Prædiken holdt i Ribe Domkirke juleaftensdag kl. 14.

Decembervejret har været en våd fornøjelse i år; slagregnen har hamret mod ruden, der har været storm og torden, ja der har stået en stiv vind fra vest rundt om Domkirken, mellem de små røde træhytter på torvet ved Dagmar og ned ad de smalle gader med skæve, gamle huse, hvis vinduer ser så indbydende ud. Og mon ikke det er meget menneskeligt at kaste et stjålent blik ind af dem, når man haster igennem byen med regnhætten over ørene, et barn i hånden og en nettopose under armen. For der ser så rart ud derinde bag de buede, let duggede ruder i de småsprossede vinduer – der ganske vist skulle hindre for indkig. Julepyntet og tændte stearinlys – dér har julefreden sikkert sænket sig, tænker vi, mens hysteriet ude på brostenene kun accelererer, og vi ryster for, om julefreden overhovedet når at indfinde sig bag vore egne buede ruder i år. Sådan sidder vi sitrende dagen før dagen før dagen, du ved, og sikkert også nu på kirkebænken, og venter på at mærke den der julefred. Måske kommer den først, når anden er spist, og ungerne er i seng, eller måske allerede når præsten omsider har sagt amen. Det er store krav, vi stiller, og høje forventninger vi har til julefreden: Vi skal helst kunne være i stue sammen med både dem, vi holder af, holder ud og ikke kan holde ud. Julen er jo på mange måder et social-psykologisk eksperiment, og der er ingen garanti for, at det lykkes – heller ikke inde hos naboen, hvor det så så rart ud. Måske er dér også kun våbenhvile, eller måske er krigen ved at bryde ud – for det er ikke altid, det går efter juleforventningerne. Julen er ikke altid ensbetydende med julefred i de små hjem, endsige i den store verden, hvor de netop nu holder julemøde om freden i Ukraine. Læs videre I nat skyder vi ikke →