Svag teologi for de stærke

Lars Sandbeck: De gudsforladtes Gud

Ekstern lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet Lars Sandbeck bedriver i De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen et sjældent konsekvent bud på en gudstanke fri for almagt. Konsekvenserne er dog også til at tage at føle på.

Dogmatiske fremstillinger og nyateistiske positioner, der gør op med enhver tanke om Gud som den almægtige, uforanderlige hersker over kosmos, har det ikke skortet på i det første dusin år af det nye årtusinde. For den teologistuderende kan det forekomme som om, at der ikke er ladt sten på sten tilbage af selve fundamentet for teologien (‘læren om Gud’), Ja, det lader nærmest til, at det efterhånden er teologerne, der går forrest i likvideringen af den gode, gamle Gud i Himlen. I dette kor af gudsdræbere – eller fadermordere, om man vil – synger Lars Sandbeck med; dog gør han det på en efter min mening væsentligt mere subtil måde end både pastorer som Grønkjær og Grosbøll og religionshadere som Dawkins, Dennet, Nørremark og Rothstein. Det subtile skal jeg vende tilbage til. Grunden til, at Sandbeck fortjener mere ros end så mange andre for sin bog, er hans stringens og systematiske fremstilling af sit a–teistiske projekt, der dog ender ud med væsentlige problemer, også for dem, som bogen egentlig er henvendt til.

Bogen er foruden en indledning struktureret med tre hoveddele. Første del er en ganske velkomponeret gennemgang af postmoderniteten og dens væsen, som ifølge Sandbeck er den forudsætning, som enhver teologi af i dag må tale ud fra. Dette kan teologien selvsagt gøre på forskellig vis! Sandbeck vælger at se de kreative muligheder for nytænkning af kristendommen, som postmoderniteten giver, snarere end se det postmoderne som en hindring for teologien, som teologien skal være et opgør imod. Nå, men til sagen:

Gud kan for Sandbeck ikke være almægtig, uforanderlig etc., fordi Gud i kristendommen ikke er en græsk, platonisk demiurg, men er til stede i det menneske, vi møder fornedret og skrigende på korset: Gud er Jesus. Han fastholder med andre ord inkarnationsprincippet: at Gud har gjort sig kendt for os i Jesus Kristus, og Kristi status cementeres i korsbegivenheden. Sandbeck stiller sig i denne forstand inden for den teologiske (protestantiske!) tradition; mere specifikt er han garant for en theologia crucis. Så langt så godt.

I denne kristologisk forankrede gudsforestilling tager Sandbeck tilmed udgangspunkt i det skingreste af de forhåndenværende korsord: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, som Matthæus og Markus står bag. Set i det lys er Sandbecks dogmatik ganske gennemført og stringent – Gud er den gudsforladte og fornedrede, svage gud (med lille ‘g’), der ligeså lillebitte som det syndige, dorske menneske, der står ved korsets fod. Men er det nu et adækvat kriterium for at tale kristologisk om Gud? Hvis vi møder Gud i Kristus og i særlig grad i korsbegivenheden, så kan man vel ikke begrænse sig til det ene – just nævnte – korsord. Hvad med Lukas’ tålsomme: “Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør” eller det johannæisk storladne: “Det er fuldbragt!”? Nok gennemfører Sandbeck sit gudsforladte projekt med stor stringens, men når stringensen i for høj grad begrænser sig til ét aspekt ved korsbegivenheden og Kristi udtalelser ved denne for Gud og mennesker festlige lejlighed, så ender vi i et svaghedens overfokus, hvor der ikke er blik for, at Gud i Kristus selv i fornedrelsen besidder storhed, tålsomhed og livskraft. Her kunne man også inddrage opstandelsestemaet, og spørge, hvilken plads det får hos Sandbeck. For slet ikke at tale om Pauli korsteologi.

En anden ting, man kan klandre Sandbeck for, er i sidste ende at forråde de selv samme mennesker, som han hævder at levere en teologi til, nemlig “de gudsforladte”. Bogen borttænker som nævnt almagten fra Gud og lægger så stor vægt på fornedrelsen, at det eneste, Gud i sidste ende kan, er at stå sammen med det sønderbrudte og fortabte menneske, der i sin sorg og klage kan råbe nok så meget til Gud, men ikke indser, at Gud kun findes som den fornedrede ved hans side. Guds magt er nemlig reduceret til en medlidenhedsmagt og en subtil magt til at drage mennesket mod sig, og selvom sidstnævnte såmænd er ganske godt tænkt, ender det ud i et kristologisk overfokus, hvor 1. trosartikel (Faderen) reduceres til det mere eller mindre ubestemmelige “ophav” til Sønnen.

Med andre ord levnes der ikke plads til det, man kunne kalde menneskets religiøse behov efter en magt eller entitet at henvende sig til i såvel sorgfulde som glædelige stunder. Dette påtaler Sandbeck selv eksplicit i bogen som en “fare for at ende i kynisme” (s. 152), men han giver ikke noget fyldestgørende svar på problemet. Han ender ud i, at “Gud står på svaghedens side” imod ondskaben (s. 157). For Sandbeck er der altså kun to muligheder: 1) Gud er almægtig og derfor ond og imod menneskene, 2) Gud er afmægtig og med menneskene mod ondskaben, som vi så ikke ved, hvem der står bag. Gud er Gud, om alle mand har det dårligt, for han har det selv dårligt. For at kunne påtale den meningsløse lidelse som meningsløs, må vi reducere Gud til ikke at have noget med kosmos at gøre. Men hvori ligger den frelsende nåde i det? Jo, frelsen er for Sandbeck en social frelse. Stringensen, må man give Sandbeck, ligger dog helt klar: I et opgør med Jakob Wolfs almagtsteologi insisterer Sandbeck på, at almagt betyder magt over alt, derfor også over ondskaben, og hvis ondskaben findes (hvilken den, indrømmet, gør), så må Gud ikke have noget med den at gøre. Vi må hjælpe Gud med at vaske hænder, så lover han til gengæld at lade sig klynge op på et kors. Men hvem skal man så bede sit Fadervor til? Til Satan, der styrer verden? I søgen efter at komme ud over den paradokstænkning, som nødvendigvis ligger i en dogmatik, der igennem 2000 år har insisteret på de indbyrdes modstridende bestemmelser almægtig, algod og alvidende, træder Sandbeck uden for kristendommen og lige i armene på videnskabsmændenes krav om logik. Han siger det selv eksplicit sådan, at ”[k]orsets Gud og metafysikkens Gud repræsenterer […] to komplet uforenelige forestillinger […] Som regel er overenskomsten imidlertid gået ud på, at teologien har ladet metafysikkens Gud fortrænge guden på korset. Den postmoderne teologi går den anden vej.” (s. 116) Budskabet står krystalklart: Jeg vælger postmodernismens gud for at kunne være i logikerlaug med mig selv. Væk er paradokstænkningen og deus absconditus. Op er klynget Jesus af Nazareth, som vi så selv kan klynge os til.

“De gudsforladtes gud” (med lille ‘g’) er så langt væk fra Gud (med stort ‘G’), at han ikke formår at indgyde hverken håb eller tro til mennesket, og derfor bliver de gudsforladtes gud paradoksalt nok en gud for de stærke, fordi som Sandbeck afslutningsvis skriver: “Gud bliver først den Gud, han ønsker at være, når fællesskabet af retfærdiggjorte syndere er blevet transformeret om til ‘de helliges samfund’.” (s. 213-214) Med andre ord er Gud afhængig af menneskets helliggørelse. Gud realiseres først i menneskets realisering af kærligheden, og derfor er kirken ikke en geschæft for dem, der søger styrke og syndsforladelse, men for dem der vil realisere kærlighedens fællesskab og de helliges godgørende samfund. Der skal altså en stærk psyke til for at være kristen i Sandbecks forstand, for hvis mennesket henvender sig til Gud efter trøst og tilgivelse, kan det risikere at blive svaret igen af Gud med et “det kan du selv gøre!” eller “frels dig selv, jeg kan ikke!”.

Sandbeck ender for mig at se lige præcis i den kynisme, som han selv omtaler i bogen som en mulig faldgrube for svaghedens teologi. Løsningen bliver den nævnte selvrealisering, der ligger i, at vi skal hjælpe Gud med at blive realiseret i og hinsides verden. Gud er så svag, at mennesket skal frelse Gud til at blive den sande Gud.

Ligesom Kristus på korset er der kun den fornedrede Gud at henvende sig til med verdens genvordigheder. Nok er det en pointe for Sandbeck, at Gud er en ateistisk Gud – Gud uden Gud, en totalsekulær guddom, der ikke vil have noget med det store håb på Guds suveræne frelse og forløsning at gøre – men Sandbeck ender med at forråde det frygtende og bævende menneske og lade det i stikken for i stedet at give Gud over til ateisterne, eller fornedre Gud så meget, at selv ateister ikke kan have noget at indvende over for ham. Nok kan Sandbeck med denne teologi måske lukke munden på ateisterne, men hvad mening har det, hvis det lader de gudssøgende i stikken med deres råb og klage?

En kortere udgave af denne anmeldelse har været bragt i studiebladet Figenbladet ved Aarhus Universitet.

Se også indlægget »En Grønkjærsk aftapning?« på Studenterkredsens blog og »Du almægtige!« på PergaMent.

P.s.

Anmeldelsen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 10–13.

Skriv et svar