Tag-arkiv: uforanderlighed

Ned i mørket og op igen

Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
 
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
(Salme 139,7–12)

I går kom vi hjem fra Athen.[*] Det er en by, der som resten af Grækenland er begavet med ikke så lidt historie. Man kunne nogle gange få den tanke, at tiden står stille, selvom det selvfølgelig på ingen måde er tilfældet. Parthenon, templet på Akropolis, som er nogle-og-to-tusinde år gammelt, står der stadigvæk. Men det ser noget slidt ud efterhånden. Det er ikke uforgængeligt, selvom det måske kunne give anledning til den tanke, at noget er. Måske den menneskelige civilisation og den slags.

Grækenland er selvfølgelig et yndigt land, som af samme grund har masser af turister. Men man behøver ikke at bevæge sig langt fra Akropolis for at se en anden side af Athen. Omkring den centrale plads Monastiraki mødte vi en fyr, som vi kan kalde Nickos. Han boede på gaden, det var vist noget med stoffer af den hårdere slags. Nickos havde boet med sin far og stedmoder, men da de ikke kunne betale regningerne, blev han smidt ud. Det var vist snart tre år siden.

Historien er ikke noget enestående, snarere noget typisk. Folk mister deres arbejde, selvmordsraterne stiger. Man ser det ikke med det samme, for der er stadig alle de der nye biler i gadebilledet, som folk købte for bare få år siden, da de havde råd til den slags. Men lige under overfladen er tingene ved at falde fra hinanden. Læs videre Ned i mørket og op igen →

Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder

Hele Guds herlige skaberværk er skabt med tid og underlagt timelighedens forgængelighed, således at alt i verden forandres på nær selve forandringen. Derfor forekommer det eneste uforanderlige i vores heraklitiske tidsalder at være forandringen. Var der ikke tid, ville forandringen være umulig. Floderne ville fryse til og skyerne bremse op midt på himlen. Som sagt er hele skaberværket underlagt timelighedens forgængelighed, og intet i skaberværket kan gøre sig fri af den, men Gud er ikke i tid, men i al evighed. Han transcenderer tiden i et hvert øjeblik i al evighed. Derfor må man først forsøge at forstå, hvad det vil sige at være underlagt timelighedens forgængelighed, man må altså først forsøge at trænge ind i den menneskelige erfaring af tid, og alene det, at mennesket kan siges at erfare tid, skyldes, at det er i tid.

Når mennesket umiddelbart skal bestemme tiden, forekommer det at ligge ligefor at dele den op i fortid, nutid og fremtid. Dette er, hvad man kunne kalde de grundlæggende tidsdimensioner. Menneskets umiddelbare erfaring af de forskellige tidsdimensioner munder ud i en erkendelse af tidsdimensionerne som forskelligartede. Fortiden erindrer man, hvorimod man bekymrer sig for fremtiden eller har forventninger til den. Men hvad angår nutiden, så forekommer den nærmest at forsvinde og blive til en streg imellem fortid og fremtid. Læs videre Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder →

Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

Pedro Berruguete (ca. 1450–1504): Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)
Pedro Berruguete (ca. 1450–1504):
Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)

Præster elsker ordkløveri. For tiden er det begrebet ‘teisme’, der er i vælten. For og imod.

Det kommer sig af, at en bispekandidat, Elof Westergaard, står som medforfatter på en bønnebog med et efterskrift, der har skabt en del debat. I efterskriftet efterlyses et opgør med “den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden”. I stedet vil man “i højere grad […] fokusere på nærværet mellem Gud og menneske”. Kritikerne påpeger, at en teologi, der ikke “opererer med afstand og adskillelse mellem skaber og skabning”, ikke har meget tilfælles med det gudsbegreb, som trosbekendelserne bygger på. Elof Westergaard er derfor blevet udnævnt til kætter af præst Claus Thomas Nielsen. Det skulle vistnok være satire, men beskyldningen er alvorlig nok.

Det har så efterfølgende resulteret i en debat for og imod “teisme” som sådan (hvad dette betyder, skal vi se på nedenfor). Man kan i debatten finde alle de klassiske retoriske tricks: Generalisering ud i det absurde, tvivlsomme etymologiske analyser, som forskubber betydningen af den angivelige modstanders begreber, og guilty-by-association. Fx fik en præst på Facebook således anklaget en af sine teistiske modstandere for at være i ledtog med oplysningstænkningen, Læs videre Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus →