Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;^[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.^[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.^[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.^[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, Læs videre Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven →