Tag-arkiv: profet

Profeter og frugt

Prædiken i Maugstrup Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 10:30
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Evangelium betyder gode nyheder eller et godt budskab. I dag handler det om profeter og om frugt, og der er både gode og dårlige nyheder, først og fremmest en masse dårlige nyheder. Så selvom det er en glædelig dag i dag, hvor vi har døbt Gerda og Laura i den treenige Guds navn, så lad os alligevel begynde med de dårlige nyheder.

Falske profeter. Det har naturligvis en særlig klang, når man kommer som gæsteprædikant og skal tale om falske profeter, der er som ulve, men er klædt ud som får.

Hvad er en profet? Når man hører ordet profet, kommer man måske til at tænke på den unævnelige profet, som man ikke må tegne, og slet ikke med en bombe i turbanen, hvis man ellers har livet kært. Men lige bortset fra denne højst aktuelle trussel virker profeter som noget gammeldags, som noget, der ikke findes længere. Måske nogle, der har syner; nogle, som påstår, at de kan se ting, som andre ikke kan se. Nu til dags vil man være tilbøjelig til at mene, at folk, der har syner om fremtiden eller for den sags skyld om nutiden, bør lade sig indlægge, så de kan blive kureret for deres vrangforestillinger, og så vi andre kan slippe for at blive belemret med dem. Så bortset fra dem, vi betragter som galninge, har vi vist ingen profeter tilbage. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske vismænd og tilmed også nogle spindoktorer, men det er ligesom ikke det samme. Læs videre Profeter og frugt

Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015.

Fristelsen til at udråbe de andre til falske profeter er så stor, at den næsten ikke er til at modstå. Senest efter folketingstingsvalget for godt en måneds tid siden så vi dagen derpå useriøse, historieløse og barnagtige beskyldninger for intolerance, racisme og nationalisme mod højrefløjen, der såmænd blot på demokratisk vis havde vundet valget med flest stemmer. Nej, den fristelse var da umulig at modstå og nærmest berettiget at benytte sig af, når man havde tabt et demokratisk valg og dermed var i sin gode ret til at hejse et sort Dannebrog eller rejse ud af landet, mens grænserne endnu stod pivåbne. Ligeså vel går fristelsen også den anden vej – fra højre mod venstre. Og vel er der ydre såkaldte falske profeter, vi skal tage os i agt for, og enhver kan, og det med rette, kalde store førere og ledere som Mussolini og Hitler for falske profeter – de og deres manipulerende metoder og folkeforførelse er til at få øje på. Det er let nok at gøre, men det er uafhængigt af evangeliet. For der er aldrig udgået en profeti af et menneskes vilje – nej det er alene ved Helligåndens gerning i mennesket, at en profeti kan udgå af et faldent menneskes mund. Derfor er de store ideologiers ledere kun falske profeter i folkelig forstand, men ikke i bibelsk forstand, hvad enten de bekender sig religiøst eller ej, men de er løgnagtige mennesker, vi skal sky, og deres løgne er til at få øje på. Men det er ikke vores opgave at pege på falske profeter udenfor kirken. I det verdslige regimente hersker Grundloven.

Det, der er på spil i evangeliet til i dag om de falske profeter, er kirkens eget aldrig hvilende selvopgør. For dem, der prædiker noget andet end kristendom, er slet ikke inde i billedet, nej, de falske er nemlig dem, der er i kirken selv. Det er dem, som står og forkynder de store ord, men gør sig selv større og Kristus mindre. Grundtvig formulerede det på den måde, at ethvert menneske og dermed enhver prædikant havde modtaget den samme kraft og det samme kald til at være en sand profet; men nogle blev som Djævlen – nogle valgte at følge løgnen og misbruge deres gaver som forkynder til “at indbilde Menneskene, at de kan lægge en anden Grundvold for Guds Huus, end den som lagt er: nemlig Jesus Christus.” For hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel, og det sker, når Herrens Ord forsvinder ud af Hans hus. Læs videre Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Hvad er sandhed?

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015, Vilslev Kirke.

Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)
Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)

Kirken den er et gammelt hus, for kristendommen er en gammel sandhed. Kristendom bygger på det glædelige budskab fra gammel tid, og når de gamle ord lyder, kommer de på ny til deres ret ind i hvert et menneskes liv. Sandheden lever og sætter mennesker fri, som den har gjort, siden Jesus selv gik omkring som Ordet i kød og blod og gjorde evangeliets ord til kærlighedens gerninger. Jesu budskab er og bliver Sandheden med stort S, uanset hvor meget vi fornægter, forkaster, forholder os til det eller omfavner det. Sandheden er sand, uanset hvad vi mener om det.

Sagen er blot, at vi med vore sanser, fornuft, logik og følelser ikke kan erfare sandheden, for den må tros. Derved bliver det et personligt og privat anliggende at forholde sig til, hvad sandheden er for os hver især, for vi kan ikke gøre det objektivt, og ikke efterprøve det i et laboratorium, om Jesus nu også virkeligt er Guds Søn og verdens frelser. Bibelen påstår, at dét er sandt, og vi kan kun tro eller tvivle på det. Læs videre Hvad er sandhed?

Paulus’ kaldelse

Caravaggio (1573–1610): Paulus’ omvendelse
Caravaggio (1571–1610):
Paulus’ omvendelse

Hvorfor er Paulus så fantastisk interessant at studere? Det kan man give utroligt mange forskelligartede svar på. Men et aldeles træffende svar kunne være, at Paulus giver os det absolut ældste skriftlige vidnesbyrd om kristendommen, hvorfor det kun er naturligt, at han også påkalder sig en del opmærksomhed. Vil man altså vide noget om den ældste kristendom ud fra et historisk videnskabeligt grundlag, må man begynde med Paulus. Men et andet svar på det stillede spørgsmål, som desværre ofte glemmes i eksegesens navn, er, at Paulus også har noget at fortælle os i dag. I denne omgang vil jeg dog alligevel lade eksegesen træde lidt i forgrunden og beskæftige mig med en specifik begivenhed i Paulus’ liv nemlig hans kaldelse, og det vil jeg gøre ud fra de skildringer af kaldelsen, som man finder i Galaterbrevet og Første Korintherbrev. Læs videre Paulus’ kaldelse