Ned i mørket og op igen

Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
 
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
(Salme 139,7–12)

I går kom vi hjem fra Athen.[*] Det er en by, der som resten af Grækenland er begavet med ikke så lidt historie. Man kunne nogle gange få den tanke, at tiden står stille, selvom det selvfølgelig på ingen måde er tilfældet. Parthenon, templet på Akropolis, som er nogle-og-to-tusinde år gammelt, står der stadigvæk. Men det ser noget slidt ud efterhånden. Det er ikke uforgængeligt, selvom det måske kunne give anledning til den tanke, at noget er. Måske den menneskelige civilisation og den slags.

Grækenland er selvfølgelig et yndigt land, som af samme grund har masser af turister. Men man behøver ikke at bevæge sig langt fra Akropolis for at se en anden side af Athen. Omkring den centrale plads Monastiraki mødte vi en fyr, som vi kan kalde Nickos. Han boede på gaden, det var vist noget med stoffer af den hårdere slags. Nickos havde boet med sin far og stedmoder, men da de ikke kunne betale regningerne, blev han smidt ud. Det var vist snart tre år siden.

Historien er ikke noget enestående, snarere noget typisk. Folk mister deres arbejde, selvmordsraterne stiger. Man ser det ikke med det samme, for der er stadig alle de der nye biler i gadebilledet, som folk købte for bare få år siden, da de havde råd til den slags. Men lige under overfladen er tingene ved at falde fra hinanden.

Og så er der alle de mange flygtninge og immigranter. Der er både de illegale og legale af slagsen, men mange tusinder lever på gaden i Athen eller i bittesmå værelser i de såkaldte “Afghan hotels”. Det er især afghanere, som får deres fødevarer og basale behov dækket af lokale kirker og amerikanske, men også danske, missionærer.

Fattigdommen i Athen er nu ikke noget særligt i forhold til, hvad man ser i resten af verden. Men at se den slags fattigdom i et europæisk land som Grækenland minder os om, at fremskridt og økonomisk sikkerhed og velstand ikke er noget permanent. Troede vi, at det var det? Måske. I hvert fald virker det, som om vi europæere troede, at fattigdom var noget, der hørte fortiden til. Men den økonomiske krise for nogle år siden kan altså minde os om, at intet i denne verden er permanent, heller ikke vores civilisation.

Den slags påmindelser kan nu være gode nok, for det er netop, når vi bliver opmærksomme på, at intet i denne verden er uforgængeligt, at vi husker, at det eneste uforgængelige ikke er af denne verden. Det eneste, der er permanent og vedblivende, er Gud selv. Det kunne man sige alt muligt filosofisk om, for Platon og de andre filosoffer har igennem tiden talt om Gud som det uforanderlige, uforgængelige, ubevægelige og så videre. Og kristne teologer var hurtige til at tage tanken op og sætte den i system, så også den kristne Gud kunne beskrives sådan. Men det er ikke det, der er pointen.

Når vi om den kristne Gud, som vi kender fra evangeliet om Jesus Kristus, siger, at han er uforanderlig og uforgængelig, handler det om noget andet end i filosofien. Hvad betyder det? Jo, Gud er kærlighed. Og det står ikke til at ændre. Det er sådan, vi skal forstå, at Gud er uforanderlig. Ikke i sig selv, for hvad Gud er i sig selv, ved vi ikke noget om, men i sin relation til os. Det betyder, at der ikke noget, der kan ændre ved det faktum, at Gud elsker os. Det skriver apostlen Johannes i sit første brev (1 Joh 4,7–9), og vi hører det også andre steder i Bibelen. Gud er kærlighed, og det bliver han ved med at være.

Nogle siger måske, “Nej, altså, han er jo også retfærdig, så han elsker ikke altid, han er ikke altid kærlighed”. Men i Bibelen defineres Gud altså sådan: Gud er kærlighed, men retfærdighed er noget, han gør, eller noget, han kan tilregne mennesker. Guds retfærdighed er altid et udtryk for hans kærlighed, noget, han gør på baggrund af sin kærlighed. Gud skal ikke afveje sin kærlighed og retfærdighed, men han er retfærdig, fordi han er kærlighed. Lige meget hvem vi er, og hvor vi er, lige meget hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen, er Guds kærlighed i stand til at følge med. Guds kærlighed slipper os aldrig, for når den først har fået fat i os, er der ingenting, siger Paulus, som kan skille os fra Guds kærlighed, hverken engle, dæmoner, magter eller myndigheder (Rom 8,38–39).

Men den kærlighed, vi her taler om, er ikke nogen blød mor-kærlighed, som skåner os for ethvert besvær. Gud skærmer os ikke altid mod lidelser. Gud er ikke nogen himmelsk curling-mor. Men hans kærlighed følger os, hvor end vi går, selv ned i det dybeste mørke. Og når tiden er til det, får den os op derfra igen. Det er derfor, vi også møder Guds kærlighed som retfærdighed, som dom, ja, som vrede, men altid er formålet frelsen.

Måske nogle vil indvende, at Jesus da taler hårdere ord end det. Elsker Gud os virkelig, lige meget hvilken sti vi går på? Siger Jesus ikke et og andet om den brede vej og den snævre port? Jo, Jesus gør det klart, at “vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen” (Matt 7,13). Og han gør det også klart, at den vej, der fører til livet, er trang, og at der er få, der finder den (Matt 7,14). Og er der ikke også noget om en nål, en kamel og en rig mand? Jo! “Jeg siger jer,” siger Jesus, “det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (Matt 19,23).

Pointen er tydeligvis ikke, at det er temmelig svært, men at det er umuligt for en rig mand at komme ind i Guds rige. Men hvem er den rige mand, som har så svært ved at komme igennem nåleøjet, altså, hvor rig skal man lige være for ikke at kunne smutte igennem? Nåleøjet kan vel godt identificeres med den snævre port, som Jesus også taler om. Billedet er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Vi kan nemt forestille os en rig mand, der med fuld oppakning af gods og ejendele som en kamel forsøger at klemme sig gennem en snæver port, men banker ind i overliggeren. De overflødige ting og sager forhindrer ham i at klemme sig igennem.

Det kan være betryggende at tænke på den rige mand som et billede på de rigeste topskat-skandinavere eller amerikanere eller måske den ene procent af verdens befolkning, som ejer … er det 90 procent af verdens rigdom? Hvis bare det er sådan nogle Bill Gates- eller Mark Zuckerberg-typer, der er for rige til at klemme sig igennem nåleøjet, så er vi nok på den sikre side, for vi har jo kun, hvad vi skal bruge, sådan cirka. I hvert fald er der langt til de rigeste, kan vi forsøge at berolige os med.

Omvendt kan vi godt lide at tænke på de fattige i verden som nogen, der har Guds særlige forkærlighed og opmærksomhed. Så er det også nemmere at undskylde, at vi ikke gør så meget, som vi kunne, for at afhjælpe nød og fattigdom. De fattige er jo særligt hellige, de vandrer på den trange sti, som fører lige til den snævre port. Sådan kunne man fx fristes til at tænke på de mange flygtninge og hvem der ellers lever på gaden i Athen. Men gør man det, er det skuffende at opdage, at der er tale om temmelig almindelige mennesker, ikke meget forskellige fra dig og mig, med samme mangel på dyd og hellighed. Men så er det jo igen betryggende at tænke på, at det kun er den rige mand, der er for rig til at smutte igennem nåleøjet.

Men det er desværre ikke sådan, Jesus ser på det. Jesus var strengere end som så. Ifølge Jesu begreber er enhver, der har mere, end hvad han har brug for, for rig til at træde igennem nåleøjet. Jesus taler ikke kun om materiel velstand og fattigdom: “Salige er de fattige i ånden” (Matt 5,3), siger han ved en anden lejlighed. Det gælder altså også i åndelig forstand, og det vil sige, at enhver, der stoler mere på, hvad han har, end på, hvad han gives af Gud, er for rig til at træde igennem nåleøjet.

Man behøver derfor ikke at eje en masse for at være for rig til at nå igennem den snævre port, det kan også være alt det, man ikke har – hvis bare håbet om engang at kunne rage til sig er det, man har at holde sig til. Og det gælder, om det så er flygtningens håb om en bedre fremtid i et skandinavisk velfærdssamfund eller vores håb om et bedre job, en større lejlighed, børn og kone. For heller ikke i de tilfælde er det Gud, vi stoler på, men de ting vi kunne have, hvis bare verden var lidt anderledes indrettet.

Det kan da godt være, at vi mener, at vi har tro og håb og alt det der, og at vi stoler på Gud og sætter vores ejendele i anden række. Men tager vi historien alvorligt, tyder alt på, at det gør vi ikke – ikke nok til at klemme os igennem nåleøjet, i hvert fald. Det er ikke uden grund, at Jesu disciple er forbløffede over hans lære: “Hvem kan så blive frelst?” (Luk 18,26), spurgte hans tilhørere, som godt var klar over, at når en kamel jo ikke kan klemme sig igennem et nåleøje, ja, så slap de vist heller ikke igennem.

For mennesker er det ikke muligt, det er åbenlyst, kamelen taget i betragtning. Men vi bør bide mærke i, hvad Jesus svarer derpå, for hans svar er afgørende:

Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. (Luk 18,27)

Det er ligeså umuligt for en rig person, og det vil altså sige dig og mig og alle de andre, at træde ind i Guds rige – ved egen hjælp – som det er for en kamel at gå igennem et nåleøje. Men for Gud er det muligt, også selvom vi har svært ved at forestille os en kamel blive trukket igennem et nåleøje uden at lide bare en smule overlast. Men hvis det er muligt for Gud, er det også muligt for Gud at frelse os materielt og åndeligt overmætte mennesker. Fordi alt er muligt for Gud, er det også muligt at frelse de fortabte.

Når vi hører Jesu ord om de få, der finder den trange sti og den snævre port, har vi ellers en naturlig tendens til at forestille os nogle særligt hellige mennesker, som i kraft af deres store tro og asketiske livsstil er i stand til at undgå den brede vej, som fører til fortabelsen. Kirkens historie er jo fuld af dydige mænd og kvinder, som ved et kontemplativt liv og levned synes at have holdt sig fri af fristelser.

Men er der noget menneske, som har fundet den sti, der fører til livet? Man kan nok tænke sig nogle store åndelige forbilleder – fx Mother Theresa og Martin Luther King er ret populære. Men hvis syndens resultat virkelig er døden, som vi ved det er fra Paulus (Rom 6,23), må vi konstatere, at selv den største helgen i sidste ende også viste sig at være en synder. Alle er de nu døde og borte, ingen har fundet vejen til livet, ingen har betrådt den trange sti længe nok til at finde den snævre port.

Bortset fra én.

Så få er de, der finder den snævre port, at kun én har fundet den: Jesus Kristus er den eneste, som har betrådt den trange sti længe nok til at finde den snævre port. Den trange sti viste sig at gå via et kors, og porten viste sig at være døden selv. Men på den anden side af porten var der liv og opstandelse, og det liv kan vi få del i, når Gud indgyder os sin ånd og giver os tro på Kristus.

Er det muligt for nogen af os at betræde den trange sti ved egen hjælp? Næppe. Kan vi faktisk gøre os selv så fattige både materielt og i ånden, at vi derved kan arve Guds rige? Næppe. Men uanset hvilken vej vi befinder os på, er Gud i stand til at gribe os i nakken og placere os med faste skridt på den sti, som fører igennem den snævre port.

Ligesom vi ikke aner, hvordan det ser ud, når Gud hiver en kamel gennem et nåleøje, har vi ingen anelse om, hvordan det ser ud, når han får os ind gennem den snævre port. Men for Gud er alt muligt. For Gud er det muligt at skabe englebørn ud af djævleunger. Gud kan skabe liv ud af død, og derfor kan vi også læse i salme 139, at “lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.” Selv i døden er Gud med os. Og Gud kan få os ud derfra igen, fordi han selv har været turen igennem. Gud har i Kristus selv besøgt det dybeste mørke. I dødens dyb overvandt Kristus selv dødens magt.

For Gud er mørket som lys (Sl 139,12). Gennem sin død har Kristus overvundet vores fjende, døden, og vendt mørke til lys, og derfor kan han nu tage al vores frygt og sorg og forvandle det. Som Kristus er det gennem døden, at vi træder ind i livet. Vi ved ikke, hvordan vi skal finde den trange sti og den snævre port, men vi ved, at for Gud er alting muligt. Og vi ved, at Gud er kærlighed.

Når det er umuligt for os at tro, når det er umuligt for os at træde på dydens smalle sti, kan vi alligevel håbe på, at Gud vil sætte os netop dér, hvor vi bør være. Det gælder naturligvis også de mennesker, vi måtte møde på gaden, i Athen og alle mulige andre steder, og som kan virke så håbløst fortabte. Også der ved vi, at fordi alt er muligt for Gud, kan vi sige med salme 139:

så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.


[*] Prædikenen blev holdt på engelsk i 2013 i Morgencaféen Grace ved Kristuskirken på Nørrebro. Nedskrevet og oversat efterfølgende.

Skriv et svar