Alle indlæg af Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Om Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Cand.theol., sognepræst i Vojens-Jegerup-Maugstrup (senest opdateret 10. april 2020)

Krist stod op af døde

Refleksion til påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Amen! (Matt 28,1–8)


Krist stod op af døde i påskemorgenrøde; sådan synger vi gerne her i påsken, om vi kan samles i kirken eller ej; for selvom der er rullet en sten hen for kirkedøren i kraft af en sygdom, der har lammet det meste af verden, vil påskeevangeliet alligevel blive sunget ud til alle verdens hjørner; for i evangeliet om Jesus Kristus er der en kraft, som ingen sygdom eller sten kan holde inde eller forstumme. Tværtimod genlyder den kun endnu højere, når verdens bekymringer og dødsangst griber om sig; for Krist stod op af døde.

Det kan sådan set ikke siges mere kortfattet – og selvom man måske ikke synes, at det i sig selv siger meget, så siger det mere end nok, for med hans død er alt blevet sagt på vores vegne; for sammen med ham er vores skyld blevet korsfæstet, for at vi både nu og i al evighed må leve med Ham i den kærlighed, han med Faderen har givet os, som en Helligånd, der er med os alle dage indtil verdens ende.

Men Kristi opstandelse fra de døde fortæller os også, at døden ikke er Herre over Gud. Den er altså det lyspunkt, der fortæller os, at der er en vej gennem døden og ind i det lys, der skinner til os fra Guds himmel.

Et lys, der kaster dødens skygger på flugt og kalder os frem dag for dag til at leve et liv i glæde over den nåde, som vi uforskyldt har fået del i.

Guds kærlighed er nemlig overrumplende på alle måder. Vi kan med vores liv forsøge at tage imod den, så godt vi kan, men nåden er altid langt større end vores liv. Den er større end vores liv, når vi ikke føler os værdige til den, for så kommer den til os i kraft af Guds ord og overrumpler os med glæde ved at fortælle, at vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til noget så stort –

og tror vi os mægtige i vores eget liv, så vil den med tiden gøre os ydmyg; for den er langt større end vores liv, også selvom vi måtte glemme den.

Ved sin død og opstandelse har Kristus nemlig vundet os et evigt liv hos Gud. Derfor synger vi:

Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde.
Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad

Og det gør den jo også, selvom vi ikke kan mødes i kirken; for toner fra påskens glæde er ikke begrænset af et rum, men høres fuldt ud, hvor end Guds Ånd virker.

Ære være Gud i det højeste
– og glædelig påske!

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre vor Gud, Himmelske Fader!
Vi takker dig,
fordi du af din store nåde og barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde,
og vi beder dig:
Hjælp os ved din Helligånd,
at vi må kende kraften i Hans opstandelse
og fællesskabet med ham i hans lidelser
og få nåde til at vandre i det nye levned
og således nå frem til de saliges opstandelse
og den evige glæde hos dig
ved din elskede søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Kærlighedens alvor

Krucifiks i Verninge Kirke

Refleksion til langfredag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge« Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.

Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Amen! (Mark 15,20–39)


Når det kan være svært at sætte ord på Jesu lidelser, så skyldes det, at de så inderligt kalder på stilhed; for Langfredag er en dag, vi ikke kommer uden om, hvor gerne vi end ville.

Vi kender det fra meget andet i livet, når vi støder på noget, som vi ikke kan forlig os med eller noget, som vi ikke bryder os om. Så kan vi prøve at fortrænge, skubbe det væk eller glemme det – men som vi alle ved, så forandrer virkeligheden sig ikke af den grund; for hvad der er sket, er sket og lader sig ikke ændre, hvor gerne og inderligt vi end måtte ønske det.

Når man har mister et menneske, man holder af og har elsket gennem hele livet, så kan man sommetider glemme sorgen i de få øjeblikke, der går, fra man drømmer, og til man vågner. Sådan har jeg det også lidt med langfredag. I dagligdagen glemmer jeg min sorg, men så vågner jeg en fredag af min drøm for at blive mindet om alt det, som jeg ikke kan flygte fra eller skubbe væk, fordi det er sandt.

Og Ham, der holder mig vågen, selvom jeg hellere ville sove, er Ham, der lider med mig, når jeg glemmer kærlighedens alvor.

Det gør ondt at høre om Jesu lidelser; at høre om, hvordan soldaterne piskede og pinte Ham, hvordan de flettede en tornekrans som krone og lagde en kappe omkring Ham, knælede og hånede Ham som konge.

Og når det gør ondt, så er det blandt andet, fordi vi i Jesus genkender den kærlighed, vi ikke selv formår at udleve.

Den kærlighed, der end ikke søger sit eget, men finder glæde i at give, hvor lidt den end har – ja en kærlighed så ren, at den går i forbøn for sine fjender og trygler andre at bede for dem, der forfølger den; for at også de må lære den at kende.

Det piner os at høre om en sådan kærlighed langfredag pisket af menneskelig ondskab – og for udmattet til at bære korset ud til Golgata.

Som vi hører, blev han af soldaterne rakt vin iblandet myrra til at lindre smerterne, men han drak det ikke; for smerterne skulle ikke lindres – men føles til fulde.

Smerten ved at få hænder og fødder naglet fast til korset – alene og udstødt af det menneskelige fællesskab.

Og så kunne man tro, at et sådan syn måtte vække medynk i de mennesker, der kom forbi og så det hele med deres egne øjne; men nej – for dem talte lidelserne for sig selv; for var han Guds søn, hvorfor steg han så ikke ned fra korset? Og hvis han kunne frelse andre, hvorfor kunne han så ikke frelse sig selv?

Ja – selv de, der blev korsfæstet med ham, hånede ham og opdagede ikke, hvad de så.

Og alligevel bad han: tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

I den sjette time ved middagstid blev der, som vi hørte, mørkt over hele jorden. Et mørke, der ikke behøver mange ord; for selv uden ordene forstår vi, at det samme mørke også vil omslutte os i døden, når den time kommer, hvor vi ikke magter mere.

Den time, hvor kærlighedens alvor ikke længere kan holdes på afstand – men kommer til os som en dom, når vi må sande, at den eneste frelse ud af mørket er det lys, vi mangler i os selv.

Selv Kristus, som var verdens lys, bad i mørket: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Det er nogle forfærdelige ord, som går gennem marv og ben på en hver troende sjæl, for hvordan kunne han, der var Gud lig sige sådan?

Og hvor er frelsen, hvis Han, der skulle frelse os følte sig fortabt? Ja, hvilket håb har vi, hvis det lys, der skulle skinne for os alle, lod sig slukke af verdens ondskab og mørke?

Hvordan kunne han, der skulle vise og åbenbare os Guds kærlighed, føle sig forladt?

Det er spørgsmål, vi mærker Langfredag – og svar vi må vente med, til mørket er drevet over på søndag og blevet til glæde.

Men kunne det være anderledes, hvis Gud skulle mærke menneskets lidelser på sig? Hvis han skulle være menneske og lide og dø som andre.

Jeg tror det ikke – og derfor fortæller Jesu lidelser os også, at der ikke længere er det menneske, hvis lidelser Gud ikke kender, for han var selv menneske – og der er ikke en uret på jorden større end den, der overgik Ham.

Det kan måske virke mærkeligt, hvorfor det er så vigtigt at understrege betydningen af Guds med–lidenhed med mennesket, men sand trøst begynder i genkendelsen.

Der er ingen trøst i det menneske, der ser ens lidelser uden at mærke dem – nej jeg vil egentlig gå så langt som at sige, at lider man ikke med andre mennesker i deres sorg og elendighed, så gør man sig ikke umage nok i forsøget på at elske dem.

Almindelig menneskekundskab er ikke avanceret; for vi kender alle selv til det at være menneske. Vi ved alle, hvad det vil sige at være bange, syg eller ked af det – og ville vi selv mangle almindelige fornødenheder, som mad, tøj eller et tag over hovedet, så ville vi også vide, hvad vi trængte til.

Alligevel ønsker vi ikke altid at hjælpe, når det gælder andre, fordi det ofte betyder, at vi selv må lide afsavn eller invitere en smerte ind, som vi helst vil holde ude.

Derfor skal vi også være yderst opmærksomme på, hvorfor vi beskæftiger os med andres ulykke. Om vi gør det ud af medlidenhed og et oprigtigt ønske om at hjælpe og gøre noget for andre, eller vi blot er begyndt at beskæftige os med andres ulykke for at lade os underholde.

For underholdning har menneskers lidelser også været førhen – selv i vores egen kristne historie, hvor vi med vores tro burde have foragtet den slags – har henrettelser præcis ligesom Jesu egen været tilløbsstykker, ganske vist fordi det skulle være til skræk og advarsel for ligesindede forbrydere, men ikke desto mindre har det også været til stor underholdning for mange.

Al den slags skal vi som kristne holde os langt fra – møder vi lidelser, er det mindste, vi kan gøre, at bede og være medlidende i det omfang, vi formår.

Men vi formår selvfølgelig ikke alt – for intet menneske vil nogensinde kunne sætte sig helt ind i et andet menneskes sted; dertil er vi for forskellige, og der vil altid være en stor forskel på den syge – og den, der er er på sygebesøg.

Men skal vores omsorg for hinanden blive større, så må vi blive bedre til at sætte os i den andens sted.

Når jeg vågner langfredag, skyldes det ikke bare, at Jesu lidelser holder mig vågen, men også tanken om, at han led for min skyld – at Han tog min skyld på sig og døde med den, for at jeg måtte få del i syndernes forladelse og Guds kærlighed.

Og deri er en alvor, vi aldrig bør glemme.

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Herre Gud Fader i Himlen!
Forbarm dig over os!
Herre Jesus, vor frelsermand!
Forbarm dig over os!
Herre Helligånd, vort lys og vor trøst!
Forbarm dig over os!
Vi har syndet med vore forfædre!
Vi har forskyldt din vredes domme!
O Herre, handl ikke med os efter vore synder!
Og betal os ikke efter vore misgerninger!
O Herre, hør vor bøn!
Og lad vor røst komme til dig!

når vi beder:

Fadervor,
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen!

Søg din konge i det stille

Kristus i Simon den Spedalskes hus (Allgäu, 1470’erne)

Refleksion til palmesøndag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Amen! (Mark 14,3–9)


Evangeliet, vi hører til i dag, er på mange måder forunderligt; fordi der er så meget, der ikke bliver sagt. Vi kastes nemlig ligesom ind i en fortælling, vi kun halvt forstår. Tag nu bare kvinden, som vi hører om. Der er så lidt, vi får at vide om hende – og så meget, vi gerne ville vide.

Hvem var hun og hvor kom hun fra? Markus siger det ikke. Alligevel kan vi måske sige lidt – for vi ved, at det ikke var noget tilfælde, at hun lige netop den dag kom til Simon den Spedalskes hus. Noget trak i hende. Én, der kaldte på hende. Én, hun havde hørt om og måske endda mødt, nemlig Jesus af Nazareth. Og med sig til huset bragte hun en alabastkrukke, som hun brød for at salve Ham med den dyre nardusolie. Vi ved ikke, hvorfor hun gjorde det, eller hvad der fik hende til i al stilhed at gøre denne kærlighedsgerning mod Jesus; for det fortæller Markus os intet om. Han fortæller os heller ikke, hvorfor kvinden valgte at ofre noget så dyrebart, når det kunne have gjort hende og andre langt større gavn.

Alt, der bliver fortalt med hendes handling, siges derfor på en måde i stilhed. Stille kom hun til Jesus, og stille gik hun derfra. Men hendes handling, salvningen, er aldrig blevet glemt, for den forkyndes ud over hele verden, hvor evangeliet lyder – og er i dag, Palmesøndag, med til at stemme sindet op mod påske.

Og tænk en gang!

Vi kender end ikke navnet på hende. Alligevel har Jesus bestemt, at det, hun gjorde, skal fortælles til alle.

Og hvis der skulle være nogle af os, der ikke rigtig forstår hendes gerning, eller hvad salvningen skulle have af betydning, så står vi ikke alene; for disciplene forstod heller ikke betydningen af det, hun gjorde – tværtimod overfusede de hende for at ødsle med noget så kostbart, men hvem ved, måske anede hun i al stilhed noget, som de ikke vidste.

Vi ved det ikke, for hun ødelagde ikke den hellige stilhed, hvori hun havde søgt sin konge, for at han måtte give til hende, hvad ingen anden konge kunne give, nemlig syndernes forladelse.

Og hvor er det smukt, at det ikke blev en fornem hellig mand eller præst, der salvede Jesus, men en kvinde, ingen agtede mere, end at de lod hende overfuse. Hun var intet særligt, men som vi mennesker er flest. Ét vidste hun dog – nemlig at søge tilgivelse for sine synder og skønne mere på den end noget jordisk.

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Bøn

Kære Gud, vi takker dig, fordi du altid bereder os på påskens glæde; for hvert år minder du os om, hvorfor din søn red ind til Jerusalem på et æsel, og hvorfor han blev salvet. Og derfor beder vi dig også, at vi må finde den fornødne stilhed og alvor til i denne tid at søge tilgivelse for vores synder. Gør os ved din Helligånd glade i vores søgen, og mind os om, at du ikke ser på mennesker som vi, men ind i hjertet, og ved, hvad der gemmer sig skjult i hvert et lag og i enhver tanke, men det til trods alligevel lod en ganske almindelig kvinde salve din søn. Rens derfor alt det, som vi ikke selv tåler at se eller høre, og styrk os i kærligheden, for at vi ved Jesus Kristus må blive ét med dig i al evighed. Amen!

Genkendelsens tilgivelse

Prædiken i Haderslev Domkirke, 28. marts 2016
(2. påskedag, 2. tekstrække: Sl 16,5–11; 1 Kor 15,12–20; Joh 20,1–18)

Maria Magdalene ved graven (skulptur af Bruce Wolfe)
Maria Magdalene ved graven (Bruce Wolfe)

Så blev det dagen derpå, og som alle dage, der kommer efter den store festdag, synes trykket at være lettet en smule – og derfor er sandsynligheden for, at vi hvert øjeblik skulle bryder ud i spontan sang og synge Krist stod op af døde, da også aftaget en lille smule fra i går. Men alligevel er vi ikke helt færdige med at fejre påskebudskabet, som vi fik lov til at høre i går for fulde udblæsninger.

I dag kan vi dog sunde os lidt oven på påskeglæden og høre det hele forfra i et lidt mere afdæmpet humør uden alt for mange falbelader.

Det er nemlig med livets store glæder som med en stor skat, man har gravet ned og ikke kan få tankerne fra igen, men må hen og grave op i ny og næ for at sikre sig, at den endnu ligger på det sted, man begravede den. Læs videre Genkendelsens tilgivelse

En fragmenteret skitse af tankerne angående Kristi to naturer frem til Kalkedon-synoden

I denne artikel vil tonaturlæren i oldkirken blive undersøgt. Der vil dog kun være tale om en kursorisk gennemgang, der ikke har til formål at nå hele vejen rundt om spørgsmålet i al sin dybde. Hovedvægten for artiklen vil derfor hvile på tiden fra arianismen frem til Kalkedon-synoden i år 451.

Grundlæggende udspringer enhver kristologi af et forsøg på at forstå Kristus. Derfor kan det heller ikke siges at være underligt, at man allerede i de ældste kristne tekster finder forskellige former for kristologier. Dér, hvor forskellen måske er allermest iøjnefaldende, er mellem den meget jordiske Kristus, som skildres i Markusevangeliet og den noget mere himmelske, som man finder i Johannesevangeliet.[1] Forskellen ved betoningen af henholdsvis det guddommelige og det menneskelige ved Kristus kan således allerede spores i Det Nye Testamente. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at man fra den allertidligste kirkehistorie kender til strømninger, der afspejler en sådan forskel i betoningen af Kristi guddommelighed og menneskelighed. En af dem er ebjonitismen, som fandtes iblandt ebjonitterne, der opfattede Jesus som Josef og Marias søn og benægtede jomfrufødslen. Derudover hævdede ebjonitterne også, at det var gennem dåben, at Jesus blev udvalgt som Guds Søn. De må derfor have opereret med en adoptionistisk forståelse af Kristus.[2] Men selvom de formentlig har betonet Jesu menneskelige side, betyder det næppe, at de ikke har betragtet ham som Guds udvalgte. I Guds udvælgelse af Ham har de derfor sikkert også betragtet Ham som guddommelig. Læs videre En fragmenteret skitse af tankerne angående Kristi to naturer frem til Kalkedon-synoden

Johannes Horstmann (II,I)

Naturlig teologi

I halvtredserne begynder Horstmann at skrive i Tidehverv, og den første artikel, som bladet bringer af ham, er »Naturlig Teologi« fra 1950. Det er en noget rodet artikel, hvor det overordnede emne groft sagt er, hvordan filosofi forholder sig til teologi og omvendt. Horstmann indleder sin artikel med at erindre Martin Luthers berømte ord fra Disputatio contra scholasticam theologiam, hvor Luther i en af sine mange teser elegant formulerer: Error est dicere: sine Aristotele non fit theologus. Immo theologus non fit nisi id fiat sine Aristotele.[1] Citat er et angreb på skolastikken og de skolastikere, der dyrkede Aristoteles i en sådan grad, at de glemte, at det ikke var ved at læse Aristoteles, at man blev teolog – ja faktisk sætter Luther det hele på spidsen ved at sige, at man kun bliver teolog, såfremt man gør det uden Aristoteles. Med henvisning til disse ord begynder Horstmann altså sin artikel, og han ser dette udsagn og andre lignende steder hos Luther som en afvisning af, at filosofien: »skulde have noget at sige af betydning for theologien i den forstand, at theologien skulde være forpligtet til at høre den.«

Og videre skriver Horstmann: »Vel er dette ikke at forstå på den måde, at Luther skulde hylde en irrationalistisk tankegang og betragte fornuften i sig selv som skadelig – han kan i anden sammenhæng også tale om fornuften som et herligt instrument for Gud – men det er sådan at forstå, at fornuften og filosofien af sig selv ikke kan sige noget af betydning om Gud eller den frelsende erkendelse af Gud.«

Det presserende spørgsmål for Horstmann bliver derfor, hvordan Luther har forholdt sig til fornuften og til en såkaldt »naturlig teologi«. Læs videre Johannes Horstmann (II,I)

Kristus, loven og dens fylde

Prædiken i Vojens Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 9:00
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav
Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav

Dagens evangelietekst udgør en lille del af bjergprædikenen. Tonen er skærpet ligesom den fordring, Gud i kraft af Jesu tale stiller mennesket over for.

Det er ikke længere nok bare at leve op til de mange jødiske forskrifter, man kan læse nogle af i 3. Mosebog, som er fyldt med alle tænkelige og utænkelige love, mennesket skal opfylde for at være Gud til behag.

Alle disse gamle forskrifter betegnes normalt under et som »Loven«.

Og netop »Loven« er bjergprædikenen et opgør med.

Men ikke et opgør i den forstand, at der er tale om en afskaffelse af loven – nej tværtimod søger Jesus at forklare, at der gives en ny lov, der skal gøre sig gældende for mennesket.

Det er derfor han også skelner mellem det gamle og det nye, når han siger: I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer.

Jesus har nemlig noget nyt at fortælle mennesket. Noget som det ikke kunne have fortalt sig selv eller regnet sig frem til, men som han er kommet for at åbenbare for mennesket.

Den nye lov er en skærpelse af den gamle – og i stedet for som tidligere at udpensle hver enkelt gerning, Gud forventer af mennesket, åbenbarer Jesus lovens fylde. Læs videre Kristus, loven og dens fylde

Gå du hen og gør ligeså

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis (3 Mos 19,1–2.9–18; Gal 2,16–21; Luk 10,23–37).

Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)
Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)

Der er virkelig noget på spil både i Galaterbrevet og i fortællingen om den Barmhjertige Samaritaner. Men lad os begynde med evangelieteksten.

Det, som sætter gang i fortællingen, er en lovkyndig; at han betegnes som lovkyndig, vil sige, at han var en skriftklog, der vidste besked om alle de bud og love, som man i jødedommen på Jesu tid var nødt til at overholde, hvis man ville være retfærdig foran Gud – og som der står i dagens evangelietekst, så spørger denne lovkyndige altså Jesus for at sætte ham på prøve. Spørgsmålet, der i første omgang er udtænkt for at volde Jesus problemer, er, hvordan man arver evigt liv – med andre ord, hvad man skal gøre for at få del i Guds rige.

Og pudsigt nok svarer Jesus manden ved at spørge ham, hvad der står i loven, at man skal gøre; og den lovkyndige svarer ham – som vi har hørt – at man skal elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind, og sin næste som sig selv. Efter at have hørt, hvad den lovkyndige siger, fortæller Jesus ham, at han har svaret rigtigt.

Og så burde historien jo sådan set slet ikke være længere; for den lovkyndige har jo allerede fået svar på sit spørgsmål om, hvordan man kan arve evigt liv. Men alligevel stopper den lovkyndige ikke her, selvom den fordring til mennesket, som Kristus har åbenbaret, forekommer at være såre simpel og ikke til at misforstå, men måske er det netop derfor, at manden bliver nødt til at forsøge at vriste sig fri fra den ved at spørge, hvem næsten er? Læs videre Gå du hen og gør ligeså

Johannes Horstmann (I)

Der er mig bekendt aldrig før blevet forsøgt at gøre rede for Johannes Horstmanns (1915–1999) teologiske forfatterskab – og det kan der være mange årsager til. En af årsagerne er givetvis, at langt størstedelen af forfatterskabet er spredt ud over en række tidsskrifter, kirkeblade og aviser, hvilket er med til at gøre den almene tilgængelighed dårlig. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at Horstmanns sprog ikke altid fremmer tankernes tilgængelighed. Alligevel vil jeg her i Scriptoriet med en føljeton, der nok kommer til at strække sig over en rum tid, gøre et forsøg. For overskuelighedens skyld vil jeg dele forfatterskabet op i de seks årtier, han skrev. Perioderne er vilkårlige og har for så vidt intet med en udvikling i forfatterskabet at gøre, men er alene blevet til for at skabe overblik. Mit håb ved at behandle teksterne kronologisk er, at en eventuel udvikling i forfatterskabet må blive synlig. Før jeg tager fat på arbejdet, skal det også siges, at det ikke er alt, Horstmann har skrevet, der er relevant for en forståelse af hans teologi – og derfor vil teksterne heller ikke blive vægtet ligeligt.

Artikler fra 1940’erne

  1. »Ole Borch og hans Kollegium« (Kristeligt Dagblad 1941 25/5)
  2. »Salmebogs Polemik eller reformatorisk Kristendom« (Aalborg Stiftstidende 1943 15/2)
  3. »Afmythologisering eller Evangelium I« (Menighedsbladet årg. nr. 2)
  4. »Afmythologisering eller Evangelium II« (Menighedsbladet årg. nr. 3)
  5. »I Dag for fire hundrede Aar siden døde Martin Luther« (Vendsyssel Tidende 1946 18/2)

Læs videre Johannes Horstmann (I)

En undersøgelse af eskatologien i Andet Thessalonikerbrev

Rembrandt: Apostlen Paulus (1633)
Rembrandt: Apostlen Paulus (1633)

Artiklen, der her bringes, er et uddrag af mit speciale, der omhandler autenticiteten af 2 Thess. For nogle kan et sådan speciale muligvis virke omsonst; for hvorfor er det overhovedet interessant at beskæftige sig med, om Paulus har skrevet det brev eller ej? Kan det ikke være lige meget? Hvis man ikke er interesseret i hverken Paulus eller den tidlige kristendom, så skal jeg ikke kunne udelukke, at det alt sammen kan være ét fedt. Men er det modsatte tilfældet, så kan det vise sig at være et afgørende spørgsmål for forståelsen af Paulus’ kristologi, eskatologi, forhold til menigheden og en lang række andre punkter. Er man altså det mindste interesseret i Paulus, så bør et af de første spørgsmål, man stiller sig selv, være, hvilke breve han har skrevet.

I artiklen her er det centrale ikke spørgsmålet om autenticitet, men derimod angående selve brevets eskatologi, som igennem tiden har været mange arme eksegeters hovedpine, og jeg tør også sige, at den har været min egen. Men jeg håber, at jeg med min artikel kan være med til at forebygge, at det samme behøver gentage sig.

Eskatologien i 2 Thess.

På den indholdsmæssige side har en væsentlig indsigelse fra modstanderne af brevets autenticitet været, at eskatologien i brevet ikke lader sig forene med den eskatologi, der kommer til udtryk i de syv Paulusbreve. Læs videre En undersøgelse af eskatologien i Andet Thessalonikerbrev