Hele Guds herlige skaberværk er skabt med tid og underlagt timelighedens forgængelighed, således at alt i verden forandres på nær selve forandringen. Derfor forekommer det eneste uforanderlige i vores heraklitiske tidsalder at være forandringen. Var der ikke tid, ville forandringen være umulig. Floderne ville fryse til og skyerne bremse op midt på himlen. Som sagt er hele skaberværket underlagt timelighedens forgængelighed, og intet i skaberværket kan gøre sig fri af den, men Gud er ikke i tid, men i al evighed. Han transcenderer tiden i et hvert øjeblik i al evighed. Derfor må man først forsøge at forstå, hvad det vil sige at være underlagt timelighedens forgængelighed, man må altså først forsøge at trænge ind i den menneskelige erfaring af tid, og alene det, at mennesket kan siges at erfare tid, skyldes, at det er i tid.

Når mennesket umiddelbart skal bestemme tiden, forekommer det at ligge ligefor at dele den op i fortid, nutid og fremtid. Dette er, hvad man kunne kalde de grundlæggende tidsdimensioner. Menneskets umiddelbare erfaring af de forskellige tidsdimensioner munder ud i en erkendelse af tidsdimensionerne som forskelligartede. Fortiden erindrer man, hvorimod man bekymrer sig for fremtiden eller har forventninger til den. Men hvad angår nutiden, så forekommer den nærmest at forsvinde og blive til en streg imellem fortid og fremtid. Nuet opleves derfor som det nærværende.^[1] Når nuet er trådt forbi tiden, kan den ikke længere ændres, men er låst fast for altid. Mennesket kan ikke ændre på fortiden, men det kan forholde sig til fortiden. Det kan angre, men ikke gøre det gjorte ugjort. Det, der er sket, er derfor altid forbigangent af nuet. Anderledes forholder det sig med fremtiden. Fremtiden er endnu ikke gået forbi af nuet, hvorfor den udelukkende består af det mulige. Alt, hvad mennesket forestiller sig om fremtiden, er forestillet og derfor kun tænkt som mulighed. Ved forventningen kan mennesket på en måde foregribe fremtiden, men uanset hvor nøjagtigt det kan forsøge at gribe fremtiden forud, lader det sig ikke gøre fuldstændigt, da det er mennesket, der er underlagt tiden og ikke omvendt. Fremtiden er altså den tid, der kommer til mennesket, som det ikke er Herre over, men er underlagt. Der er med andre ord en usikkerhed forbundet med det tilkommende, som gør, at det på en måde unddrager sig mennesket.^[2] Samtidigt gør det tilkommende det også muligt for mennesket at hæve sig over det forbigangne, da mennesket ikke kun er det forbigangne, men har mulighed for at ændres i det tilkommende; men ligeså glædeligt det er, at man altid kan sige til et menneske, at det ikke er bundet af det forbigangne, men kan forandres i det tilkommende, ligeså ængsteligt er det, at man i det tilkommende kan forandres – ja et spørgsmål må blive, om man overhovedet kan bevare sig selv, når alt, der er i tid, forandres?

I tilværelsens omskiftelighed bliver mennesket som en søsyg på havet. Alt, han ser, bevæger sig, og der gives ingen hvile for øjet; kun hvis han løfter blikket mod himlen, kan han finde et roligt punkt, der ikke forandrer sig. Sagt på en anden måde er der i talen om Guds uforanderlighed en ro at finde for det menneske, der ved tilværelsens omskiftelighed er blevet fortumlet. Gud er ikke som mennesket foranderlig i tiden, men uforanderlig. I al evighed den samme barmhjertige Gud, der er rørt af det mindste, så end ikke en spurv kan falde til jorden, uden at Han er den nær; men det er ikke kun spurven, der omfavnes af Guds nærværelse, men hele skaberværket, for der er ikke den sorg eller synd, hvortil Guds kærlighed ikke rækker.

Gud forandrer sig ikke i timeligheden, for Han er i evigheden – og timeligheden er hos Gud i al evighed. At Gud blev menneske, vil sige, at evigheden brød ind i timeligheden, og ikke at timeligheden fik magt over evigheden. Timeligheden er altså underlagt evigheden – ja selv om skaberværket er underlagt timelighedens forgængelighed, så er timeligheden nærværende hos Gud i al evighed.

Skulle Gud være foranderlig, hvor Han før var uforanderlig, hvad skulle Han så forandre sig til? Skulle Han blive skygge, hvor Han før var lys? Timelig, hvor Han før var evig? Fjern, hvor Han før var nær? Usand, hvor Han før var sand? Nej i al evighed vil det ikke ske. Alt, der er underlagt timelighedens forgængelighed, skal forgå. Slægter hører op, floder tørrer ud, og stjerner slukkes, men Guds kærlighed vil evigt forblive den samme som fra den første begyndelse.

Hos Gud er timeligheden i al evighed. Man kan også sige, at evigheden indeholder timeligheden, men i evigheden er der ikke fortid og fremtid, men et evigt nu, der er hvert øjeblik lige nært. Gud er nemlig al tid nærværende. Det gælder også for den tilkommende tid, som endnu ikke er.

I evigheden er fremtiden nemlig også indeholdt, hvilket selvfølgelig strider fuldstændigt med vores egen tidsforståelse, hvor fremtiden er det tilkommende og derfor endnu ikke. Ligesom det er ufatteligt, at Gud er dagen i går ligeså nærværende som dagen i dag, kan det heller ikke fattes, at Han kan være dagen i morgen ligeså nærværende, som dagen i dag. Men at Han er det tilkommende nærværende, er ikke et større problem, end at Han er det forbigangne nærværende, for i evigheden er tiden allerede udspillet. Dermed ikke sagt at alt er determineret, men vores vilje og den tid, hvor vi fik lov til at afgøre os, er i evigheden forbi. I evigheden er tiden udløbet. Man kan sammenligne det med at kigge tilbage på det liv, man har levet. Her synes alle afgørelserne at være låst fast, de kan ikke ændres, men samtidigt ville man aldrig benægte, at man havde været med i hver enkelt afgørelse. Således er det også med det tilkommende, som allerede er i evigheden. Selvom det er i evigheden, betyder det ikke, at der er noget af ens frihed, der er gået tabt. Timeligheden er nemlig ikke fastlåst, for så vidt at man ikke har nogen frihed til at vælge i forskellige situationer, men det drilske er, at ens valg – uanset hvor frit det er – kendes i evigheden, fordi Gud også er det øjeblik nærværende. Vores fornuft vil bestandigt timeliggøre Gud, så Gud får lov til at følge med tiden minut for minut, sekund for sekund, men på den måde får man Gud underlagt timelighedens forgængelighed ligesom resten af skaberværket.