For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet (1 Kor 1,22–23a).

Som det før var, så er det også den dag i dag – god teologi bedrives i reglen der, hvor menighedens hyrde bøjer sig over skriften før prædikenen, altså i præstegården. God teologi er i almindelighed præstegårdsteologi. Fra universitetsteologerne bør man – før som nu – ikke håbe stort, hvad angår teologisk arbejde.

Dette er der sikkert mange, ikke nødvendigvis gode, grunde til, som jeg ikke skal gøre mig klog på her. Blandt disse tvivlsomme grunde er der dog én, jeg mener at kunne sige lidt om, nemlig universitetsteologiens stadig tættere forhold til det hedenske fag, jeg selv har studeret, til religionsvidenskaben.

For sagen er jo, at universitetsteologien på mange punkter i så kraftig grad har tilnærmet sig religionsvidenskaben, at det for en vis del af de teologiske studenter af i dag må være noget svært overhovedet at få hold på, hvad teologi egentlig er andet end en detailorienteret underafdeling til religionsvidenskaben, hvor man primært beskæftiger sig med kristendommen og jødedommens religionshistorie, men derudover ikke adskiller sig videre fra kollegerne på etagen ovenover – eller ude på Amager. Man glemmer eller vil ikke være ved, at der er – og ved Gud skal være – en bekendelse til forskel.

Og hvorfor gør man dette? Jo, én af de ret så uhæderlige grunde hertil kunne være, at man – sådan som vilkårene er på de uddannelsesfabrikker, der tidligere kunne kaldes universiteter – mener at måtte gøre sig noget så umage for at få så mange studenter på limpinden som muligt; man må have alle med for at få det til at skæppe i taxameterkassen, og man er følgelig beredt til at skyde kristusbekendelsen til hjørnet for ikke at vække anstød hos den sekulære ungdom, der jo gerne skulle beslutte sig for teologien, om de så vil noget med kristendommen eller ej. Noget paradoksalt al den stund en meget stor del af de unge mennesker kan se frem til et embede i Den Danske Folkekirke, hvor denne bekendelse – så vidt jeg ved – trods alt endnu afkræves kirkens embedsmænd.

Jeg skal i det følgende se nærmere på et enkelt aspekt af denne leflen for de mange og det generelle, nemlig den århusianske præsentation af teologistudiet på hjemmesiden for Institut for Kultur og Samfund, hvor teologistudiet for tiden er hjemmehørende. Man kunne sagtens også have kikket nærmere på præsentationen af det københavnske teologistudium – og det skal jeg hjertens gerne gøre ved en senere lejlighed – men i første omgang holder jeg mig til Århus, da det er denne afdeling, jeg selv har det bedste kendskab til, idet jeg selv har studeret ved religionsvidenskab ved det forhenværende teologiske fakultet i Århus.

“På en videnskabelig baggrund…”

På det århusianske teologistudiums hjemmeside og i en farverig brochure om samme hedder det som følger om studiet:

Teologi – mere end du tror:

Teologi er indblik, udblik, overblik – måske mere end du tror! På teologi beskæftiger du dig med historie, religion, samfund, antropologi, etik, kultur, sprog og kommunikation. Du bliver ekspert i den rolle kristendommen spiller i Danmark og resten af verden, i dag og førhen, på det politiske, psykologiske og filosofiske plan. Som teologistuderende bliver du hver dag udfordret til at gennemtænke de problemstillinger, der knytter sig til spørgsmål om religion og eksistens. På den måde har Teologi sin helt egen profil. Her tager vi på en videnskabelig baggrund fat i og gennemtænker store spørgsmål som: Hvad er meningen med livet? Med lidelsen – hvis der er en mening? Hvordan skal vi forstå os selv i forhold til naturen – til videnskaben – til vores medmennesker? Hvordan kan man læse de gamle tekster og forstå dem i deres egen tid – og i vores? Hvad betyder historien for vores liv i dag – og kan vi lære noget af den?

Det første, der springer den sagesløse læser – altså studenten in spe – i øjnene, må være den noget forudindtagede holdning til, hvilke forestillinger den læsende går og gør sig om det teologiske studium; “Teologi – mere end du tror”. Vi mangler bare et muntert udråbstegn eller en ‘smiley’ for at sætte trumf på idiotien i denne sætning. For hvad aner de herre og damer kommunikationsfolk – for det er jo nok sådanne, der har fundet på det fængende anslag – overhovedet om, hvilken viden udi teologien de kommende studenter sidder inde med? Ja, svaret må jo nok blive, at de absolut intet aner herom, men at man af bar køterangst for at skræmme potentielle kunder ud af bageriet her forsøder luften med et beroligende forbehold, der tænkes at kunne få moderne og sekulære unge mennesker til at slappe lidt af – “bare rolig, vi er ikke så fromme, at det gør noget”, lyder den ængstelige velkomst til de nye studenter og de medfølgende taxameterpenge.

Efter således at være blevet kækt underrettet om den moderne teologis medgørlighed fortsættes teksten nu som en lovsang over det alment dannende studium over dem alle, hvor man bliver ekspert i snart sagt alle verdens ting og i tilgift hertil får den unikke lejlighed til “på videnskabelig baggrund at tage fat i og gennemtænke de store spørgsmål”. Sikke et vingefang! – både videnskab og eksistens i samme fagpakke!

Ved første øjekast kunne alt dette jo lyde meget tiltalende for det unge studiesøgende menneske, der interesserer sig for mangt og meget. Og det er da også sandt, at det teologiske studium kan være et stærkt alment dannende studium, hvor man – hvis viljen er til det – kan få god forstand på alskens sider af menneskelivet. Men det unge menneske vil, hvis vedkommende har det mindste forhold til kristendommen, nok alligevel studse over det, der ikke står i denne lækkersøde faglige appetitvækker. Står der noget om teologiens egenart i forhold til de andre studier, inden for hvilke man kunne finde på at beskæftige sig med “historie, religion, samfund, antropologi, etik, kultur, sprog og kommunikation”? Jo, der står, at “teologi” i kraft af denne sammenkædning af tilgange “har sin helt egen profil”. Mere får vi ikke at vide, for der er et lille forhold, tekstens forfattere helst ikke vil ind på – de vil for alt i verden ikke udtale sig om teologiens forhold til kristendommen, men kun om dens videnskabelige beskæftigelse med kristendommen krydret med en lille smule eksistenssødsuppe irørt en horde af udogmatiske spørgsmålstegn. “Kan man være teolog uden at være kristen, og er der mon en dybere forskel på teologi og religionsvidenskab?” kan den studiesøgende af den ene eller den anden grund have spurgt sig selv i forbindelse med sine overvejelser. Men der er intet svar at få, for introduktionstekstens forfattere har gjort deres ypperligste for at nedtone eller endda fornægte den sandhed, at der ikke er tale om teologi, hvor denne ikke står i et forpligtet forhold til den kristendom, til det evangelium, den er sat i verden for at lære og forkynde. De har i dette opråb til den studiesøgende ungdom gjort teologien til en ufarligt småspirituel aflægger af religionsvidenskaben, og dermed havde de – hvis virkeligheden faktisk blev, som de beskriver den, overflødiggjort teologien.

Virkeligheden

Således forkastes altså bekendelsen af hensyn til optagelsestallene.

Vi, der ikke er interesserede i selv at forkaste denne bekendelse eller at se den institution, der skulle uddanne vore hyrder, begive sig ud i sådan halsløs gerning, ser måbende til og tænker vort om, hvordan det mon skal gå de unge mennesker, der lokkes ind i universitetsteologiens bekendelsesangste fold og sidenhen, hvis de engang skulle finde på at forholde sig til en kristen virkelighed, må se sig afkrævet noget ganske andet end den neutralitetssyge akademiske ‘teologi’, de på universitetet er blevet spist af med.

Vi håber og sætter vor lid til, at de allerede måtte være befæstet inden mødet med universitetsteologien, og at de, der ikke er det, senere måtte lære noget derude – ude i virkeligheden, hvor alt ikke er ufarlig, distanceret videnskabelighed, men hvor det Ord faktisk skal lyde, som hverken vi ikke-ordinerede kirkegængere eller fremtidens præster kan sige os selv.

Jeg beder ikke universitetsteologerne om at kuldkaste al konventionel akademisk praksis – jeg forlanger blot dette meget simple af dem, at det medgives og tages alvorligt, at teologien udover at være universitær videnskab i konventionel forstand faktisk også har en egenart, der adskiller den fra eksempelvis humanvidenskaben – at den, uanset hvordan skråen vendes og drejes i den syndige kæft, har et normativt – eller mere mundret et kristeligt og dermed alvorligt – anliggende.

Er det mon for meget forlangt?

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 47–50.