Alle indlæg af Marie Høgh

Om Marie Høgh

Cand.theol., konstitueret sognepræst i Stenstrup-Lunde (senest opdateret 14. december 2015)

Brudgommen kommer, gå ud og mød ham

Prædiken i Stenstrup og Lunde kirker, søndag den 6. december 2015
(2. søndag i advent, 2. tekstrække: Es 11,1–10; Jak 5,7–8; Matt 25,1–13)

Kørebanen er dækket af sne, tøet og frosset igen. Mærker fra bildæk, og snavset, som storbysne nu er. Det er sne fra i går. Faldet stille og tungt om aftenen og ud på natten – det havde været stjerneklart. På venstre side af vejen forhindrer et højt gitter af jern uvedkommende i at nærme sig den røde teglstensbygning med det karakteristiske keltiske kors på facaden. Pakket ind i hvid sne, uberørt af menneskehånd, ligger den lille kirke – utilnærmelig og tilsyneladende forladt trods den nypudsede facade. Med samme ubemærkethed ligger en anden kirke i hovedstaden. Ingen, der regelmæssigt færdes der, kan undgå at lægge mærke til den prægnante, hvide bygning, men de færreste har nogensinde set nogen gå ind eller ud ad kirkedøren, der er forsvarligt aflåst. Sådan står de katolsk-apostolske kirker i København tavse hen. De må kun bruges til forberedelse af Kristi genkomst – ellers skal de rives ned, og inventaret brændes.

Den katolsk-apostolske kirke på Gyldenløvesgade i København, som den så ud i 1871 (fra Illustreret Tidende).
Den katolsk-apostolske kirke på Gyldenløvesgade i København, som den så ud i 1871 (fra Illustreret Tidende).

Historien om disse kirker begynder lidt uden for London, hvor kirkesamfundet, der ikke er identisk med den romersk-katolske kirke, gennem en række syn og kaldelse fra det høje blev grundlagt med tolv apostle i 1831. Disse mennesker var overbeviste om at være kaldet og nærmest fysisk berørt af Gud selv for at forberede og samle alle kristne kirker til at møde Kristus, hvis genkomst var ganske nær.

Men for 110 år siden blev det klart for menighedens tilhængere, at Jesu genkomst alligevel ikke som ventet var umiddelbart forestående. De havde taget fejl af datoen, af dagen og timen for Kristi genkomst, og som konsekvens heraf valgte de at stoppe al udadvendt virksomhed, al mission ophørte, og udnævnelsen af nye præster ophørte for over 100 år siden – den sidste præst har lukket sine øjne. Dømt til at uddø er sådan en kirke. Menigheden har trukket sig ind i sig selv, lever i en kompromisløs stille afventen. Læs videre Brudgommen kommer, gå ud og mød ham →

Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015.

Fristelsen til at udråbe de andre til falske profeter er så stor, at den næsten ikke er til at modstå. Senest efter folketingstingsvalget for godt en måneds tid siden så vi dagen derpå useriøse, historieløse og barnagtige beskyldninger for intolerance, racisme og nationalisme mod højrefløjen, der såmænd blot på demokratisk vis havde vundet valget med flest stemmer. Nej, den fristelse var da umulig at modstå og nærmest berettiget at benytte sig af, når man havde tabt et demokratisk valg og dermed var i sin gode ret til at hejse et sort Dannebrog eller rejse ud af landet, mens grænserne endnu stod pivåbne. Ligeså vel går fristelsen også den anden vej – fra højre mod venstre. Og vel er der ydre såkaldte falske profeter, vi skal tage os i agt for, og enhver kan, og det med rette, kalde store førere og ledere som Mussolini og Hitler for falske profeter – de og deres manipulerende metoder og folkeforførelse er til at få øje på. Det er let nok at gøre, men det er uafhængigt af evangeliet. For der er aldrig udgået en profeti af et menneskes vilje – nej det er alene ved Helligåndens gerning i mennesket, at en profeti kan udgå af et faldent menneskes mund. Derfor er de store ideologiers ledere kun falske profeter i folkelig forstand, men ikke i bibelsk forstand, hvad enten de bekender sig religiøst eller ej, men de er løgnagtige mennesker, vi skal sky, og deres løgne er til at få øje på. Men det er ikke vores opgave at pege på falske profeter udenfor kirken. I det verdslige regimente hersker Grundloven.

Det, der er på spil i evangeliet til i dag om de falske profeter, er kirkens eget aldrig hvilende selvopgør. For dem, der prædiker noget andet end kristendom, er slet ikke inde i billedet, nej, de falske er nemlig dem, der er i kirken selv. Det er dem, som står og forkynder de store ord, men gør sig selv større og Kristus mindre. Grundtvig formulerede det på den måde, at ethvert menneske og dermed enhver prædikant havde modtaget den samme kraft og det samme kald til at være en sand profet; men nogle blev som Djævlen – nogle valgte at følge løgnen og misbruge deres gaver som forkynder til “at indbilde Menneskene, at de kan lægge en anden Grundvold for Guds Huus, end den som lagt er: nemlig Jesus Christus.” For hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel, og det sker, når Herrens Ord forsvinder ud af Hans hus. Læs videre Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel →

En sprække af lys

Prædiken til langfredag (Es 52,13–53,12; Mark 15,20–39), den 3. april, Øster Lindet Kirke kl. 9

Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)
Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)

There is a crack, a crack in everything – that’s how the light gets in… Der er en sprække, en sprække i alting, det er derfor, lyset kommer ind. – Sådan skriver den canadiske digter og sanger Leonard Cohen. Men er der nu også det i dag, denne Herreløse langfredag, hvor alterlysene er slukkede, hvor mørket skjuler jorderige, og himlen har lukket sin dør? Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kile sig ind i dag, hvor det lys, vi har hørt skinner for os, skal bære mørkets uærlige gerninger? I dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. I dag, hvor det store mørke har magten over menneskene – hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors – den død, som alle mennesker var skyldige i. Jesus blev dømt og korsfæstet – alle var de med – alle medskyldige – ikke en eneste kan erklære sig uskyldig i at dømme kærligheden. Med hjertets hårdhed og hjertets kulde fældede verden sin dom over lyset og kærligheden.

Hjertet er menneskets trosorgan, det sted, hvor troen modtages og besvares – når Ordet rører hjertet, bevæger det åndedrættet, lungerne fyldes af luft, og stemmen udbryder i sang. Læs videre En sprække af lys →

»Paa din Maske skal jeg kende dig«

Prædiken til Fastelavns søndag (Sl 2; 1 Pet 3,18–22; Matt 3,13–17) den 15. februar 2015, Ribe Domkirke kl. 10.00

venetianske_karnevalsmaskerPå Holstens vestkyst på det flade land, der til forveksling ligner egnen her omkring Ribe, ligger badestedet Norderney. Langs digernes sandede veje kom i sommeren 1835 fine kareter og rejsevogne for at aflæsse kufferter og hatteæsker og damer på små fødder, hvis slør stod om dem i en frisk brise ud for de pyntelige hoteller og sommerhuse. Sidst på sommeren skete det, at vinden sprang om i nord efter en tredages storm af sydvest. De umådelige vandmasser, stormen havde rejst, blev drevet tilbage og presset ind over vesterlandene. Havet brød igennem digerne, kreaturer og får druknede, lader styrtede sammen som korthuse, og mange menneskeliv gik tabt. Om natten blev de mennesker, der ikke var holdt vågne af hjertets hamren, vækket af havets brølen, ligesom den nat her i Ribe i 1634, hvor vandstanden var høj, som mærket under prædikestolen viser. Det var buldrende mørkt over Ribe – ingen kunne kende det ene ansigt fra det andet. Sådan et mørke var det også i Norderney i 1835, hvor fire mennesker var strandet på et høloft og fordrev ventetiden indtil daggry med at fortælle historier, både deres egne og andres. En kardinal og en gammel frøken, en ung frøken og en søn af en baron. Og det viste sig, at ingen af dem helt var det, de gav sig ud for. Men »paa din Maske vil jeg kende dig«, sagde kardinalen med en blodplettet bandage viklet om hovedet; han overlevede syndfloden, mens hans tjener Kaspersen var blevet knust under det faldne tag. Læs videre »Paa din Maske skal jeg kende dig« →

I nat skyder vi ikke

Prædiken holdt i Ribe Domkirke juleaftensdag kl. 14.

Decembervejret har været en våd fornøjelse i år; slagregnen har hamret mod ruden, der har været storm og torden, ja der har stået en stiv vind fra vest rundt om Domkirken, mellem de små røde træhytter på torvet ved Dagmar og ned ad de smalle gader med skæve, gamle huse, hvis vinduer ser så indbydende ud. Og mon ikke det er meget menneskeligt at kaste et stjålent blik ind af dem, når man haster igennem byen med regnhætten over ørene, et barn i hånden og en nettopose under armen. For der ser så rart ud derinde bag de buede, let duggede ruder i de småsprossede vinduer – der ganske vist skulle hindre for indkig. Julepyntet og tændte stearinlys – dér har julefreden sikkert sænket sig, tænker vi, mens hysteriet ude på brostenene kun accelererer, og vi ryster for, om julefreden overhovedet når at indfinde sig bag vore egne buede ruder i år. Sådan sidder vi sitrende dagen før dagen før dagen, du ved, og sikkert også nu på kirkebænken, og venter på at mærke den der julefred. Måske kommer den først, når anden er spist, og ungerne er i seng, eller måske allerede når præsten omsider har sagt amen. Det er store krav, vi stiller, og høje forventninger vi har til julefreden: Vi skal helst kunne være i stue sammen med både dem, vi holder af, holder ud og ikke kan holde ud. Julen er jo på mange måder et social-psykologisk eksperiment, og der er ingen garanti for, at det lykkes – heller ikke inde hos naboen, hvor det så så rart ud. Måske er dér også kun våbenhvile, eller måske er krigen ved at bryde ud – for det er ikke altid, det går efter juleforventningerne. Julen er ikke altid ensbetydende med julefred i de små hjem, endsige i den store verden, hvor de netop nu holder julemøde om freden i Ukraine. Læs videre I nat skyder vi ikke →

At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække: Ez 18,1-4a; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9), holdt i Christianskirken i Berlin.

“At øl, kartofler og saltet flæsk / Samt mine synders tyngdekraft / Holder min luftige sjæl ved jorden: / Det er det bedste for mig. Det værste er elevatorer på forblæste S-togsstationer, deadlines og søvnløshed. At det alligevel ikke var kræft er det bedste. Det lille svage svigt jeg så i dit vigende blik var det værste. Det værste er at få et kærlighedsbrev / Fra en kvinde man aldrig kan elske. Det bedste er at jeg tror du lever, skønt jeg ved du er død: Det er det bedste for mig. Det værste er at spille sig selv for at undgå at tabe sit stakkels ansigt. Det bedste er at tiltræde rejsen i morgenens mørke. Det værste er, at jeg lod som om jeg slet ikke så dig. Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Det værste er, at sige jeg elsker dig, af frygt for at blive forladt. Det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste. – Det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt. Det er det værste for mig.”

Untitled-2Det er en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, som ordene er revet ud af. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og livet – menneskets skæbne hvor det værste og det bedste er vævet sammen. Hvor fraværet af det bedste i savnet og skuffelsen bliver det værste – eller I nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste. Hverdagens små banaliteter og livets afgørende øjeblikke, hvor af Søren Ulrik Thomsen slutter, at det, “at der hele tiden har været lidt mere af det bedste end af det værste, er bedst.” Læs videre At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde →

Lykkeforsikring

Prædiken i Seem kirke, 22. juni 2014 kl. 10 (1. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække: Præd 5,9–19; 1 Tim 6,6–12; Luk 12,13–21)

Rembrandt van Rijn: Den rige tåbe (1627)
Rembrandt van Rijn: Den rige bonde (1627)

“The reality is: sometimes you lose. And you’re never too good to lose. You’re never too big to lose. You’re never too smart to lose. It happens.” – Ja, så enkelt er det – og så enkelt blev det sagt af den amerikanske sangerinde Beyoncé i et interview efter en konkurrence, hvor hun mod alle odds, anstrengelser og publikums jubel ikke vandt. Ja, sådan er virkeligheden: nogle gange taber man. Man er aldrig for god til at tabe. Man er aldrig for stor til at tabe. Man er aldrig for smart til at tabe. Det sker – og det kan man kun som Beyoncé selv smile skævt og trække på skulderen af. Så enkelt er det, og i al sin næsten ubekymrede lethed rummer ordene en lille visdom. For uanset hvor meget vi anstrenger os, er der ingen garanti for at vinde lykken. Du er ikke for god til at tabe, selvom du gør dit bedste. Du er ikke for stor til at tabe, selvom verden kalder dig den største. Du er ikke for smart til at tabe, selvom du synes at have regnet konkurrencens, kærlighedens eller livets spilleregler ud. Læs videre Lykkeforsikring →

At komme for godt i gang

Prædiken i Rødding Frimenighedskirke, søndag d. 22. september 2013
(17. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Luk 1,1-14)

“Tør du rappelle ned ad et kirketårn? Eller vil du hellere på skattejagt, ride på ponyer eller lytte til jazz over en god caffe latte?” er overskriften på et himmelråbende udendørs kirkearrangement, der fandt sted i én af Sydhavnens kirker i København her til formiddag. Hvad der ikke tilbydes ved denne kulørte septemberfest – alt fra sanse-skattejagt, familievenlig gudstjeneste og jazzkoncert til lækre kager og god grill – og ja, så selvfølgelig muligheden for og oplevelsen af at “komme tættere på himlen”, som sognepræsten forklarer er bevæggrunden for at lave rappelling på kirketårnet. At rappelle vil sige at fastgøre et tov til kirketårnets top og derfra sikkert og trygt fire sig ned med tovet spændt om sig.

Sognepræsten forklarer videre, at “tro handler jo også om at lade sig udfordre, bryde grænser og turde have tillid til, at der er noget, der bærer én.” Og tilføjer, at hun “selvfølgelig nok skal være den første, der klatrer ned ad tårnet.” Alle er velkomne, alle aktiviteterne er gratis – mad, øl, kage og kaffe sælges til en billig penge. Jae… de kan klare det hele derovre i Sydhavnen – men nu skal de heller ikke komme for godt i gang. Læs videre At komme for godt i gang →