En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo.

I salmebogens juleafsnit findes kun fire Kingo-salmer. Til juledag er der Fryd dig i Guds behag,[1] der bringes uforkortet i salmebogen som nr. 113. Den gamle kristne forestilling om, at Det Gamle Testamente rummer dunkle profetier, der opfyldes ved Jesu fødsel, møder vi for tiden f.eks. ved de ni læsninger og Händels Messias, der lader de gamles syner blive baggrund for budskabet om den nyfødte Guds Søn. Kingo behandler temaet i de første vers: »I skygger blev han kendt / i Gamle Testament«, hedder det, og i modsætning til forbrugerjulen, hvor kreditten strammer til, fokuserer Kingo på, at Kristus er kommet for at sætte mennesker fri: »han opbrød Lovens kæde; / o store juleglæde!«. Det centrale budskab er, at det lille barn i krybben ikke bare er et uskyldsrent englebarn, nej, han er langt mere end en engel – han er Gud selv, der skabte himmel og jord, og som nu er kommet for at nedkæmpe døden:

Det spæde jomfru-nor[2]
er dog Guds arving stor,
som skabte jorderige,
i herlighed Guds lige,
han vil på døden træde;
o søde juleglæde!

På vanlig Kingo-manér rundes salmen af med en bøn om, at Kristus nu vil gøre evangeliet nærværende ved at flytte ind i Kingo eller den syngende. Tanken om »åndelig undfangelse« af Kristus var afgørende allerede i den middelalderlige kristne mystik, men også hos barokkens Kingo hedder det: »jeg kan til krybben gange, / i ånden dig undfange«.

Julemartyriet

Anden juledag skifter kirkens julefejring karakter, og den liturgiske farve forandres fra strålehvid og glædesguld til blodrød, når der læses om den første kristne martyr, Stefanus, som blev stenet for sin Kristus-tro (ApG 6,8–8,4). Den voldsomme kontrast imellem første og anden juledag beskriver Kingo i salmen Søde Jesus, jule-fyrste,[3] salmebogens nr. 128:

Vi i går blandt englelyd
sang din fødsel ind med fryd;
skal vi jamre nu og græde
og i dag en ligsang kvæde?

Voldsomt lyder det, og Kingo selv skrev endda ikke »jamre«, men »hyle«. I sin beskrivelse af Stefanus’ martyrium rammer Kingo meget præcist forskellen mellem en klassisk martyr og en moderne selvmordsterrorist, nemlig at terroristen ofrer andre, fordi de ikke tror det samme som ham selv, mens martyren ofrer sig selv for ikke at opgive sin tro. Hvad der sker, når man blander de to kategorier sammen, ses i Monty Python-filmen Life of Brian, hvor en gruppe antikke selvmordsterrorister fra Den Judæiske Folkefront stikker sig selv ned i protest mod den romerske undertrykkelse. Alvorligere er Kingo i sin sang til »julefyrsten« Jesus:

Efter du stod op af døde,
Stefan første martyr blev,
han frivillig ville bløde,
med sit blod sin tro beskrev;

og i salmebogens nr. 124, Alle ting er underfulde,[4] udfolder Kingo, hvordan Jesu eget liv begyndte lige så dramatisk, som det sluttede, fordi verden ikke ville tage imod ham. Salmen er blevet noget forkortet i salmebogen, og man har bl.a. fjernet Kingos oprindelige, meget malende beskrivelse af, hvordan Jesusbarnet fra begyndelsen blev jaget rundt af det frådende vilddyr Djævelen:

Satan, som om Jorden løb,
Beed udi dit Barne-svøb,
Og ophidsed sine Hunde,
At de dig fordærve kunde.

Til gengæld har salmebogen bevaret verset, hvor Jesus reagerer på Satans forfølgelser ved at drive ham ud og selv får kors og død som en ussel tak:

Satan, sygdom, sorg og synd
drev og lægte du med fynd;
men din løn blev sten og avind,
svøber, torne, kors og glavind!

Avind og glavind er voldsomme ord, der betyder henholdsvis misundelse/had og sværd/våben.[5] Kingo demonstrerer dermed sansen for, at julen ikke bare er en romantiseret barnefejring, men at det barn, der blev født, er den samme Jesus, der ved påske blev korsfæstet og opstod igen.

I salmebogen har man heldigvis også bevaret det sidste vers, hvor Baby Jesus – eller Hjerte Jesus, som han her kaldes – opfordres til at flytte ind i den syngendes eget hjerterum; dér har han plads, for han har selv skabt det:

Sjælen den er dog din egen,
kroppen dannede din hånd,
derfor er din ret så megen
til mit støv og til min ånd!

Den stakkels Gud?

Glædesfesten og Kristus-hengivelsen fortsætter tredje juledag, som stadig var helligdag på Kingos tid.[6] Salmen hertil tager afsæt i Salomos Højsang,[7] Sangenes Sang, og er dermed et eksempel på den klassiske forståelse af Højsangens kærlighedslyrik som et billede på forholdet imellem Jesus og menneskesjælen (eller Jesus og kirken, alt efter éns ekklesiologiske ståsted). Kingo hylder Jesus som Min sol, min lyst, min glæde,[8] men vel at mærke uden at gå til de erotiske yderligheder, der senere mødes i pietismens fremstilling af forholdet imellem sjælebruden og Jesus-brudgommen.

I salmebogen er salmen med i en forkortet version som nr. 126, hvor to af originalens vers er syet sammen til ét. Resultatet er, at Kingos bloddryppende realisme i beskrivelsen af Kristi og den kristnes lidelser er gledet lidt i baggrunden, og vi hører således ikke mere om »Korß og Klemmer, / Sverd, Øxe, Baal og Ild!«, men bevaret er dog salmens karakter af eftertænksomhed, der passer så fint til dagene efter juleaften.

Nietzsche gjorde som bekendt nar af kristendommens dyrkelse af medlidenheden ved at påpege, at når man har medlidenhed med en anden, er der bare to, der har det skidt. 200 år inden Nietzsche tog Kingo et lignende problem op ved at spørge: »Nu siger man, hvad kan / en arm hos arme gøre?« Hvis Gud bliver til et afmægtigt barn, hvad skal det så nytte? Så bliver Gud lige så uhjælpeligt fattig som menneskene, og denne fordobling af afmægtigheden kommer der jo ikke meget ud af. Men Gud har noget andet og mere for end bare at blive svag og afmægtig; det hjælpeløse barn i krybben er også den almægtige Gud i himlen. Den grosbøllske teologis forestilling om, at den almægtige Gud »har abdiceret til fordel for sin søn«, deler Kingo ikke. Ikke overraskende, måske, men her ses det tydeligt: »Dog hviskes i mit øre, / du er af anden stand.«

Lugt aff Naade – om Kingos glemte julesalme

At Gud på samme tid er den almægtige i Himlen og den hjælpeløse i krybben, er også centralt i den store juleevangeliesalme, der var beregnet til afslutning af juledagens gudstjeneste: Op, hjerte, op med fyrig tro, der desværre ikke er med i salmebogen. Det råder scriptoriet nu bod på ved at udsende et sangark, der kan printes og bruges ved alle givne lejligheder julen igennem!

Salmen synges på en melodi af Philipp Nicolai, der kendes som Af højheden oprunden er (salmebogens nr. 106) eller på tysk Wie schön leuchtet der Morgenstern. Salmen blev senere taget op af Grundtvig, der foretog en for ham usædvanligt let bearbejdning, der samtidig forkortede den til fem vers.[9] Grundtvigs ændringer er imidlertid ikke særligt vellykkede på dette punkt, så her følger en gennemgang af den oprindelige Kingo-salmes syv vers (fra Arkiv for Dansk Litteratur).[10]

  1. OP, Hierte, op med fyrig Troe,
    Op, op i Aandsens Fryd og Roe,
    Bort Verdens Vee og Vaande!
    Thi Himlene de ere brudt,
    Aff tørren Jord en Green er skudt,
    Stoort Nyt er nu for haande!
    Jorden, Vorden
    Er Guds Leye, Himlens Eye
    Os tilhører,
    Alt det os et Barn tilfører.

Der skal fyres op under troen i den syngendes hjerte, dog ikke ukontrollabelt, for Helligånden forener fryd og ro. Der er nemlig sket noget afgørende, glædeligt nyt (jf. Luk 2,10: »Se, jeg forkynder jer en stor glæde«). Samtidig med, at himlene foroven åbnes, sådan at Gud kan ligge på jorden som et barn, bruger Kingo et billede af forandring nedefra: Op af den tørre jord skyder et nyt skud. Tanken er hentet Det Gamle Testamente, hvor Esajas profeterer om den hersker fra Davids slægt, der skal fremkomme som »en kvist fra Isajs stub« (Es 11,1.10). I Søde Jesus, jule-fyrste omtales Jesus tilsvarende som »spiret op af Isajs stub« eller i Kingos oprindelige tekst »Spiire udaff Jesse Rood«, altså som stammende fra kong Davids far Isaj/Jesse.[11] Det, der var »himlens eje«, altså den frelse, der tilhørte Gud selv, gives menneskene nu andel i ved »et Barn«, Kristus.

  1. O deilig Barn, O mægtig Noer,
    Som Himlene med Magt beboer,
    Dog hviler i en Krubbe!
    Du Sarons deilig Rosen-Knop,
    Du Lillie som skyder op
    Blant Verdens Torned stubbe!
    Breder, Spreder
    Lugt aff Naade; ævig Baade,
    Liv og Ære
    Skal din Toorn omsider bære.

Jesusbarnet er på én gang himlenes almægtige beboer og et menneskebarn, der ligger i en krybbe; altså et mægtigt nor. Sammenligningen med en lilje eller rose fra Saron er igen en henvisning til Højsangen, der taler om »Sarons rose, dalenes lilje« i duetten imellem de to elskende (Højs 2,1).[12] »Som en lilje blandt tidsler er min kæreste blandt unge piger«, hedder det sammesteds, og også Esajas taler om en blomstrende rose og om Sarons pragt (Es 35,2). I overensstemmelse hermed omtaler Kingo Kristus som en rose eller lilje, der udspreder en duft af nåde og sætter blomster eller frugt af både, altså gavn eller nytte for menneskene.[13] Motivet kendes også i andre advents- og julesalmer: I Grundtvigs Esajas-gendigtning Blomstre som en rosengård (salmebogens nr. 78) tales om »Sarons yndigheder«; i den gamle julesalme En rose så jeg skyde (nr. 117) er rose-motivet gennemført, og også Brorson taler om roser, torne og tidsler i Den yndigste rose er funden (nr. 122). I den afholdte adventssang Maria gennem torne går[14] blomstrer roserne ligeledes frem omkring Maria med Jesusbarnet.

  1. Vunder-Barn aff Guddoms Kraft,
    Thi Barnet har sin Moder skabt,
    Hun er sit Fosters Poode!
    Jeg ham ald Guddoms Ære giør,
    Og ærer hende som jeg bør,
    Der fødde Verdens Goode:
    Naade, Baade,
    Held og Ynde skal begynde
    Os at siire,
    Aff dend signed Jomfru-spiire.

Et »under-barn«, altså et barn, der er et under eller vidunder – dét er Jesusbarnet; og forklaringen er det underfulde forhold, at det er barnet, der har skabt sin mor, eftersom Jesus var med ved verdens skabelse. Med sætningen »barnet har sin moder skabt, / hun er sit fosters pode« udtrykker Kingo hele den oldkirkelige lære om Jesu to naturer – menneskelig og guddommelig – i kort form. Derfor skal barnet i krybben æres som en gud, for det er Gud. Kingo vil samtidig ære Maria, fordi det var hende, der blev Guds mor, da han blev menneske. Hermed udlægger Kingo helt i overensstemmelse med den kristne tradition, ifølge hvilken Maria er mor til Jesus som menneske; men eftersom der jo ikke er tale om to forskellige personer, en guddommelig og menneskelig, men kun om én Jesus, der er fuldt Gud og menneske, er Maria i dén forstand også mor til hans guddommelige natur, men altså ikke skaber af den. Ikke uden grund har Marias titel af Gudsføderske (Θεοτόκος), der blev vedtaget på det tredje økumeniske koncil i Efesos i 431, været forbundet med omfattende dogmatiske stridigheder om forholdet imellem Jesu to naturer.[15]

  1. Himmel-Søn, hvi skal jeg Dig
    Dog finde nu saa uselig,
    Og Klude-svøbt at være?
    Du kunde dog, O stoore Helt,
    Svøbt dig i Himlens Stierne-Telt
    Og ald Guds Thrones Ære!
    Thronen, Kronen,
    Du forsagde og nedlagde,
    For du vilde
    Fødes nøgen, spæ og lilde.

At Jesusbarnet var svøbt i klude, refererer til fødselsberetningen i Lukasevangeliet, hvor det siges, at Jesus efter sin fødsel blev svøbt og lagt i en krybbe (Luk 2,7);[16] dermed understreges, at Jesus var et virkeligt menneskebarn. »Klude« omtales også i Luthers julebørnesalme Fra himlen højt kom budskab her (nr. 95): »På hø og strå du ligger der / i klude svøbt, o Herre kær«[17] og tilsvarende i Grundtvigs gendigtning heraf, Det kimer nu til julefest (nr. 94): »i krybben lagt, i klude svøbt, / et himmelsk liv du har mig købt«. Luther understregede, at inkarnationens mysterium betød, at den guddommelige verdenshersker nu er blevet menneske i en sådan grad, at han er blevet et blebarn i Betlehem.[18] Kingo understreger det utrolige i Guds menneskefødsel ved at fremhæve, hvordan Kristus som verdens herre kunne have klædt sig i et stjernetelt, men i stedet blev nøgen, spæd og lille; tanken om, at Jesus kunne have iklædt sig hele himlen, blev taget op af Brorson i Mit hjerte altid vanker (nr. 125), hvor der tales om at svøbe Jesus i et bånd af lys, at udspænde et himmeltelt og at lade stjernefakler brænde. Erik A. Nielsen mener ligefrem, at det er Mit hjerte altid vankers store popularitet, der er skyld i, at Op, hjerte, op med fyrig tro ikke kom med i salmebogen.[19]

  1. Saa est du da, O JEsu, fød,
    Der Verden droges med sin Død,
    Og ingen kunde redde,
    Da Trængsel, sorg og Længsels Nød
    For HErrens Folk i skaalen flød
    Fuldt op til alle bredde!
    Bud kom Fra Rom
    Folk at skatte og udmatte,
    Da blev funden
    Himlens Skat i Krubben vunden.

I femte vers forklarer Kingo, hvad Jesu fødsel bevirkede: frelse for den verden, der ikke kan redde sig selv. Den konkrete historiske begivenhed skete, da »bud kom fra Rom« om at opstille skatteudskrivningslister over hele den kendte verdens befolkning, jf. den vel kendteste af alle julens tekster, Luk 2,1: »Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden«. På den måde bevirkede den romerske kejsers dekret om skatteudskrivning, at »Himlens skat« skulle findes i en krybbe i Betlehem, hvor den – Han – var »vunden«, altså bundet ind i de førnævnte klude.

  1. Klag nu, min Siæl, klag dig ey da
    Om Verdens Middel gaar dig fra,
    Din Armod daglig stiger:
    Her ligger JEsus fattig ned,
    Som Nøgel til ald Riigdom veed,
    Hvis Armod dig beriger!
    Bøy dig, Føy dig
    Til hans Ære, Det skal være
    Dig en Glæde,
    Gud er riig i Armods Klæde!

I sjette og næstsidste vers foretager Kingo den typiske applikation af de forudgående vers’ budskab på den syngende, idet sjælen anmodes om at holde op med at klage over sin egen fattigdom; for med Kristus har mennesket fået nøglen til al rigdom. Den korsteologiske pointe er, at Gud viser sin rigdom i fattigdom, sådan at det fattige menneske bliver rigt i åndelig forstand.[20] Bemærk hvordan klæde-metaforen dukker op igen: Gud, der ellers er al sand rigdoms kilde, har ved at blive til menneske bogstaveligt talt taget fattigdommen på, nemlig ved at klæde sig i den. Derfor er der ingen skam i at have et åndeligt underskud, for Gud er selv kommet for både at være solidarisk med den fattige, hvis man må tillade sig et sådant 70’er-udtryk, og for at dele ud af sin rigdom.

  1. Dig derfor, Gud, i høyeste,
    Ald Priis og Tak og Ære skee,
    Som vilde dig forbinde
    Med Jorden i en ævig Fred,
    Dend JEsus, Gud aff Ævighed,
    Selv skulde til mig vinde.
    Tag mig, Drag mig
    Ved din Naade, Mig til baade,
    Og din Ære,
    JEsum i min Siæl at bære.

I sidste vers kommer salmens storladne melodi virkelig til sin ret, når Kingo slutter med en taksigelse for den evige fred med Gud, som Jesu fødsel har vundet for menneskene, svarende til de himmelske hærskarers gloria-sang til Gud på marken julenat: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2,14).

Glædelig jul!


[1] Originaltekst: Kingos Samlede Skrifter, bd. 4, s. 90–92.

[2] Et nor (der udtales ligesom verdenshjørnet nord) defineres i Den Danske Ordbog som et »menneske eller dyr som man synes er sødt, hjælpeløst, stakkels el.lign. – ofte et lille barn«.

[3] Originaltekst: Kingos Samlede Skrifter, bd. 4, s. 106–108.

[4] Originaltekst: Kingos Samlede Skrifter, bd. 4, s. 110–113.

[5] Jf. Ordbog over det danske Sprog, »Avind« og »Glavind«.

[6] Tredje juledag var festdag for Johannes (Evangelist). Tredje jule-, tredje påske- og tredje pinsedag blev afskaffet som helligdage ved Helligdagsreformen af 1770, der – modsat den almindelige opfattelse – ikke havde Struensee som bagmand, men derimod var et resultat af forhandlinger i bl.a. Generalkirkeinspektionskollegiet med henblik på forbedringer af statsbudgettet. Ved samme lejlighed afskaffedes helligtrekongersdag (6. januar), kyndelmisse (2. februar), Mariæ bebudelse (25. marts), Sankt Hans (24. juni), Mariæ besøgelse (2. juli), Mikkelsdag (29. september) og allehelgen (1. november). Store bededag var derimod indført allerede i 1686.

[7] Højs 1,4: »Tag mig i hånden, kom, lad os løbe!«

[8] Originaltekst: Kingos Samlede Skrifter, bd. 4, s. 116–118.

[9] Grundtvigs version kan ses i Sang-Værk, bd. 1, s. 372–374, hvor den har nr. 178.

[10] Kingos Samlede Skrifter, bd. 4, s. 95–97.

[11] Jf. 1 Sam 16. I den hebraiske tekst hedder han יִשַׁי, Jishaj. I 1992-oversættelsen er det blevet til Isaj. Den græske Septuaginta (LXX) har Ιεσσαι, hvilket vel har påvirket formen Jesse, der brugtes på ældre dansk og stadig bruges på engelsk. Jesu slægtskab med David og dermed Isaj omtales i Matthæusevangeliets indledning, der opregner stamtavlen fra Abraham over David til Josef, Marias mand (Matt 1,2–16), der jo imidlertid ifølge Matthæus selv højst kan betegnes som Jesu adoptivfar (jf. Matt 1,18.24); bemærk, hvordan Lukas begynder sin tilsvarende Jesus-stamtavle ved at anføre, at »man mente«, at han var søn af Josef (Luk 3,23: υἱός, ὡς ἐνομίζετο, Ἰωσὴφ)

[12] שָׁרוֹן, Sharon, er en slette ved den israelske middelhavskyst syd for Karmelbjerget.

[14] Sangen er oprindeligt en katolsk valfartssang, jf. Eckhard John: »Maria durch ein’ Dornwald ging«, i: Populäre und traditionelle Lieder. Historisch-kritisches Liederlexikon (2002).

[15] Jf. f.eks. Athanasianum, der er bekendelsesskrift i folkekirken: »Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus«.

[16] Ordet, der bruges for at indikere, at Jesus blev svøbt, er ἐσπαργάνωσεν, afledt af σπαργανόω, vikler ind.

[17] Luthers oprindelige tekst lød:

So mercket nu das zeichen recht,
Die krippen windelin so schlecht,
da findet jr das kind gelegt,
Das alle welt erhelt und tregt.

(Gengivet efter Anders Malling: Dansk Salmehistorie, bd. 1, København: J.H. Schultz Forlag, 1962; s. 407).

[18] »Tanken om, at Gud skaber med ordet, og at skaberordet samtidig er det barn, der ligger i krybben som en ‘Hosenscheisser’, angiver ifølge Luther spændvidden i den treenige Gud« (Carsten Pallesen: »Ordet om Guds død i erfaringstopologisk perspektiv«, i: Dansk Teologisk Tidsskrift 69, 3/2006, s. 161–183; her s. 182).

[19] Erik A. Nielsen: Thomas Kingo. Barok, enevælde, kristendom. Billed-sprog II. København: Gyldendal, 2010; s. 425.

[20] Søren Holst har redegjort for, hvordan begrebet »fattig i ånden« skal forstås (jf. Matt 5,3) – nemlig ikke som en selvpåført retardering eller som påtaget barnlighed, men som »Åndens fattige«, altså de fattige, der tilhører eller har del i Ånden. Søren Holst: »Hvis er Himmeriget?«, PergaMent 4. november 2007.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 152–161.

Skriv et svar