Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 12. april 2013 over teksten til 2. søndag efter påske efter 1. tekstrække, Joh 10,11-16.

En eng, en fårehjord, en fold, en godmodig hyrde, en bæk, solskin, vindstille. Idyl. Idyl. Vi ser hele opsætningen fortryllende og betagende for vore øjne. Idyl!

Og nu tager billedet form: Engens bløde og indbydende underlag, fårenes brægen i samhørig samspil med bækkens rislen, hyrdens milde og fortrøstningsfulde røst. Idyl!

Et barn tager billedet ned fra væggen: “Se mor, et får med sit lam!” Billedet har fået farve: Engens gullige skær, fårenes gråhvide uld, kildens rene, havblå vand, hyrdestavens stærke træfarvede betoning, hyrdens egen fremtoning i et nærmest himmelsk lys.

Teksten til 2. søndag efter påske kan fremstå smuk og velbehagelig. En tekst, som mange af os kun alt for godt kender – måske fra søndagsskolens genfortællinger eller fra erindringerne fra nordiske egnes fårehold eller fra glansbilleder hjemme hos bedsteforældrene.

Men, kunne man spørge, er det virkelig dét, talen om ‘den gode hyrde’ er blevet til? – et glansbillede?

“Se mor, dér står Jesus!”, siger barnet, og peger på billedet af en langhåret mand i hvide klæder. Det er, som om Jesus lige akkurat har nået at udtale ordene: “Jeg er den gode hyrde”, og i samme sekund er der én, der råber “frys!”, og se, tilbage fremstår et stilbilledet i et glansbilledagtigt, paradisisk motiv. Idyl!

Jesus gør det tydeligt, at han ikke er hvilket som helst hyrde: Han er den gode hyrde. Springer vi et par vers længere tilbage i Johannesevangeliet, bemærker Jesus, at der har været mange hyrder før ham, men det er hyrder, som har fejlet og vildledt fårene. Jesus er den gode hyrde; nemlig i den forstand, at han ønsker det bedste for sin hjord.

Barnet tager billedet ned fra væggen og ser nærmere på den i rammen indgraverede overskrift, hvor der står: “Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene!” Billedet ryger på gulvet, og barnet vender angstfuldt sit ansigt væk! Glansen er væk! Idyllen på retur!

Billedets alvor er nu trådt i forgrunden. At være den ‘gode’ hyrde er ikke en let overkommelig opgave. Tværtimod er der meget smerte og opofrelse knyttet til opgaven: Han sætter sit liv til! ‘At sætte sit liv til’ er ikke hos evangelisten en passiv handling, men aktiv: den gode hyrde er aktiv i opofrelse. Han bliver ikke ‘pålagt’ opgaven, men han udfører den. Bevidst og villigt udlever han hyrdegerningen til gode for fårene – ja, et liv, der i sidste ende fører til døden. Der ligger altså en gru og en alvor i teksten, som glansbilledet unddrager sig.

På gulvet ligger det så. Glasset itu. Rammen ridset. Det, der før var et glansbillede, er nu blot en gråtonet og skyggeagtig tegning. Alt har skiftet karakter. Barnet samler sig nyt mod, griber efter billedet; men blot for endnu engang at lade sig forskrække af en sløret fremtoning af en ulvs skikkelse, som i glubsk forventning ser sit bytte spankulere om frit og intetanende.

Der findes dårlige hyrder i verden, som vildleder deres hjord. Hyrder, som trives i opgaven i de gode tider, men når de trange tider kommer, og situationen spidser til, da lader de deres hjord i stikken. Får uden hyrde er et attraktivt bytte for de glubske ulve, som i deres jagt leder fårene på flugt. De bliver vildledt, og vildledelsen kan blive deres død!

For nylig kunne man i en artikel læse en canadisk eksperts vurdering af den ‘danske’ ulv; ulven, som de sidste måneder er blevet en hyppig forekommende gæst på den jyske hede og i de danske medier. Ulveeksperten vurderede, at hvis ulven for alvor slår sig ned i Danmark, så er det blot et spørgsmål om tid, før den ikke blot nøjes med at gå på rov i den danske dyrebestand, i skraldespande og affaldscontainere, men også vil angribe mennesker – særligt “børn og svagelige”, understregede eksperten. Og derfor er billedet med ulvens glubske natur og daglejerens dårlige og svigtende hyrdeegenskaber måske ikke et så fjernt og fremmed billede for os nordboere; for det første fordi ulven ikke længere kun er billedlig tale, men i kød og blod kan dukke op i vores nabolag. Og for det andet er det nærliggende at spørge om, hvor mange selvopofrende hyrdekarakterer der findes i vores del af verden.

Vinduets lys strejfer nu billedet, “puhh”, udbryder barnet, “det var blot noget, jeg så for mig. Der er slet ingen ulv på billedet!”

Billedet har fået sine farver igen – dog ikke i en falsk, glansagtig forstand. Men det ligner mere ægte, virkelige farver. Hyrden vogter sine får, som trygt slukker deres tørst i kildens klare vand.

Barnet har fået øje på en levende skikkelse i hyrdens favn. Han bærer på et lille lam. “Mor, se! Jesus er en god hyrde!”

Det, der gør en hyrde god, er hans kendskab til fårene.

Den gode hyrde kender sine får! På lang afstand kan han skelne fårene fra hinanden. Ligeledes kender fårene deres gode hyrde: De kender hans røst, hans måde at lede på, hans blik, hans signal med hyrdestaven. Hyrden kender sine får og fårene kender sin hyrde.

Jesus påpeger, at dette kendskab ikke er et hvilket som helst kendskab, men er lige så nært beslægtet som kendskabet mellem Jesus og Gud: “ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen”. Hvilket slægtskab! Mennesket kan indgå i et slægtskab med Gud den højeste ved at lade sig kende af Jesus, den gode hyrde. Altså, et slægtskab, som har samme status som Sønnens forhold til Faderen.

Dog slår teksten fast hele to gange, at dette kendskab må genoprettes ved, at “den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”. Den smukke tanke om Jesu faderslægtskab med mennesker kostede ham hans liv. Den gode hyrde kender sine får fuldt ud – det vil sige, at han også kender det, som hindrer fællesskabet med ham. Den gode hyrde kan ikke leve med at være adskilt fra sin hjord, derfor genopretter han relationen ved at sætte sit liv til, således, at Jesus, som vi læser et sted, ved sin død kan oprejse mennesket “på den yderste dag.” [Joh 6,44]. Menneskets fællesskab med Faderen går gennem Jesus Kristus, for som der står skrevet andetsteds: “Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” [Joh 15,5]

Det synes at være en absurd og paradoksal tanke, at Jesus skulle dø, for at mennesker kunne leve og genopstå. Påskens budskab har et gådefuldt skær over sig, som ikke lader sig løse uden videre. Og vi skal ikke forlede os selv til at tro, at denne gåde kan blive løst i dag eller i morgen eller nogensinde. Dog kan vi – måske lidt bagvendt – finde blot en flig af indsigt i dette paradoks ved, at vi i lyset af dagens tekst husker disciplen Peters løfte til Jesus: “Jeg vil sætte mit liv til for dig”, siger Peter. [Joh 13,37-38]

Mennesket øjner mulighed for at sætte sit liv til, for at kunne genoprette fællesskabet med Gud. Kan det lade sig gøre? Kan fåret genoprette relationen, ved at sætte sit liv til for hyrden? Lykkedes det Peter at leve op til sit løfte? Nej, han fornægtede Jesus hele tre gange, da han havde muligheden for at indfri sit løfte. Han fejlede! Og ligeledes vil vi fejle, hvis vi tror, at vi selv kan genoprette den tabte relation med vor Fader i Himlen. Lad den gode hyrde komme til, for ”større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” [Joh 15,13]. En kærlighed, som kun Jesus selv kunne udleve.

Dagens tekst slutter med, at Jesus kalder mennesker til at lade ham være deres hyrde, og fårene vil høre hans røst, og han skal lede dem.

Men hvad vil det sige at høre Jesu røst? Hvorledes hører vi denne røst? Der er mange røster i verden. Røster, der vil have vores opmærksomhed. Forældres røst, venners røst, kærestens røst, ægtefællens røst, børnenes røst, arbejdsgiverens røst, professorens røst, præstens røst, politikernes røst, det frivillige arbejdes røst, reklamernes røst, mediernes røst, begærets røst, vejrprognosens røst, ja, tilmed vores egen røst. Alle røster kræver vor opmærksomhed, ja, måske kræver hver enkelt røst vores udelte opmærksomhed, og dermed slider den os op.

I dette virvar af røster, hvordan er det så muligt at høre den gode hyrdes røst? Jeg erkender, at det ikke er enkelt at svare på.

Det lader dog til, at forfatteren til Johannesevangeliet gentagne gange understreger vigtigheden af, at det er Gud, der er den handlende. Således lyder et skriftsted: “Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” [Joh 6,44]

At Jesu røst lyder, betyder, at Gud drager. Gud drager mennesker til at lade sig lede af den gode hyrde. Gud skaber længsel og tro i vore hjerter, så vi drages ind i fællesskab med ham. Og denne dragende røst af Jesus er ikke nødvendigvis en røst adskilt fra de andre af livets røster, men lyder gennem dem og i dem.

“Men”, kunne man så passende spørge, “er der så intet vi kan gøre?” Både ja og nej! Nej, for vi kan ikke stille noget op, hvad Guds genforenende fællesskab med mennesket angår; ja, fordi Gud har givet os ører at høre med. Så lad os sige på denne måde: Bed, lyt, vis omsorg, glæd dig, vær taknemmelig, grib dagen, vær tålmodig; og tag så imod, når den gode hyrde rækker sig sin hånd og siger: “Jeg satte mit liv til for dig!”

Og denne håndsrækning finder blandt andet sted i det, som vi skal fejre om lidt, nemlig nadveren. Ved alteret, i brødet og vinen, lyder til os en indbydelse til at tage imod Jesus Kristus, den gode hyrde, som ønsker fællesskab med sine får.

Barnet kigger på billedet. Alting er som det skal være – i en forstand mere virkeligt end før. Det iturevne glas minder om det offer, som hyrden på billedet var villig til at lide for sine får. Rammens ridser om menneskets magtesløshed. Og billedets fredsommelige motiv om, hvor trygt det er at være under Jesu hyrdeomsorg. Billedet hænges op på væggen igen – i håb om, at det må blive til glæde for andre.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

[Sl 23]

Amen.

Salmer

• 228 – Du er, opstandne sejershelt (indgangssalme)
• 664 – Frelseren er mig en hyrde god (salme efter prædikenen)
• 482 – O Herre god og frelser from (salme under altergangen)
• 233 – Jesus lever, graven brast (udgangssalme)

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 30–34.