælde for at have kraft til at kunne hjælpe mennesker i livets vekslen, hjælpe over træthed og modløshed, og danne modvægt mod de jordiske bekymringer, der indimellem kan tynge så overmægtigt.

Det er for en stor del fra den tryghed, som omgærder hjemegnen, mindernes varme taknemmeligheds lød stammer. Der gik en fast kæde af mening igennem alting, og der rådede en fordragelighed, som forfatteren lader hænge sammen med, at man havde råd til at “være beskeden med hensyn til sit eget, tryg for, at det alligevel vil blive retfærdigt bedømt.”[12] Det er denne enkle skønhed i ydre træk og indre værdier, hun i disse bøger søger tilbage mod med håbet om, at den må lyde som “en klar og enkel lille vise” midt i alt det, der i dag kan synes indviklet og øredøvende.[13]

Fra Den rige hverdag, s. 24. Titel: Mor skræller æbler.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Et menneske! Det laveste – det højeste – det stærkeste – det svageste af alt det skabte!

Noget der falder én ind ved læsningen af Elisabeth Bergstrand-Poulsens værker, er, hvordan hun i den grad evner at male scener frem, og hvordan hendes erindring og forstand husker og opfatter fænomenerne gennem farvernes dybde og kontraster. Og det er netop malerens viden om komplementærfarvernes gensidigt forstærkende virkning og lysets og skyggernes vekslende tilstedeværen, som hun bruger i sin afbildning af menneskelivet. Et sted skriver hun, at det synes som om, at samtiden har det med at tvære livet og ytringer ud, så alt begynder at ligne hinanden til skade for det store og klare.[14] Hendes metode bestræber sig på det modsatte: at betragte farverne og begivenhederne hver for sig i anerkendelse af deres respektive realitet og så samtidig se, hvorledes de sammen “skifter som stille Slag i en uendelig Vævning.”[15] Det skaber en sælsom blandet metode: en skrivestil der veksler mellem lyrisk øjebliksmættede momenter og så en dæmpet, jævn rolighed, fordi handlingen altid strækker sig over mange år og sommetider over flere slægtled.

En af romanerne bærer titlen Væven. De to mest centrale personer heri er sognets gudfrygtige, strenge væverske og så den farve- og livsforelskede Petter Maler. Deres tilgang til tilværelsen kunne ikke være fjernere fra hinanden; den ene har blikket fast fæstnet på himlens evighed, den anden er et jordisk barn med hvert molekyle af sin krop og forstand. Væversken Lena prædiker for den Petter Maler, der imidlertid svarer igen ved endnu dristigere løjer. I lange tider kan der herske forarget, misbilligende tavshed. Alligevel er de naboer, vidner til hinandens liv og derigennem forbundne. Bogen er interessant, fordi de knuder, som uens temperament og livssyn skaber, ikke løsnes. Og vi indser, at det er ikke knuderne, men sammenhængskraften der er det væsentlige: det ulogiske bånd af hengivenhed, som består alle forskelligheder til trods, og som derved bærer vidnesbyrd om den kærligheds magt, som sejrer ved at elske.

Elisabeth-Bergstrand-Poulsen holder af i romanerne at lade os følge menneskers liv fra begyndelse til død. På den måde mærkes det, hvordan al vækst bliver stille til, og hvorledes smerte og glæde, ulykke og lykke ledsager hinanden i uforudsigelig rækkefølge. Er forfatterinden blevet beskyldt for “idylleri” i erindringerne om datidens landsamfund i Långasjö, tror jeg ikke, det ville falde nogen ind at rejse samme anklage mod den digtende del af forfatterskabet.[16] Menneskelivet er skildret i hele sin modsigelsesfulde realisme, der både rummer himmelhøj, dyb lykke og rystende tragedier. Flere gange synes man, at personerne deri har grund til at udbryde samme bedrøvede, angstfulde klage som væversken et sted: “Gud! Gud! […] Du, der elsker os, Du, der skænker os Livets Gave, Solen og Lyset – den grønne Jord og den blaanende Himmel – hvorfor giver Du os saa lille en Forstand og et saa alt for stort Hjerte – der kan lide, men ikke forstaa hvorfor?”[17]

Uden titel. Fra Hustru, s. 120.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Forsoningens muligheder

Indsigten i de uforenelige følelser, et hjerte kan rumme og kendskabet til den smerte og sorg, livet kan overrumple et menneske med, danner afsæt for værkernes refleksion over forsoningens muligheder. Der findes blik for, at en forsoning med det, der gik hen og blev ens liv, ofte kan ske umærkeligt gennem tilværelsens egne nådige love. Sådan sker det i romanen Se, Mennesket!, at den prøvede mand, der har mistet både kone og datter, vender sin kærlighed til den jord, han dyrker, og til det barnebarn, der efterlades ham. Derover grunder den fortællende stemme og slutter, at “Sorgen og Livet, der mere eller mindre haardhændet og langsomt omskaber Menneskene og den Verden, der omgiver dem, efterlader dog barmhjertigt noget, der er væsentligt for hver og en.”[18]

Når således sol og måne og stjerner en stund slukkes, og fortvivlelsen er nær, kan nåden vise sig derved, at en ny hensigt med livet viser sig.  En sådan livshensigt kan se forskellig ud: det kan være fødslen af et barn, der kræver føde og omsorg; det kan være bondemandens intuitive kærlighed til jorden; eller den simple, stærke følelse af forpligtethed mod Gud til at være nyttig og forvalte sit pund efter bedste evne. Eller det kan som i Kronen være en ung kvindes tapre kamp for at bringe en smuk venetiansk lysekrone tilbage til dens oprindelige plads i landsbyens kirke. For som den blinde gamle præst heri forklarer sin unge, kantede hjælpepræst, gælder det, at “nogle af os Mennesker har Gud paalagt saa tungt et Kors – det vilde knuge os til Jorden, hvis han ikke gav os Lov til at fæste vore Øjne paa en Salighedskrone.”[19]

Det samme gør sig gældende i Helte og Heltedaad, hvor i fem noveller skildres sådanne almindelige mænd og kvinder, der på hver sin vis strider den gode strid og ved deres udholdenhed og trofasthed erhverver, hvis ikke lykke, så dog en fred og en mening med livet. Her møder læseren eksempelvis den fattige, gamle kone, hvis ægtemand snart skal dø. Mens han ligger i sygesengen, dør deres eneste malkeko og dens lille nyfødte kalv. Disse to selvdøde dyr udgør en dyb katastrofe. Men i stedet for at resignere påtager den udmattede kone sig nu som vigtigste livsopgave at skærme manden for denne sidste, tunge bekymring – og lykkes i sit fortsæt, om end hun næsten forbruger sine egne sidste livskræfter derved. Til trods for alt hvad hun har mistet og trods udsigten til endnu dybere armod, er det derefter alligevel, som om en dyb fred sænker sig over hende og en taknemmelighed, fordi hun blev bønhørt i sin vigtigste bøn.

Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 89.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

I en anden novelle hører vi om den unge præst, der er stor og kraftig af lemmer og vækst men ubehjælpsomt menneskesky, og som først, da han kaster sig over jordarbejdet og ved enormt slid lykkes i at rydde en hel skovplet og gøre ager deraf, vinder den tillid til egne kræfter og ro i sit væsen, der gør, at han kan trives blandt mennesker. Og der berettes om missionskvinden, Lena, der i sin dybe fromhed næsten er salt nok for hele sognet, men som, da hendes plejedatter dør en ensom død i Amerika, ikke længere kan forstå sin Gud, og som oveni sorgen over sit store tab må kæmpe med den endnu større angst over at kunne at miste troen på guddommelig kærlighed og guddommelig hensigt. Først da Lena resignerer i sit forsøg på at ville forstå Guds veje, finder hendes gamle hjerte en vis fred. Da hun findes på sit dødsleje, ligger ved hovedgærdet en nyplukket blå hyacint og prædiker på egen vis om den genvundne tro på nåden og håbet i Gud.

Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 41.
(Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).

Den største forsoning opleves i døden. I enkelte romaner som i Sangen afbilledes selve dødsøjeblikket, dér hvor man siger, at et menneskes liv i ét nu passerer for dets indre blik, og hvor en regnskabets time for Vorherre indtræder. Men oftest i romaerne bliver begravelsen det forløsende tyngdepunkt, og dér hvor nåden tydeligst skinner frem. For i klokkernes lige ringning for gamle og for unge, i præstens ord om opstandelsens håb ved kisten og i menneskenes med omhu blomsterflettede kranse, igennem alt dette og i hele denne trofaste højtidelighed stråler den evangeliske barmhjertighed og omsorg.

Det forløsende ord

Når man giver sig til at trække en glemt forfatterinde frem, må man også spørge med hvilken grund, og om det er med god grund? Jeg har i denne artikel forsøgt at tegne et omrids af den eksistentielle og poetiske vidde i Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab, dels ved at referere hvad forfatterinden selv skriver om sit kunstneriske ærinde, dels ved at gengive de steder, hvor jeg synes, det lyser igennem værkerne selv.

Udover at bøgerne er velskrevne og illustrerede med mange udtryksfulde billeder, er de også i teologisk henseende meget givende at beskæftige sig med. Ligesom Elisabeth Bergstrand-Poulsen voksede op med udsigt til Långasjös hvidkalkede landsbykirke fra hjemmets vinduer, således indtager kirken altid sidenhen i hvert eksistentielt landskab, hun fremdigter, en lignende central plads. På sin egen, måske svenske, måde, er forfatterinden levende optaget af at vise og forstå, hvilken betydningsfuldhed kirken lægger over menneskets liv, og hvordan nåden konkret kan manifestere sig i vores individuelle, men stadigt altid sammenbundne eksistenser. Forsoning er et gennemgående tema, som belyses med indsigt og virkelighedsnærhed og i lyset af evangeliets håb og menneskehjertets evne til at elske.

Der er visse af illustrationerne, ligesom der er visse passager i erindringsbøgerne, der synes naive på en måde, der utvivlsomt ville kunne fremkalde betænkeligheder hos flere moderne litteraturkritikere, navnlig dem, der efterspørger kompromisløs realisme for enhver pris. Som et forsvar for en forfatterinde som Elisabeth Bergstrand-Poulsen ville jeg svare, at nu er det jo netop ikke afgjort, hvad den mest realistiske realisme er. Jeg selv hælder til den tanke, at det kan være gavnligt med begge dele: en debatterende, afsøgende litteratur og samtidigt en litteratur, hvis hovedoptagethed ikke er at udstille smerten og fremmedheden i samfundet og mennesket, men som er villig til at anerkende håb og godhed som lige så realistiske momenter i vores indre og fælles tilværelse med hinanden, og som følge heraf derfor heller ikke ville finde det mindre kunstnerisk udfordrende at skildre netop disse fænomener på en levende, inspirerende måde.

Elisabeth Bergstrand-Poulsen havde flere bekymringer om sin samtid og ytrede sig blandt andet om den tiltagende råhed imellem mennesker, hun syntes at kunne iagttage. I et forord skrevet i 1948 til en genoptrykt udgave af Livets og årets festdage, spørger hun som en refleksion over dette problem: “skulle det forløsende ord for den forstenede menneskehed mon ikke netop være det stærke og milde ord inderlighed? Inderlighed i liv, gerning, tanke.”[20] Skulle man karakterisere dette forfatterskab og fremhæve dets største styrke ville det da netop være dets bestræbelse på at åbne vores øjne for den betydningsfuldhed, der hviler over hvert et menneskeliv, og som, hvis den ses og forstås, også må afstedkomme noget i den, der ser den: en ny inderlighed, en ny nænsomhed og et nyt håb for mennesket i dag som til alle tider.


Elisabeth Bergstrand-Poulsens bibliografi

Kronen. J. H. Schultz Forlag.  København 1940.

Væven. Slægtsroman. Lindhardt og Ringhof Forlag. Egmont 2017 [1941].

Mennesket og Klokkerne. Livsfragment. J. H. Schultz Forlag. København 1942.

Sangen. J. H. Schultz Forlag. København 1943.

Se, Mennesket! Lindhardt og Ringhof Forlag.  Egmont 2017 [1943].

To kongelige Blomster. J. H. Schultz Forlag.  København 1944.

Helte og Heltedaad. J. H. Schultz Forlag. København 1945.

Høg, laan mig dine Vinger. Et Stykke Virkelighed, skriftligt og fotografisk dokumenteret. J. H. Schultz Forlag.  København 1945.

Tre Højtider. J. H. Schultz Forlag. København 1946.

Vandringen. J. H. Schultz Forlag.  København 1949.

Den rige hverdag. J. H. Schultz Forlag.  København 1950.

Hustru. Et mindesmærke. J. H. Schultz Forlag.  København 1951.

Livets og årets festdage. J. H. Schultz Forlag.  København 1952.


Noter

[1] Tre Højtider, s. 5–6.

[2] Høg, laan min dine Vinger, s. 9.

[3] Ibid., s. 7.

[4] Elisabeth Bergstrand-Poulsen voksede op i Långasjö sogn i Värend, den del af Småland, fortæller forfatterinden, der af den svenske botaniker Elias Fries blev kaldt for “Smålands hjerte”. Søskendeflokken talte seks børn med en lillebror, der døde i en tidlig alder. Faren var af bondeslægt men et udpræget “musikmenneske”. Han var ansat som organist og kordegn ved sognets kirke og virkede tilligemed som lærer i landsbyens skole. Moren var hjemmegående husmor og er i erindringerne skildret som en både ferm og from kvinde med et ubetvingeligt godt humør, og kendt på egnen for sin dygtighed som væverske.

[5] Jf. Livets og årets festdage, s. 5–7.

[6] Livets og årets festdage, s. 7.

[7] Den rige hverdag, s. 9.

[8] Den rige hverdag, s. 11.

[9] Jf. Livets og årets festdage, s. 48.

[10] Den rige hverdag, s. 46.

[11] Høg, laan mig dine Vinger, s. 91.

[12] Livets og årets festdage, s. 93.

[13] Livets og årets festdage, s. 26.

[14] Jf. Livets og årets festdage, s. 73–74.

[15] Mennesket og Klokkerne, s. 193.

[16] Jf. Høg, laan mig dine Vinger, s. 60.

[17] Væven, s. 141.

[18] Se, Mennesket!, s. 178

[19] Kronen, s. 155-156.

[20] Livets og aarets festdage, s. 6.

“Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

En læsning af Kaj Munks passionsspil Pilatus

Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)
Antonio Ciseri: Ecce homo! (1871)

Kaj Munk fortæller, at han første gang fik tanken om at skrive Pilatus i gymnasietiden en aften i sin vens hjem, hvor de to røg i en vældig disput om Pilatus: “Min Ven hævdede, at han ikke var et Haar bedre end Judas Forræderen, jeg mente derimod, at Pilatus var et Sindbillede paa hele Menneskeheden, der har Sans for det gode og gerne vil dyrke det, men hildes og gøres afmægtig af Livets forvirrende Magter.”[1] Pilatus fremstilles følgelig som et sammensat menneske, der i løbet af stykkets korte tidsrum – fra Skærtorsdag aften til Langfredag efter Jesu død – stilles over for så absolutte valg, at han bringes til randen af sin psyke, den rands afgrund, over for hvilken troen enten må nedfalde og knuses eller opstå i ny skikkelse.[2]

Faktisk skrev Kaj Munk hele to dramaer om begivenhederne i Jerusalem, der ledte op til Langfredag. Vi forstår hvorfor. Her er, fra en moderne manuskriptforfatters synspunkt, det egentligt dramatiske stof at arbejde med: menneskenes tvivl og håb, afgørelse og tro. Medmindre man ville ønske at skrive et mysteriespil, er netop begivenhederne, der fører til domfældelsen, det mest velegnede materiale for scenen. Det havde også Kaj Munk øje for. De to passionsspil, Pilatus og De Herrer Dommere,[3] er således begge bygget op over spørgsmålet om skyld og uskyld, guddommelig sandhed og menneskelig løgn; emner, der gennemkrydses, uddybes og nuanceres ved de personers skæbner og sind, der fik tildelt en rolle i dette kristendommens fødselsdrama, og som følgelig hos Munk hver især spiller deres roller efter de indre strenge af længsel, magtbegær, forsmåelse og hengivenhed, der her som alle andre steder i historien dirigerer menneskers valg, håb og tro og kærlighed. I denne artikel er det alene skuespillet Pilatus, som jeg vil foretage en læsning af, med særligt henblik på at se, hvad mennesket Pilatus gennem Munks digteriske indlevelseskraft kan vise os om sandheden og kærligheden – “De to som hele Jorden stønner efter!”[4] Læs videre “Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”

Ikonopistemologi hos Elias Canetti

“For én vej til virkeligheden går over billeder. Jeg tror ikke, der findes en bedre vej. Man holder sig til det, der ikke forandrer sig, og udtømmer dermed det altid foranderlige. Billeder er net, det, der fremtræder på dem, er den holdbare fangst. Meget slipper ud, og meget rådner, men man prøver igen, man bærer rundt på nettene, kaster dem ud, og de styrkes af deres fangster.”[1]

Hvad billeder kan betyde for en persons udvikling, hvordan de kan være både afslørende og skærmende, henrivende og skræmmende, giver forfatteren Elias Canetti en tydelig fornemmelse af i de tre erindringsbind om sit liv i perioden fra 1905–1937, Den reddede tunge, Faklen i øret og Øjenspillet,[2] hvori Canetti beretter om sin barndom og ungdom, som den udspillede sig i varierende miljøer under hans opvækst rundt om i Mellemeuropa gennem de første årtier af det 20. århundrede samt den tidlige dedikation til skrivegerningen som levevej i det kultursydende Wien. Læs videre Ikonopistemologi hos Elias Canetti