Tag-arkiv: N.F.S. Grundtvig

Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

“Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren.” (Salme 40,2–4)

Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)
Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)

For et år siden, den 14. februar 2015, blev Danmark ramt af sit vistnok første islamistiske terroranslag. En enkelt gerningsmand rettede i København våben mod synagogen i Krystalgade og et møde om satire og ytringsfrihed på Østerbro, med to dræbte som resultat. Efter terroranslaget samledes mange tusinde mennesker ved Fælledparkens indgang til en mindehøjtidelighed. Her blev der sagt mange udmærkede ord om fællesskab og om at stå sammen. Men som mange kommentatorer efterhånden har bemærket, rejste afsyngningen af John Lennons sødsuppenihilistiske slagsang Imagine, om hvor fin verden ville være uden religion og noget at dø for, imidlertid spørgsmålet, om en del af problemet ikke er det danske samfunds åndelige armod? Det er tydeligvis blevet svært at samle danskerne om noget mere substantielt, og at der ikke var tale om en tilfældig grille, blev understreget, da sangen atter kom i heavy rotation efter de frygtelige terrorangreb i Paris den 13. november 2015.

Spørgsmålet er nu, hvilken rolle kirken skal spille i kampen mod religiøs fanatisme, terror og lignende trusler mod samfundet. Hvad betyder det at forkynde evangeliet til et frygtramt samfund? Læs videre Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015.

Fristelsen til at udråbe de andre til falske profeter er så stor, at den næsten ikke er til at modstå. Senest efter folketingstingsvalget for godt en måneds tid siden så vi dagen derpå useriøse, historieløse og barnagtige beskyldninger for intolerance, racisme og nationalisme mod højrefløjen, der såmænd blot på demokratisk vis havde vundet valget med flest stemmer. Nej, den fristelse var da umulig at modstå og nærmest berettiget at benytte sig af, når man havde tabt et demokratisk valg og dermed var i sin gode ret til at hejse et sort Dannebrog eller rejse ud af landet, mens grænserne endnu stod pivåbne. Ligeså vel går fristelsen også den anden vej – fra højre mod venstre. Og vel er der ydre såkaldte falske profeter, vi skal tage os i agt for, og enhver kan, og det med rette, kalde store førere og ledere som Mussolini og Hitler for falske profeter – de og deres manipulerende metoder og folkeforførelse er til at få øje på. Det er let nok at gøre, men det er uafhængigt af evangeliet. For der er aldrig udgået en profeti af et menneskes vilje – nej det er alene ved Helligåndens gerning i mennesket, at en profeti kan udgå af et faldent menneskes mund. Derfor er de store ideologiers ledere kun falske profeter i folkelig forstand, men ikke i bibelsk forstand, hvad enten de bekender sig religiøst eller ej, men de er løgnagtige mennesker, vi skal sky, og deres løgne er til at få øje på. Men det er ikke vores opgave at pege på falske profeter udenfor kirken. I det verdslige regimente hersker Grundloven.

Det, der er på spil i evangeliet til i dag om de falske profeter, er kirkens eget aldrig hvilende selvopgør. For dem, der prædiker noget andet end kristendom, er slet ikke inde i billedet, nej, de falske er nemlig dem, der er i kirken selv. Det er dem, som står og forkynder de store ord, men gør sig selv større og Kristus mindre. Grundtvig formulerede det på den måde, at ethvert menneske og dermed enhver prædikant havde modtaget den samme kraft og det samme kald til at være en sand profet; men nogle blev som Djævlen – nogle valgte at følge løgnen og misbruge deres gaver som forkynder til “at indbilde Menneskene, at de kan lægge en anden Grundvold for Guds Huus, end den som lagt er: nemlig Jesus Christus.” For hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel, og det sker, når Herrens Ord forsvinder ud af Hans hus. Læs videre Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Madonnaen fra Stalingrad

Prædiken til Mariæ bebudelses dag (Es 7,10–14; 1 Joh 1,1–3; Luk 1,26–38), den 22. marts 2015 i Sankt Jørgens Kirke, Næstved.

“Du salige jomfru og Guds moder, hvor har Gud i dig vist (os) en stor trøst, al den stund Han har set så nådigt til din uværdighed og ringhed, som vi formanes igennem. Efter dit eksempel vil Han heller ikke foragte os arme, ringe mennesker, men se i nåde til os.”[1]

Indledningsbønnen til dagens evangelium er skrevet af Martin Luther. Jeg valgte den, fordi mange danske præster i Maria ser en overlevering fra katolsk tid. De påberåber sig Luthers kamp mod den katolske mariadyrkelse, hvad de også har ret i. Men dermed hører enigheden også op, for Luther mente, at Maria var et strålende forbillede i tro. Det var der belæg for i Bibelen, hverken mere eller mindre.

Salmedigteren Grundtvig fremhæver også Marias forbilledlige tro. Troen og kærligheden blev af Gud forenet i Jomfru Maria. Maria som fødte menneskehedens håb – Kristus. Det er gennem hende, at Gud lader lyset, livet og kærligheden fødes, til at skinne for os.

Jeg vil give et eksempel.

madonnaen_fra_stalingrad
Weihnachten 1942 im Kessel, Festung Stalingrad. Licht, Leben, Liebe.

Kirken Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, som ligger på Berlins travle indkøbsgade Kurfürstendamm, er altid overfyldt af turister. Der tales og diskuteres på alverdens sprog, men et sted forstummer talen. Det er ved en udstillingsmontre, hvor der hænger en gammel og gulnet tegning. Tegningen forestiller en kvinde, som sidder med armene om et barn, begge er de indhyllet i en militærkappe. Kvinden ser ned på barnet, måske smiler hun lidt. På tegningen er skrevet: Lys, liv, kærlighed. Julen 1942. Fæstningen Stalingrad. Stalingrad, bynavnet som kan få enhver tale til at forstumme, smilene til at stivne og ældre tyskeres øjne til at løbe i vand. Læs videre Madonnaen fra Stalingrad

Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

En fremstilling af det såkaldte treenighedsskjold (her fra St Peter's Church, Strumpshaw, Norfolk, England).
Det såkaldte treenighedsskjold: Faderen er Gud, men er ikke Sønnen og Helligånden; Sønnen er Gud, men er ikke Faderen … osv. (her fra St Peter’s Church, Strumpshaw, Norfolk, England).

Treenighedslæren spiller en vigtig rolle i den akademiske teologi, men ikke i samme grad i folkekirkens liv. Sådan er i hvert fald mit indtryk; og hvis det er sandt, er det en skam.

Melanchthon undlod i første omgang at behandle treenighedslæren i sin dogmatiske lærebog Loci communes og hævdede, at guddommens mysterier hellere skal tilbedes end udforskes.[1] Uanset om det ene behøver at udelukke det andet, kalder det under alle omstændigheder på en undren over, at trinitetens mysterium i højere grad er genstand for spekulation på de teologiske uddannelser end for lovsang i kirkerne. Samme Melanchthon ytrede også på sit dødsleje, at han glædede sig til at slippe for teologernes evindelige ævl og kævl og i stedet skue Gud selv med egne øjne, hvor han blandt andet regnede med at få klar besked om sammenhængen imellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.[2]

Er det så sandt, at treenighedslæren spiller en birolle i folkekirken? Læs videre Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Klemens af Alexandria (ca. 150–ca. 215)
Klemens af Alexandria
(ca. 150–ca. 215)

Foredrag i Studenterkredsen 23. april 2015. Højskolesang: Solen står stille i Gibeons dal (Bukdahl).

“Du, i ledtog med Titaner,
Storme ville Himmerig,
Skjønt den Gudlighed, man raner,
Just er anti-kristelig,
Tvertimod hvad han berømde,
“Ordet”, som sig selv udtømde
Til en Barne-Lallen spæd!

Du forbedre vilde “Troen”,
Skjønt den er, som Gud, saa god,
Alt for knap dig syndes Skoen,
Til en Christens Kæmpefod,
Du udvided den, desværre!
Saa den passed ei Vorherre
Som et Barn i Bethlehem

Nei, saalidt som Skaber-Aanden
Laaner Vinge-Fjer af Giæs,
Fatted ham med Pen i Haanden
Klemens og Origenes;
Deres Aands-Begreb var Luften,
Deres Ord-Begreb Fornuften,
Som den har hver Djævel arm!”[1]

(Grundtvig)

Sådan skriver Grundtvig om “Græker-Menigheden” i sin Christenhedens Syvstjerne. Grundtvigs pointe var kort sagt, at den senantikke græske kristendom udviklede sig til filosofisk spekulation og derved endte med at give køb på evangeliet.

I det følgende vil jeg ikke tage ensidigt parti for Klemens. Men jeg mener dog, at der er noget at hente hos ham, ikke mindst hvad angår hans forestillinger om menneskets sprog og mytens funktion. Klemens’ opfattelse er kort sagt, at Gud gennem sin almagt og sit forsyn har indrettet hedensk visdom, digtning og den slags, så det ligesom loven for jøderne tjener som tugtemester til Kristus. Læs videre Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Johannes Horstmann (I)

Der er mig bekendt aldrig før blevet forsøgt at gøre rede for Johannes Horstmanns (1915–1999) teologiske forfatterskab – og det kan der være mange årsager til. En af årsagerne er givetvis, at langt størstedelen af forfatterskabet er spredt ud over en række tidsskrifter, kirkeblade og aviser, hvilket er med til at gøre den almene tilgængelighed dårlig. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at Horstmanns sprog ikke altid fremmer tankernes tilgængelighed. Alligevel vil jeg her i Scriptoriet med en føljeton, der nok kommer til at strække sig over en rum tid, gøre et forsøg. For overskuelighedens skyld vil jeg dele forfatterskabet op i de seks årtier, han skrev. Perioderne er vilkårlige og har for så vidt intet med en udvikling i forfatterskabet at gøre, men er alene blevet til for at skabe overblik. Mit håb ved at behandle teksterne kronologisk er, at en eventuel udvikling i forfatterskabet må blive synlig. Før jeg tager fat på arbejdet, skal det også siges, at det ikke er alt, Horstmann har skrevet, der er relevant for en forståelse af hans teologi – og derfor vil teksterne heller ikke blive vægtet ligeligt.

Artikler fra 1940’erne

  1. »Ole Borch og hans Kollegium« (Kristeligt Dagblad 1941 25/5)
  2. »Salmebogs Polemik eller reformatorisk Kristendom« (Aalborg Stiftstidende 1943 15/2)
  3. »Afmythologisering eller Evangelium I« (Menighedsbladet årg. nr. 2)
  4. »Afmythologisering eller Evangelium II« (Menighedsbladet årg. nr. 3)
  5. »I Dag for fire hundrede Aar siden døde Martin Luther« (Vendsyssel Tidende 1946 18/2)

Læs videre Johannes Horstmann (I)

Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Når der kommer røre i den folkekirkelige andedam, plejer det ikke at vare længe, før ringene i vandet rammer det punkt, hvor man begynder at tale om »tålsomhed« – oftest fordi nogle er bekymrede for, at tålsomheden skal gå tabt, eksempelvis Thorkild Grosbølls støtter eller her på det seneste ramsdalisterne, der kræver religionsfrihed både inden for og uden for folkekirken.[1] Tålsomheden kommer typisk i spil umiddelbart inden det tidspunkt, hvor vi begynder at lufte skældsordene om hhv. fundamentalisme og vantro (med rette eller urette). »Den tålsomme folkekirke« er én, hvor der er højt til loftet og langt til grænserne, et sted, hvor der er plads til nærmest alle teologiske og kirkelige strømninger og deres modsætninger – et gæstekammer uden vægge, hvordan det så end går til.

Imidlertid glemmer tilhængerne af tålsomheden ofte, hvor begrebet stammer fra, og hvad det oprindelig betød. Tanken om folkekirken som tålsom blev tilsyneladende lanceret i 1901 af J.H. Monrad (1848–1903) i en artikel i det grundtvigske tidsskrift Dansk Kirketidende, som han selv var redaktør for.[2] Ordet tålsomhed blev vel valgt i stedet for fremmedordet tolerance; betydningen er under alle omstændigheder den samme: at tåle, at finde sig i, at give plads til. Læs videre Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Retfærdighed? Hvilken retfærdighed?

Noter over prædiken over Matt 26,6–13.[1]

Peter Paul Rubens (1577–1640): Kristus his Simon Farisæeren/den Spedalske
Peter Paul Rubens (1577–1640):
Kristus hos Simon Farisæeren/den Spedalske

“Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham med en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: »Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.« Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun har hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«” Læs videre Retfærdighed? Hvilken retfærdighed?

En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo. Læs videre En lugt af nåde – jul med Kingo

At komme for godt i gang

Prædiken i Rødding Frimenighedskirke, søndag d. 22. september 2013
(17. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Luk 1,1-14)

“Tør du rappelle ned ad et kirketårn? Eller vil du hellere på skattejagt, ride på ponyer eller lytte til jazz over en god caffe latte?” er overskriften på et himmelråbende udendørs kirkearrangement, der fandt sted i én af Sydhavnens kirker i København her til formiddag. Hvad der ikke tilbydes ved denne kulørte septemberfest – alt fra sanse-skattejagt, familievenlig gudstjeneste og jazzkoncert til lækre kager og god grill – og ja, så selvfølgelig muligheden for og oplevelsen af at “komme tættere på himlen”, som sognepræsten forklarer er bevæggrunden for at lave rappelling på kirketårnet. At rappelle vil sige at fastgøre et tov til kirketårnets top og derfra sikkert og trygt fire sig ned med tovet spændt om sig.

Sognepræsten forklarer videre, at “tro handler jo også om at lade sig udfordre, bryde grænser og turde have tillid til, at der er noget, der bærer én.” Og tilføjer, at hun “selvfølgelig nok skal være den første, der klatrer ned ad tårnet.” Alle er velkomne, alle aktiviteterne er gratis – mad, øl, kage og kaffe sælges til en billig penge. Jae… de kan klare det hele derovre i Sydhavnen – men nu skal de heller ikke komme for godt i gang. Læs videre At komme for godt i gang