Tag-arkiv: Stefanus

Ikke fred, men sværd – hvorfor forfølges kristne?

Annibale Carracci: Steningen af Stefanus (1603–4)

Prædiken til 2. juledag, Skt. Stefans dag. “Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” (Matt 10,32–37)

“Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.” (ApG 7,54–60)

Vi skal til det igen. År efter år bliver den gode julestemning brat afbrudt af den voldsomme og brutale historie om Stefan, der måtte lade livet for evangeliets skyld. Igen bliver vi mindet om, at julens budskab er meget mere end fred og idyl, og at det i sig også rummer kimen til en fortælling om, at Guds kærlighed, fred og frihed i mange tilfælde møder modstand i verden.

Vi ved alle, at julen handler om fred og glæde, men vi glemmer ofte, at det altså også er en tid til at mindes de forfulgte kristne, der savner netop den fred, som vi nyder godt af. Når vi nu fejrer jul, bør vi altså huske, at ikke alle kristne er så heldige at leve i fred og sikkerhed. Kristne forfølges verden over. For nogle år siden udgjorde kristne 75 % af alle ofre for religiøs forfølgelse, og det tal er vistnok i dag steget til 80 %. Hvad det indebærer kan man blive klogere på ved at orientere sig hos nogle af de mange organisationer, der arbejder for at hjælpe forfulgte kristne. Bibelselskabet beretter fx i en artikel om forholdene i Irak, hvor der har været kristne siden oldtiden, men hvor der nu er under 300.000 tilbage. Det er igen blevet muligt at fejre jul, efter at Islamisk stat er blevet sendt på flugt, men kristne i regionen lever i konstant frygt for, at islamisterne skal vende tilbage.

Også i Kina er der problemer. Organisationen Åbne Døre beretter om, hvordan den kinesiske regering er ved at installere teknologi til ansigtsgenkendelse i kirkerne, så det er bliver muligt at holde øje med kristne. Hvis kristne træder ved siden af de officielle retningslinjer, kan de miste muligheden for fx at bruge offentlig transport, sundhedsvæsenet og i det hele taget at færdes frit. Værst er det stadig i Nordkorea, hvor kristne interneres i genopdragelseslejre eller simpelthen forsvinder.

Lige fra kristendommens første tid har kristne måttet ofre deres sikkerhed og nogle gange deres liv for evangeliet. Ifølge Apostlenes Gerninger blev Stefan stenet af en mængde vrede skriftkloge, altså datidens religiøse elite – og det blev han, fordi han angiveligt skulle have talt imod deres lære og religiøse praksisser og regler, eller “loven” med andre ord.

Jødernes religiøse elite havde besluttet sig for at gøre en ende på Stefan – tilsyneladende af frygt for, at hans budskab om Jesus ville føre til et brud med de traditioner og normer, som var så centrale for den jødiske identitet og samfundsorden. De fik ham dømt for “rådet” og slæbte ham derefter ud af byen, hvor de stenede ham.

Umiddelbart før han døde eller “sov hen”, som det hedder med en eufemisme i dagens tekst, bad Stefan – ligesom Jesus før ham havde gjort det – om at Gud måtte tilgive dem, der forgreb sig på ham. Jesus havde jo også bedt om at Gud måtte tilgive dem, der korsfæstede ham, med den begrundelse, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Og ligesom Jesus beder Stefan altså også om, at Gud må tilgive dem, der stener ham. Det er jo en detalje i historien, som får Stefan til at fremstå vældig from og udholdende, hvad han sikkert også har været – men den vigtigste pointe er sådan set, at det siger noget om Gud: Nemlig at Gud tilgiver. Gud tilgiver – selv dem, der forfølger og dræber.

For så vidt er budskabet i historien om Stefan i grunden den samme som i juleevangeliet, selvom historien om Stefan lyder rå og brutal i sammenligning med historien om jesusbarnet i stalden julenat. For også her var budskabet jo, at Gud tilgiver – at Gud kommer til os og er med os, selvom vi ikke vil have ham iblandt os.

Stefan betragtes traditionelt som den første kristne martyr, altså den første, der døde for sit vidnesbyrd om Jesus og Guds kærlighed. Vi har måske vænnet os til, at ordet martyr betyder en religiøs fanatiker, der slår andre ihjel på grund af sin tro, men i kristendommen betyder ordet altså typisk mennesker, der selv har måttet lide og dø, for deres vidnesbyrd om Jesus.

Stefan var – ud over Jesus selv – den første kristne martyr, men han var langtfra den sidste. I juletiden fejrer vi jo også Sankt Lucia, som døde under kristenforfølgelserne i det fjerde århundrede. At kristne blev forfulgt og dræbt kom ikke som en overraskelse. Jesus havde selv advaret sine disciple om, at de ville blive forfulgt på grund af ham. Og den advarsel er altså gået i opfyldelse mange gange siden.

Men hvorfor blev de kristne egentlig forfulgt? Vi er jo vant til at tænke på tro som noget personligt, hvis ikke ligefrem privat, så hvorfor skulle det dog være et problem for magthaverne i samfundet, at der var nogle, der gav sig til at tro på Jesus?

Nogle teologer har peget på, at det altså ikke bare var for deres private overbevisninger, at kristne blev forfulgt, men at forfølgelsen skyldtes, at kristne bekendte, at Jesus var herre – og at de gjorde det i et samfund, som hævdede, at kejseren var herre. Kristne kom altså med deres bekendelse på kant med samfundsmagten. Og som det fremgår af historien om Stefan, kom kristne også på kant med datidens religiøse magthavere.

At kristne kom på kant med jødernes religiøse ledere, hænger jo sammen med troen på, at Jesus har sat os fri fra alle former for religiøs undertrykkelse. Jesus er enden på den religiøse lov for den, der tror, som Paulus sådan cirka udtrykker det. Derfor er der for kristne ingen absolutte religiøse normer om fx rent og urent, faste og spiseregler og den slags, som kristne skal efterleve. Den eneste lov, der gælder for kristne, er kærligheden (Rom 13,8–10). Uanset hvilke religiøse praksisser og traditioner vi vælger at følge, er det et samvittighedsspørgsmål mellem den enkelte og Gud (Rom 14,22). Evangeliet sætter os fri fra religiøse regler og love én gang for alle. Kristendom gør mennesker myndige.

Evangeliet er med andre ord et frihedsbudskab. Men det er så også grunden til, at det mødes med så meget modstand. Fordi evangeliet er et frihedsbudskab, skærer det igennem al ufrihed – og paradoksalt nok er resultatet, at selvom evangeliet handler om frihed og kærlighed, så fører det modstand og splid og forfølgelse med sig. Det er noget af det, Jesus peger på, når han siger, at han ikke er kommet for at bringe fred på jorden, men sværd. Det lyder mærkeligt, for vi jo er jo vant til at tænke på Jesus som “fredsfyrsten”. Men i dagens tekst er der andre boller på suppen. Pointen er ikke, at Jesus kommer for at skabe ufred – Guds rige, som Jesus kommer med handler tværtimod om fred og forsoning – men det skal altså stå klart, at evangeliet alligevel bliver mødt af modstand og forfølgelse.

Den frihed, der kommer af troen på Jesus, rokker ved alle menneskeskabte værdier, herunder også familieværdier. Det kan lyde voldsomt og fanatisk, når Jesus i dagens tekst ligefrem siger, at “den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” Ifølge Lukas-evangeliet siger Jesus ligefrem, at vi skal “hade” vores familie (Luk 14,26). Det lyder voldsomt, og det kan lyde, som om Jesus er en slags sektleder, der vil afskære sine disciple al kontakt til deres familie. Men samtidig gør han det jo ved flere lejligheder klart, at vi skal elske vores nærmeste eller vores “næste”, som det også udtrykkes. Når Jesus siger, at vi ikke er ham værd, hvis vi elsker vores familie mere end ham, kan det forstås sådan, at evangeliet sætter os fri fra de sociale normer, der gælder i det samfund, hvor vi befinder os.

Jesus gør det klart for sine disciple, at de er brødre, for Gud er deres far. De må derfor ikke kalde nogen på jorden for “fader” (Matt 23,9). Selvfølgelig har vi biologiske forældre, men Jesus afviser religiøse hierarkier, hvor nogle gør sig til andres åndelige “fader”. Det var almindeligt dengang som nu, at religiøse ledere omtales som far – “pave” og “patriark” betyder far – men Jesus gør det klart, at hans disciple er lige over for Gud. Lighed og frihed hænger sammen – vi er fri fra at lade vores identitet bestemme af sociale normer, fordi vi i troen i lige overfor Gud.

Det er den frihed, som gjorde, at Jesus og sidenhen Stefan måtte lade livet, da de fik de religiøse lederes vrede at føle. Og det er den forfølgelse, som Jesus advarer om, når han i dag taler om, at han ikke er kommet for at for at bringe fred på jorden. Og ligesom dengang, forfølges kristne også i dag for at forkynde et frihedsbudskab – et budskab om frihed fra alle former for religiøs og politisk undertrykkelse.

Vi er vant til at skille religion og politik ad – og vi er vant til en forestilling om, at kristendom ikke har nogen politisk betydning. Men det er kun delvist sandt. I samfund, hvor staten anses for at være guddommelig, eller i samfund, der bygger på religiøse forestillinger om en gud, som sætter skarpe skel mellem ren og uren, troende og vantro, mænd og kvinder, slaver og fri, og så videre – i den slags samfund må evangeliets frihedsbudskab lyde som et frontalangreb på magten. Det er blandt grundene til, at kristne også i dag forfølges for deres tro.

Når vi i dag mindes Stefans martyrium, mindes vi også de kristne, der forfølges lige nu og her. Men vi skal også huske Stefans bøn: Gud, tilgiv dem denne synd. Det er horisonten, også for dagens budskab, at Gud tilgiver.

En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo. Læs videre En lugt af nåde – jul med Kingo