I løbet af kun et par måneder har verden med forundring set hele to paver gå af. Den ene under stor bevågenhed fra medier i ind- og udland, den anden med en noget mere stilfærdig mediedækning. Det drejer sig naturligvis om Hans Hellighed Benedikt den 16. alias Joseph Ratzinger (f. 1927), der nu er forhenværende leder af den romersk-katolske kirke, og om Tidehvervs forhenværende redaktør, pastor emeritus Søren Krarup (f. 1937) fra Danmarks evangelisk-lutherske afdeling af sancta ecclesia catholica.
Lighederne imellem de to ældre herrer, der har overladt kirkeskibets ror til næste generation, er til at få øje på, og det er især Søren Krarups fortjeneste, at sammenligningen er blevet så oplagt. Selvfølgelig er der også forskelle: Eksempelvis annoncerede den romerske pave sin afgang i en tale på latin, mens Søren Krarup tog afsked under mere jævne former i et indlæg i Tidehverv med den sigende titel »Kristendom og danskhed«; og desuden har Krarup – så vidt vides – aldrig gået med flotte røde sko, Ratzinger style. Lighederne, derimod, skal søges i de to hyrders og kirkefyrsters forståelse af deres egen bevægelses betydning. Krarup har aldrig lagt skjul på at være den, der ved bedst, og han har vitterligt ofte været langt bedre inde i stoffet end sine modstandere, der fortjent – og monotont – er blevet belært om deres »afgrundsdybe uvidenhed«. Alligevel må de fleste læsere af afskedsartiklen have bidt mærke i, hvordan Tidehverv har forvandlet sig fra et kamp-forum til et organ for den selvtilfredse magelighed.
Tidehvervsfolk har været frontkæmpere i mange vigtige opgør; og bevægelsen, der ikke vil kaldes en bevægelse, har ikke mindst vist sin betydning ved at holde folkekirken fast på (en måske noget ensidig udlægning af) Luther. Søren Krarups indsats har ikke mindst bestået i krigen mod demokratismen og den hovmodige, ukristelige kultur-humanisme i »Systemet Politiken«, dvs. Dagbladet Politiken, DR og Gyldendal (der i øvrigt har udgivet hovedparten af Krarups bøger). Denne langvarige krig lader imidlertid til at have påvirket Søren Krarups selvopfattelse, og resultatet ses i afskedsartiklen, hvor Krarup taler med sig selv om sig selv:
Eet sted har der i disse snart hundrede år lydt en røst, som sagde sandheden. […] Ja, jeg sagde til mig selv: I snart hundrede år har Tidehverv været opgørets og virkelighedens stemme i Danmark, og der har egentlig ikke været noget andet sted, hvor sandheden blev sagt. […] Jo, det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land. Eet sted er det blevet sagt. […] I Tidehverv er det fornødne blevet sagt.
Tidehverv, der åbenbart er næsten hundrede år gammelt (og som derfor må have haft en præ-eksistent tilværelse inden bladets grundlæggelse i 1926), har været det eneste sted – ikke bare ét, men det eneste – hvor sandheden har fundet plads. Locus veritatis. Ligesom den romersk-katolske kirke i sin selvovervurdering har udstyret paven med evnen til at tale med »ufejlbarhed« under visse betingelser, er det lykkedes Krarup at overbevise sig selv om, at den højeste og absolutte sandhed kun kommer til orde i hans egen bevægelse og i det blad, han selv i al ubeskedenhed har været med til at udsende ex cathedra siden 1965.
Det er kort sagt omsider lykkedes Krarup at lægge enhver form for selvbegrænsning og ydmyghed bag sig. »Autoritet« er ellers i almindelighed noget, man har, eller som andre tillægger én, men i Krarups tilfælde er det blevet noget, han taler om hos sig selv: »Jeg taler med en vis erfaring. For ikke at sige autoritet.« Her er det ikke et kirkeembedes autoritet, der tales om, men en privatpersons; men der er nu ingen grund til at tvivle på, at Tidehvervs redaktion også fremover vil tale med Krarups autoritet, for mens de romerske kardinaler endnu ikke har valgt Papa Ratzis efterfølger, har Tidehvervs redaktion allerede holdt konklave og sat den næste Krarup-generation i spidsen for familiefesten – ganske ligesom det var fader Vilhelm, der re(di)gerede, inden manden med de magiske initialer S.K. kom til.
»Fra årti til årti, fra år til år, ja fra måned til måned er der i dette land blevet sagt og skrevet og hævdet og fastholdt, hvad kristendom og danskhed udtrykker«, lyder det i afskedsartiklen. Fra evighed og til evighed.
Én afgørende forskel er der dog på romerkirken og det Tidehverv, hvor paven ellers har fået en renæssance i de seneste år: For mens den hellige fader i Rom aldrig kunne drømme om at gøre grin med nogen – dertil er embedet formentlig alt for (selv)højtideligt – er det i Søren Krarups sidste tid som redaktør ganske overraskende lykkedes at tilføre det selvsmagende sandhedsblad en uventet plathed. Ikke i form af selvironi, selvsagt, men i skikkelse af banal underlødighed, som når der skrives smædeviser mod landets kirkeminister, hvis gøren og laden ellers nok skulle kunne give stof til en mindre infantil kritik:
Alle kvinder syns’, at jeg er sensuel og lækker,
når jeg står på talerstolen med mit mørke blik.
Skjorten er fra Boss og jakken er fra Black & Decker,
jeg har tatoveret en shawarma på min – ryg.
(Tidehverv, november 2012)
Hvilket eftermæle at sætte sig som redaktør.
I en særegen kombination af storladenhed og ydmyghed meddelte den romerske vicarius Christi i al sin magt og vælde, at han vil bruge sine tilbageværende leveår på bøn. Det er tvivlsomt, om Søren Krarups storhedsvanvid kan kombineres med en tilsvarende beskedenhed.
Se også indlægget »Naturalister af ånd« på Studenterkredsens blog samt Hans Nørkjærs artikel om Tidehverv.
P.s.
Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 5–7.