Klæder skaber folk: Mange er kaldede, men få er udvalgte

Braunschweiger Monogrammist: Lignelsen om det store gæstebud / Kongesønnens bryllup (ca. 1525)

Reformationsgudstjeneste i Karmelkirken, søndag den 29. oktober 2017.

Dagens evangelietekst: Matt 22,1–14.

“Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.”
(N.L. Zinzendorf 1739, Min frelser mig af døden drog, DDS 513)

“Klæder skaber folk”, siger vi. For nylig læste jeg om en undersøgelse, der viste, at det faktisk er rigtigt – i hvert fald i den forstand, at vores uniformer påvirker vores evne til at koncentrere os og at tage vores rolle på os. Det gælder også i kirken. Jeg diskuterede for nogle år siden med en god ven, som har god smag, men som jeg vist også godt tør at kalde lettere snobbet. På et tidspunkt fik min ven slået fast, at “Jesus siger jo også, at man skal have pænt tøj på, når man går til fest!”

Alle ved hvordan en “rigtig præst” ser ud. I kirken har vi igennem tiden gået op i det ydre, i looks, dragter, tingeltangel og så videre – også selvom Jesus vist var ligeglad med den slags. Jesus døde nøgen på et kors, og når han overhovedet sagde noget om tøj, handlede det vist mest om, at hans disciple skulle nøjes med det mest simple af slagsen.

Dagens tekst handler om “en mand, en konge”, der holdt bryllup for sin søn. De indbudte, der først blev kaldet, ville ikke med, og det kom så vidt, at nogle af dem slog kongens tjenere ihjel – med det resultat, at kongen hævnede sig og jævnede deres by med jorden. I stedet blev alle og enhver inviteret, alle blev nu kaldet – både onde og gode, står der. Men der var én, der røg ud, én, der ikke havde den rette bryllupsklædning på, én, der af en eller anden grund ikke opfylde kongens dresscode: “Min ven, hvordan er du kommet ind?”. Men han tav, og blev smidt ud fra festen. Konklusionen på lignelsen er, at mange er kaldede, men få er udvalgte.

Hvordan skal vi nu forstå det? Den umiddelbare sammenhæng tyder på, at i hvert fald noget af lignelsen er møntet på farisæerne. Det er dem, der ikke vil være med til festen, dem, der siger nej til Guds invitationer, fordi de har for travlt med deres egen retfærdighed, og som bliver så irriterede på Guds profeter, der forsøger at få deres opmærksomhed, at de slår dem ihjel. I stedet inviteres nu hedninger og skøger og toldere og alle mulige slags syndere ind i gudsriget. Kun den ene, der manglede de rette bryllupsklæder, får ikke lov at være med.

Men hvad menes med “bryllupsklæder”? Der findes masser af eksempler i Bibelen på, at tøj og det at iklæde eller afklæde sig særlige “klæder” anvendes som symbol på menneskers forhold til Gud. Bibelen er fuld af metaforer og billeder, der handler om at klæde sig på eller at blive klædt på. En af mine favoritpassager findes hos Esajas, hvor det hedder: “Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud, for han har iklædt mig frelsens klæder og hyllet mig i retfærdigheds kappe.” (Es 61,10). I Ezekiel hører vi, hvordan Herren klædte Jerusalem i skønne klæder, og i Efeserbrevet opfordres vi til selv at iklæde os tro, retfærdighed, fredens evangelium og så videre. I brevet til galaterne taler Paulus om, at alle der er døbt til Kristus har “iklædt” sig Kristus. Og i Åbenbaringen hører vi i samme boldgade, at “salige er de, der har vasket deres klæder”, for de får lov til at træde ind igennem portene til det nye Jerusalem og adgang til livets træ.

Men hvad skal vi forstå ved “bryllupsklæderne” i dagens tekst? Der har igennem tiden været mange bud på, hvad det er, vi så at sige skal iklæde os for at kunne være med til festen i Guds rige. Der er givet mange bud på, hvad det er, vi skal lægge for dagen eller ligefrem “præstere” for at kunne siges at have de rette klæder på. Man har talt om klæderne som gode gerninger, som dyder, som den rette tro, de rette overbevisninger, det rette sindelag og så videre. Eller man har læst det ind i teksten, at kongens tjenere naturligvis har tilbudt alle gæsterne bryllupsdragter, og at det derfor bare gælder om at takke ja til tilbuddet.

Der er sikkert meget rigtigt i hvert fald i nogle af de traditionelle læsninger. Men går vi i detaljen med teksten er der flere ting, der virker besynderlige. Hvordan er ham, der bliver smidt ud, overhovedet kommet ind i første omgang? Hvorfor kalder kongen ham “ven”, eller rettere “kammerat”? Hvorfor er ham, der bliver smidt ud, tavs? Hvorfor er der “mange”, der er kaldede, men “få”, der er udvalgte, hvis det er alle dem, der får lov at blive, der er de udvalgte – burde det så ikke snarere hedde “mange er kaldede, men lidt færre er udvalgte”? Og er det i øvrigt ikke et urimeligt krav at stille til en, der lige er blevet hevet ind fra gaden, at han skal have de helt rigtige bryllupsklæder på? Og så ligefrem royal dresscode? Sagen er, at der ofte mangler noget i de traditionelle læsninger af lignelsen. Hold lige fast, for det kommer vi tilbage til.

Temaet for gudstjenesten i dag er “reformation”. Vi fejrer snart 500-året for de 95 teser. Men hvad var Luthers anliggende egentlig? Reformations hovedsager indfanges ofte med slagord såsom “troen alene”, “skriften alene”, “tilbage til kilderne” og så videre. Men vi går fejl af Luthers anliggende, hvis vi overser, at hovedsagen var Kristus selv. For mig at se er en væsentlig indsigt fra Luther, at alt hvad vi gør, skal “drive på Kristus”, som det hedder. Vores læsninger af Bibelen, vores prædikener og salmer, skal “drive på Kristus” – og det vil sige, de skal handle om, hvad han har gjort for os, og ikke om, hvad vi kan gøre for ham. Vi skal simpelthen spørge, hvad teksten har at sige om Kristus, hans lidelser, hans kors, hans død og hans opstandelse for os. Altså: Hvor finder vi ham i teksten?

Lucas Cranach den ældre: Reformationsaltertavlen i Stadt- und Pfarrkirche St. Marien zu Wittenberg (udsnit; 1547).

Lignelsen i teksten til i dag kan ikke forstås uafhængigt af ham, der fortæller den. Jesu lignelser handler i virkeligheden om Jesus selv. Det er Jesus, der fortæller den, så for at forstå lignelsen må vi også forstå, hvem han er. Vi må have hans historie med.

I Det Gamle Testamente får vi fortællingen om jøderne som Guds folk. Mange var kaldede. Men igen og igen faldt folket fra. Kun en trofast rest blev tilbage – kun få var udvalgte. Til sidst var den udvalgte rest svundet ind til én enkelt, nemlig Jesus Kristus. Han var Guds udvalgte. Han viste sig at være den Herrens lidende tjener, som Esajas talte om skulle komme.

“Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.” (Es 53,7)

Farisæerne ville ikke have noget med Jesus og Guds rige at gøre. Så i sit korte virke inviterede Jesus i stedet toldere og skøger og syndere af alle mulige slags til fest. Alle var inviterede. Men til sidst måtte én forlade festen: Jesus selv. Han var Guds udvalgte. Ikke udvalgt til at være med til festen, ikke udvalgt til at være inde i varmen, men udvalgt til at lide udenfor i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren, mens de mange, der var kaldede, muntrede sig indenfor. Udvalgt til at dø for at vi kunne komme ind, hvor der var lys og varme. Udvalgt for tavs – som Herrens lidende tjener – at opleve den totale gudsforladthed på korset.

Som ham, der blev smidt ud fra bryllupsfesten, var Jesus tavs, da han blev uretfærdigt dømt: “Jesus tav.” (Matt 26,63). Som et lam, der førtes til slagtning, åbnede han ikke sin mund, da han blev sat til at bære sit eget kors, og endelig korsfæstet: “som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund.” (Es 53,7)

Jeg vil ikke diktere jer, hvordan I skal forstå lignelsen om bryllupsfesten. Det er meget muligt, at Matthæus har tænkt, da han skrev den, at meningen var noget med, at vi skulle opfylde bestemte kriterier for at passe ind i gudsriget – og at dem, der ikke passede ind, ville blive smidt ud. Men det er sådan set ikke relevant, hvad Matthæus har tænkt, hvis vi tror, at teksten er inspireret af Helligånden. Så er det relevante, hvad den har at sige om evangeliet, for Helligåndens opgave er at føre mennesker til Kristus.

Vi kan sige så meget, at fra evangeliets synspunkt er det kun, fordi Jesus har været helt ude i mørket for os, at vi har fået del i den retfærdighed – at vi har fået de bryllupsklæder – der kvalificerer os til at være med til festen i Guds rige. Jesus var den kongesøn, der inviterede til fest, men som gav os sine klæder, for at vi kunne være med til festen – med det resultat, at han selv blev smidt ud.

“[H]an, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.” (Fil 2,5–8)

Jesus gav afkald på sin kongelige værdighed for i stedet at blive mennesker lig. Og som menneske døde han, forladt af Gud. Kun fordi han gav os sin klædning, sin dragt, sin retfærdighed, med det resultat, at han blev kastet ud i mørket udenfor, kan vi blive inde til festen. Kristus blev et nøgent, fattigt menneske uden flot bryllupsdragt, for at vi kunne blive iklædt hans guddommelighed. Som det hedder i salmen af Zinzendorf:

“Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.”

Vores bryllupsdragt er ikke noget, vi selv præsterer, noget, vi selv tager på, men noget, Gud giver os. Med Esajas er det Gud, der ”har iklædt mig frelsens klæder og hyllet mig i retfærdigheds kappe” (Es 61,10). Fordi Kristus har givet os del i sin retfærdighed, er vi på trods vores totale mangel på kongelig etikette i stand til at tage del i festen. Klæder skaber folk. Var det ikke tilfældet, ville vi blamere os og falde helt og aldeles igennem. Men nu kan vi holde fest uden at være bange for ikke at leve op til den kongelige dresscode.

Derfor har vi heller ikke ret til at dømme, om andre har de rette “bryllupsklæder”. Vi har ikke ret til at lege udsmidere. Gør vi det, er vi som farisæerne, der i forhippethed på, at kun de rette kommer ind til festen, stiller os selv udenfor for at kunne vogte døren.

Vi kan derfor heller ikke bruge lignelsen til at sætte skel mellem dem, der opfylder den kongelige dresscode, og dem, der ikke gøre det. Både “onde og gode” er inviteret til fest i gudsriget. Det afgørende er ikke, om mennesker har iført sig de rette bryllupsklæder, om de opfører sig på en bestemt måde, har de rette overbevisninger, men alene, at Kristus har givet os sine klæder, sin retfærdighed, så vi kan blive inde, uanset hvor dårligt klædte vi måtte være.


Denne læsning er inspireret af Thomas Reinholdt, Gud er kærlighed: Kristologiske prædikener, 2015.

Skriv et svar