Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015, Vilslev Kirke.
Kirken den er et gammelt hus, for kristendommen er en gammel sandhed. Kristendom bygger på det glædelige budskab fra gammel tid, og når de gamle ord lyder, kommer de på ny til deres ret ind i hvert et menneskes liv. Sandheden lever og sætter mennesker fri, som den har gjort, siden Jesus selv gik omkring som Ordet i kød og blod og gjorde evangeliets ord til kærlighedens gerninger. Jesu budskab er og bliver Sandheden med stort S, uanset hvor meget vi fornægter, forkaster, forholder os til det eller omfavner det. Sandheden er sand, uanset hvad vi mener om det.
Sagen er blot, at vi med vore sanser, fornuft, logik og følelser ikke kan erfare sandheden, for den må tros. Derved bliver det et personligt og privat anliggende at forholde sig til, hvad sandheden er for os hver især, for vi kan ikke gøre det objektivt, og ikke efterprøve det i et laboratorium, om Jesus nu også virkeligt er Guds Søn og verdens frelser. Bibelen påstår, at dét er sandt, og vi kan kun tro eller tvivle på det.
Nogle mener at kunne kende hele sandheden, og de stormer frem mod alle andre, der ikke vil acceptere eller anerkende deres sandhed. Vi ser det med forskellige religiøse og ikke-religiøse krigeriske og fundamentalistiske personer rundt omkring i verden, og de har alle det til fælles, at de mener at have fundet ud af hele sandheden om alting, og at de derfor har ret til at myrde eller trampe på eller mobbe andre pga. deres meninger om, hvad sandheden er. Vi må blot konstatere, at vi mennesker simpelthen ikke kan påtage os at afgøre over for hinanden, hvad sandhed er. På den måde bliver vi egentlig alle falske profeter, hvis vi forsøger at hævde, at vi ligger inde med hele sandheden. Derfor skal vi vogte os for os selv. I stedet må vi indse og vedkende os, at vi hernedefra på jorden ikke har den fulde indsigt eller det store overblik til at vide, hvad hele sandheden overhovedet er. Det skaber en usikkerhed om sandhed og løgne. Og i den usikkerhed om alting må vi altså leve, tro, håbe og elske ud fra vores samvittighed, indtil alt engang åbenbares for os. Alting er endnu relativt for os, og derfor må vi træde varsomt og ydmygt, når vi bevæger os rundt i hverdagslivet. Når vi lever iblandt hinanden, antager vi som det mest naturlige, at andre ikke lyver for os, indtil vi erfarer andet. Vi lever altså med en umiddelbar tillid til hinanden og tror på, at andre ikke vil os det ondt.
Selvom vi ikke kan begribe hele sandheden, har vi dog alligevel en forståelse for og indsigt i, hvad der er løgn og sandt i mindre skala. Det er altså ikke de almindelige sandheder, vi beskæftiger os med i kirken. To plus to er fire, og det er lige så sandt, som at jorden drejer rundt om solen, selvom vi frejdigt i en salme kan synge: “I østen stiger solen op”. Bibelens ord om sandhed og dagens prædikentekster om sandhed handler om noget ganske andet end den fysiske verdens love og sammenhænge, nemlig spørgsmålet om, hvad sandheden er om Gud og om mennesker.
Man skal ikke bladre ret meget i aviserne eller zappe meget rundt på fjernsynet, før man i en eller anden udgave har stiftet bekendtskab med det, der kaldes positiv psykologi, der går ud på, at hvis bare man forholder sig positivt til alting i verden, så får man et bedre liv. Hvis bare man sørger for at smile til verden, skal verden nok smile igen. Og hvis bare man tror nok på sig selv, skal man nok få et langt og lykkeligt liv. Mennesket bliver sin egen lykkes smed, og hvis man fejler i livet, ja, så er det simpelthen fordi, man ikke har smilet nok eller tænkt nok positive tanker.
De samme tanker om, at man selv er herre i sit eget liv, går igen, når kristne bryder sammen og betvivler deres tro. Man udsættes for meget i livet, og man kan nemt tænke, at man ville blive forskånet for meget, hvis man bare kunne tro nok. Hvis man tror meget, vil Gud måske skåne én for livets hårde modgang, kan man fristes til at tænke. Men sådan hænger det ikke sammen. Såvel livet som kærligheden går deres egne veje, og vi kan kun undrende tænke på, hvordan mon alting hænger sammen. Igen kommer vi til kort og må indse, at vi hverken kan overskue livets sammenhænge eller den store sandhed om alting.
Skal vi tro Jesu egne ord fra gammel tid, findes der mange falske profeter, der spreder løgne om menneskelivet; løgne, der fører til egoisme og en tro på, at man er sig selv nok. Men hvad er da så sandhed om livet? Vi kan ikke erfare det, ikke udgrunde det og ikke forklare det, men vi har hørt det sagt af Jesu mund, ordene om menneskelivets trængsler, længsler og laster, som han kender fra Skaberens egen mund. Jesus sagde sandheden til mange, og som det eneste menneske nogensinde levede han både i og af sandhed. Sandheden er ilde hørt, siger man, men ikke alt det ilde er dog sandhed. Sandheden om mennesket er lidet flatterende, for det er udsagn om, at vi lider af fejl og mangler.
Aldrig før er så mange blevet stemplet med psykologiske diagnoser, og aldrig før har så mange stræbt efter et perfekt idealbillede af mennesket. På den ene side skal vi være aldrig så perfekte, på den anden side falder vi igennem og står til at blive stemplet med psykologiske termer af en flok beredvillige personer fra forbedringsanstalterne. Idealet er, at vi altid skal være glade, have overskud og vise vort gode, perfekte liv frem på de sociale medier. Men vi ved jo godt, at masken ofte falder, og billedet af det perfekte vil krakelere på et tidspunkt. Sorgen vil overmande os, smerten vil gennembore os, synden vil bringe os på knæ og tvivlen vil bringe os til tro. For når vore selvoptagede billeder falder én efter én, ved vi efterhånden godt, hvad sandheden om menneskelivet er: Jord er vi, og til jord skal vi blive. Så kan vi sminke os nok så meget, imens vi lever og gør os til for hinanden, men sminken skjuler jo blot det, vi allerede ved: At leve er at forfalde. Skulle vort håb stå alene til os mennesker, da ville håbet formulde som vore legemer ligesom planter; som træer er vi plantet og bærer forskellige slags frugt. På frugterne kendes vi, når Herren går igennem sin have ved aftentide. Om vi bærer god eller dårlig frugt, hverken kan eller skal vi selv afgøre, men lade dommen være op til ham, der såvel planter havens træer som gøder dem og plejer dem.
Ole Madsen: Hvad er sandhed?
Marie Høgh: Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel
Thomas Hårbøl: Profeter og frugt
Niels Dalsgaard: Kristus, loven og dens fylde
Tilbage er vi her i livet med en relativ tilgang til alt fra tro til håb og til kærlighed. Den store sandhed om alting kan vi ikke udgrunde og aldrig kan vi sige os fri fra at være falske profeter for hinanden. Og dog må vi leve, og dog må vi dø, alene ud fra håbet om, at Jesu budskab er Sandheden om Gud og mennesker og som sådan har noget at sige os, som vi ikke kan sige os selv. Hvad vi kan erfare og opleve, er, at vi med tiden står i blomstrende fuldt flor, visner, dør og formulder – med evangeliet får vi dog håbet om, at døden ikke er det sidste, der sker med os. Jesus blev plantet som livets træ midt i vores have, og selv da man fældede ham, gravlagde ham og ventede på, han skulle formulde, skete det unaturlige og ulogiske; der skød en kvist fra træets stub og livets træ rejste sig fra muldens mørke: Jesus opstod fra de døde. Det lyder for godt til at være sandt, ja, det lyder utroværdigt. Og dog er det netop værd at tro på, at håbe på, at leve og at dø på.
Sandheden om menneskelivet kan vi ikke erfare, ikke udgrunde og ikke forklare. Vi har fået det fortalt og overleveret igennem tusinde år. Tør vi tro det, tør vi håbe det? Ja, det er jo op til hvert enkelt menneske at afgøre med sig selv. Så må Gud som den store gartner i livets planteskole selv afgøre, om vore frugter er gode eller dårlige. Amen.