Alle indlæg af Thomas Hårbøl

Om Thomas Hårbøl

Cand.theol., fung. sognepræst i Ansgars og Sankt Hans (Odense) (senest opdateret 20. april 2020)

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt?

Reflektion til Store Bededag

Er det pinligt at bede? Eller nødvendigt? Eller er det begge dele?

De fleste af os folkekirkedanskere er som bekendt ret blufærdige om vores trosliv. Biskop Jan Lindhardt foreslog for nogle år siden, at man kan lade, som om man taler i telefon, hvis man gerne vil bede, mens man sidder i bussen eller toget. For det er jo (næsten) almindeligt accepteret, at man kan tale højt om hvad som helst i det offentlige rum, hvis bare man taler i telefon; derimod er det straks noget andet, hvis det handler om noget så privat som bøn.

Derfor kan man høre folk tale højt om f.eks. deres kønsliv i telefonen – det er ikke grænseoverskridende, eller i hvert fald åbenbart kun for dem, der er tvunget til at høre på; men bønslivet er noget helt andet. Det ville være dybt grænseoverskridende at skulle bede i andres påhør.

Bøn er nemlig næsten pinligt at skulle dele med andre, mener mange. Også jeg. Grunden er vel, at bønnen er det, der kommer allertættest ind på livet af én. Bøn er de inderste tanker og ønsker og følelser og behov, og de skal jo ikke nødvendigvis luftes, så andre kan høre dem. Ingen andre end den Gud, man beder til.

I det øjeblik, bønnen kommer til at handle om facade eller selviscenesættelse, mister den sin mening. For bønnen er en sag imellem den, der beder, og den, der bliver bedt til. Godt nok beder vi også sammen i kirken, når vi ellers må mødes dér, men det er stadig et anliggende imellem dem, der beder, og den Gud, der lytter til bønnen. Vi gør det ikke, for at dem ude på gaden skal høre, hvor fromme vi er.

Derfor kan man heldigvis også sagtens bede uden at tale højt. Man kan nøjes med at tænke tanken – sende bønnen af sted på tankens vinger uden at bevæge munden. Måske er det en lettere måde at begynde bønnen på, særligt hvis man ikke har gjort det før og endda føler sig blufærdig over at skulle bede i sit eget selskab.

Hvad beder folk så om? I sagens natur kan vi ikke vide det, sådan generelt – men det er alligevel lykkedes mig at få et lille indblik i, hvad der bliver bedt om. Ved et konfirmandarrangement i efteråret skulle konfirmanderne arbejde med bøn, og i den forbindelse skulle de også skrive bønner. Bønnerne kunne de bl.a. stoppe i en kasse, hvor jeg senere ville læse dem. Ikke fordi bønnerne virker bedre, hvis jeg også beder dem – om Gud bønhører én, har ikke noget at gøre med, om man er præst. Men jeg skulle læse bønnerne for at få et indblik i, hvad der rører sig i dem, der bad, og for selv at tage del i det, de havde bedt om. For bøn handler jo ikke kun om mig selv, men også om dem omkring mig.

Derfor har jeg naturligvis også tavshedspligt om, hvad konfirmanderne havde bedt om. Og den gælder stadig, så jeg kan ikke afsløre det her. Men jeg kan dog sige så meget, at det virkelig var alvorlige, inderlige og betydningsfulde bønner, der blev stoppet i kassen. Jo, selvfølgelig var der også bønner om at vinde en milliard i lotto; men hovedparten af de små, krøllede sedler udtrykte virkeligt inderlige ønsker og store sorger – og i mange tilfælde også store glæder, for bøn kan jo også være et udtryk for taknemmelighed over alt det, der hver morgen flyder ned i min skål fra ham, der hører bønnen.

Hvad vil jeg sige med den historie om konfirmanderne og deres bønner? Bare én ting: Når en usikker teenager kan samle sine hormon-forstyrrede tanker tilstrækkeligt til at bede en bøn om det, der betyder allermest, så kan du nok også.

Den evangelietekst, vi skulle have hørt i kirken i dag, siger det også klart:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« (Matthæus 7,7–14)

Lad os bede:

Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Det akavede møde med nogen, man savner

Refleksion til 2. påskedag (2. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. (Joh 20,1-18)


At mødes med nogen, man kender godt, kan blive en akavet situation, selv hvis det er et møde, som begge parter har glædet sig til, fordi de savner hinanden. Der kan komme sådan en underlig følelse af blufærdighed og en fornemmelse af, at man på en måde er blevet fremmede for hinanden, i hvert fald det første stykke tid.

Alene af den grund bliver det interessant at se, hvordan folk vil mødes, når Den Store Nedlukning engang er overstået. For overstået bliver den, tag ikke fejl. Mennesker har skullet forholde sig til krig, pest, naturkatastrofer, folkemord og mange andre uhyrligheder i løbet af den prægtige og sørgelige tidsalder, hvor der har været en menneskehed. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi kommer tilbage til hverdagen igen – men hvem der kommer tilbage, og hvordan vi møder hinanden, når det sker. Hvordan vi opfører os. Hvordan det hele bliver.

Maria Magdalene havde ikke forventet at møde Jesus igen. Hun havde håbet det, ja det har været hendes inderligste ønske, men hun har formentlig ikke troet det. Det gør hun heller ikke, da hun kommer ud til graven påskemorgen og ser, at stenen er væltet fra. Der står jo, at hun med det samme løber tilbage til Peter og Johannes for at fortælle dem, at “de har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”.

Hun løber altså ikke tilbage for at fortælle, at han er opstået, som han havde sagt, men for at give den nedslående melding om, at liget er blevet flyttet. Endnu en byrde af fortvivlelse på hendes skuldre: Ikke alene er Jesus blevet slået ihjel; nu er liget også taget fra hende, så hun ikke har et gravsted at gå hen til for at sørge.

Da Peter og Johannes er gået hjem igen, står Maria tilbage ved den tomme grav, grædende. Alligevel vil hun kigge ind i gravhulen en gang til, for der var noget underligt ved den. Evangelisten fortæller, at klædet, som Jesus havde haft over hovedet, ikke lå sammen med de lagner, der havde dækket ham; i stedet lå det rullet sammen på et sted for sig selv. Det er mærkeligt, for de romerske soldater eller de jødiske ledere har næppe taget sig tid til at rulle hovedklædet sammen, hvis det var dem, der stjal liget. Det ligner snarere en seng, hvor nogen er stået op, tidligt om morgenen, og hvor nogen har redt sengen pænt, inden nogen gik ud i morgenlyset.

Da Maria kigger ind i hulen, ser hun nu pludselig, at hun ikke er alene derinde. Der sidder to himmelske postbude i deres hvide uniformer. Men i modsætning til alle de andre steder, hvor der dukker engle op i Bibelen, siger de denne gang ikke “Frygt ikke!” Nej, de spørger helt enkelt Maria, hvorfor hun græder, og Maria forklarer uden videre, at de har flyttet Jesus, og at hun ikke kan finde ham. Hun er for fortvivlet til at undre sig over, hvem de er.

Nu står der også én bag hende. Ikke en engel til, men en havemand, tror hun, og hun forlanger at få klar besked: “Sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham!” Det virker, som om hun i det øjeblik ville have kunnet bære liget herfra til verdens ende, om nødvendigt, men i stedet for at svare siger han hendes navn, og hendes øjne åbnes.

Er det et akavet møde mellem de to? Der er i hvert fald sket noget imellem dem. De så hinanden sidste gang så sent som i fredags, på Golgata. Men der er en verden til forskel, eller rettere: De har hver især rejst igennem en hel verden i løbet af nætterne og dagene fra fredag til søndag. Jesus har rejst igennem dødens mørke land og har efterladt dødsriget som en ruinbunke, hvor hængslerne er brækket af portene. Og Maria har gennemlevet en indre rejse, hvor hun troede, at hun skulle miste alt, der betød noget for hende.

Men nu står de der igen, som han havde sagt. Og et øjeblik er det, som om Frelseren tøver; han er nødt til at sige “Hold mig ikke tilbage”, eller hvordan man vil oversætte det. “Rør mig ikke” eller “Giv slip på mig!” står der i nogle oversættelser.

Han siger det, fordi der endnu er mere, han skal gøre, og det kan han ikke, hvis Maria bliver hængende ved ham. Der er et kapitel mere i den plan, han har lagt. Og derfor må hun give slip på Kristus, nu hvor han ellers var tilbage.

I mellemtiden møder hun og vi andre ham bl.a. i skikkelse af brød og vin i nadveren og i form af det nærvær, hans Helligånd giver. Det er virkeligt, også selvom det ikke er det samme. Vi må “nøjes”. For en tid.

Glædelig påske!

Syv sætninger om langfredag

Skovsbokrucifikset ved Rynkeby

Reflektion til langfredag

Syv sætninger – så lidt eller så meget havde Jesus at sige, fra han blev sømmet op på korset langfredags morgen klokken ni, og til han døde ud på eftermiddagen, efter kl. tre. Hvis det havde været en pressekonference, som vi kender dem, havde han formentlig hængt dér på Golgata endnu; men i stedet nøjedes han med syv korte udsagn eller “de syv ord på korset”, som man også kalder dem.

Men det er syv ord, som siger det hele. Syv ord, der får langfredag til hæve sig over den strøm af ensartede dage, som vi ellers lever i for tiden, så det knap er til at huske, hvilken ugedag det er.

Jesu syv ord på korset skulle vi have lyttet til og sunget om ved langfredagsgudstjenesten i Ansgars Kirke, og de ville også have spillet en vigtig rolle ved koncerten på lørdag; Haydn-værket, der skulle opføres, hedder simpelthen Vor Frelsers sidste syv ord på korset. Nu er der sat en stopper for både gudstjeneste og koncert; men profeten Esajas siger, at Herrens ord forbliver i evighed (Es 40,8) – så vi kan stadig lytte til dem.

Der er ingen af de fire evangelier, der gengiver alle ordene, men tilsammen bliver der altså syv. Hvis du har en salmebog ved hånden, så læs selv med i lidelseshistorien, der findes bagerst i salmebogen (s. 1340 i min udgave). Lad os gå en tur til foden af korset og lytte til ham, der hænger på det:

1. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Indimellem klager folk over, at de ikke forstår langfredag. De kan så glæde sig over, at det gjorde dem, der slog Jesus ihjel, heller ikke. De har ingen anelse om, hvad det i virkeligheden er, de har gang i, den morgen uden for Jerusalem. De tror, at de er ved at korsfæste en urostifter, en oprørsk gudsbespotter. Derfor beder Jesus for sine bødler, for de ved ikke bedre. Og han viser os, hvor afgørende tilgivelse er i kristendommen – eller mere præcist: syndernes forladelse. Selv i det øjeblik, hvor menneskene er i gang med at slå Guds Søn ihjel, lader han sig ikke friste til at kræve hævn. For der er langt mere på spil.

2.“Kvinde, dér er din søn. – Dér er din mor.”
Midt i det hele er Jesu mor, Maria, mødt op ved korset sammen med Maria Magdalene og en tredje kvinde, der – forvirrende nok – også hedder Maria. Jesus ved, at hans mor vil stå med et uoverskueligt problem, når han selv er død. Hun vil ikke bare have mistet sin søn, selvom det er galt nok, men hun vil også være forsvarsløs i et samfund, hvor enlige kvinder ikke havde mange rettigheder. Derfor sørger Jesus for, at disciplen Johannes kan tage sig af Maria, når Jesus ikke længere er der. Og samtidig viser han os, hvordan alle har ansvar for deres medmennesker; selv ofre har et ansvar, de skal løfte. Der er stadig folk, der har brug for dig – og du har brug for dem.

3. “I dag skal du være med mig i Paradis.”
Den ene af røverne på de to kors ved siden af Jesus beder om, at Jesus ikke vil glemme ham, når han kommer i sit rige, og Jesus svarer ham med en sætning, der ikke bare er et svar til røveren, men også er en henvendelse til enhver, som læser eller lytter med: I dag skal du være med mig i Paradis. Nu begynder det at stå klart, hvad det hele skulle til for – hvorfor Jesus overhovedet skulle blive menneske og dø og opstå fra de døde. For din og min skyld. For at lukke Paradis op for os. Lige nu.

4. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det fjerde korsord viser til gengæld, hvor stor en pris der skulle betales. Det er ikke bare pjat eller en god historie. Jesus lader ikke bare som om. For det frygtelige råb udtrykker hans totale fortvivlelse, mens der falder mørke over hele jorden. Men: Det er jo Gud, Jesus råber til i mørket. Han råber ikke bare “Nu er jeg blevet forladt”. Han råber til Gud, for hvis man ikke kan råbe til Gud, er der ingen tilbage at råbe til. Og Jesu råb er samtidig et citat af Salme 22 i Det Gamle Testamente; salmen beskriver den håbløse, fuldstændige forladthed – men den slutter med, at Gud griber ind. Så når Jesus råber netop på denne måde, viser det os, at Guds Søn deler vores menneskelige vilkår så meget, at han selv oplever gudsforladtheden; men det fortæller os også, at selv når vi som mennesker er allermest forladte, skal vi ikke holde op med at kalde på Gud. Faderens svar på Jesu fortvivlede råb kom påskemorgen. Jesus er ikke blevet forladt, og det er du heller ikke.

5. “Jeg tørster.”
Det korteste af de syv korsord er måske også det mest menneskelige af dem. Selvom det er Guds Søn, der hænger på korset, er det samtidig et menneske, som kan føle tørst. Aftenen forinden, skærtorsdag, hvor han spiste med disciplene, havde han sagt til dem: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige”. Derfor er heller ikke vin, Jesus får, da han hænger på korset og tørster i solen, men eddike. Og han drikker den bitre drik.

6. “Det er fuldbragt.”
På dette tidspunkt må alle de, der stod og så på korsfæstelsen, så småt have begyndt at forstå, at der var noget særligt på færde. Det sjette ord fortæller os, at det, som foregik på Golgata den fredag, ikke var et tilfælde eller en ulykke. Der er ikke tale om, at Jesus havde en mission, som mislykkedes – tværtimod: Kristendommen er troen på, at der var en plan, og at planen nu blev til virkelighed. Planen lykkedes. Livets Gud er i færd med at lokke døden i en fælde, og døden selv må ryste af rædsel, når Jesus råber: “Det er fuldbragt” og straks fortsætter:

7. “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.”
Med det syvende og sidste ord lægger Jesus sit liv og sin død i hænderne på Gud Fader; for tro er tillid, der er stærkere end døden. Dermed kulminerer langfredags drama, og det er virkelig et drama, for der kommer et jordskælv, hvor forhænget ind til det allerhelligste i Templet bliver flænget i to. Det sted, der ellers skulle forestille at være forbeholdt Gud selv, bliver revet op og åbnet. Og det, der ellers bare lignede henrettelsen af en tilfældig mand på en tilfældig fredag eftermiddag, viser sig at være noget helt andet og meget mere. Den romerske officer, der har holdt øje med det hele, kan ikke lade være med at udbryde: “Den mand var virkelig retfærdig og Guds Søn!”

Påskens kamp mellem livets Gud og døden er først lige begyndt.

Islam i Confessio Augustana

Václav/Wenceslaus/Wenzel Hollar (1607–1677): Den augsburgske bekendelse

De fleste bliver sikkert lidt overraskede, når de første gang erfarer, at Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA), i sin første artikel, »Om Gud«, indeholder en fordømmelse af en række kætterske grupper, hvor også »muhamedanerne« (som der står) er at finde.[1]

Dels kan det give anledning til undren, at islam nævnes som et kætteri og altså ikke betragtes som en selvstændig religion;[2] og dels diskuteres det rimelige i, at folkekirkens store reformatoriske bekendelsesskrift ikke blot tager stilling til fordel for et trinitarisk gudsbegreb, men også aktivt går imod en række standpunkter, der er anderledes end bekendelsens eget.[3]

Hvornår, hvordan og hvorfor blev islam nævnt i CA?

Kætterkataloger i lutherske bekendelsesskrifter før CA

Den mest oplagte forklaring på, hvordan islam kan dukke op i CA, ville naturligvis være, hvis det samme var tilfældet i de lutherske bekendelsesskrifter, der gik forud for CA. Det drejer sig om Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis (1528), Schwabacherartiklerne (1529), Marburgerartiklerne (1529) og Torgauerartiklerne (1530).

I det afsnit i Vom Abendmahl Christi Bekenntnis, der vedrører selve guddommen og dermed er parallelt til CA I, erklærer Luther følgende om sin tro: Læs videre Islam i Confessio Augustana

Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius

Introduktion og oversættelse af Hieronymus: Imod Vigilantius

Reformationen tog sine første spæde skridt allerede omkring år 400. Det overraskende indtryk kan man i hvert fald få, når man støder på en person som Vigilantius, der i slutningen af 300-tallet gik til angreb på både relikvier, helgendyrkelse og det tidlige munkevæsen – elementer, der i 1500-tallet igen kom i skudlinjen ved de reformatoriske opbrud. Om Vigilantius selv vides ikke så meget, og som med så mange andre, der er blevet stemplet som kættere, er hans synspunkter udelukkende overleveret igennem citater hos hans modstandere, der søgte at gendrive ham.

Vigilantius blev født omkring 370 i den romerske provins Gallia Aquitania, altså i det sydvestlige hjørne af det nuværende Frankrig, som søn af en krovært. Den altomfattende kristning af Romerriget var på dette tidspunkt i fuld gang. Efter at være blevet præsteviet aflagde Vigilantius i år 395 besøg i Det Hellige Land i den anden ende af imperiet, hvor han bl.a. traf Hieronymus (ca. 347–420), der nu til dags mest huskes for at være ophavsmand til den store latinske bibeloversættelse, der senere blev kaldt Vulgata.

Hieronymus i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)
Hieronymus i sit studerekammer, i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)

Den stridbare Hieronymus, som var draget i et mere eller mindre frivilligt eksil i nærheden af Betlehem for at leve et asketisk og kontemplativt liv, var imidlertid ikke bare en stor bibeloversætter og -kommentator, men også en stor polemiker; og hans konflikt med den lokale biskop havde medført en bandlysning, hvilket muligvis var grunden til, at Vigilantius’ ophold hos ham ikke blev af særlig lang varighed. (Fremstillinger af Hieronymus viser ham oftest som den lærde asketiker, omgivet af bøger i sin ødemark eller sit studerekammer og næsten altid iklædt en kardinalrød dragt, som det også ses i Caravaggios version, der optræder ved siden af Scriptoriets logo øverst). Desuden opstod der efter alt at dømme en konflikt imellem Hieronymus og Vigilantius om Hieronymus’ positive syn på Origenes, og da Vigilantius var vendt tilbage til Europa, har han tilsyneladende søgt at udstille Hieronymus som fuldblods-origenist, hvilket Hieronymus tog ham ilde op. Læs videre Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius

Profeter og frugt

Prædiken i Maugstrup Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 10:30
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Evangelium betyder gode nyheder eller et godt budskab. I dag handler det om profeter og om frugt, og der er både gode og dårlige nyheder, først og fremmest en masse dårlige nyheder. Så selvom det er en glædelig dag i dag, hvor vi har døbt Gerda og Laura i den treenige Guds navn, så lad os alligevel begynde med de dårlige nyheder.

Falske profeter. Det har naturligvis en særlig klang, når man kommer som gæsteprædikant og skal tale om falske profeter, der er som ulve, men er klædt ud som får.

Hvad er en profet? Når man hører ordet profet, kommer man måske til at tænke på den unævnelige profet, som man ikke må tegne, og slet ikke med en bombe i turbanen, hvis man ellers har livet kært. Men lige bortset fra denne højst aktuelle trussel virker profeter som noget gammeldags, som noget, der ikke findes længere. Måske nogle, der har syner; nogle, som påstår, at de kan se ting, som andre ikke kan se. Nu til dags vil man være tilbøjelig til at mene, at folk, der har syner om fremtiden eller for den sags skyld om nutiden, bør lade sig indlægge, så de kan blive kureret for deres vrangforestillinger, og så vi andre kan slippe for at blive belemret med dem. Så bortset fra dem, vi betragter som galninge, har vi vist ingen profeter tilbage. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske vismænd og tilmed også nogle spindoktorer, men det er ligesom ikke det samme. Læs videre Profeter og frugt

Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

En fremstilling af det såkaldte treenighedsskjold (her fra St Peter's Church, Strumpshaw, Norfolk, England).
Det såkaldte treenighedsskjold: Faderen er Gud, men er ikke Sønnen og Helligånden; Sønnen er Gud, men er ikke Faderen … osv. (her fra St Peter’s Church, Strumpshaw, Norfolk, England).

Treenighedslæren spiller en vigtig rolle i den akademiske teologi, men ikke i samme grad i folkekirkens liv. Sådan er i hvert fald mit indtryk; og hvis det er sandt, er det en skam.

Melanchthon undlod i første omgang at behandle treenighedslæren i sin dogmatiske lærebog Loci communes og hævdede, at guddommens mysterier hellere skal tilbedes end udforskes.[1] Uanset om det ene behøver at udelukke det andet, kalder det under alle omstændigheder på en undren over, at trinitetens mysterium i højere grad er genstand for spekulation på de teologiske uddannelser end for lovsang i kirkerne. Samme Melanchthon ytrede også på sit dødsleje, at han glædede sig til at slippe for teologernes evindelige ævl og kævl og i stedet skue Gud selv med egne øjne, hvor han blandt andet regnede med at få klar besked om sammenhængen imellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.[2]

Er det så sandt, at treenighedslæren spiller en birolle i folkekirken? Læs videre Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Når der kommer røre i den folkekirkelige andedam, plejer det ikke at vare længe, før ringene i vandet rammer det punkt, hvor man begynder at tale om »tålsomhed« – oftest fordi nogle er bekymrede for, at tålsomheden skal gå tabt, eksempelvis Thorkild Grosbølls støtter eller her på det seneste ramsdalisterne, der kræver religionsfrihed både inden for og uden for folkekirken.[1] Tålsomheden kommer typisk i spil umiddelbart inden det tidspunkt, hvor vi begynder at lufte skældsordene om hhv. fundamentalisme og vantro (med rette eller urette). »Den tålsomme folkekirke« er én, hvor der er højt til loftet og langt til grænserne, et sted, hvor der er plads til nærmest alle teologiske og kirkelige strømninger og deres modsætninger – et gæstekammer uden vægge, hvordan det så end går til.

Imidlertid glemmer tilhængerne af tålsomheden ofte, hvor begrebet stammer fra, og hvad det oprindelig betød. Tanken om folkekirken som tålsom blev tilsyneladende lanceret i 1901 af J.H. Monrad (1848–1903) i en artikel i det grundtvigske tidsskrift Dansk Kirketidende, som han selv var redaktør for.[2] Ordet tålsomhed blev vel valgt i stedet for fremmedordet tolerance; betydningen er under alle omstændigheder den samme: at tåle, at finde sig i, at give plads til. Læs videre Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Karikatur-Gud

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger (1. tekstrække: Sl 84; Rom 12,1–5; Luk 2,41–52)

Det ældste kendte billede af Jesus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra ca. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.
Det ældste kendte billede af Jesus Kristus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra omkr. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.

»Allahu akbar! Allah er stor!« – sådan råbte de to islamister, mens de dræbte tolv mennesker med maskinpistoler i Paris i onsdags, da det nye år bare var en uge gammelt. »Vi har hævnet profeten!« råbte de, da de forlod bygningen, som nu var indsmurt i karikaturtegnernes blod. Næsten lige så gruopvækkende som drabene er den syndflod af idiotisk vrøvl, vi har måttet høre på lige siden. Drabene har intet med islam at gøre, siger politikere på stemmefiskeri, absolut intet. Måske vil de bare gerne sige, at massemordet ikke er alle muslimers skyld, og det har de naturligvis ret i. Men man skal vist være politiker eller professor eller noget, der ligner, for at være så dum, at man kan få sig selv til at sige, at de slet ikke har noget med islam at gøre. På det franske satireblads redaktion var der en kvinde, som ikke blev dræbt. Den ene af massemorderne råbte til hende: »Vi dræber ikke kvinder; det strider mod vores æresbegreber. Men du skal konvertere til islam, læse Koranen og tage hovedtørklæde på! Allahu akbar, Allahu akbar!« Men nej, intet har det at gøre med islam, absolut intet. Fortæller de kloge os.

Men hvad har det så at gøre med vores beretning om det 12-årige vidunderbarn Jesus? Umiddelbart ikke så meget. Det er efterhånden en lidt nedslidt præste-kliché, at Bibelens tekster er verdensfjerne; måske er det i virkeligheden bare vores verden, der er så selvoptaget, at vi er blevet bibelfjerne. Læs videre Karikatur-Gud

Hegel og den treenige kærlighed

Et fragment af kærlighedens teologi.

Gud er kærlighed, siger Johannes i sit første brev (1 Joh 4,8b); men nu er hverken “Gud” eller “kærlighed” som bekendt helt entydige begreber, så der kan nok være behov for at afklare eller i hvert fald undersøge nærmere, hvad der egentlig menes med udsagnet.

Mange problemer er opstået, når tilbedelsen af den elskede forvandler Gud er kærlighed til min elskede er gud; som Jorge Luis Borges angiveligt udtalte, er (menneskelig) kærlighed det samme som at skabe en religion med en ufuldkommen gud, nemlig den elskede.

Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi
Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi (Aros Forlag, 2012)

At forstå Gud som kærlighed er således ikke helt ligetil. Derfor er det godt, at Werner G. Jeanronds bog Kærlighedens teologi udkom på dansk i 2012. Bogen behandler kærlighedens forhold til teologien og til Gud ud fra en lang række indfaldsvinkler: Hvordan er forholdet imellem Guds kærlighed og næste­kærlighed (og politik)? Kan man skelne imellem erotisk kærlighed (eros) og kristen kærlighed (agape) – og i så fald: hvordan? Og hvad med ægteskabet? For at svare på disse og andre spørgsmål undersøger Jeanrond kærligheds­teologien hos en række teologer, bl.a. Augustin, Bernhard af Clairvaux, Thomas Aquinas, Martin Luther, Søren Kierkegaard, Anders Nygren, Karl Barth, Eberhard Jüngel, Paul Tillich, Karl Rahner og Joseph Ratzinger, og det kommer der meget godt ud af, som nævnt bl.a. en kritisk diskussion af Anders Nygrens allestedsnærværende sondring imellem eros og agape. Læs videre Hegel og den treenige kærlighed