Noter over prædiken over Matt 26,6–13.^[1]

“Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham med en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: »Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.« Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun har hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«”

“Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” – sådan råbte skarerne ifølge Matthæus, da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. Det var det, vi markerede palmesøndag. Jesus blev hyldet som den Messias, der skulle genoprette Israels storhed. Han var, i folkemængdens øjne, en politisk leder, som snart skulle indsættes som konge i Jerusalem. Romerne skulle smides på porten, og Jesus skulle genskabe kong Davids kongerige, med fred og retfærdighed, storhed og velstand.

Jesus får travlt efter indtoget i Jerusalem. Han når at rense templet for vekselerere og duehandlere, han når at forbande et figentræ, fortælle en hel del lignelser om vingårde og kongesønner og dommens dag. Han når at diskutere skat, opstandelse og næstekærlighed med de skriftkloge. Og nu sidder han altså til bords i Simon den spedalskes hus i Betania, en lille by uden for Jerusalem. Midt i måltidet kommer en kvinde, og hælder olie ud over Jesus. Hvad skal det nu gøre godt for?

Der var ifølge Johannesevangeliet nardusolie i alabastkrukken. Det var en kostbar olie, som især blev brugt til to ting: Det ene var salvelse ved begravelse. Kvinden salver Jesus til hans begravelse, siger han selv. Det andet var salvelse ved indsættelse af en ny konge. Da kvinden salver Jesus, salver hun ham i virkeligheden til begge dele. Ikke bare til hans død, men også til hans indsættelse som konge – ikke som den verdslige konge, som folkeskarerne havde forventet, men til noget helt andet og langt større. Idet kvinden salver Jesus til hans død, salver hun ham samtidig til at regere i Guds rige.

Denne kvinde, siger Jesus, skal vi mindes overalt, hvor evangeliet forkyndes. Det er ikke, fordi hun har gjort noget i sig selv særligt. Det er ikke, fordi vi skal til at gentage hendes handling bevidstløst. Kvindens gerning peger ud over sig selv, fordi den skete lige netop på det tidspunkt. Hendes salvelse af Jesus pegede på påskens begivenheder, Jesu død og begravelse. Måske er hun ikke helt selv klar over implikationerne, måske det bare var en kærlighedserklæring. Men Jesus bruger kvindens gerning og gør den til et tegn. På den måde minder hun om Johannes døberen. Også han var jo en slags forløber for Jesus. Og også han anvendte religiøse symboler. Dåb med vand og salvelse med olie. Ikke uden grund er oliesalvelsen også et sakramente i andre dele af verden, for ligesom dåben symboliserer den død og opstandelse.

Men det er ikke alle, der kan se symbolikken. Disciplene er fortørnede. Kunne den kostbare olie ikke være brugt mere fornuftigt? Den havde sikkert indbragt gode summer, hvis den var blevet solgt – pengene kunne have været givet til de fattige. Arbejder vi ikke for social retfærdighed, for at realisere politiske idealer, som kræver alle de ressourcer, vi kan tilvejebringe? Gælder det ikke om at være så produktiv som muligt? Om at investere i noget, som giver afkast? Vi kender den slags bekymringer fra os selv, fra politikere og medier. Men også disciplene var bekymrede. Det har de ellers fået besked på ikke at være. Jesus har igen og igen belært dem om at vælge den gode part, først at søge Guds rige og hans retfærdighed. For så skal alt andet gives i tilgift.

Guds retfærdighed. Hvad er det egentlig for noget? Gregor af Nyssa, en teolog fra det fjerde århundrede, diskuterer et sted, hvad vi skal forstå ved ‘retfærdighed’. Gregor peger på, at hvis vi med retfærdighed skal forstå det at fordele goderne på en bestemt måde, så indebærer vores retfærdighedsbegreb en selvmodsigelse. For hvis retfærdighed handler om at fordele ting, er man så ikke nødt til først at rage til sig? Forudsætter retfærdighed så ikke uretfærdighed? Men retfærdighed er ikke en idé, forklarer Gregor. Retfærdighed er en relation til Gud. Eller rettere: Guds retfærdighed er intet andet end Kristus selv. Guds rige er dér, hvor Kristus regerer. Verdslige begreber om retfærdighed har derfor intet med det kristne retfærdighedsbegreb at gøre, hvis man overhovedet kan kalde det et begreb. Retfærdighed er ikke et begreb, ikke en idé, men Kristus selv. Det giver derfor ingen mening at pege på vores almindelige retfærdighedsfølelse som udtryk for en gudgiven moral. Sådan en retfærdighedsfølelse kan måske nok være brugbar i opretholdelsen af menneskelige fællesskaber. Men den har intet at gøre med vores forhold til Gud. Og så betyder det i øvrigt ikke noget om vores retfærdighedsbegreber er såkaldt borgerlige eller venstreorienterede, eller hvad man nu kunne finde på. Så længe de er vores begreber, er de ikke Guds.

Ifølge Johannesevangeliet var det Judas, der brokkede sig. Og det uddybes, at det gjorde han egentlig ikke, fordi han bekymrede sig om de fattige, men af ren grådighed. Han ville have pengene til sig selv. Det kan lyde, som om der en modsætning mellem fremstillingerne hos Matthæus og hos Johannes. I den ene beklager disciplene sig, fordi de bekymrer sig om de fattige. I den andet er det Judas, der beklager sig af selviske grunde. Men måske er forskellen ikke så stor endda. For hvor ofte kan vi med god samvittighed påstå, at vores idéer om retfærdighed og flotte politiske idealer er udtryk for andet end egoisme og selvinteresse? Når vi dyrker vores egne retfærdighedsbegreber, er det så ikke trods de gode intentioner vores selvoptagethed, der får lov at regere, blot indirekte?

Vi må spørge os selv: Står vi ‘på disciplenes side’, som nogle ynder at udtrykke det, vist nok velment, når man ikke vil være alt for from og hellig? Dyrker vi, ligesom disciplene, dermed vores egne retfærdighedskriterier uden sans for Guds retfærdighed? Eller kan vi ligesom kvinden, der salvede Jesus, skimte, at der på den anden side af vores snævre horisont venter os noget langt mere kostbart?

Disciplenes projekt var grundlæggende politisk. De havde endnu ikke forstået, at Jesus ikke var kommet for at indstifte et nyt verdsligt kongerige. Derfor gav det heller ikke mening for dem, at han nu begyndte at tale om sin nærtforestående død. Men kvinden havde forstået, at det handlede om noget helt andet, eller måske rettere: Hun havde ingen forståelse for disciplenes politiske projekter og kunne derfor frit gøre, hvad hun gjorde.

På samme måde som den verdslige ‘kong Jesus’ måtte dø, for at Jesus virkelig kunne være den konge i ånd og sandhed, som han skulle være – på samme måde må vores retfærdighedsbegreber lægges i graven. Kvinden med alabastkrukken bryder med de gældende begreber om rigtigt og forkert, retfærdigt og uretfærdigt. Men netop derved peger hun ud over menneskelige, politiske retfærdighedsbegreber, ud over vores egoisme og påståede interesse for andre menneskers ve og vel. På Guds retfærdighed og Guds rige, hvor tingene fungerer helt anderledes, end vi er vant til.

Hvor alle regeringsformer i denne verden i bund og grund fungerer ved rå magt, hersker Jesus i Guds rige med kærlighed. Det havde disciplene svært ved at forstå, og det har vi også: Kan der virkelig findes et menneskeligt fællesskab, der ikke på en eller anden måde baserer sig på magt? Hvor der ikke er nogen, der tvinger andre til at opføre sig på en bestemt måde? Er det ikke noget naivt sniksnak? Vi må da i det mindste have nogle regler og principper at gå efter, tænker vi måske, ellers fungerer det da ikke. Og nej, det er ikke sikkert, at det ‘fungerer’ i praksis. Det fører måske ligefrem til, at nogen kommer galt af sted. Det gjorde Jesus i hvert fald, set med disciplenes politiske briller. Men hvis det da bare havde givet et afkast, som kunne gavne de fattige. Men det gjorde det ikke engang. Jesu død og opstandelse var temmelig uproduktivt, set ud fra en økonomisk betragtning. Den slags adfærd er hverken noget, der bidrager til bruttonationalproduktet eller til social retfærdighed.

Guds retfærdighed er helt forskellig fra vores retfærdighed. For at kunne begribe så meget som en flig af Guds retfærdighed, må vi derfor gøre godt og grundigt kål på vores egne begreber om, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke er det. Men hvor har vi egentlig vores retfærdighedsbegreber fra? Jo, det er den viden, vi dagligt erhverver os, hver eneste gang vi spiser af træet til kundskab om godt og ondt. Det gør vi, hver gang vi selv vil være guder og bestemme, hvad der er rigtigt og forkert, når vi dømmer andre og os selv, og når vi vil bestemme og indrette verden efter vores principper. Det er dét, der må lægges i graven, for at vi kan få øje på Guds retfærdighed.

Der findes ikke noget kristent retfærdighedsbegreb, for Guds retfærdighed er Kristus selv. Kristus er en person, ikke en idé eller et princip, som man kan udlede alt muligt af. Derfor findes der ingen hurtige anvisninger på, hvordan vi skal indrette os med hinanden. Men det betyder ikke, at kristendommen er tavs om, hvordan vi skal leve vores liv. Når vores retfærdighedsbegreber korsfæstes med Kristus, når vi virkelig lader dem gå til grunde og opsluges af døden, må vi også give afkald på alle vores rettigheder og krav over vores medmennesker.

Det skal forstås helt konkret. Det betyder, at hvis jeg virkelig hører evangeliet, kan jeg ikke længere banke andre i hovedet med idéer om, hvad jeg har ret til. For eksempel ejendomsret. Giv til alle der beder jer, siger Jesus. Vi skal ikke give, fordi andre har ret til noget, heller ikke fordi vi skal opfylde et bestemt retfærdighedsideal. Vi giver simpelthen, fordi vi ikke selv har nogen særlig ret til de ting, vi besidder. Ved vi det, bliver det nemmere at give til dem, der beder om vores hjælp. Det gælder penge, men det gælder også vores tid og opmærksomhed, ja, i det hele taget vores kærlighed, som vi ikke længere kan reservere til bestemte udvalgte personer, om det så er familie, venner eller andre fællesskaber. Om vi så også gør det er en anden sag, men vi kan aldrig undskylde os med, at vi jo ‘har ret’ til at sætte grænser. Det har vi ikke.

Vores retfærdighedsbegreber må altså lægges i graven. Ikke for at blive der, men for at genopstå som kærlighed. De må gå til grunde, for at vi kan nå frem til den sande solidaritet, som Guds kærlighed kræver af os: “De fattige har I jo altid hos jer”, siger Jesus. Søger vi først og fremmest Guds retfærdighed og hans rige, i stedet for vores smålige idealer, vil vi opdage, at de fattige har vi altid hos os, fordi vi selv er fattige. Det er sand solidaritet. Vi er i samme båd med tiggeren på gaden, for vi har ikke noget fortrin over andre mennesker. Når vi lader vores retfærdighedsbegreber gå til grunde, står vi derfor ikke tilbage med ingenting. Tværtimod er det netop da, vi gives alt. Ikke mindst gives vi vores medmennesker. Vores medmennesker, som vi godt nok ikke har krav på, men som tværtimod har krav på os. Men hvad det betyder, opdager vi altså først, når vi sætter vores værdier på standby for i stedet at lade Jesu død og opstandelse være definerende for, hvem vi er.

Vi har altså ingen rettigheder, men vi har én pligt: At elske vores næste som os selv. Det betyder ikke, at vi skal være ligeglade, når såkaldte menneskerettigheder krænkes. Tværtimod. For hvis de forstås evangelisk, er menneskerettigheder i virkeligheden intet andet end grænser for, hvad vi ret til at gøre mod andre. De siger noget om, hvad vi ikke har ret til. Rettigheder og love kan ikke være mere end en skygge eller en kontur af Guds kærlighed, som ikke kan erstattes af paragraffer og regler. De har ingen værdi i sig selv. De er upræcise grænser for vores selvudfoldelse, hegnspæle rundt om en tom byggeplads. Denne byggeplads er der, hvor vi møder andre mennesker, hvor sande menneskelige fællesskaber bygges op. Det er dog ikke noget, vi selv bestemmer over. Det, vi kan gøre, er at lade vores byggeplads stå tom, og bede Gud om at bygge med sin kærlighed. Vores opgave er, som kvinden, der salvede Jesus, at se ud over vores fællesskabers smålige værdier, hen til ham, som virkelig kan give vores fællesskab værdi.

Når den kærlighed til næsten, som kun findes, hvor Gud selv bygger, er virkelighed, ja så er Guds rige en levende realitet. Så er Guds rige midt iblandt os. Så ved vi, hvad det vil sige, at Jesus med sin død har sejret over døden, og med sin opstandelse nu er indsat som konge ved Guds højre hånd, hvorfra han inviterer os til fællesskab. Guds kærlighed er en virkelig, levende ting, som der bliver plads til i vores liv, så snart vores krav lægges til side. Om den faktisk besøger os, er dog ikke noget, vi bestemmer. Alt, hvad vi kan gøre, er at give plads og sige: “Gud Helligånd! Vær du vor gæst”.

Grundtvig skriver:

“Guds retfærdighed i nåde ser til os fra himlen ned og skønt os det er en gåde smager hjertet dog Guds fred.”

“Blomstre op da skal Guds rige midt iblandt os dag for dag bære Åndens frugt tillige, Fader vor til velbehag.”

(Grundtvig, “Midt iblandt os er Guds rige”)