I dagens tekst hører vi, hvordan Jesus endnu engang er kommet i karambolage med jødernes religiøse ledere. De skriftkloge farisæere kendte deres bibel udenad og burde derfor også have en fornemmelse af, hvad der var på færde, da Jesus begyndte at helbrede mennesker, uddrive dæmoner og forkynde gudsrigets nærvær.

Men de skriftkloge vil have tegn. Og det er der jo ikke noget at sige til. Vi accepterer jo heller ikke hvad som helst, uden først at have fået beviser: “Du skal ikke tro, du skal vide!” lyder det af og til. Men vores forhold til Gud kan ikke gøres til et spørgsmål om beviser. Vi kan ikke med fornuften argumentere os frem til troen. Troen får vi af Helligånden. Derfor ser vi gang på gang i Ny Testamente, at det netop ikke er de skriftkloge og religiøse, der kommer til tro, men de “fattige i ånden” – dem, der intet andet har end et akut behov for Guds nåde.

Men, siger Jesus, hvis I absolut vil have tegn, så har I faktisk allerede fået et, nemlig profeten Jonas’ tegn. Ligesom Jonas var i havdyrets mave i tre dage og nætter, sådan skal også Jesus være i dødsriget i tre dage og tre nætter.

Nu var Jesus jo godt nok kun i sin grav i to nætter – og det er noget kristendommens kritikere af og til påpeger. Igen ser vi rationalismen på spil, det hele skal helst gå op og passe præcist. Men det er jo sådan med tegn, at de ikke skal tages alt for bogstaveligt. Det, der er vigtigt, er det de betegner, det de fortæller os.

Når Jesus læser historier og profetier fra Gamle Testamente som historier om ham selv, kan vi deraf lære, at Gamle Testamente først og fremmest har værdi som et vidnesbyrd om evangeliet. Teksterne – også Jonas’ bog – skal læses som et vidnesbyrd om Jesus.

Lige fra den tidlige kristendom har kritikere afvist historien om Jonas som alt for usandsynlig til at være sand. Og i dag har mange bibelforskere peget på, at den formentlig stammer fra hedensk mytologi. Men det, der for os betyder noget, er, hvad Jesus får ud af historien.

Men hvad handler historien om Jonas egentlig om? Historien om Jonas er først og fremmest en historie om Guds nåde og barmhjertighed. Gud viser medlidenhed med Nineveh – på trods, selvom han har sagt, at han vil udslette hele byen. Dommen er egentlig afsagt, og den er ikke betinget. Alligevel er Gud barmhjertig.

Deri ligger der en klar evangeliske pointe, nemlig at der bag alle trusler om dom og straf findes et nådigt “men”. Evangeliet er, at Gud er nådig på trods. Men Jonas bliver sur – “dødeligt vred”. Han havde vist egentlig set frem til, at Nineveh skulle have sig en gang bank, en ordentlig lærestreg. På den måde er Jonas et godt billede på mange typer religion – og måske også os som kirke, for vi vil jo så gerne have orden i sagerne, retfærdigheden skal ske fyldest, de skyldige straffes og så videre. Netop derfor er det så irriterende, når Gud alligevel viser sig at være nådig.

Fra Jonas’ synspunkt ser historien noget anderledes ud. Historien må fra hans synspunkt vel først og fremmest handle om hans omvendelse. Et helt afgørende vendepunkt finder i hvert fald sted, da Jonas er blevet slugt af hvalen og i dens mave råber en bøn om nåde. Skal vi tage Jonas’ sang på ordet, er hvalen et billede på døden selv: “fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp”. Jonas befinder sig på bunden af dødsriget, han er død, men netop der, i det dybeste mørke, erfarer Jonas, at Gud er nådig – at der er håb. Det må siges at være tro på trods af alle beviser og tegn. Dødsrigets porte havde ligefrem lukke sig om Jonas “for evigt”, hører vi. Alligevel har Jonas håb om udfrielse. Det viser sig da også, at Jonas’ evige død kun skulle vare tre nætter.

Den oplevelse, som Jonas gør sig, er igennem kirkens historie ofte blevet anvendt som et billede på menneskets omvendelse og efterfølgende frelse. Mennesket skal igennem en åndelig krise, har man sagt, en erfaring af det dybeste åndelige mørke, for derigennem at blive genfødt til nyt liv. Jonas’ bog viser, at Gud frelser mennesker – ikke ‘fra’ døden, men ‘igennem’ døden, ikke ‘fra’ fortabelsen, men ‘igennem’ fortabelsen, ikke ‘fra’ helvedet, men ‘igennem’ helvedet.

Man har sagt, at Jonas opdager, at Gud er ‘nærværende i sit fravær’, og at det har at gøre med kærlighedens paradoksale væsen: Det er netop, når vi oplever afsavn, at vi erkender, hvor meget kærligheden betyder. Det er netop i erfaringen af Guds totale fravær på bunden af dødsriget, at Jonas erkender, hvor barmhjertig og nådig Gud i virkeligheden er.

En sådan tolkning af Jonas’ bog kan være meget trøsterig. I hvert fald kan det i svære situationer hjælpe at tænke på, at det ikke nødvendigvis er i livets lykkeligste stunder, at vi erfarer Guds nærvær, men tværtimod der, hvor vi er mest ulykkelige. Gud er netop med os, når det ser mørkest ud – også selvom vi ikke er bevidste om det.

Dog kan den fortolkning, at Jonas’ bog handler om en åndelig krise med en efterfølgende genfødsel, føre til nye bekymringer. Hvad nu, hvis jeg ikke har haft sådan en spektakulær oplevelse, som Jonas i hvalen? Er jeg en ordentlig kristen, hvis jeg ikke har oplevet en åndelig krise afløst af en åndelig genfødsel? Og efterhånden kan man komme til at pille nok så meget i sin egen navle for at mærke efter, om man virkelig er ’genfødt’.

Her er det, at vi må holde fast i, at det er Jesus’ brug af historien om Jonas, der er altafgørende. For når Jesus taler om profeten Jonas’ tegn, handler det ikke først og fremmest om os, men om ham. Det er Jesus, der skal erfare den yderste gudsforladthed på bunden af gudsriget, ham der skal opleve fortabelsen, for at blive frelst – ham, der skal igennem døden, for at nå til livet.

At historien om Jonas i hvalen handler om Jesus, betyder dog ikke, at den ikke også handler om os. Netop fordi den først og fremmest handler om Jesus, hans død og opstandelse, handler den også samtidig om os. Hvordan nu det? Jo, “fordi én er død for alle, er alle døde”, skriver Paulus (2 Kor 5,14). Vi er alle døde med Jesus – vi døde med ham, da han døde på korset, vi blev lagt i graven med ham, da han blev lagt i graven, og vi skal derfor også opstå som han opstod. Ikke fordi vi har haft en åndelig oplevelse af at blive genfødt, men fordi vi er genfødt med ham. Kun fordi historien om Jonas handler om Jesu død og opstandelse, handler den også om os.

Se, alt det har Jonas jo ikke vidst noget om. Jonas har måske tænkt, at han var unik, at hans oplevelse var enestående, at han var særligt udvalgt i modsætning til de andre, hedningerne i Nineveh – og derfor kunne han ikke forstå, hvorfor Gud pludselig gav sig til at vise barmhjertighed mod Nineveh.

Noget tilsvarende tænkte farisæerne, de skriftkloge religiøse ledere, måske også. Heller ikke de forstod, at profeten Jonas’ tegn handlede om meget mere end dem, om Guds altomfattende nåde. Udfordringen til os i dag er måske at spørge os selv: Tror jeg, at historien handler om min egen, private åndelige genfødsel, eller tør jeg tro, at den først og fremmest handler om Jesu død og opstandelse, og dermed om alle mennesker? Tør vi tro, at Guds nåde rækker uden for kirken på trods af al dom, død og fortabelse?