Til at begynde med vil jeg bekende, at lommebogen nødvendigvis står i et modsætningsforhold til selve begrebet ligegyldighed; for indeholdt den en forståelse af ligegyldigheden i selve udtryksformen, så var den aldrig blevet til. Så alene det, at den blev til, taler imod ligegyldigheden. Men hvad er så formålet med lommebogen, når den nu i sin udtryksform ikke kan indkapsle den? Såmænd ikke andet end at tage ligegyldigheden på ordet, dvs. at destillere begrebet, så det ikke skal betragtes i en gennemsigtig opløsning, hvad der sædvanligvis er tilfældet. Altså vil jeg ikke stort andet end vise, hvad en eksistentiel forståelse af ligegyldigheden må medføre. Lommebogen kan vel derfor også bedst betragtes som et eksperiment – ja et forsøg udi ligegyldighedens betydning for mennesket. Og som en kemiker må have kolber, reagensglas og andre remedier, førend han kan opstille sine forsøg, må skriftet også stille spørgsmål, førend det kan besvare dem. Læs videre En lommebog om ligegyldighed