I en artikelsamling fra 1976 til Børge Diderichsen gør Johs. Horstmann sig nogle ikke uvæsentlige tanker omkring teologiens karakter og placering på universitetet. Og også i dag er det værd at stoppe op og stille sig selv nogle af de samme spørgsmål angående den teologi, der bedrives på universitet. Havde man spurgt, hvad formålet med det teologiske studium var for hundrede år siden, ville man sikkert uden tøven have fået det klare svar, at det var en forberedelse på præsteembedet. En ligeså klar røst og forståelse får man næppe i dag, da det for universitetsteologien, som så mange andre videnskaber, for alt i verden gælder om at være en del af videnskabernes pæne selskab.

Der er altså utvivlsomt sket en udvikling og det er vel at mærke en udvikling, der er foregået på forkyndelsens bekostning. Af frygt for videnskabelig uredelighed er forkyndelsen sammen med evangeliet blevet sat i skammekrogen til spot og spe for den dygtige videnskab. Men er dette overhovedet en gevinst for teologien og i givet fald, hvad er det så for en teologi, der er tale om? Nogle vil sikkert hævde, at det er en teologi, der endelig er blevet befriet fra en evigt undertrykkende kirke, men mon ikke snarere teologien er drevet i landflygtighed, hvis ikke som en anden vildrose kvalt i universitetshaven; for er teologien blevet til videnskab og kun videnskab, så har den ophævet sig selv som egentlig teologi ved at have mistet forbindelsen til evangeliet – og kan derfor heller ikke længere med rette kaldes ren og skær teologi, men må defineres som noget andet, hvorfor jeg finder et udtryk som universitetsteologi passende, da det netop er på universitetet, at den befinder sig, selvom den sikkert ikke kan isoleres helt så enkelt; hvem ved om der ikke skulle være en præst et sted derude, der efter endt studie netop havde en sådan forståelse af teologien?

Men kan man overhovedet tænke sig, at teologi kunne blive til andet end videnskab, hvis den fortsat skulle have sin plads på universitetet? Her må svaret være entydigt – nej. Den teologi, der bedrives på universitetet kan på ingen måde være konfessionelt betinget eller tage højde for kirken eller forkyndelsen, da dette ikke er foreneligt med en videnskab, da videnskaben kun kan være underlagt nysgerrighed og fornuft, hvorfor forskellen mellem det teologiske og det humanistiske fakultet også udviskes. Men faren for en sådan forståelse af teologi forekommer at være til at få øje på, for den må jo nødvendigvis reducere kirkehistorie til ren og skær historie og kan ikke have nogen særlig forståelse for evangeliets strid i verdenshistorien. Med eksegese i Det Gamle Testamente bliver det ikke meget bedre, for skal eksegese være videnskabeligt funderet, må det næsten uundgåeligt blive til et studie over den antikke jødedom og dens omverden, altså et studie, der er fuldstændigt blottet for videre refleksioner over anknytningspunktet til Det Nye Testamente; men man kan jo altid håbe, at nogle andre tager sig af sådanne spørgsmål. Men værre endnu er det teologisk set, når eksegesen inden for Det Nye Testamente er en afstumpet videnskabelig disciplin, hvor der kun er plads til en historisk videnskabelig anskuelse af Det Nye Testamente, således at der ikke kan siges at være nogen forskel på den måde Det Nye Testamente betragtes på og så den måde, hvorpå man studerer ethvert andet papyrusfragment fra antikken.

Allermest tydeligt vil universitetsteologiens problem dog fremstå med dogmatikken, der ikke længere kan berettiges, men må ændres til slet og ret dogmehistorie, for dogmatik kan meget dårligt praktiseres uden et klart ståsted eller for den sags skyld en tilknytning til forkyndelsen og kirken. Endvidere er en fejludvikling af teologien, som den bedrives på universitetet den til stadighed voksende isolering, der foregår af de enkelte discipliner, fordi det overordnede sigte nemlig forkyndelsen er forsvundet.

Min anke er sådan set ikke, at der ikke skal bedrives universitetsteologi, for det skal der selvfølgelig, da det er en vigtig del af teologien, at den blandt andet forsøger at granske troen med fornuften, men i afgørelsen kommer menneskets fornuft til kort over for Guds åbenbaring. Man kan derfor sikkert nå et stykke ind i teologiens verden med fornuftens hjælp, men i det egentlige møde med åbenbaringen kan menneskets fornuft ikke hjælpe det længere – tværtimod fører fornuften her kun til forargelse, hvorfor troen for de tåbeligt vise også kun betragtes som dårskab. Selv i ordet teologi er der en slet skjult risiko for en sådan misforstået forestilling, for med ordet lægges der op til at forstå teologi, som en lære om Gud, men i strengeste forstand er teologi ikke en lære om Gud eller en remse, som man kan læse eller lære sig til, men menneskets åndelige arbejde med troen. Den er menneskets stadige forsøg på at forstå sig selv i troen. Den egentlige teologi udspringer derfor af tro og ikke omvendt, eller som Paulus skriver: Jeg troede, derfor talte jeg (2 Kor 4,13). Sand teologi er derfor det enkelte menneskes jakobskamp, hvori Gud strider for det menneske, der bekæmper sig selv og det liv, som det er blevet betroet.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 8–9.