Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 19. april 2013 over teksten til 3. søndag efter påske efter 1. tekstrække, Joh 16,16–22.

Lad os forundres ved ordene ligesom disciplene, så det ikke må undre os mindre, at de er blevet forklaret i Kristus. “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Sådan talte Kristus til disciplene, men hvordan skulle de forstå, hvad Kristus endnu ikke havde forklaret? For disciplene må det have været dunkle ord, hvis mening kun svagt kunne anes; at han gik bort, kunne de måske nok forstå, men ikke hvorhen eller hvorfor og endnu mindre, at tiden var knap. Men anelsen – denne tågede forståelse – der let giver næring til bekymringer, fejes ikke væk af Kristus – nej tværtimod – for han fortæller disciplene, at der kommer en tid, hvor de skal græde og klage, men samtidig også at hele verden vil kunne glæde sig midt i deres sorg. Kristus fortæller om det forestående med et billede af en fødende kvinde; når hendes time er kommet, og veerne er over hende, har hun smerter, men når hun har født, forsvinder smerterne, og de huskes ikke længere af glæde over barnet. Her må man ligesom disciplene søge ind til forståelsen; for hvem er den fødende kvinde – ja hvad skal billedet egentlig vise? Den fødende kvinde er disciplene, hvor lidt de end forstår det, det er dem, der om føje tid skal rammes af trængsler, når deres håb på et øjeblik vil blive taget fra dem på Golgata – det øjeblik, i hvilket hele verden kan glæde sig, også selvom den stadig måtte være intetanende om den nåde, der er skænket den.

Er der ikke noget mærkværdigt over, at det er disciplene, der sørger over dette øjeblik, at det er dem, der aner en smule, der for en kort tid må stå tilbage med sorgen over at have mistet deres håb? Det er vist ikke kun omverdenen, der mangler tro til at kaste lys over Kristi død på korset – for det samme gælder jo også for disciplene, der her i evangeliet stadig mangler opstandelsens lys, i hvilket Kristi liv og gerning er forklaret, så mennesket kan blive født på ny.

Skal man for alvor forstå dagens tekst, må man forstå den som Kristi trøstende ord til mennesket. Det er ord, der er sagt til det menneske, der måtte lide, være syg, forfulgt eller til det menneske, der måtte føle, at tilværelsen gik det imod. Hvis ordene skal blive nærværende, må de forbindes med den alvor, der i dag efterhånden kun er tilbage i sorgen. Ordene er sagt med en kærlig stemme, der hviskende fortæller det sorgrige menneske, at det kun bliver en kort tid, indtil sorgen er vendt til glæde, smerten forsvundet, forfølgelser og pinsler ophørt og et nyt liv vundet. Til den glade er det ord, der er sagt forud, så han ikke må miste sin glæde, når modgangen møder ham, men at han, når de indtræffer, må huske, at det kun bliver en kort tid. Der er noget betryggende ved at vide, at denne kærlige stemme uanset, hvor dyb en elendighed et menneske måtte være i, kan tale til det og give det en vederkvægende lindring. Dette er ikke, som nogen sikkert ville sige, livsfornægtende gammel sur galde fra en middelalderlig kristendom, men kraft til at møde tilværelsen, dér hvor den også går én imod. At turde hævde, at mennesket midt i sin elendighed ikke er forladt af Gud, er en tale, som må agtes – for ikke at tale om den agtelse man bør have, når det lykkes for et menneske også at turde tro det – for kræver det alvor alene at hævde Guds nærværelse i modgang, så fordres der virkelig mod til at holde fast i troen, når livet går én imod. Men det bør aldrig glemmes, at det netop er i livets modgang, at mennesket trænger allermest til at høre denne kærlige stemme, der fortæller at sorgen vil blive vendt til glæde. Dér, hvor troen måske ville være såre let at slippe, fordi man følte sig forladt af Gud, som også disciplene må have følt sig forladt af deres håb på Golgata, dér er det så vigtigt for mennesket at høre, at hvor håbløst det end ser ud, hvor stor smerten end kan være, så gives der lindring, om ikke andet så i døden. Tør man ikke sige det, hvordan skulle man så kunne tale opbyggeligt til en døende? Tænk, hvis der slet ingen opstandelsestro var, og mennesket derfor på sit yderste i sin dybeste kval måtte føle sig forladt af ethvert håb enhver lindring – så at der var et øjeblik, hvor mennesket ikke kunne trøstes, hvor et menneske måtte siges at være hinsides trøsten, hvor jammerlig ville tilværelsen så ikke være – ja så kunne man for alvor tale om, at tilværelsen var en jammerdal, hvor livsmodet blot var en bitter eddike til det tørstende menneske, for det er i lyset af opstandelsen, som den er forklaret i Kristus, at mennesket kan leve fortrøstningsfuldt – og det er ved troen, at det overvinder modgang og bevarer sig selv i kærlighed til det liv, som det er blevet betroet af Gud.

Umiddelbart kunne man måske have lyst til at værge sig mod teksten ved at sige, at man ikke havde brug for trøstende ord og, at teksten derfor ikke havde noget at fortælle det glade menneske, der havde glæden hos sig. Men man må ikke glemme, at Kristus netop taler til disciplene, imens han er hos dem; derfor kan man roligt sige, at den kærlige stemme, der er indeholdt i dagens tekst, også rækker ud over sorgen, for den taler ikke kun til mennesket dér, hvor det trænger allermest til det, men også dér, hvor mennesket slet ingen nytte synes at kunne drage af ordene, fordi sorgen virker så uendelig fjern fra tilværelsen. Her siges ordene ikke for at trøste med det samme, men de siges forud, for at mennesket må vide, hvor trøsten findes. Til den glade og sorgfri handler dagens tekst derfor om, hvori glæden er fæstet – nemlig i Kristus, i hvem mennesket, ja hele verden har en umistelig glæde, som ikke kan tages fra den.

Må Gud trøste den sorgrige og befæste glæden. Amen.

Salmer

• 2 – Lover den Herre, den mægtige konge med ære (indgangssalme)
• 662 – Hvad kan os komme til for nød (salme efter prædikenen)
• 321 – O kristelighed (salme under altergangen)
• 53 – Hav tak, o Herre, for evig trøst (udgangssalme)

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 35–37.