Alle indlæg af Thomas Hårbøl

Om Thomas Hårbøl

Cand.theol., konst. sognepræst i Vester Skerninge-Ulbølle-Hundstrup
(senest opdateret 1. februar 2017)

Islam i Confessio Augustana

Václav/Wenceslaus/Wenzel Hollar (1607–1677): Den augsburgske bekendelse

De fleste bliver sikkert lidt overraskede, når de første gang erfarer, at Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA), i sin første artikel, »Om Gud«, indeholder en fordømmelse af en række kætterske grupper, hvor også »muhamedanerne« (som der står) er at finde.[1]

Dels kan det give anledning til undren, at islam nævnes som et kætteri og altså ikke betragtes som en selvstændig religion;[2] og dels diskuteres det rimelige i, at folkekirkens store reformatoriske bekendelsesskrift ikke blot tager stilling til fordel for et trinitarisk gudsbegreb, men også aktivt går imod en række standpunkter, der er anderledes end bekendelsens eget.[3]

Hvornår, hvordan og hvorfor blev islam nævnt i CA?

Kætterkataloger i lutherske bekendelsesskrifter før CA

Den mest oplagte forklaring på, hvordan islam kan dukke op i CA, ville naturligvis være, hvis det samme var tilfældet i de lutherske bekendelsesskrifter, der gik forud for CA. Det drejer sig om Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis (1528), Schwabacherartiklerne (1529), Marburgerartiklerne (1529) og Torgauerartiklerne (1530).

I det afsnit i Vom Abendmahl Christi Bekenntnis, der vedrører selve guddommen og dermed er parallelt til CA I, erklærer Luther følgende om sin tro: Læs videre Islam i Confessio Augustana

Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius

Introduktion og oversættelse af Hieronymus: Imod Vigilantius

Reformationen tog sine første spæde skridt allerede omkring år 400. Det overraskende indtryk kan man i hvert fald få, når man støder på en person som Vigilantius, der i slutningen af 300-tallet gik til angreb på både relikvier, helgendyrkelse og det tidlige munkevæsen – elementer, der i 1500-tallet igen kom i skudlinjen ved de reformatoriske opbrud. Om Vigilantius selv vides ikke så meget, og som med så mange andre, der er blevet stemplet som kættere, er hans synspunkter udelukkende overleveret igennem citater hos hans modstandere, der søgte at gendrive ham.

Vigilantius blev født omkring 370 i den romerske provins Gallia Aquitania, altså i det sydvestlige hjørne af det nuværende Frankrig, som søn af en krovært. Den altomfattende kristning af Romerriget var på dette tidspunkt i fuld gang. Efter at være blevet præsteviet aflagde Vigilantius i år 395 besøg i Det Hellige Land i den anden ende af imperiet, hvor han bl.a. traf Hieronymus (ca. 347–420), der nu til dags mest huskes for at være ophavsmand til den store latinske bibeloversættelse, der senere blev kaldt Vulgata.

Hieronymus i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)
Hieronymus i sit studerekammer, i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)

Den stridbare Hieronymus, som var draget i et mere eller mindre frivilligt eksil i nærheden af Betlehem for at leve et asketisk og kontemplativt liv, var imidlertid ikke bare en stor bibeloversætter og -kommentator, men også en stor polemiker; og hans konflikt med den lokale biskop havde medført en bandlysning, hvilket muligvis var grunden til, at Vigilantius’ ophold hos ham ikke blev af særlig lang varighed. (Fremstillinger af Hieronymus viser ham oftest som den lærde asketiker, omgivet af bøger i sin ødemark eller sit studerekammer og næsten altid iklædt en kardinalrød dragt, som det også ses i Caravaggios version, der optræder ved siden af Scriptoriets logo øverst). Desuden opstod der efter alt at dømme en konflikt imellem Hieronymus og Vigilantius om Hieronymus’ positive syn på Origenes, og da Vigilantius var vendt tilbage til Europa, har han tilsyneladende søgt at udstille Hieronymus som fuldblods-origenist, hvilket Hieronymus tog ham ilde op. Læs videre Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius

Profeter og frugt

Prædiken i Maugstrup Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 10:30
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Evangelium betyder gode nyheder eller et godt budskab. I dag handler det om profeter og om frugt, og der er både gode og dårlige nyheder, først og fremmest en masse dårlige nyheder. Så selvom det er en glædelig dag i dag, hvor vi har døbt Gerda og Laura i den treenige Guds navn, så lad os alligevel begynde med de dårlige nyheder.

Falske profeter. Det har naturligvis en særlig klang, når man kommer som gæsteprædikant og skal tale om falske profeter, der er som ulve, men er klædt ud som får.

Hvad er en profet? Når man hører ordet profet, kommer man måske til at tænke på den unævnelige profet, som man ikke må tegne, og slet ikke med en bombe i turbanen, hvis man ellers har livet kært. Men lige bortset fra denne højst aktuelle trussel virker profeter som noget gammeldags, som noget, der ikke findes længere. Måske nogle, der har syner; nogle, som påstår, at de kan se ting, som andre ikke kan se. Nu til dags vil man være tilbøjelig til at mene, at folk, der har syner om fremtiden eller for den sags skyld om nutiden, bør lade sig indlægge, så de kan blive kureret for deres vrangforestillinger, og så vi andre kan slippe for at blive belemret med dem. Så bortset fra dem, vi betragter som galninge, har vi vist ingen profeter tilbage. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske vismænd og tilmed også nogle spindoktorer, men det er ligesom ikke det samme. Læs videre Profeter og frugt

Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

En fremstilling af det såkaldte treenighedsskjold (her fra St Peter's Church, Strumpshaw, Norfolk, England).
Det såkaldte treenighedsskjold: Faderen er Gud, men er ikke Sønnen og Helligånden; Sønnen er Gud, men er ikke Faderen … osv. (her fra St Peter’s Church, Strumpshaw, Norfolk, England).

Treenighedslæren spiller en vigtig rolle i den akademiske teologi, men ikke i samme grad i folkekirkens liv. Sådan er i hvert fald mit indtryk; og hvis det er sandt, er det en skam.

Melanchthon undlod i første omgang at behandle treenighedslæren i sin dogmatiske lærebog Loci communes og hævdede, at guddommens mysterier hellere skal tilbedes end udforskes.[1] Uanset om det ene behøver at udelukke det andet, kalder det under alle omstændigheder på en undren over, at trinitetens mysterium i højere grad er genstand for spekulation på de teologiske uddannelser end for lovsang i kirkerne. Samme Melanchthon ytrede også på sit dødsleje, at han glædede sig til at slippe for teologernes evindelige ævl og kævl og i stedet skue Gud selv med egne øjne, hvor han blandt andet regnede med at få klar besked om sammenhængen imellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.[2]

Er det så sandt, at treenighedslæren spiller en birolle i folkekirken? Læs videre Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Når der kommer røre i den folkekirkelige andedam, plejer det ikke at vare længe, før ringene i vandet rammer det punkt, hvor man begynder at tale om »tålsomhed« – oftest fordi nogle er bekymrede for, at tålsomheden skal gå tabt, eksempelvis Thorkild Grosbølls støtter eller her på det seneste ramsdalisterne, der kræver religionsfrihed både inden for og uden for folkekirken.[1] Tålsomheden kommer typisk i spil umiddelbart inden det tidspunkt, hvor vi begynder at lufte skældsordene om hhv. fundamentalisme og vantro (med rette eller urette). »Den tålsomme folkekirke« er én, hvor der er højt til loftet og langt til grænserne, et sted, hvor der er plads til nærmest alle teologiske og kirkelige strømninger og deres modsætninger – et gæstekammer uden vægge, hvordan det så end går til.

Imidlertid glemmer tilhængerne af tålsomheden ofte, hvor begrebet stammer fra, og hvad det oprindelig betød. Tanken om folkekirken som tålsom blev tilsyneladende lanceret i 1901 af J.H. Monrad (1848–1903) i en artikel i det grundtvigske tidsskrift Dansk Kirketidende, som han selv var redaktør for.[2] Ordet tålsomhed blev vel valgt i stedet for fremmedordet tolerance; betydningen er under alle omstændigheder den samme: at tåle, at finde sig i, at give plads til. Læs videre Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Karikatur-Gud

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger (1. tekstrække: Sl 84; Rom 12,1–5; Luk 2,41–52)

Det ældste kendte billede af Jesus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra ca. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.
Det ældste kendte billede af Jesus Kristus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra omkr. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.

»Allahu akbar! Allah er stor!« – sådan råbte de to islamister, mens de dræbte tolv mennesker med maskinpistoler i Paris i onsdags, da det nye år bare var en uge gammelt. »Vi har hævnet profeten!« råbte de, da de forlod bygningen, som nu var indsmurt i karikaturtegnernes blod. Næsten lige så gruopvækkende som drabene er den syndflod af idiotisk vrøvl, vi har måttet høre på lige siden. Drabene har intet med islam at gøre, siger politikere på stemmefiskeri, absolut intet. Måske vil de bare gerne sige, at massemordet ikke er alle muslimers skyld, og det har de naturligvis ret i. Men man skal vist være politiker eller professor eller noget, der ligner, for at være så dum, at man kan få sig selv til at sige, at de slet ikke har noget med islam at gøre. På det franske satireblads redaktion var der en kvinde, som ikke blev dræbt. Den ene af massemorderne råbte til hende: »Vi dræber ikke kvinder; det strider mod vores æresbegreber. Men du skal konvertere til islam, læse Koranen og tage hovedtørklæde på! Allahu akbar, Allahu akbar!« Men nej, intet har det at gøre med islam, absolut intet. Fortæller de kloge os.

Men hvad har det så at gøre med vores beretning om det 12-årige vidunderbarn Jesus? Umiddelbart ikke så meget. Det er efterhånden en lidt nedslidt præste-kliché, at Bibelens tekster er verdensfjerne; måske er det i virkeligheden bare vores verden, der er så selvoptaget, at vi er blevet bibelfjerne. Læs videre Karikatur-Gud

Hegel og den treenige kærlighed

Et fragment af kærlighedens teologi.

Gud er kærlighed, siger Johannes i sit første brev (1 Joh 4,8b); men nu er hverken “Gud” eller “kærlighed” som bekendt helt entydige begreber, så der kan nok være behov for at afklare eller i hvert fald undersøge nærmere, hvad der egentlig menes med udsagnet.

Mange problemer er opstået, når tilbedelsen af den elskede forvandler Gud er kærlighed til min elskede er gud; som Jorge Luis Borges angiveligt udtalte, er (menneskelig) kærlighed det samme som at skabe en religion med en ufuldkommen gud, nemlig den elskede.

Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi
Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi (Aros Forlag, 2012)

At forstå Gud som kærlighed er således ikke helt ligetil. Derfor er det godt, at Werner G. Jeanronds bog Kærlighedens teologi udkom på dansk i 2012. Bogen behandler kærlighedens forhold til teologien og til Gud ud fra en lang række indfaldsvinkler: Hvordan er forholdet imellem Guds kærlighed og næste­kærlighed (og politik)? Kan man skelne imellem erotisk kærlighed (eros) og kristen kærlighed (agape) – og i så fald: hvordan? Og hvad med ægteskabet? For at svare på disse og andre spørgsmål undersøger Jeanrond kærligheds­teologien hos en række teologer, bl.a. Augustin, Bernhard af Clairvaux, Thomas Aquinas, Martin Luther, Søren Kierkegaard, Anders Nygren, Karl Barth, Eberhard Jüngel, Paul Tillich, Karl Rahner og Joseph Ratzinger, og det kommer der meget godt ud af, som nævnt bl.a. en kritisk diskussion af Anders Nygrens allestedsnærværende sondring imellem eros og agape. Læs videre Hegel og den treenige kærlighed

Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Rembrandt van Rijn (1606–1669: Moses smadrer lovens tavler (1659)
Rembrandt van Rijn (1606–1669): Moses smadrer lovens tavler (1659)

Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, Læs videre Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo. Læs videre En lugt af nåde – jul med Kingo

Bede, banke, råbe, græde

Prædiken i Frederiksholm Kirke (Sydhavns Sogn), søndag d. 20. oktober 2013
(21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Ez 18,1–4a; Joh 4,46–53)

I dag skal vi holde barnedåb. To endda – en glædelig begivenhed! Dagens tekst er til gengæld i den noget alvorligere ende. Den handler ikke om glæde over et barns fødsel og dåb, men om angst for, at et barn skal dø.

Tekstens hovedperson er en højtstående embedsmand i statsforvaltningen, én der sikkert er vant til, at tingene går efter reglerne, og at han får sin vilje. Han er en magtfuld mand, og han er rig: Vi hører, at han har tjenere i huset, sand­synligvis slaver. Og han er ikke bare embedsmand; vi hører, at han også er far. Men det er han måske ikke så meget længere, for han er ved at miste det dyrebareste, han har, nemlig sin søn, der er dødeligt syg.

Ind på scenen træder den omvandrende Jesus. Embeds­manden, faren til den døende dreng, er desperat og klamrer sig til det eneste spinkle håb, han har tilbage: Måske kan Jesus redde hans søn fra sygdommen og dermed fra døden. Mærkeligt nok er det, som om Jesus ikke tager manden alvorligt i første omgang. I stedet for at hjælpe ham lægger Jesus op til en teologisk diskussion: Læs videre Bede, banke, råbe, græde