Prædiken i Frederiksholm Kirke (Sydhavns Sogn), søndag d. 20. oktober 2013
(21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Ez 18,1–4a; Joh 4,46–53)

I dag skal vi holde barnedåb. To endda – en glædelig begivenhed! Dagens tekst er til gengæld i den noget alvorligere ende. Den handler ikke om glæde over et barns fødsel og dåb, men om angst for, at et barn skal dø.

Tekstens hovedperson er en højtstående embedsmand i statsforvaltningen, én der sikkert er vant til, at tingene går efter reglerne, og at han får sin vilje. Han er en magtfuld mand, og han er rig: Vi hører, at han har tjenere i huset, sand­synligvis slaver. Og han er ikke bare embedsmand; vi hører, at han også er far. Men det er han måske ikke så meget længere, for han er ved at miste det dyrebareste, han har, nemlig sin søn, der er dødeligt syg.

Ind på scenen træder den omvandrende Jesus. Embeds­manden, faren til den døende dreng, er desperat og klamrer sig til det eneste spinkle håb, han har tilbage: Måske kan Jesus redde hans søn fra sygdommen og dermed fra døden. Mærkeligt nok er det, som om Jesus ikke tager manden alvorligt i første omgang. I stedet for at hjælpe ham lægger Jesus op til en teologisk diskussion: Kræves der synlige, hånd­gribelige tegn, eller er det bedre kun at tro, måske ligefrem tro blindt, uden at have at beviser for noget?

Faren lader sig dog ikke slå ud; han er ikke kommet for at høre en forelæsning om tro og tegn, selv om det er Jesus selv, der forelæser; han har ikke tid til at afveje for og imod, så han skynder på Jesus: »Herre, kom med derned, før mit barn dør!« Ligesom der findes ekstremsport, findes der også ekstrembøn; og farens bøn er ekstrem, fordi hans situation er så desperat. Hvem ved, måske er det allerede for sent? Det er virkelig et spørgsmål om liv eller død. Bare de når det i tide!

Pludselig går det hele stærkt. Jesus følger ikke med manden, men siger kort og godt til ham, at han skal gå sin vej: »Gå hjem, din søn lever!«. Manden går, sønnen er reddet, og manden forstår, at det skete netop i det øjeblik, hvor han fik besked på at gå hjem. Og i bare taknemmelighed og glæde bliver manden og hele hus­standen Jesus-tilhængere, eller kristne, eller hvad vi nu skal kalde det. Og det var så det. Alle i fortællingen har god grund til at være tilfredse.

Men hvad med os? Hvilken af personerne kan vi se os selv i? Kan vi måske bruge nogle af dem som forbilleder? Det ser ikke rigtig sådan ud. Egentlig er det den syge søn, det hele handler om, men han er mærkeligt nok alligevel en bifigur i beretningen. Først er han syg, og så bliver han pludseligt rask. En helbredelse på afstand. Healing, ville vi kalde det i dag, og det er jo noget mærkeligt noget.

Men hvad så med faren? Er han et forbillede, vi kan bruge til noget? Det er svært at sige. Måske er han en god og loyal embedsmand; ja, eller måske er han en korrupt svindler, det ved vi ikke noget om. Vi hører ikke noget om, at han skulle have gjort sig fortjent til at få sin søn gjort rask, og hvordan skulle han dog også kunne gøre sig fortjent til at redde sin søns liv? Det er jo heller ikke farens skyld, at sønnen er syg. Det er en absurd tanke. Faren elsker tilsyneladende sin søn meget højt, men det er jo heldigvis en almindelig og meget menneskelig egenskab. Han er desperat, fortvivlet, ude af sig selv over sønnens sygdom, men det er der jo heller ikke noget usædvanligt i. Det manglede da bare.

Der er dog én ting, som dagens tekst siger noget afgørende om: Gud. Man skal ikke lade sig narre af, at Jesus ikke hjælper faren med det samme, men i stedet begynder at gøre sig teologiske overvejelser om tegn og tro – det er kun en Gud med overskud, der kan tillade sig at gøre sådan.

Det, vi skal lægge mærke til, er, at faren midt i al sin hjælpe­løse desperation møder Guds søn, der vandrer omkring på jorden. Det er måske ikke nemt for os mennesker at for­binde noget med begrebet om en fjern og intetsigende »Gud«, og slet ikke hvis vi som faren i historien er i en situation, hvor vi ikke ved hverken ud eller ind. Men det lader Gud sig heldigvis ikke slå ud af. Han sendte sin søn til Jorden for at møde os. Det er jo næsten u–troligt, ikke til at tro: Den Gud, der kunne virke fjern og uvedkommende, er i virkeligheden en Gud, der er ubegribeligt nærværende – så nær, at man kan rende ham på dørene, og så tæt på, at det giver mening at bede til ham i glæde og i angst, i tak­nemme­lighed og i vrede. »Alle menneskers liv tilhører mig«, har vi lige hørt Gud sige. Den kristne Gud er åbenbart mere end en idé eller en kraft eller energi. Den kristne Gud er blevet en person – et menneske.

Man kan nok ikke uddanne sig til at være kristen, men én ting kan man i hvert fald begynde med at lære: at bede; at lære, at det ikke er uhøfligt at hamre på Guds dør, for han har selv indbudt os til at komme ind. Så bank løs! I den sidste salme [nr. 583] sang vi: »Bede, banke, råbe, græde / er de kristnes største kunst« – og lidt senere lød det, at hvis Gud tier stille, betyder det ikke, at han ikke lytter, men tvært­imod at der er plads til, at vi kan henvende os til ham. Vi opfordres simpelthen til at løbe stormløb mod Himlens volde. Der er ingen hemmelige bagveje til Gud, og man skal ikke kunne et særligt kodeord, der får himlens porte til at åbne sig; derimod er fordøren åben, fordi Gud selv har låst den op.

Det, der i virkeligheden er det sværeste ved det hele, er at forstå, hvor enkelt det egentlig er.

Og hvad skal man så bede om? Det er måske for banalt at sige, at man skal bede om alting og ingenting. Der er heller ingen garanti for at få, hvad man har bedt om. Desværre. Eller heldigvis. Det vidunderlige er, at det ikke er afgørende, hvor begavede bønner man har sendt af sted. Bønner kan blive så lange og omfattende, at de bliver helt udmattende; sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Så hvis man er i humør til det, kan man også nøjes med noget kortere: Den franske filosof Rousseau har vistnok sagt, at den bedste af alle bønner er »O!« – simpelthen: O! En kort og klar henvendelse til Gud.

Men man kunne for eksempel også begynde med den bøn, Kristus selv har lært os: Fadervor. Den siger det meste og det vigtigste; og ligesom Guds søn selv har lært os at bede den, kan vi bede den selv eller med vores børn og dermed minde os selv og dem om, at Gud ikke ønsker at være fjern eller uvedkommende, men at han vil være vores far – en far, man kan bede til, fordi han vil lytte. Det er derfor, vi om lidt vil bede fadervor ved dåben. Tænk at have en Gud, som det giver mening at bede til!

Salmer

• 745 – Kingo: Vågn op og slå på dine strenge (indgangssalme)
• 583 – Olearius/Brorson: Falder på dig modgangs hede (salme før prædikenen)
• 588 – Johansen: Herre, gør mit liv til bøn (salme efter prædikenen)
• 11 – Rinckart: Nu takker alle Gud (udgangssalme)

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 140–142.