Prædiken i Frederiksholm Kirke (Sydhavns Sogn), søndag d. 20. oktober 2013
(21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Ez 18,1–4a; Joh 4,46–53)
I dag skal vi holde barnedåb. To endda – en glædelig begivenhed! Dagens tekst er til gengæld i den noget alvorligere ende. Den handler ikke om glæde over et barns fødsel og dåb, men om angst for, at et barn skal dø.
Tekstens hovedperson er en højtstående embedsmand i statsforvaltningen, én der sikkert er vant til, at tingene går efter reglerne, og at han får sin vilje. Han er en magtfuld mand, og han er rig: Vi hører, at han har tjenere i huset, sandsynligvis slaver. Og han er ikke bare embedsmand; vi hører, at han også er far. Men det er han måske ikke så meget længere, for han er ved at miste det dyrebareste, han har, nemlig sin søn, der er dødeligt syg.
Ind på scenen træder den omvandrende Jesus. Embedsmanden, faren til den døende dreng, er desperat og klamrer sig til det eneste spinkle håb, han har tilbage: Måske kan Jesus redde hans søn fra sygdommen og dermed fra døden. Mærkeligt nok er det, som om Jesus ikke tager manden alvorligt i første omgang. I stedet for at hjælpe ham lægger Jesus op til en teologisk diskussion: Læs videre Bede, banke, råbe, græde