Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Rembrandt van Rijn (1606–1669: Moses smadrer lovens tavler (1659)
Rembrandt van Rijn (1606–1669): Moses smadrer lovens tavler (1659)

Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, og de fleste kirker er heldigvis indstillede på, at selvmordskandidater har mere brug for hjælp end for fordømmelse. Men samtidig debatteres det stadig, om selvmord kan kaldes en synd,[5] altså en forbrydelse mod Gud; dels har et selvmord jo mange andre ofre, nemlig de efterladte og omgivelserne, og dels er der jo tale om et drab på et levende menneske og dermed en overtrædelse af det bud, der i den lutherske tradition kaldes det femte: Du må ikke slå ihjel. (I en scene fra Monty Python vendes det hele på hovedet, da en hændervridende kriminolog med tykke hornbriller forklarer, at et mord, når det kommer til stykket, jo bare er et udadvendt selvmord.)

Under alle omstændigheder er der ofte noget skamfuldt forbundet med selvmord, eftersom det også stempler omverdenen som et sted, der åbenbart ikke er værd at leve i. I Florian Henckel von Donnersmarcks mesterlige film De andres liv (Das Leben der Anderen, 2006) omtales det, hvordan myndighederne i DDR ikke ønskede diktaturstatens dystre selvmordsstatistikker offentliggjort, fordi de gav et pinligt billede af livet i det socialistiske »paradis«. Filmen viser også, hvordan der på tysk er en interessant skelnen imellem to begreber for selvmord: enten Freitod, altså en fri død, man selv har valgt, fordi man ikke kan holde livet ud, eller Selbstmord, der ligesom på dansk betoner, at der er tale om et drab, ganske vist på én selv. I filmen foretrækker de frie kunstnertyper naturligvis Freitod-begrebet, mens regimets officielle organer hellere taler om Selbstmord, fordi karakteren af forbrydelse dermed understreges – nemlig den forbrydelse at angribe den herskende samfundsorden.

Selvmordsmorderne

I enevældens Danmark betragtede man som nævnt selvmord som en kriminel handling, men den voldsomme stigmatisering af selvmord og selvmordere frembragte også et særpræget problem, nemlig de såkaldte selvmordsmordere.[6] Selvmord var så ildeset – åbenbart værre end almindeligt mord – at nogle deprimerede personer, der ønskede at slippe af med livet, valgte at slå andre ihjel for derved selv at blive henrettet, eftersom der var dødsstraf for mord.

Baggrunden for, at mord straffedes med døden, skal findes i den lutherske reformation (1536/37), der medførte ændringer i strafferetten i Danmark. De lutherske kirkers stærke betoning af Bibelen – skriftprincippet, sola scriptura – og bortfaldet af den romersk-katolske »kanoniske« kirkeret betød nemlig, at strafferetten blev mere præget af mosaisk lov, altså de gammeltestamentlige lovbestemmelser, der særligt findes i Anden og Tredje Mosebog, Exodus og Leviticus. Her gengældes mord med døden: »Den, der slår en mand ihjel, skal lide døden.« (2 Mos 21,12). Systemet, der ikke kun omfatter mord, er kendt under betegnelsen »øje for øje og tand for tand«, talionsprincippet:

»Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.« (2 Mos 21,23–25).

Danske Lov overtog dette princip: »Hvo som dræber anden, og det ikke skeer af Vaade, eller Nødværge, bøde Liv for Liv«,[7] så derfor kunne 1700-tallets selvmordsmordere altså håbe på, at de kunne opnå at blive idømt dødsstraf, hvis de selv slog nogen ihjel. Logikken var tilsyneladende, at de dermed undgik at begå den frygtelige synd, som et selvmord var, og at de måske tilmed gjorde de uskyldige ofre en tjeneste ved at gøre dem til en slags martyrer. I nyere tid har dette fænomen været til stor fornøjelse for ideologiske humanister, der her ser et eksempel på den skrækkelige protestantismes ondskab; bl.a. har den (tidligere?) okkulte agitator og redaktør Rune Engelbreth Larsen frydet sig over at kunne beskrive selvmordsmordernes drab som et udslag af »den religiøse ortodoksis generelle risiko for at vikle sig ud i dramatiske absurditeter, når dogmatik erstatter almenmenneskelig medfølelse«.[8]

Generalprokurør Henrik Stampe (1713–1789)
Generalprokurør Henrik Stampe (1713–1789)

Enevældens myndigheder var i første omgang magtesløse og rådvilde. Af gode grunde havde dødsstraffen ingen afskrækkende virkning på de livstrætte selvmordsmordere, der også kaldtes de melankolske mordere; tværtimod var det jo netop dødsstraffen, der var deres mål. Til sidst blev løsningen fundet af professor Henrik Stampe (1713–1789), der som generalprokurør fra 1753 til 1784 var kongens øverste juridiske rådgiver, og som var inspireret af oplysningstidens juridiske reformfolk, primært Montesquieu (1689–1755) og inden for strafferetten særligt Cesare Beccaria (1738–1794).

Moseloven fraviges

Trods de samtidige teologers bekymringer over at opgive det gammeltestamentlige gengældelsesprincip måtte man i selvmordsmordernes tilfælde dels opgive dødsstraffen, eftersom den virkede tillokkende på selvmordsmorderne, og dels finde en anden straffeform, der kunne virke så afskrækkende, at de melankolske morderes overfald på uskyldige kunne bringes til ophør. Den 18. december 1767 udsendtes forordningen om melankolske mordere, hvor Henrik Stampe beskriver, hvordan en selvmordsmorder »ønsker sig døden og er ked af livet«, idet han noterer, at bestemmelserne gælder »slige melankolske og tungsindige mennesker, der dog ikke kan anses at være berøvet forstandens brug«, eftersom egentligt sindssyge menneskers forbrydelser straffes efter andre bestemmelser.[9]

Stampes løsning på dilemmaet med selvmordsmorderne var, at når de melankolske mordere slog ihjel for selv at opnå en befriende død, måtte man som straf give dem det, de allerhelst ville undgå: et langt, pinefuldt liv, også selvom man hermed måtte opgive den konsekvente efterlevelse af princippet om gengældelse, liv for liv. Den fornuftige oplysningsmand Stampe forordnede derfor, at den eftertragtede dødsstraf skulle erstattes af »en anden daglig og vedvarende straf, lidelse og forhånelse«, der skulle virke så afskrækkende, at man opnåede »straffens hensigt, nemlig undersåtternes sikkerhed og rolighed«. Selvmordsmorderne skulle derfor »ikke straks miste livet, men derimod, sig selv til velfortjent straf og andre ligesindede til skræk og afsky, straffes på følgende måde, nemlig:

  1. Kagstryges[10] og brændemærkes på panden, og derefter hensættes til arbejde i jern på livstid, mandfolkene i rasphuset,[11] såfremt og sålænge deres kræfter det tillade, men ellers og siden i nærmeste fæstning, og kvindfolkene i tugthuset, og der, som de mest udædiske,[12] farligste og foragteligste blandt alle uærlige slaver og misdædere,[13] ej alene for sig selv forvares, men og daglig bruges, såvel, efter deres kræfters beskaffenhed, til det allerstærkeste og hårdeste, som til det allerliderligste,[14] hånligste og foragteligste arbejde.
  2. Skal misdæderen engang hvert år, på den samme dag, på hvilken mordet var forøvet[15] […], fra rasp- eller tugthuset henbringes til det sted, hvor det var forøvet, eller i fald samme er for langt fraliggende, da til byens offentlige rettersted,[16] og der atter kagstryges, eller piskes med 27 slag af 9 ris.
  3. Fra fængslet eller tugt- og rasphuset til retterstedet eller det sted, hvor mordet var forøvet, og tilbage igen, skal misdæderen, til desto større forhånelse, føres på natmandens[17] sluffe,[18] i gemene[19] og de i fængslet eller rasp- og tugthuset brugte daglige klæder, uden hat eller hue, med blottet hoved, strikke[20] om halsen og sammenbundne hænder.
  4. Når de i fæstningen, rasp- eller tugthuset ved døden afgår, skal deres legeme ved natmandens folk henføres til retterstedet, og hovedet samt hånden der afhugges, og kroppen derefter lægges på stejle,[21] men hånd og hovedet sættes på en stage.«

Sådan gik det til, at man begyndte at fravige princippet om dødsstraf for mord og i stedet – på oplyst, rationelt grundlag – indførte livsvarigt tvangsarbejde med løbende tortur, hvorefter problemet med selvmordsmorderne tilsyneladende forsvandt af sig selv.


[1] Rokokoposten, 18. januar 2014: »Etisk Råd kræver dødsstraf for selvmord«. I artiklen langes også sarkastisk ud efter adgangen til fri abort: »Det eneste tidspunkt, hvor man med rimelighed kan bestemme over sin egen krop, er, hvis der er meget små fostre inde i den, man gerne vil have aflivet. Men at man egenhændigt skal bestemme over sit eget liv[,] er moralsk set langt mere komplekst.«

[2] Christian den Femtis Danske Lov, Siette Bog (»Om Misgierninger«), VI. Cap. (»Om Manddrab«), Art. 21 (DL 6-6-21).

[3] Den Store Danske: »selvmord«.

[4] Jf. Wikipedia, der citerer Émile Durkheim for oplysningen.

[5] Kristeligt Dagblad, 6. august 2013: »Dilemma: Er selvmord en synd?«

[6] Til dette og det følgende se Ditlev Tamm: Retshistorie. Danmark – Europa – globale perspektiver. 2. udgave. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2005; særligt s. 283–289.

[7] DL 6-6-1.

[8] Rune Engelbreth Larsen: Selvmordsmordere: »Vilkårlige drab som protestantisk frelse«, Humanisme.dk, 15. juni 2007.

[9] Tamm 2005 bringer s. 284 f. en udgave af Stampes forordning med moderniseret retskrivning, som der her citeres fra.

[10] Kag-strygning: piskning bundet til byens kag, dvs. en offentligt anbragt pæl.

[11] Rasp-hus: et sted, hvor der raspes (rives) farvet træ til brug for produktion af maling; stærkt sundhedsskadeligt arbejde.

[12] U-dædisk: forbryderisk, ond.

[13] Mis-dæder: forbryder.

[14] Liderlig: skammelig, afskyelig.

[15] For-øve: udføre.

[16] Retter-sted: offentlig henrettelsesplads.

[17] Nat-mand: én, der var ansat til at tømme lokummer og køre indholdet bort; også brugt om en rakker, dvs. en assistent for skarp-retteren (bødlen).

[18] Sluffe: slæde eller trillebør.

[19] Gemén: almindelig.

[20] Strikke: en løkke af reb.

[21] Stejle: en pæl med et hjul øverst, oven på hvilket et lig anbringes.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 31–35.

Skriv et svar