Til at begynde med vil jeg bekende, at lommebogen nødvendigvis står i et modsætningsforhold til selve begrebet ligegyldighed; for indeholdt den en forståelse af ligegyldigheden i selve udtryksformen, så var den aldrig blevet til. Så alene det, at den blev til, taler imod ligegyldigheden. Men hvad er så formålet med lommebogen, når den nu i sin udtryksform ikke kan indkapsle den? Såmænd ikke andet end at tage ligegyldigheden på ordet, dvs. at destillere begrebet, så det ikke skal betragtes i en gennemsigtig opløsning, hvad der sædvanligvis er tilfældet. Altså vil jeg ikke stort andet end vise, hvad en eksistentiel forståelse af ligegyldigheden må medføre. Lommebogen kan vel derfor også bedst betragtes som et eksperiment – ja et forsøg udi ligegyldighedens betydning for mennesket. Og som en kemiker må have kolber, reagensglas og andre remedier, førend han kan opstille sine forsøg, må skriftet også stille spørgsmål, førend det kan besvare dem.

Hvad er ligegyldighed?

Som du måske har gennemskuet, er det egentlig et yderst simpelt spørgsmål, da den, der kender begrebet ligegyldighed, bør vide, hvad begrebet indeholder. Altså bør den, der bruger begrebet i al almindelighed, vide, hvorledes han skal svare. Men hvordan skal man egentlig kunne svare på et sådant spørgsmål? Havde spørgsmålet været angående et håndgribeligt fænomen, ville det have været lettere at komme med et svar – ja der gives sikkert nogle, der alene ved opdagelsen af spørgsmålets metafysiske karakter straks vil holde sig for munden og nægte at begive sig ud i et sådan forsøg, da det skulle være bedre slet ikke at tale, når det ikke var angående håndgribelige fænomener.

Det ville dog blive et noget kedeligt skrift, hvis vi skulle stoppe allerede nu, blot fordi man ikke kan pege på ligegyldigheden som et håndgribeligt fænomen, og hvis man skulle tie om alt det, man intet ved om, så ville man jo aldrig kunne nå til en ny erkendelse, for enten kendte man sandheden og kunne derfor tale, eller også kendte man den ikke og måtte altså afstå fra at gøre et forsøg og som en anden struds stikke sit hoved i jorden, når man mødte det ukendte, for at problemet og verden måtte forsvinde. De stakkels tilhængere af en sådan logisk positivisme har dog ret i, at der er noget ganske beroligende ved at kunne udpege forskellige begreber, og min opgave havde da også været meget lettere, hvis jeg kunne have omdelt nogle lapper, hvorpå jeg opfordrede den Kære Læser til at møde mig ved Storkespringvandet på det og det tidspunkt, så vi sammen kunne betragte den slukørede ligegyldighed traske forbi os. Men når en sådan lap ikke er kommet dig i hænde, skyldes det, at jeg frygter, at denne beroligelse ikke er givet, når talen falder på ligegyldigheden. Min fremgangsmåde for at besvare spørgsmålet vil være den ordinære og derfor sikkert også minde om en eksercits i det gemene. Hvem ved, måske er lommebogens skæbne allerede beseglet ved en sådan pinlig uoriginalitet?

Ideen bag, at noget er ligegyldigt, er vel, at det er lige – gyldigt. Gyldigheden er altså en forudsætning for ligegyldigheden; såfremt der altså ingen gyldighed er, vil intet kunne være ligegyldigt. Men det bemærkelsesværdige ved ligegyldigheden er nivelleringen af gyldigheden ved det lille indskudte ord – lige. Der er altså indbygget en nivellering af gyldigheden. Man kan derfor mene, at det ikke burde være svært at tilbagebevise ligegyldigheden, man skal jo netop blot finde noget, der er mere gyldigt end noget andet, og så burde ligegyldigheden være forsvundet. En vittig fætter kunne med ekstase i stemmen udbryde, at to plus to var fire, og at ligegyldigheden derfor ikke kunne eksistere; for logikken skabte jo noget, der var mere gyldigt end noget andet. Der var altså i selve logikken en distinktion, der umuliggjorde en radikal tanke om ligegyldigheden. Og som en anden tryllekunstner kunne det vittige hoved mene at have tryllet kaninen i hatten væk, men ligesom kaninen i tryllekunstens verden meget sjældent er helt forsvundet ved et enkelt slag med en tryllestav, ville ligegyldigheden heller ikke være tryllet bort. Påstanden har dog grebet en facet af ligegyldigheden, der kan være nok så vigtig at gøre sig bevidst, og derfor vil vi også dvæle lidt ved den. For hvis man er rimelig over for naturvidenskaben og antager, at den virkelig viser, at der er noget i universet, der forholder sig til noget andet på en bestemt måde; og man fjerner de epistemologiske problemer, der kunne være i en sådan antagelse, og altså vælger at antage, at virkeligheden er, som den forekommer for mennesket, og at mennesket derfor kan forklare den ud fra sig selv; så lader det til, at der faktisk er noget, der er sandt, for det er jo netop det, man antager! Hvis denne antagelse ikke skal vige, må man altså erkende, at den absolutte ligegyldighed ikke eksisterer, for hvis der skulle være en absolut ligegyldighed, måtte intet være mere gyldigt end noget andet i noget tilfælde – ja et presserende spørgsmål kunne være, om den absolutte ligegyldighed selv på et rent spekulativt plan overhovedet er mulig; for hvis den absolutte ligegyldighed kræver, at der slet ingen gyldighed er, så nedbryder den jo selv ligegyldighedens gyldighed, uden hvilken ligegyldigheden ikke kan tænkes. Så måske er der i begrebet allerede en indre modsigelse, der beviser umuligheden af den absolutte ligegyldighed. Om man nu nærmer sig den absolutte ligegyldighed fra naturvidenskabens side, eller om man gør det fra den mere spekulative, kommer ud på et – for sådan som verden giver sig ud, kan den absolutte ligegyldighed ikke tænkes. Og såfremt man hævder, at den antagelse, der blev fabrikeret for at fjerne den absolutte ligegyldighed, netop var en antagelse; og altså lader sig bremse af skepticismen i en videre undersøgelse af ligegyldigheden; skal man huske på, at det, man i givet fald sætter spørgsmålstegn ved, er naturvidenskabens grundlag.

Nu er den absolutte ligegyldighed altså forsvundet, den lader sig ikke tænke, hvis naturvidenskaben skal have nogen gyldighed, men er ligegyldigheden nu også forsvundet? Aldeles ikke! For selv, hvis mennesket accepterer den smule gyldighed, der lader sig skimte i naturvidenskaben, forsvinder ligegyldigheden ikke; for den smule gyldighed, der kom frem ved naturvidenskabens pragmatiske antagelse, er egentlig ligegyldig i forhold til mennesket. Nu må jeg vist være rendt ind i det rene sludder, for implikationen bliver jo, at gyldigheden er ligegyldig for mennesket. Og havde jeg ikke sagt, at når noget var mere gyldigt end noget andet, så kunne det ikke være ligegyldigt? Det skal selvfølgelig ikke fuldstændig benægtes, men hvis det ikke er derved, at mennesket har sin gyldighed i tilværelsen, forblev den dog alligevel ligegyldig – selvfølgelig ikke i en absolut forstand, men i en menneskelig forstand.

Men hvor i alle riger og lande kommer denne distinktion fra og med hvilken berettigelse? Er undersøgelsen – ja hele forsøget – ikke allerede blevet den mærkeligste galemandssnak, der længe er frembragt? Mon ikke dampene fra mit dialektiske bryggeri har gjort mig en smule svimmel? Forhåbentlig ikke; for hvis man husker tilbage på forsøgsopstillingen, blev distinktionen jo indført, da jeg antog, at der var noget, der forholdt sig til noget andet på en bestemt måde. Men herved forsvinder ligegyldigheden ikke i en menneskelig forstand; for hvad betyder det for et menneske, at nogle forskellige tal, når de bliver lagt sammen, med en nødvendighed må blive et bestemt andet tal – ja hvad betyder det egentlig for et menneske, at jorden er rund og ikke flad, eller at jorden drejer rundt om solen og ikke omvendt? Selv en philosophus som Erasmus Montanus kan i et moment af desperation udbryde: Jorden er flack, som en pandekage. Og mon ikke han netop prøver at sige, hvad jeg også forsøger? Nemlig at Jorden rigtignok er rund, men at dette intet betyder i forhold til at blive gift med Lisbed!

Men lad os forlade de mere abstrakte betragtninger for at se lidt nærmere på, hvorledes ligegyldigheden kunne tænkes i forhold til den menneskelige eksistens. Vil man forstå ligegyldigheden eksistentielt, så bør den anskues som et enten–eller med den samme gyldighed. Sagt på en anden måde så ophører betydningen af den afgørelse, der er i valget. Den indbyggede nivellering af gyldigheden viser altså ophævelsen af afgørelsens enten–eller. Eksistentielt set fordrer ligegyldigheden altså, at der ikke findes noget, der er mere gyldigt end noget andet, for hvis noget er mere gyldigt end noget andet – ja så er ligegyldigheden jo forsvundet i gyldighedens alvor. Men hvordan er det muligt, at gyldigheden på den ene side er ligegyldighedens forudsætning og på den anden side begrænses af ligegyldighedens nivellering? Det forekommer kun at kunne tænkes at ske ved, at ligegyldigheden binder sig til gyldigheden, at ligegyldigheden altså kræver, at den eneste gyldighed, der eksisterer, er ligegyldighedens; hvorved altså det eneste gyldige er det ligegyldige.

Om der nu findes en mening med menneskets eksistens, er jo ganske vanskeligt at afgøre. Men lommebogen behøver heller ikke at vide, om tilværelsen er meningsløs eller ej, da formålet er at beskrive ligegyldighedens betydning eksistentielt, og for at gøre dette antager man blot, at tilværelsen er ligegyldig. Man kunne også sige, at muligheden for, at der i den menneskelige eksistens skulle være en gyldighed, forsvinder. Men hvad ville det betyde for mennesket? For det første ville det betyde, at viljen ville blive overflødig, for uanset hvor meget mennesket måtte ville noget, blev det jo ikke mere gyldigt, da dét, mennesket ville, i virkeligheden var ligegyldigt, ligesom Erasmus kunne råbe nok så meget, han ville, at Jorden var flad, uden at den dog blev det. En radikal forståelse af en sådan ligegyldighed må derfor være alt opslugende, da mennesket ikke kan foretage sig noget, der har nogen betydning, for i det øjeblik man hævder, at der er en betydning i bare et tilfælde, vil man med det samme have fjernet sig fra en forståelse af ligegyldigheden. Spørgsmålet er derfor, om mennesket overhovedet ville være i stand til at forstå en sådan meningsløshed, og hvad de eksistentielle konsekvenser for en eventuel forståelse af en sådan ligegyldighed ville blive?

Hvis intet kunne antage nogen som helst betydning, hvad skulle man så gide, og hvordan skulle man kunne begrunde, at man gad? En begrundelse ville man jo aldrig kunne finde i ligegyldigheden, hvorfor resultatet af en radikal forståelse af ligegyldigheden må være, at man slet ikke gider; thi dette – nemlig slet intet at gide – vil være den ypperste forløsning af ligegyldigheden og dens egentlige eksistentielle udtryk. Den radikale forståelse af ligegyldighed er derfor uhyre simpel, da den ganske enkelt standser enhver bevægelse i mennesket.

Om et menneske nogensinde har holdt fast i en så radikal forståelse af ligegyldigheden, kan selvfølgelig umuligt besvares, men det behøver man egentlig heller ikke, for den ville være fuldstændig uforenelig med det at leve – ja end ikke det suicidale menneske, hvor meget det end umiddelbart kan forekomme at fornægte livet, kan siges at fornægte det så meget i et enkelt øjeblik, at det kan komme i betragtning til at besidde en gennemført forståelse af ligegyldigheden. En eksistentiel forståelse af ligegyldigheden lader sig ganske enkelt ikke opretholde. Ligegyldigheden lader sig ikke forene med livet, da den er eksistensens ophævelse. Men det kan jo ikke have sin rigtighed, for man hører da i ny og næ andre tale om tilværelsen som ligegyldig og meningsløs, og hvad skal man i givet fald sige om en sådan munter ligegyldighed, der trasker ganske ubesværet omkring og dog bedyrer, at hele tilværelsen er ganske overflødig? Mon ikke en sådan livsanskuelse egentlig selv i sin vildfarelse er tættere på en forståelse af tilværelsen som gyldig, end det den bekender sig til, for det er jo en uegentlig ligegyldighed, det demonstreres, når det ene ord efter det andet vælter ud af deres knaphuller uden at forbindes med tilværelsen, for de levede jo ganske ubesværet, præcis som havde ligegyldigheden ikke nogen gyldighed. De havde fortryllende forelskelser, hvor lykken boblede i deres indre. De havde sorger, der fik dem til at føle sig som bemalede prismer. De havde venner, der var uundværlige. De havde børn, i hvem de kunne generindre deres egne første erfaringer i verden osv. Alt dette havde de, og alligevel kunne de hævde, at tilværelsen var ligegyldig! Beviste en sådan disharmoni ikke netop, at de slet ikke forstod, hvad de hævdede? For de mente jo ikke, at alt dette var ligegyldigt. Men hvorfor så al denne snak om ligegyldighed? Mon ikke det skyldtes et manglende mod til at hævde, at der vitterligt var noget, der havde en betydning for tilværelsen? Eller måske forstod de end ikke, at der blev en afstand mellem deres udsagn og den gyldighed, der fyldte deres tilværelse ud. Men netop afstanden mellem det meddelte og det, de knugede sig til, var ordenes egen umyndiggørelse; for herved viste de jo, at de ikke havde tænkt over dem med den fornødne alvor. Bestræbelser på at forstå, hvilken virkelighed ordene dækkede over, var nemlig slet ikke på tale, hvorfor en sådan ligegyldighed også er uegentlig, for den vil slet ikke forstå sit eget væsen og bliver derfor ikke andet end en fernis, der dækker over det eksistentielle udgangspunkt.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 135–139.