Mit indlæg Lidt om universitetsteologisk hvervningskunst rummede visse uklarheder, som jeg – både fordi jeg selv har forsøgt at tænke lidt videre, og fordi jeg er blevet mødt med konkrete reaktioner på indlægget – har besluttet mig for at uddybe lidt mere.

I første omgang drejer det sig om overvejelser angående det ønske, jeg ytrede i kommentaren, om, at universitetsteologerne ville stå ved teologiens »normative« eller »kristelige« anliggende. Nogle læsere af min lille lægmandskommentar har spurgt ind til, hvad der egentlig skal forstås – altså hvad jeg forstår – ved et sådant kristeligt anliggende. Det er et meget rimeligt spørgsmål, som jeg gerne vil forsøge at svare på ud fra de ikke-fagteologiske forudsætninger, der er mine.

Et kristeligt anliggende

Mit første indlæg rummer allerede en antydning af, hvad jeg forstår ved et kristeligt anliggende. I slutningen af behandlingen af den århusianske velkomsttekst til de studiesøgende poder hed det således som følger:

[I]ntroduktionstekstens forfattere har gjort deres ypperligste for at nedtone eller endda fornægte den sandhed, at der ikke er tale om teologi, hvor denne ikke står i et forpligtet forhold til den kristendom, til det evangelium, den er sat i verden for at lære og forkynde.

Min grundopfattelse er altså denne, at sand teologi er der kun tale om dér, hvor forholdet til kristendommen er af en forpligtet karakter – hvor den ivrige gransker, der bøjer sig over skriften, også bøjer sig for skriftens centrum, altså for Kristus, hvilket ingenlunde er det samme som at følge pastor Becks opfordring til professorerne om at knæle for skriften i sig selv.

Og det er netop dét, der adskiller den lutherske universitetsteologi fra såvel de ikke-universitære missionsk prægede teologistudier som andre beslægtede humanistiske fag, såsom religionsvidenskaben.

Evangelium eller fornuftskult

For et sådant grundlag er jo noget ganske andet end den ideologiske doktrin, religionsvidenskaben tager afsæt i, nemlig en fornuftsmetafysik rundet af oplysningstidens rationalisme, hvis grundpåstand er menneskets evne til at gennemskue og bemestre verden. Religionsvidenskabens grundlæggende påstand er, at mennesket er et stupidt dyr, der frembringer og indhyller sig i drømmeverdener af trans-empirisk art, samt – og dette er den ideologiske tilføjelse – at visse mennesker, altså de rationelle videnskabsfolk, er i stand til at gennemskue disse længselsverdeners karakter af hjernespind.

Religionsvidenskabens – og i det hele taget den ideologiske humanismes – problem er imidlertid, at den fornuft, man mener at betjene sig af, ikke er noget givet, men derimod i sig selv en trospåstand. Der er intet empirisk belæg for, at menneskebæstet skulle være fornuftigt og i stand til at hæve sig over den skarn- og driftsdynge, der er den foreliggende verden. Her er der kun tro. Eller anderledes udtrykt: Hvordan kan humanisten redegøre for, at hans fornuftslutrede klarsyn ikke blot er endnu en religiøs konstruktion, hvis formål er at lade ham skue verden – og ham selv! – i et lidt pænere lys, end det han og verden i sig selv har at byde på? Humanismen er en myte, der lader mennesket – eller snarere visse mennesker – nyde den lækkersøde forestilling at være ren og egenmægtig og på verdensfornuftens side.

Kristendommen derimod er ordet om Evangeliets bestandighed, der relativerer alt andet. Mellem disse to verdensanskuelser er der krig – religionskrig. Og teologien og teologen må – hvis der skal være tale om sand teologi og en sand teolog – gøre front mod fornuftsmetafysikken i alle dens afskygninger.

Et normativt studium?

Men spørgsmålet bliver jo så, hvilke følger en sådan hævdelse af teologiens normative egenart har for dennes forhold til videnskaben. For sandt er det jo, at den slags overvejelser, jeg i min kommentar gjorde mig til talsmand for, og som jeg her gentager, kunne minde (foruroligende meget) om sådanne doktriner, der er hovedhjørnestenen i de såkaldt bibeltro teologistudier i Danmark. Én af de kommentarer, jeg modtog, gik således netop på, at denne form for overvejelser mindede om de »ønsker om normativitet«, der var at finde blandt missionsfolk i 70’erne, og som lå bag oprettelsen af Menighedsfakultetet i Århus.

I slutningen på min kommentar skrev jeg, at jeg ikke bad »universitetsteologerne om at kuldkaste al konventionel akademisk praksis«, men at jeg blot forlangte, at man vedstår, at teologien har et kristeligt anliggende, altså en klar tilkendegivelse af forskellen mellem religionsvidenskab og teologi. Hensigten med denne afsluttende passage – der måske var lige vel dunkel – var at gøre det klart, at jeg ikke er fortaler for en masseflugt af lutherske teologistudenter fra de universitære teologiuddannelser til Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet.

Men hvad er det så for nogle institutioner, jeg ønsker, at mine og de andre medlemmer af den evangelisk-lutherske folkekirkes fremtidige hyrder uddannes ved? Det kan faktisk siges meget kort: Jeg ønsker, at teologi fortsat har karakter af et på universitetet hjemmehørende akademisk studium, hvor enhver form for uluthersk naturlig teologi sønderlemmes af historisk-kritiske kildestudier, der bortriver ethvert ukristeligt grundlag for troen. Jeg ønsker, at videnskaben fortsat udfylder rollen som det skånselsløse syrebad, der lader den lutherske teolog stå tilbage med en tro, der ikke hviler på lommemetafysiske spekulationer over naturens fornuftige indretning, men derimod alene på den tro, der er til og kommer fra Kristus Jesus. Der er ikke én, ikke en eneste, der skal have lov at forlade Købmagergades porte (eller Faculty of Arts’ teologiske anneks) uden at have fået knust enhver barnedrøm om en fornuftsmæssig sammenhæng mellem Ordet og Verden. Fornuften er Satans hore, og det videnskabelige teologistudium skal følgelig tjene til at afmontere en ulykkesvanger sammenblanding af fornuftserkendelse og Gudstro. Teologien skal – ligesom forkyndelsen i det hele taget – holde det blødende sår åbent, som er kristendommens kerne: Gud blev menneske, døde for vores hånd og for os – vi fatter ikke et klap af det, men skal stå ret alligevel. Færdig.

Syre i Evangeliets tjeneste

Men hvis dette skal være tilfældet, hvis teologiens forhold til videnskaben skal være af en sådan art, at det er den sidste, der tjener den første, og ikke omvendt, må teologien til stadighed drage næring af en kerne, der er af en ganske anden art end videnskabens rent negative empiriske præmis. Teologien skal ikke kun være et syrebad, men må også gennemsyres af en påpegning af, at den megen videnskabelighed ikke tjener sit eget formål, men Evangeliets.

Det betyder, at studiet ved siden af de konventionelt videnskabelige discipliner også må indeholde discipliner, hvor det kristelige anliggende står i forgrunden – hvor teologi bliver refleksion før prædikenen, som Johannes Horstmann så umisforståeligt har formuleret det. Det er oplagt, at et sådant element bør høre til blandt de systematiske discipliner, men hvordan det mere konkret bør organiseres, kan jeg som udenforstående dårligt gøre mig klog på – der må dog være en grænse for min indblandingsiver! – ligesom jeg jo heller ikke har noget (fuldt) overblik over, om og i hvor høj grad noget sådant allerede skulle være tilfældet.

Jeg håber hermed at have uddybet mit synspunkt og klargjort forskellen mellem det lutherske ståsted, jeg argumenterer for, og en sådan afvisning af konventionel videnskab, der – så vidt rygtet siger – kendetegner de såkaldt bibeltro studiesteder i Kongeriget.

Vedhæng: Svar til lektor Holst

Udover de her behandlede principielle spørgsmål er der indkommet en kommentar af en noget anderledes og for mig ret tankevækkende art. Her på siden leverede lektor Søren Holst således en kort betragtning angående min overvejelse over forholdet mellem teologiens udvanding i humaniora og hensynet til optagelsestal og taxameterskillinger, som fik mig til at tænke en ekstra gang. Modsat mit bud på en forklaring af denne sammenhæng, hvor jeg mente at se et økonomisk motiveret hensyn til den sekulære ungdom i den århusianske intro-tekst, påpegede Holst således, at det lige så vel kunne forholde sig modsat. Altså at en imødekommelse af ønsker om en mere kristelige toning – eller hvad pokker man nu skal sige – af teologistudiet faktisk ville tiltrække flere studenter. Holst påpegede endda, de studenter, han i forbindelse med sit virke var stødt på, som forlod teologistudiet, gjorde dette grundet »”for lidt” åbenlys konfessionel kristendom og ikke for meget«.

I udgangspunktet er der for mig ikke andet at gøre end simpelthen at tage dette til efterretning. Det er bestemt muligt, at et mere konfessionelt orienteret teologistudium ville tiltrække flere. Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut eksisterer jo, og de studenter, der her bøjer sig over – og for – skriften, har jo netop valgt disse alternative studiesteder ud fra ønsket om et studium med stærkt konfessionelt præg (om end der jo nok skulle være noget at diskutere angående missionens forhold til bekendelsesskrifterne). Jeg medgiver blankt, at jeg ikke havde tænkt stort over dette.

Holst nævner videre, at universitetsteologiens »”forsigtig[e]” forhold til kirken« også var en realitet lang tid før indførelsen af taxametersystemet. Også dette har han jo ret i, og jeg kan sagtens se, at min sammenkædning af det økonomiske incitament og det eksistentielt set slappe forhold til kristendommen var et nummer for simpel. Jeg kan ganske rigtig ikke påvise en direkte sammenhæng mellem optagelsesiver og bekendelsesmæssigt vankelmod, og jeg takker for Holst for at have gjort opmærksom på denne brist i min argumentation.

Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at se et udtryk for den udflydende tidsånd i den århusianske reklametekst. Jeg finder simpelthen en sådan præsentation af det teologiske studium slap og virkelighedsfjern i forhold til det embede, der efter endt studietid venter så langt den største del af de teologiske studenter, og jeg tillod mig så at gætte, så godt jeg kunne.

Kyndigt belært af Holst må jeg sige, at jeg nu finder teksten endog mere bizar; hvorfor pokker leverer man dette humanistiske sødsuppevås, hvis det ikke er for at tiltrække studenter? Ja, jeg aner det simpelthen ikke, men vil fastholde den grundlæggende opfattelse, der kendetegnede mit første indlæg, at en sådan gang du-kan-blive-alt-i-den-store-vide-verden-hvis-du-læser-teologi-pladder er en uærlig måde at henvende sig til den studiesøgende ungdom. Det bør – som Holst også lader til at være enig i – stå klart, hvad der er teologi, og hvad der er humaniora, konkret religionsvidenskab.

Og det er dét, der var hovedsagen i mit indlæg, ligesom det er dét, der er og bliver hovedsagen for et teologisk studium, hvis det skal være andet end ufarligt humanistisk og småspirituelt pjatteri.

Hvad der så i praksis skal stilles op med teologistudiet, lader jeg universitetsteologerne om og besinder mig så på at varetage mit hverv, når kandidaterne en dag søger embede i min kirke.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 68–72.