Tag-arkiv: retfærdighed

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet? →

Ned i mørket og op igen

Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
 
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
(Salme 139,7–12)

I går kom vi hjem fra Athen.[*] Det er en by, der som resten af Grækenland er begavet med ikke så lidt historie. Man kunne nogle gange få den tanke, at tiden står stille, selvom det selvfølgelig på ingen måde er tilfældet. Parthenon, templet på Akropolis, som er nogle-og-to-tusinde år gammelt, står der stadigvæk. Men det ser noget slidt ud efterhånden. Det er ikke uforgængeligt, selvom det måske kunne give anledning til den tanke, at noget er. Måske den menneskelige civilisation og den slags.

Grækenland er selvfølgelig et yndigt land, som af samme grund har masser af turister. Men man behøver ikke at bevæge sig langt fra Akropolis for at se en anden side af Athen. Omkring den centrale plads Monastiraki mødte vi en fyr, som vi kan kalde Nickos. Han boede på gaden, det var vist noget med stoffer af den hårdere slags. Nickos havde boet med sin far og stedmoder, men da de ikke kunne betale regningerne, blev han smidt ud. Det var vist snart tre år siden.

Historien er ikke noget enestående, snarere noget typisk. Folk mister deres arbejde, selvmordsraterne stiger. Man ser det ikke med det samme, for der er stadig alle de der nye biler i gadebilledet, som folk købte for bare få år siden, da de havde råd til den slags. Men lige under overfladen er tingene ved at falde fra hinanden. Læs videre Ned i mørket og op igen →

Retfærdighed? Hvilken retfærdighed?

Noter over prædiken over Matt 26,6–13.[1]

Peter Paul Rubens (1577–1640): Kristus his Simon Farisæeren/den Spedalske
Peter Paul Rubens (1577–1640):
Kristus hos Simon Farisæeren/den Spedalske

“Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham med en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: »Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.« Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun har hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«” Læs videre Retfærdighed? Hvilken retfærdighed? →