Refleksion til palmesøndag (2. tekstrække)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Amen! (Mark 14,3–9)
Evangeliet, vi hører til i dag, er på mange måder forunderligt; fordi der er så meget, der ikke bliver sagt. Vi kastes nemlig ligesom ind i en fortælling, vi kun halvt forstår. Tag nu bare kvinden, som vi hører om. Der er så lidt, vi får at vide om hende – og så meget, vi gerne ville vide.
Hvem var hun og hvor kom hun fra? Markus siger det ikke. Alligevel kan vi måske sige lidt – for vi ved, at det ikke var noget tilfælde, at hun lige netop den dag kom til Simon den Spedalskes hus. Noget trak i hende. Én, der kaldte på hende. Én, hun havde hørt om og måske endda mødt, nemlig Jesus af Nazareth. Og med sig til huset bragte hun en alabastkrukke, som hun brød for at salve Ham med den dyre nardusolie. Vi ved ikke, hvorfor hun gjorde det, eller hvad der fik hende til i al stilhed at gøre denne kærlighedsgerning mod Jesus; for det fortæller Markus os intet om. Han fortæller os heller ikke, hvorfor kvinden valgte at ofre noget så dyrebart, når det kunne have gjort hende og andre langt større gavn.
Alt, der bliver fortalt med hendes handling, siges derfor på en måde i stilhed. Stille kom hun til Jesus, og stille gik hun derfra. Men hendes handling, salvningen, er aldrig blevet glemt, for den forkyndes ud over hele verden, hvor evangeliet lyder – og er i dag, Palmesøndag, med til at stemme sindet op mod påske.
Og tænk en gang!
Vi kender end ikke navnet på hende. Alligevel har Jesus bestemt, at det, hun gjorde, skal fortælles til alle.
Og hvis der skulle være nogle af os, der ikke rigtig forstår hendes gerning, eller hvad salvningen skulle have af betydning, så står vi ikke alene; for disciplene forstod heller ikke betydningen af det, hun gjorde – tværtimod overfusede de hende for at ødsle med noget så kostbart, men hvem ved, måske anede hun i al stilhed noget, som de ikke vidste.
Vi ved det ikke, for hun ødelagde ikke den hellige stilhed, hvori hun havde søgt sin konge, for at han måtte give til hende, hvad ingen anden konge kunne give, nemlig syndernes forladelse.
Og hvor er det smukt, at det ikke blev en fornem hellig mand eller præst, der salvede Jesus, men en kvinde, ingen agtede mere, end at de lod hende overfuse. Hun var intet særligt, men som vi mennesker er flest. Ét vidste hun dog – nemlig at søge tilgivelse for sine synder og skønne mere på den end noget jordisk.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Bøn
Kære Gud, vi takker dig, fordi du altid bereder os på påskens glæde; for hvert år minder du os om, hvorfor din søn red ind til Jerusalem på et æsel, og hvorfor han blev salvet. Og derfor beder vi dig også, at vi må finde den fornødne stilhed og alvor til i denne tid at søge tilgivelse for vores synder. Gør os ved din Helligånd glade i vores søgen, og mind os om, at du ikke ser på mennesker som vi, men ind i hjertet, og ved, hvad der gemmer sig skjult i hvert et lag og i enhver tanke, men det til trods alligevel lod en ganske almindelig kvinde salve din søn. Rens derfor alt det, som vi ikke selv tåler at se eller høre, og styrk os i kærligheden, for at vi ved Jesus Kristus må blive ét med dig i al evighed. Amen!
