Prædiken holdt i Ribe Domkirke juleaftensdag kl. 14.

Decembervejret har været en våd fornøjelse i år; slagregnen har hamret mod ruden, der har været storm og torden, ja der har stået en stiv vind fra vest rundt om Domkirken, mellem de små røde træhytter på torvet ved Dagmar og ned ad de smalle gader med skæve, gamle huse, hvis vinduer ser så indbydende ud. Og mon ikke det er meget menneskeligt at kaste et stjålent blik ind af dem, når man haster igennem byen med regnhætten over ørene, et barn i hånden og en nettopose under armen. For der ser så rart ud derinde bag de buede, let duggede ruder i de småsprossede vinduer – der ganske vist skulle hindre for indkig. Julepyntet og tændte stearinlys – dér har julefreden sikkert sænket sig, tænker vi, mens hysteriet ude på brostenene kun accelererer, og vi ryster for, om julefreden overhovedet når at indfinde sig bag vore egne buede ruder i år. Sådan sidder vi sitrende dagen før dagen før dagen, du ved, og sikkert også nu på kirkebænken, og venter på at mærke den der julefred. Måske kommer den først, når anden er spist, og ungerne er i seng, eller måske allerede når præsten omsider har sagt amen. Det er store krav, vi stiller, og høje forventninger vi har til julefreden: Vi skal helst kunne være i stue sammen med både dem, vi holder af, holder ud og ikke kan holde ud. Julen er jo på mange måder et social-psykologisk eksperiment, og der er ingen garanti for, at det lykkes – heller ikke inde hos naboen, hvor det så så rart ud. Måske er dér også kun våbenhvile, eller måske er krigen ved at bryde ud – for det er ikke altid, det går efter juleforventningerne. Julen er ikke altid ensbetydende med julefred i de små hjem, endsige i den store verden, hvor de netop nu holder julemøde om freden i Ukraine.

Ja, virkeligheden kan snart hobe ruiner op foran Paradis, så enhver romantisk forestilling og forventning om fred tabes af syne, og det kan være vanskeligt at skabe passager ind gennem dyngerne af forblæste brokker, forvredne vindfælder og umulige mellemmenneskelige forhold.

Men det kan også gå over forventningerne, når julen går i hjertet på mennesker, som det skete ved julefreden i 1914. Så lad os kigge ind i historiens vindue til den første juleaften under Første Verdenskrig for nøjagtig 100 år siden:

Efter den tyske fremrykning ind i Belgien og Frankrig, var krigen gået i stå på Vestfronten – i Flandern. De krigsførende nationer havde gravet sig ned i lange skyttegrave adskilt af et ingenmandsland, en nådesløs stribe jord, som ingen havde ovelevet på i længere tid. Blodige stormangreb var årsag til store tab på begge sider, ved juletid var omkring en million allerede omkommet, og det tyske folk var ved at drukne i blod. Alligevel havde ingen af siderne erobret eller tabt den mindste meter. I hver deres skyttegrave lå fjenderne ansigt til ansigt – trods alt had erkendte soldaten, at fjenden var plaget af samme angst som han selv. Angsten for døden. “Det, der skete mellem de to fronter, var et eksempel på ren menneskelighed”, skriver en infanterisoldat i sin dagbog. Nætterne var isnende kolde, regnen silede, og det langsomt stigende grundvand i skyttegravene skyllede ind over soldaten, som prøvede at finde hvile på en briks, mens lusene plagede de levende, og rotterne bed i de døde, som lå flere dage, ja flere uger i Flanderns mudderpøl, inden de blev begravet.

Under den første krigsjul i 1914 havde soldaterne på begge sider fået julegaver hjemmefra: tobak, chokolade, varme tæpper og underbukser af førsteklasses kameluld. I brevene fra de elskede stod omtrent samme budskab uanset sprog: “Vi venter. Kom hjem. Pas på dig.”

Efter at mørket er faldet på over det menneskeskabte helvede denne 24. december 1914, løjer vinden af. “En klar stjernehimmel hilste os fra den Almægtiges bolig, og fuldmånen gav det smukke, vide, flamske Rembrandt-landskab et anstrøg af velgørende fred ved sit milde lys”, skriver en skyttegravssoldat i sin dagbog. Mørket lukkede sig over slagmarken, og en soldat skriver videre, at “vi forventede ikke noget under, og så skete der noget utroligt, noget vi ikke var forberedte på.” Og så var det, at der midt i stridens hjerte skete noget uventet fredeligt. Trods krigen havde man dog julen til fælles med sine fjender, og det satte sig igennem på underfuld vis. De engelske vagtposter slog alarm. Rækker af lys var blevet tændt langs hele den tyske linje. Så langt øjet rakte, lyste små, flakkende flammer på kanten af skyttegravene. Det varede lidt, inden englænderen forstod, hvad det var – nemlig juletræer! Tyskerne havde dage forinden givet afkald på forsyninger for i stedet at få leveret deres elskede juletræer. I begyndelsen er der kun en, der i stilhed synger Stille Nacht, heilige Nacht – salmen, som Ingemann oversatte til den danske Glade jul, dejlige jul. Salmen om Jesu fødsel svæver fortabt gennem Flanderns døde landskab. Men så breder sangen sig fra den ene skyttegrav til den næste, og fra den lange mørke linje af skyttegrave hører man “schlaf in himmlischer Ruh”, sov i himmelsk fred. Sangen blev hilst med jubel og klapsalver fra den britiske side kun få hundrede meter borte, som stemte i med deres elskede julesalmer: The first Noel. Under den samme frostklare himmel, under den samme nådige Gud tonede sangen om julefred, salige fred. Stille Nacht, heilige Nacht – tonerne svæver op mod stjernerne, og “det vakte en hellig gysen i selv den koldeste sjæl”, skriver en vestfalsk krigsfrivillig i sin dagbog. Merry Christmas, fröhliche Weihnachten lød henover skyttegrave og pigtrådslandskab. I nat skyder vi ikke.

Morgenen derpå herskede en besynderlig, afventende stilhed. Ikke et eneste skud affyredes. Blot en enkelt maskingeværsalve ville bryde fortryllelsen. På store dele af vestfronten opstod der denne jul 1914 en spontan våbenhvile. Mænd, der døgnet inden havde gjort deres bedste for at tage livet af hinanden på de gudsforladte dødsmarker, som var fulde af granathuller, bombekratere og sønderskudte træstammer, mødtes ansigt til ansigt. Tropperne lod våbnene hvile, og menige soldater mødtes mellem skyttegravene, udvekslede julehilsner, byttede cigarer for plumbudding – talte nu sammen, smilede og lo, spillede fodbold i det frosne ingenmandsland. Alle var ubevæbnede. Ikke så meget som en kniv havde man på sig. Kun bevæbnet med skovle og spader begravede de deres faldne, som lå iklædt hvide ligskjorter af rim og frost.

Men det blev hverdag igen. Julelyset gik ud, og krigen gik videre fire år endnu – millioner blev dræbt, og nogle af de soldater, som havde deltaget i julefreden, blev senere straffet hårdt for deres fredsvilje. Nok har vi viljen til fred både i verden og bag de bugede ruder – eller i det mindste våbenhvile – men den jordiske fred er en skrøbelig størrelse, for også i dag, 100 år senere, går julelysene ud, og krigen og livet går videre.

Og det er et eksempel på ren menneskelighed, det der skete i skyttegravene i 1914, såvel som i vort livs skyttegrave – fordi vi er mennesker i en falden verden under forgængelighedens dom og på syndens vilkår. Mennesker på det vilkår, at vi gang på gang må erkende, at vi fejler overfor selv de mennesker, vi elsker allerhøjest – ikke fordi vi vil det, men fordi vi ikke kan anderledes. Vi gør ikke det, vi ved, vi skal, fordi synden er vores virkelighed. Og på det vilkår er vi stedt her på jorden – med Guds befaling, om at vi skal være jorden tro, ved at elske det liv, vi lever, blandt de mennesker vi er givet at leve med, holde jul med, bo og bygge med i mørkets og dødens skygge.

I det mørke i skyttegravens tvivlsomme ly skriver en fransk løjtnant julenat i sin dagbog: “Du stakkels lille kærlighedens Gud, født i denne nat, hvordan kan du elske et menneske.” Men det gjorde han, og det gør han hele vejen til korset og ind i evigheden. Derfor åbnede han med sin søns fødsel døren til Paradis igen, fordi han vil have os op af vore skyttegrave; han banede passage mellem dyngerne af forblæste brokker, forvredne vindfælder, umulige forhold og gudsforladte slagmarker til staldvinduet på Betlehems mark. Her er ikke fred for julefredens skyld, ingen midlertidig våbenhvile, men en fred af en anden verden, den himmelske fred, som toner julenat herned. En fred, som ikke sluttes mellem mennesker, men sluttes af Gud og forkyndes til ethvert menneske til alle tider, mens lyden af verdens første julesalme svævede op mod stjernerne: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”. Vi skænkes Guds fred med vores virkelige menneskelighed, idet Han tilsiger os vores synders nådige forladelse og fører sine faldne krigere, sønner og døtre hjem til sit evige rige. For det, der skete mellem de to fronter – den fred vi ønsker, den strid vi strider – er et eksempel på ren menneskelighed, fordi vi lever dér, hvor vi hører tilgivelsens ord.

Men Guds fred er ikke idyl; den er sindets og hjertets fred, uanset hvad livet tilskikker os. Fred til at blive i livet trods storm og torden med al den fred, vi hverken kan slutte med hinanden bag de småsprossede vinduer eller med os selv i vores hastværk gennem gaderne. Freden er ikke en midlertidig våbenhvile, det er ikke dødens fred, det er ikke fred fra noget, men fred til livet. Det er Guds fred med vores samvittighed fra i går og bekymringen for i morgen. Det er den fred, Kristus efterlader os i, til kun at favne med tillid, frimodighed og trøst, hvad Gud har givet. Løft dit hoved og tak for livet. Det er julens budskab, som skal lyde over hele verden, i hvert et hjem og til soldaten på slagmarken. For vi er alle krigere – alene bevæbnet med Guds fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god.

Og netop i aften, juleaften, er passagen åben gennem forblæste brokker, forvredne vindfælder og umulige mellemmenneskelige forhold, og vi kan kigge ind gennem vinduet til oprindelsen. Stormen er stilnet af og i stilheden mærkes en fremmeds tilstedeværelse i mørkningen. Ikke som en storm, men kun som et vindpust… Alle Jahre wieder kommer Kristusbarnet med genlyd af englenes sang om den fred, ingen sorg tør røre, som vi skal synge igen og igen. Det sker i et øjeblik, i et glimt – i et interludium i stormens øje. Men det sker, og det er det, Gud i fortryllende øjeblikke kan minde sit eksilerede menneske om og lader os sammen med ham se barnet i krybben – så vi kan deles om det, han kalder lykkens nærhed – julens fred. I Jesu navn glædelig jul. Amen.

salmer

• 94 – Det kimer nu til julefest
• 114 – Hjerte, løft din glædes vinger
• 104 – Et barn er født i Betlehem
• 129 – Julebudet til dem, der bygge
• 120 – Glade jul, dejlige jul

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 196–200.