Tag-arkiv: tro

Barmhjertighed på havets bund

Pieter Lastman: Jonas og hvalen (1621)
Jonas 2,1–11:
“Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud:
I min nød råbte jeg til Herren,
og han svarede mig;
fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,
og du hørte mig.
Du havde kastet mig i dybet, i havets skød,
strømmene omgav mig,
alle dine brændinger og bølger
skyllede hen over mig.
Jeg tænkte:
Jeg er jaget bort fra dig;
får jeg igen
dit hellige tempel at se?
Vandet truede mit liv,
havdybet omgav mig,
tang havde viklet sig om mit hoved.
Jeg var kommet ned til bjergenes rødder,
jordens porte var for evigt slået i bag mig.
Men du, Herre min Gud,
løftede mig op fra graven.
Da mit liv var ved at ebbe ud,
huskede jeg på Herren;
min bøn nåede til dig
i dit hellige tempel.
De, der dyrker falske guder,
svigter troskaben mod dig.
Men jeg vil ofre til dig
med takkesang;
jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde.
Frelsen kommer fra Herren!
Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden.”
Matt 16,4:
“En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn.”

I dagens tekst hører vi, hvordan Jesus endnu engang er kommet i karambolage med jødernes religiøse ledere. De skriftkloge farisæere kendte deres bibel udenad og burde derfor også have en fornemmelse af, hvad der var på færde, da Jesus begyndte at helbrede mennesker, uddrive dæmoner og forkynde gudsrigets nærvær.

Men de skriftkloge vil have tegn. Og det er der jo ikke noget at sige til. Vi accepterer jo heller ikke hvad som helst, uden først at have fået beviser: “Du skal ikke tro, du skal vide!” lyder det af og til. Men vores forhold til Gud kan ikke gøres til et spørgsmål om beviser. Vi kan ikke med fornuften argumentere os frem til troen. Troen får vi af Helligånden. Derfor ser vi gang på gang i Ny Testamente, at det netop ikke er de skriftkloge og religiøse, der kommer til tro, men de “fattige i ånden” – dem, der intet andet har end et akut behov for Guds nåde.

Men, siger Jesus, hvis I absolut vil have tegn, så har I faktisk allerede fået et, nemlig profeten Jonas’ tegn. Ligesom Jonas var i havdyrets mave i tre dage og nætter, sådan skal også Jesus være i dødsriget i tre dage og tre nætter.

Nu var Jesus jo godt nok kun i sin grav i to nætter – og det er noget kristendommens kritikere af og til påpeger. Igen ser vi rationalismen på spil, det hele skal helst gå op og passe præcist. Men det er jo sådan med tegn, at de ikke skal tages alt for bogstaveligt. Det, der er vigtigt, er det de betegner, det de fortæller os.

Når Jesus læser historier og profetier fra Gamle Testamente som historier om ham selv, kan vi deraf lære, at Gamle Testamente først og fremmest har værdi som et vidnesbyrd om evangeliet. Teksterne – også Jonas’ bog – skal læses som et vidnesbyrd om Jesus.

Lige fra den tidlige kristendom har kritikere afvist historien om Jonas som alt for usandsynlig til at være sand. Og i dag har mange bibelforskere peget på, at den formentlig stammer fra hedensk mytologi. Men det, der for os betyder noget, er, hvad Jesus får ud af historien.

Men hvad handler historien om Jonas egentlig om? Historien om Jonas er først og fremmest en historie om Guds nåde og barmhjertighed. Gud viser medlidenhed med Nineveh – på trods, selvom han har sagt, at han vil udslette hele byen. Dommen er egentlig afsagt, og den er ikke betinget. Alligevel er Gud barmhjertig.

Deri ligger der en klar evangeliske pointe, nemlig at der bag alle trusler om dom og straf findes et nådigt “men”. Evangeliet er, at Gud er nådig på trods. Men Jonas bliver sur – “dødeligt vred”. Han havde vist egentlig set frem til, at Nineveh skulle have sig en gang bank, en ordentlig lærestreg. På den måde er Jonas et godt billede på mange typer religion – og måske også os som kirke, for vi vil jo så gerne have orden i sagerne, retfærdigheden skal ske fyldest, de skyldige straffes og så videre. Netop derfor er det så irriterende, når Gud alligevel viser sig at være nådig.

Fra Jonas’ synspunkt ser historien noget anderledes ud. Historien må fra hans synspunkt vel først og fremmest handle om hans omvendelse. Et helt afgørende vendepunkt finder i hvert fald sted, da Jonas er blevet slugt af hvalen og i dens mave råber en bøn om nåde. Skal vi tage Jonas’ sang på ordet, er hvalen et billede på døden selv: “fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp”. Jonas befinder sig på bunden af dødsriget, han er død, men netop der, i det dybeste mørke, erfarer Jonas, at Gud er nådig – at der er håb. Det må siges at være tro på trods af alle beviser og tegn. Dødsrigets porte havde ligefrem lukke sig om Jonas “for evigt”, hører vi. Alligevel har Jonas håb om udfrielse. Det viser sig da også, at Jonas’ evige død kun skulle vare tre nætter. Læs videre Barmhjertighed på havets bund →

De skal høre og høre, men intet fatte

“Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” (Mark 4,10-12)

Skrevet på baggrund af prædiken holdt til Ørkengudstjeneste i Bethlehemskirken i København, februar 2016 over Es 55,6-11; ApG 28,17–31; 1 Kor 1,18–21; Mark 4,1–20.

Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75
Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75

Vi har en naturlig tendens til at få tingene til at handle om os selv. Vi læser gerne lignelser som “lov” snarere end som evangelium. Loven handler kort sagt om alt det, mennesker skal gøre for Gud for at fortjene hans nåde. Opfylder vi loven, skal vi leve, men bryder vi den, skal vi dø (Rom 10,5). Men mennesker kan ifølge Bibelen slet ikke fortjene Guds nåde, og formålet med loven er i virkeligheden, at vi skal erkende vores manglende evne til at frelse os selv.

Evangeliet er omvendt, at Gud har sendt Jesus for med sin død at købe os fri af loven, så han kunne “adoptere os som sine børn” (Gal 4,5). Det er Guds riges hemmelighed, der er givet dem, som er kaldet til at være hans udvalgte. Eller rettere, Guds riges hemmelighed er Jesus selv. Ham har disciplene fået lov at kende som Guds søn, som skulle gøre en ende på konsekvenserne af vores vantro, vores synd og død, ved selv at gå i døden. Hvad vi ikke kan og vil, gør Gud uden betingelser.

Men vi vil hellere høre om, hvad vi kan og skal gøre. Måske fordi det giver os en fornemmelse af at have styr på sagerne – måske vi oplever en frihed i selv at være ansvarlige for vores frelse? I hvert fald er det sådan, at når Jesus fortæller lignelsen om sædemandens korn, der falder på forskellig slags jord, er vi hurtige til at spørge, hvad vores opgave så er. Hvordan kan vi være den gode jord, hvor troen slår rod og sætter frugt, spørger vi måske os selv? Hvordan kan vi rense ud i sjæl, sind og hjerte, så der bliver plads til Gud? Hvordan kan vi blive en god plante, eller hvordan kan vi “vækste” mest effektivt, for at bruge en grim neologisme? Læs videre De skal høre og høre, men intet fatte →

Kristus, loven og dens fylde

Prædiken i Vojens Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 9:00
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav
Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav

Dagens evangelietekst udgør en lille del af bjergprædikenen. Tonen er skærpet ligesom den fordring, Gud i kraft af Jesu tale stiller mennesket over for.

Det er ikke længere nok bare at leve op til de mange jødiske forskrifter, man kan læse nogle af i 3. Mosebog, som er fyldt med alle tænkelige og utænkelige love, mennesket skal opfylde for at være Gud til behag.

Alle disse gamle forskrifter betegnes normalt under et som »Loven«.

Og netop »Loven« er bjergprædikenen et opgør med.

Men ikke et opgør i den forstand, at der er tale om en afskaffelse af loven – nej tværtimod søger Jesus at forklare, at der gives en ny lov, der skal gøre sig gældende for mennesket.

Det er derfor han også skelner mellem det gamle og det nye, når han siger: I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer.

Jesus har nemlig noget nyt at fortælle mennesket. Noget som det ikke kunne have fortalt sig selv eller regnet sig frem til, men som han er kommet for at åbenbare for mennesket.

Den nye lov er en skærpelse af den gamle – og i stedet for som tidligere at udpensle hver enkelt gerning, Gud forventer af mennesket, åbenbarer Jesus lovens fylde. Læs videre Kristus, loven og dens fylde →

Gå du hen og gør ligeså

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis (3 Mos 19,1–2.9–18; Gal 2,16–21; Luk 10,23–37).

Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)
Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)

Der er virkelig noget på spil både i Galaterbrevet og i fortællingen om den Barmhjertige Samaritaner. Men lad os begynde med evangelieteksten.

Det, som sætter gang i fortællingen, er en lovkyndig; at han betegnes som lovkyndig, vil sige, at han var en skriftklog, der vidste besked om alle de bud og love, som man i jødedommen på Jesu tid var nødt til at overholde, hvis man ville være retfærdig foran Gud – og som der står i dagens evangelietekst, så spørger denne lovkyndige altså Jesus for at sætte ham på prøve. Spørgsmålet, der i første omgang er udtænkt for at volde Jesus problemer, er, hvordan man arver evigt liv – med andre ord, hvad man skal gøre for at få del i Guds rige.

Og pudsigt nok svarer Jesus manden ved at spørge ham, hvad der står i loven, at man skal gøre; og den lovkyndige svarer ham – som vi har hørt – at man skal elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind, og sin næste som sig selv. Efter at have hørt, hvad den lovkyndige siger, fortæller Jesus ham, at han har svaret rigtigt.

Og så burde historien jo sådan set slet ikke være længere; for den lovkyndige har jo allerede fået svar på sit spørgsmål om, hvordan man kan arve evigt liv. Men alligevel stopper den lovkyndige ikke her, selvom den fordring til mennesket, som Kristus har åbenbaret, forekommer at være såre simpel og ikke til at misforstå, men måske er det netop derfor, at manden bliver nødt til at forsøge at vriste sig fri fra den ved at spørge, hvem næsten er? Læs videre Gå du hen og gør ligeså →

Hvad er sandhed?

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015, Vilslev Kirke.

Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)
Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)

Kirken den er et gammelt hus, for kristendommen er en gammel sandhed. Kristendom bygger på det glædelige budskab fra gammel tid, og når de gamle ord lyder, kommer de på ny til deres ret ind i hvert et menneskes liv. Sandheden lever og sætter mennesker fri, som den har gjort, siden Jesus selv gik omkring som Ordet i kød og blod og gjorde evangeliets ord til kærlighedens gerninger. Jesu budskab er og bliver Sandheden med stort S, uanset hvor meget vi fornægter, forkaster, forholder os til det eller omfavner det. Sandheden er sand, uanset hvad vi mener om det.

Sagen er blot, at vi med vore sanser, fornuft, logik og følelser ikke kan erfare sandheden, for den må tros. Derved bliver det et personligt og privat anliggende at forholde sig til, hvad sandheden er for os hver især, for vi kan ikke gøre det objektivt, og ikke efterprøve det i et laboratorium, om Jesus nu også virkeligt er Guds Søn og verdens frelser. Bibelen påstår, at dét er sandt, og vi kan kun tro eller tvivle på det. Læs videre Hvad er sandhed? →

Madonnaen fra Stalingrad

Prædiken til Mariæ bebudelses dag (Es 7,10–14; 1 Joh 1,1–3; Luk 1,26–38), den 22. marts 2015 i Sankt Jørgens Kirke, Næstved.

“Du salige jomfru og Guds moder, hvor har Gud i dig vist (os) en stor trøst, al den stund Han har set så nådigt til din uværdighed og ringhed, som vi formanes igennem. Efter dit eksempel vil Han heller ikke foragte os arme, ringe mennesker, men se i nåde til os.”[1]

Indledningsbønnen til dagens evangelium er skrevet af Martin Luther. Jeg valgte den, fordi mange danske præster i Maria ser en overlevering fra katolsk tid. De påberåber sig Luthers kamp mod den katolske mariadyrkelse, hvad de også har ret i. Men dermed hører enigheden også op, for Luther mente, at Maria var et strålende forbillede i tro. Det var der belæg for i Bibelen, hverken mere eller mindre.

Salmedigteren Grundtvig fremhæver også Marias forbilledlige tro. Troen og kærligheden blev af Gud forenet i Jomfru Maria. Maria som fødte menneskehedens håb – Kristus. Det er gennem hende, at Gud lader lyset, livet og kærligheden fødes, til at skinne for os.

Jeg vil give et eksempel.

madonnaen_fra_stalingrad
Weihnachten 1942 im Kessel, Festung Stalingrad. Licht, Leben, Liebe.

Kirken Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, som ligger på Berlins travle indkøbsgade Kurfürstendamm, er altid overfyldt af turister. Der tales og diskuteres på alverdens sprog, men et sted forstummer talen. Det er ved en udstillingsmontre, hvor der hænger en gammel og gulnet tegning. Tegningen forestiller en kvinde, som sidder med armene om et barn, begge er de indhyllet i en militærkappe. Kvinden ser ned på barnet, måske smiler hun lidt. På tegningen er skrevet: Lys, liv, kærlighed. Julen 1942. Fæstningen Stalingrad. Stalingrad, bynavnet som kan få enhver tale til at forstumme, smilene til at stivne og ældre tyskeres øjne til at løbe i vand. Læs videre Madonnaen fra Stalingrad →

Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Noter om religion og evangelium.

“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)

Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (1526, udsnit)
Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (syndefaldet; 1526, udsnit).

Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af. Læs videre Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion? →

Bede, banke, råbe, græde

Prædiken i Frederiksholm Kirke (Sydhavns Sogn), søndag d. 20. oktober 2013
(21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Ez 18,1–4a; Joh 4,46–53)

I dag skal vi holde barnedåb. To endda – en glædelig begivenhed! Dagens tekst er til gengæld i den noget alvorligere ende. Den handler ikke om glæde over et barns fødsel og dåb, men om angst for, at et barn skal dø.

Tekstens hovedperson er en højtstående embedsmand i statsforvaltningen, én der sikkert er vant til, at tingene går efter reglerne, og at han får sin vilje. Han er en magtfuld mand, og han er rig: Vi hører, at han har tjenere i huset, sand­synligvis slaver. Og han er ikke bare embedsmand; vi hører, at han også er far. Men det er han måske ikke så meget længere, for han er ved at miste det dyrebareste, han har, nemlig sin søn, der er dødeligt syg.

Ind på scenen træder den omvandrende Jesus. Embeds­manden, faren til den døende dreng, er desperat og klamrer sig til det eneste spinkle håb, han har tilbage: Måske kan Jesus redde hans søn fra sygdommen og dermed fra døden. Mærkeligt nok er det, som om Jesus ikke tager manden alvorligt i første omgang. I stedet for at hjælpe ham lægger Jesus op til en teologisk diskussion: Læs videre Bede, banke, råbe, græde →

Affectus noster in deum augendus est

Om affekternes betydning i Luthers anden salmeforelæsning, Operationes in Psalmos 1519–1521.[1]

Indledning.

I forbindelse med Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten er de religiøse følelser rykket ind i centrum af debatten om religion. Til nogle protestantiske teologers udelte glæde. Det har nemlig været en kærkommen lejlighed for dem til at påpege og understrege, at religion og følelser går hånd i hånd, mens kristendom og følelser ikke har noget med hinanden at gøre. Ved at fremsætte en sådan påstand viser de deres discipelskab til den schweiziske teolog Karl Barth og hele den barthianske teologiske tradition. Men de viser samtidig, at de indtager en afvisende position over for den del af den protestantiske teologiske tradition, som blandt andet tæller Friedrich Schleiermacher og Rudolf Otto, som netop sætter følelserne i centrum af religion og kristendom. Det interessante er, at også Luther sætter følelserne i centrum. Enhver opmærksom læser af hans større latinsksprogede værker fra den tidlige del af hans virke studser over den hyppighed, hvormed det latinske ord for følelse, affectus, dukker op i teksterne og gør det på centrale steder. Læs videre Affectus noster in deum augendus est →