Tag-arkiv: oplysning

Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Rembrandt van Rijn (1606–1669: Moses smadrer lovens tavler (1659)
Rembrandt van Rijn (1606–1669): Moses smadrer lovens tavler (1659)

Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, Læs videre Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven →

Det store dyr i åbenbaringen

En kritisk læsning af Carl Schmitts politiske teologi

Albrecht Dürer: Das siebenköpfige Tier aus dem Meer und das Tier mit den Lammshörnern (udsnit)
Tilbedelsen af dyret (Åb 13,2)
Albrecht Dürer: Das siebenköpfige Tier aus dem Meer und das Tier mit den Lammshörnern (udsnit)

Forholdet mellem kristendom og politik er et af de teologiske spørgsmål, som er mest komplicerede, og som mest effektivt har unddraget entydige og holdbare svar. Der er dog ingen tvivl om, at det også hører til blandt de absolut vigtigste teologiske spørgsmål, fordi forholdet mellem Guds og kejserens riger er konstituerende for forskellen på kristendom og kultur, ja udspringer direkte af den uendelige kvalitative forskel på Gud og menneske. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at problemet fortsat er aktuelt i en tilsyneladende sekulær nutid.

Det gælder ikke mindst i Danmark, hvor det stadigt mere magtfulde kongedømme efter reformationen etablerede en ortodoks, luthersk fyrstekirke, der blev en overordentlig vigtig “åndelig advokat” for den senere enevælde (1660). Denne fyrstekirke blev efter overgangen til det konstitutionelle monarki (1849) med religionsfrihed garanteret af grundlovens § 67–68 omdannet til en folkekirke af evangelisk-luthersk tilsnit, som dog i henhold til grundlovens § 4 fortsat understøttes af staten. Dette sker til et stort mindretal af anderledes troende og bekendende ateisters utilfredshed; førstnævnte argumenterer for, at der ikke er tale om religionsfrihed, der hvor der ikke er tale om religionslighed, og sidstnævnte argumenterer imod enhver sammenblanding af stat og kirke. Læs videre Det store dyr i åbenbaringen →

Lidt flere lægmands­betragtninger over universitets­teologien

Mit indlæg Lidt om universitetsteologisk hvervningskunst rummede visse uklarheder, som jeg – både fordi jeg selv har forsøgt at tænke lidt videre, og fordi jeg er blevet mødt med konkrete reaktioner på indlægget – har besluttet mig for at uddybe lidt mere.

I første omgang drejer det sig om overvejelser angående det ønske, jeg ytrede i kommentaren, om, at universitetsteologerne ville stå ved teologiens »normative« eller »kristelige« anliggende. Nogle læsere af min lille lægmandskommentar har spurgt ind til, hvad der egentlig skal forstås – altså hvad jeg forstår – ved et sådant kristeligt anliggende. Det er et meget rimeligt spørgsmål, som jeg gerne vil forsøge at svare på ud fra de ikke-fagteologiske forudsætninger, der er mine.

Et kristeligt anliggende

Mit første indlæg rummer allerede en antydning af, hvad jeg forstår ved et kristeligt anliggende. Læs videre Lidt flere lægmands­betragtninger over universitets­teologien →