Evighed – evig og altid

Wem Zeit ist wie Ewigkeit
und Ewigkeit wie Zeit,
der ist befreit
von allem Streit.

Jakob Böhme (1575–1624)[1]

Evigheden, livet i Paradiset med Gud, stiller ofte kristendommen i et lidt latterligt lys. Hvem kan holde tanken om evigheden ud, hvis evighed er evindeligt lang tid?

En ny-hedensk, asatroende kvinde forklarede således engang i tv, at hvis hun skulle leve evigt, ville hun foretrække at slås og drikke mjød i Valhal frem for at sidde og spille harpe på en sky i den kedelige, kristne himmel; en ufrivilligt sjov udtalelse, eftersom den nordiske mytologis forestillinger om efterlivet indebærer, at kvinder slet ikke har adgang til kriger-himlen hos Odin i Valhal, men forvises til en kold og klam evighed hos Hel i det underjordiske dødsrige.

Kristendommens evighedstanke må forstås anderledes. Der er en række begreber, der har den helt særlige egenskab, at teologien altid vil have dem til at betyde noget andet, end de almindeligvis gør, og evighed er ét af dem. Hver gang evighed nævnes i teologisk regi, kan man derfor være sikker på, at det følges op af en forklaring om, at der jo ikke bare er tale om uendeligt lang tid, men om noget helt andet. Evighed er så at sige ikke ubegrænset ›vandret‹ udstrækning i tid, men er en ›lodret‹ ting, noget kategorialt anderledes end den verden, hvor vi lever i tid og rum. Altså nærmest det modsatte af timelig uendelighed, jf. Kierkegaards begreb om øjeblikket. K.E. Løgstrup udtrykte det i en prædiken sådan:

[E]n fortsættelse og gentagelse i det uendelige af livet [] ville være en værre straf end døden. [] Uendeligheden er en hule af skygge, som bliver sortere og sortere, jo længere vi ser ind.
Men Gud ske lov er det evige liv hos Gud ikke det samme som et liv i uendelighed. For hvis ikke evigheden var en ophævelse af uendeligheden så fri og bevar os vel for evigheden og lad os bede om døden.[2]

Det er altså Gud, der gør, at det evige har en helt anden kvalitet end bare uendelighed. »Det er Gud og atter Gud og ene og alene Gud, der gør det uendelige livs forbandelse til det evige livs salighed og glæde«, sagde Løgstrup også.[3] Netop derfor er evigheden ikke bare en kedsommelig gentagelse i det uendelige. Andet Petersbrev siger, at »for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag« (2 Pet 3,8). Kristeligt set har Woody Allen derfor ikke ret i, at »evigheden føles lang, særligt hen mod slutningen«.

Man skal imidlertid heller ikke tage for let på evigheden; store dele af den kristne tradition har faktisk opfattet evigheden som en ufatteligt lang udstrækning i tid, der endda forbindes med tanken om evig straf. Som nævnt hos Løgstrup ville en uendelighed af tid i sig selv være en straf, men der er også anderledes brutale forståelser af straf og evighed. I en Brorson-salme, der var med i salmebogen inden den seneste udgave, findes en afdæmpet formulering, hvor der med en fin hentydning advares om evighedens længde:

O kiere siel, som vanker
I verdens mørke om,
Og har saa ringe tanker
Om HErrens strenge dom,
O! tænk dig om engang,
Og for Guds død og smerte,
Leg denne sag paa hierte,
At evighed er lang.[4]

Går man videre til f.eks. teksten til den musikalsk vidunderlige kantate O Ewigkeit, du Donnerwort (BWV 20) af Johann Sebastian Bach (1685–1750), vil man møde den lutherske ortodoksis temmelig potente opfattelse af evige helvedsstraffe. Kantaten, hvis tekst delvist bygger på en salme af Johann Rist (1607–1667), indledes med en beskrivelse af evigheden som »begyndelse uden afslutning« eller tid, der går ud over al tidslig begrænsning:

O Ewigkeit, du Donnerwort,
O Schwert, das durch die Seele bohrt,
O Anfang sonder Ende!
O Ewigkeit, Zeit ohne Zeit,
Ich weiß vor großer Traurigkeit
Nicht, wo ich mich hinwende.
Mein ganz erschrocken Herz erbebt,
Dass mir die Zung am Gaumen klebt.[5]

Kantaten, der er beregnet til 1. søndag efter trinitatis (med prædiketeksten om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19–31)), beskriver herefter, hvordan evighedens straf adskiller sig fra al jordisk, timelig pine – nemlig derved, at den aldrig holder op:

Kein Unglück ist in aller Welt zu finden,
Das ewig dauernd sei:
Es muss doch endlich mit der Zeit einmal verschwinden.
Ach! aber ach! die Pein der Ewigkeit hat nur kein Ziel;
Sie treibet fort und fort ihr Marterspiel,
Ja, wie selbst Jesus spricht,
Aus ihr ist kein Erlösung nicht.

Meget forståeligt siges det derfor, at evigheden simpelthen varer for længe. Rimet er kosteligt: »Ewigkeit, du machst mir bange, / Ewig, ewig ist zu lange!«. Selv hvis de ulidelige straffe, der udpensles, varede i »tusind millioner år« eller var lige så langvarige, som jordens græs eller himlens stjerner er mangfoldige, var de dog timelige og ville derfor få en ende – men det gør de evige pinsler ikke; tværtimod begynder de forfra hvert øjeblik og holder aldrig op:

Ewigkeit, du machst mir bange,
Ewig, ewig ist zu lange!
Ach, hier gilt fürwahr kein Scherz.
Flammen, die auf ewig brennen,
Ist kein Feuer gleich zu nennen;
Es erschrickt und bebt mein Herz,
Wenn ich diese Pein bedenke
Und den Sinn zur Höllen lenke.

Gesetzt, es dau’rte der Verdammten Qual
So viele Jahr, als an der Zahl
Auf Erden Gras, am Himmel Sterne wären;
Gesetzt, es sei die Pein so weit hinausgestellt,
Als Menschen in der Welt
Von Anbeginn gewesen,
So wäre doch zuletzt
Derselben Ziel und Maß gesetzt:
Sie müßte doch einmal aufhören.
Nun aber, wenn du die Gefahr,
Verdammter! tausend Millionen Jahr
Mit allen Teufeln ausgestanden,
So ist doch nie der Schluss vorhanden;
Die Zeit, so niemand zählen kann,
Fängt jeden Augenblick
Zu deiner Seelen ewgem Ungelück
Sich stets von neuem an.

For yderligere at gnide salt i såret afrundes denne grusomhedens triumf med at konkludere, at Gud er retfærdig – for det er ham, der har bestilt de evige straffe over de gudløses syndige hoveder. Straffene hører først op, når Gud ikke længere svæver over himlens skyer, dvs. aldrig, eftersom han er evig:

Gott ist gerecht in seinen Werken:
Auf kurze Sünden dieser Welt
Hat er so lange Pein bestellt;
Ach wollte doch die Welt dies merken!
Kurz ist die Zeit, der Tod geschwind,
Bedenke dies, o Menschenkind!

[…]

Solang ein Gott im Himmel lebt
Und über alle Wolken schwebt,
Wird solche Marter währen:
Es wird sie plagen Kält und Hitz,
Angst, Hunger, Schrecken, Feu’r und Blitz
Und sie doch nicht verzehren.
Denn wird sich enden diese Pein,
Wenn Gott nicht mehr wird ewig sein.

Tanken er taget op i Umberto Ecos (f. 1932) anbefalelsesværdige 1600-talsroman Øen af i går.[6] I romanen beskrives det, hvordan evige straffe er længere end selv de mest groteske eksempler på ting, der tager forbandet lang tid:

Lad os foregive, at en fordømt, på millioner af århundreder, kun udgyder to tårer; vil hans pine da ophøre, når hans gråd kan danne en syndflod større end den, der i gammel tid udryddede hele menneskeslægten? Nej ærligt talt, lad os nu holde inde, vi er jo ikke børn! Hvis I vil vide det: in saecula, in saecula skal de fordømte lide, in saecula, i sekler uden tal, uden ende, uden mål.[7]

Yderligere en djævelsk drejning får straffene ved, at Gud ikke bare er vred; nej, han ler frydefuldt ved synet af sine ofre. In saecula. Erasmus af Rotterdam (1466–1536) vurderede, at en sådan skadefro, grusom Gud snarere indbyder til had end til kærlighed[8] – en forståelig holdning.

Sådan er det dog ikke i Bach-kantaten, hvis anden del i stedet handler om at gøre bod for at undgå at havne i evigheden på den værst tænkelige måde. Kantaten slutter derfor, hvor den begyndte, med »O Ewigkeit, du Donnerwort«, men til forskel fra begyndelsen byder slutningen på ét middel til at råde bod på rådvildheden, nemlig at kaste sig i armene på Kristus – måske en påmindelse om epistelteksten til 1. søndag efter trinitatis: Første Johannesbrevs ord om, at Gud er kærlighed (1 Joh 4,8). Dermed bliver udgangsreplikken formentlig mere spiselig for en nutidig kærligheds-teolog end indledningen:

Nimm du mich, wenn es dir gefällt,
Herr Jesu, in dein Freudenzelt!

Musikanbefaling

Bachs kantater er indspillet mange gange og på mange måder. Jeg anbefaler f.eks. en indspilning fra Harmonia Mundi med Collegium Vocale Gent, dirigeret af Philippe Herreweghe, der også medtager de ligeledes fremragende kantater Ach Gott, vom Himmel sieh darein (BWV 2) og Es ist ein trotzig und verzagt Ding (BWV 176).[9]


[1] Verset ses ofte gengivet med »Leid« i stedet for »Streit«. Jeg citerer fra Philipp Moriz Carriere: Die philosophische Weltanschauung der Reformationszeit in ihren Beziehungen zur Gegenwart, 1847, s. 621 (jf. Søren Kierkegaard: Journalen NB, SKS 20, s. 124, jf. kommentarbindet K20).

[2] K.E. Løgstrup: Prædikener fra Sandager-Holevad. Et udvalg ved Elsebeth Diderichsen og Ole Jensen (København: Gyldendal, 1995); s. 20.

[3] Smst., s. 21.

[4] Se salmen Den onde levemaade (DDS 1953: Du kære sjæl, som vanker, nr. 534) hos Arkiv for Dansk Litteratur.

[5] Der citeres her og i det følgende fra Walter F. Bischof: The Bach Cantatas, http://webdocs.cs.ualberta.ca/~wfb/cantatas/20.html.

[6] Umberto Eco: Øen af i går (oversat fra L’isola del giorno prima af Thomas Harder. R.C.S. Libri & Grandi Opere S.p.A., 1994). København: Forlaget Forum, 1995.

[7] Smst., s. 390 (jeg citerer fra 3. udgave, 6. oplag, 2002).

[8] Se Luther-skriftet De servo arbitrio, WA 18, s. 633: »ut videatur, referente Erasmo, delectari cruciatibus miserorum et odio potius quam amore dignus«.

Skriv et svar