Synkretistisk metode

Nogle overvejelser over Leif Grane og den aristokratiske radikalisme.

Professor, dr.theol. Leif Grane (1928–2000)
Professor, dr.theol. Leif Grane (1928–2000)

Professor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, Anna Vind har i en række bidrag til tidsskrifter og bøger de senere år sat fokus på forholdet mellem metode og teologi.[1] Hendes bidrag har kastet lys over vekselvirknings­forholdet mellem humaniora og teologi og er præget af ønsket om at vise dels lighederne, dels forskellene mellem de to fag. Hun har forsøgt at komme frem til det særlige for teologien, det vil sige det, hvorved faget adskiller sig fra de humanistiske fag, og i særlig grad det, hvorved kirkehistorie adskiller sig fra historie. Vind er kirkehistoriker med speciale i reformatoren Martin Luther og elev af landets største Lutherfortolker, Leif Grane. Det er også Granes overvejelser over den rette tilgang til studiet af Luther, hun gør brug af i sine egne overvejelser. Det er tilfældet i alle bidragene med fokus på forholdet mellem metode og teologi. Det er Granes påstand, at Luther skelner skarpt mellem evangeliet og teologien, og at teologiens opgave er den at fjerne forhindringer for evangeliet. Det betyder, at teologien og følgelig også reformatorens teologi er historisk bestemt og derfor kun kan forstås ud fra sin historiske kontekst. Den er opgøret med ganske konkrete forhindringer for evangeliet og dets forkyndelse. Vind dels demonstrerer, hvorledes Grane anvender denne opfattelse af forholdet mellem evangeliet og teologien på sin fortolkning af Luther, som er et klassisk kildekritisk arbejde med reformatorens tekster i deres historiske sammenhæng, dels prøver at anvende den til en almindelig metode til at fortolke begivenheder i kirkehistorien, f.eks. til en fortolkning af en af de centrale personer i den danske reformationshistorie, Hans Tausen.[2]

Der er ingen tvivl om, at Vinds præsentation af Granes opfattelse af den rette tilgang til studiet af Luther er meget loyal mod hans tilkendegivelser forskellige steder i hans store forfatterskab. Men det forekommer mig alligevel, at Vind overser nogle meget væsentlige aspekter, selvom de står tydeligt at læse også i de skrifter af Grane, hun selv henviser til. For Granes overvejelser over den rette tilgang til studiet af Luther og dermed også hans metodiske overvejelser har ikke alene Luther som deres ophavs­mand. Der er nemlig flere ophavsmænd på færde, og hans metodiske overvejelser har derfor også et skær af synkretisme over sig. En synkretisme, som tæller både Georg Brandes og Anders Nygren blandt sine aner.

Det er således min påstand, at Granes metodiske overvejelser også rummer i sig en brandesiansk aristokratisk radikalisme med et nygrensk fortegn. Lad mig prøve at vise dette i det følgende først ved at vise en mulig inspiration fra Nygren og dernæst ved at vise en mulig inspiration fra Brandes og til sidst overveje, hvortil disse mange tanker om metode og teologi kan tjene.

I. Anders Nygren og Leif Grane: Historisk-genetisk metode.

I et foredrag, holdt på Grundtvigsk Konvent i 1998 og trykt i tidsskriftet Fønix samme år, taler Leif Grane om sine 50 år i teologiens verden og kommer ind på de forskellige inspirationskilder til sin egen teologiske forskning og livsfortolkning.[3] Han fremhæver den betydning, K.E. Skydsgaard og Hal Koch har haft for ham, og nævner også Regin Prenters indflydelse. Af udenlandske teologer spiller Wingren og Rückert en væsentlig rolle. Han nævner også Ebeling og fremhæver to af hans afhandlinger, den ene om kirkehistorien som historien om fortolkningen af Skriften og den anden om den historisk-kritiske forskning. Både Rückert og Ebeling mødte han under sit studieophold i Tübingen i 1953. Naturligvis nævnes også den lundensiske teologis hovedskikkelse, Anders Nygren. Grane opholdt sig i Lund i 1953 og nød godt af den blomstrende Lutherforskning på stedet. Grane skriver, at han allerede i forbindelse med sin studietid havde læst alt, hvad Nygren havde skrevet om metodespørgsmål, men at han var blevet mere og mere skeptisk med dennes motivforskning. Han skriver, at han til sidst var færdig med lundteologien som teologisk metode.[4] Vind følger fuldstændigt Granes redegørelse for hans teologiske inspirationskilder i sit bidrag til bogen om Lutherbilleder i dansk teologi fra 2012.[5] Det forekommer imidlertid tvivlsomt, om Granes påstand, at han var blevet færdig med den lundensiske teologi, er fuldstændigt rigtig. Granes opgør med den såkaldte genealogiske metode i indledningskapitlet i Lutherbogen Evangeliet for Folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv har hentet, vil jeg mene, inspiration fra indledningskapitlet i Nygrens bog Den kristna kärlekstanken genom tiderna. Första delen. Lad os derfor vende os mod disse to kapitler for at se den metodiske lighed mellem de to.[6]

Allerførst Grane. Grane gør sig nogle metodiske overvejelser i den første del af indledningskapitlet til sin Lutherbog fra 1983. Modstanderen er marxismen, selv om den ikke nævnes med navn.[7] Luther er, skriver han, bundet til tid og sted. Han var et menneske, der tænkte og handlede konkret uden forudlagte planer og konkrete mål. Den historiske kontekst er derfor afgørende for forståelsen af ham. Den anden halvdel af indledningskapitlet er således en redegørelse for denne historiske kontekst. For den verden, i hvilken Luther levede og virkede. Men, skriver han: »Hvor mange faktorer af betydning for Luthers virkning på samtiden vi end stykker sammen, bliver det stående tilbage, at det var dette menneske, der satte tingene i gang.«[8] Grane hævder altså, at forståelsen af Luther ikke kan reduceres til indsigten i de forskellige faktorer i samtiden, som havde en indflydelse på ham og hans virke. Alle de politiske og sociale forhold. Alle de forskellige strømninger i samtiden, som han stiftede bekendtskab med enten i forbindelse med sin tid som studerende eller munk eller professor, af hvilke strømninger den nominalistiske teologi, den tyske mystik eller renæssance­humanismen kan nævnes. Grane taler om historiens få virkeligt store, hvortil Luther sammen med Platon og Augustin hører. Deres åndelige format gør dem stadigt læseværdige i modsætning til f.eks. Aristoteles eller Melanchthon. Grane knytter an til Georg Brandes, som citeres for at have skrevet i sin doktordisputats om Hippolyte Taine og dennes overbevisning om at se alle kulturytringer som produkter af de vilkår, som den omgivende verden satte: »Den gennemgående Betingethed er sikker nok. At Kunst og Litteratur er Udtryk for Samfundet er ikke mere en omtvistet Formodning, men en ved Undersøgelser stadfæstet Lov. Saa meget har det været Taines Fortjeneste med forhen useet Klarhed og Fynd at paavise. Hans Fejl har været den, at oversee det individuelle Genis ejendommelige, selvstændige Kraft.«[9] Den historiske kontekst er således vigtig for forståelsen af Luther. Men han kan ikke reduceres til denne. Det egentlige arbejde begynder først nu, nemlig fortolkningen af hans tekster. Grane sammenligner arbejdet med Luther med arbejdet med Augustin: »Hvis man vil læse Augustin, er et kendskab til det senantikke romerske imperium og dets sociale og kulturelle institutioner naturligvis værdifuldt, men tror man dermed at være i besiddelse af alt, hvad man behøver til forklaring af Augustin som kristen tænker, kan man bare lade det komme an på en prøve. Noget lignende gælder selvfølgelig Luther.«[10] Viden om reformatorens historiske kontekst er vigtig. Men den kan ikke stå alene. Fortolkningen af hans tekster må til. Den resterende del af bogen består derfor også af læsninger og fortolkninger af de mest centrale af Luthers tekster.

Dernæst Nygren. Jeg vil nemlig hævde, at Granes modstand mod at reducere Luther til hans historiske konteksts forskellige dele, hvad enten disse dele er politiske eller sociale eller åndelige, således som denne modstand kommer klart til orde i indledningskapitlet i hans bog om Luther fra 1983, stammer fra Nygren, som, Grane selv siger, han læste med stor intensitet i sin studietid. Der er et spændende kapitel i Nygrens bog om agape og eros, som er en kritisk kommentar til det, Nygren selv kalder for den historisk-genetiske forskning.

Nygren har på siderne forud for kapitlet om den historisk-genetiske forskning kort redegjort for sin egen metode, som han benævner motivforskning, og som består i at søge efter den grundkonception eller det grundmotiv i en given religion, som sætter sit præg på hele denne religion. Den, der ikke har øje for denne grundkonception eller -motiv i en religion, forstår ikke denne religions mening og sammenhæng. Den kristne religions grundkonception eller -motiv er dens kærlighedstanke, kaldet agape, som står i et helt igennem fuldstændigt modsætningsforhold til den platoniske livsanskuelses grundkonception eller -motiv, kaldet eros. Nygren vil med sine to bind skildre den kristne kærlighedstanke og dens forvandling og skikkelser gennem tiderne og dermed skildre kristendommens indre historie.[11] Agape og eros står som hinanden modsatte livsindstillinger, en forskel mellem en teocentrisk og egocentrisk religion, som også bestemmer opfattelsen af det etiske, en forskel mellem selvhengivelse og selvhævdelse. Kristendommen er med sit agapemotiv virkelig en omvurdering af alle antikke værdier, sådan som Nietzsche allerede påpegede, og som Nygren tilslutter sig.[12]

I det korte kapitel, som beskæftiger sig med forholdet mellem motivforskningen og den historisk-genetiske forskning, falder der nogle kritiske kommentarer om den sidstnævnte, som minder om Granes kritik af samme. Nygren forsvarer sig mod kritik af sin metode, som kan beskyldes for at underbetone grundmotivets historiske sammenhæng i redegørelsen for motivets indhold. Den kan også beskyldes for at forlade det empiriske kildemateriale og gøre sig skyldig i at vurdere i stedet for at forstå dette materiale, idet et særligt motiv tillægges førsteprioritet som det grundlæggende motiv, mens andre motiver derimod får en mere perifer karakter; men videnskabens opgave er ikke at vurdere, men at forstå. Er motivforskningen så ikke uvidenskabelig?

Nygren angriber den historisk-genetiske forskning for at gøre sig skyldig i en atomisme. Den kan ganske vist påvise tilstedeværelsen af en lang række elementer i de forskellige åndelige fænomener i historien, f.eks. kristendommen. Dens indhold kan deles op i en lang række forskellige forudsætninger, som har muliggjort kristendommen. Indholdet kan kortlægges og beskrives og redegøres for. En sådan fremgangsmåde efterlader en mængde af enkeltdata. Men dermed har man ikke forstået kristendommen, hævder Nygren. For at forstå den må man kende det, der binder delene sammen og gør dem til en helhed. Denne sammenhæng er grundmotivet. I kristendommens tilfælde, agape. Det betyder ikke, at der vinkes farvel til arbejdet med den historiske kontekst. Men arbejdet er altså ikke nok i sig selv. Motivet må findes og beskrives. Det, der er den røde tråd, som holder det hele sammen. Det minder unægteligt om Granes overvejelser i indledningskapitlet til Lutherbogen fra 1983. Det, der binder Luthers værk sammen, er det evangelium, fortællingen om Kristus, som er sagen selv, i hvis tjeneste teologien står som den, der skal rydde vejen og gøre stierne jævne. Det er med andre ord den agape, Nygren taler om som grundmotivet.[13]

II. Georg Brandes og Leif Grane: Den store ener som historiens drivkraft.

Vind postulerer i sit bidrag til bogen om Lutherbilleder i dansk teologi 1800–2000, at Grane forandrer sin tilgang til Luther; der er således en væsentlig forskel, eller der sker en væsentlig forskydning, mellem hans Lutherbog fra 1968 og hans Lutherbog fra 1983.[14] Det forekommer mig imidlertid ikke at være fuldt ud tilfældet. Også Lutherbogen fra 1968 med titlen: Protest og konsekvens. Faser i Martin Luthers tænkning indtil 1525 har et indledende kapitel med metodiske overvejelser.[15] Kapitlet indeholder et opgør med den historiske tilgang til Luther, som forsøger at forstå ham ud fra hans politiske og sociale forudsætninger. Det er opgøret med en marxistisk metode. Den metode, Grane vælger at gøre brug af, forener dels redegørelsen for Luthers historiske kontekst, dels fortolkningen af reformatorens skrifter frem til 1525 ud fra den overbevisning, at Luthers skrifter er bestemt af de situationer, hvori han befandt sig, og på hvilke han reagerede, og til hvilke forholdt sig med sine skrifter. Det er konsekvensen af hans sag, at han må protestere kompromisløst mod den forfalskning af evangeliet, han bliver mødt med af sine modstandere. Det er en opfattelse af forholdet mellem sag og teologi hos Luther, som vi har mødt før hos Grane, og som præger hele hans forfatterskab om reformatoren. Det gør også hans opfattelse af Luther som noget ganske særegent. Foreningen hos Luther af intellektuel kapacitet, tankens energi og personlige vilje til afklaring er, skriver Grane, ud over normalt menneskeligt mål.[16] Det er en opfattelse, vi også har mødt i Lutherbogen fra 1983, hvor Grane selv henviser til Georg Brandes og hans opfattelse af det for geniet særegne, hans ejendommelige og selvstændige kraft. Hvorfor ikke tage Granes ord, sådan som de står, og fastslå, at han er inspireret af Brandes’ fremhævelse af den enkelte persons betydning i historien som skabende kraft.

I bogen fra 1983 henviser Grane til Brandes’ disputats om Hippolyte Taine. Fremhævelsen af enerens betydning forekommer mig at være almindelig for litteraturprofessorens forfatterskab. Vi møder den således ikke alene i hans disputats fra 1870, men også i hans bog om Søren Kierkegaard fra 1877 om geniet i købstaden og naturligvis i introduktionen til Nietzsches tankeverden fra 1889 om den aristokratiske radikalisme. En dyrkelse, der topper med bogen om Caesar, den store ener, i to bind fra 1918.[17]

Brandes’ bog om aristokratisk radikalisme er en indføring i Nietzsches tankeverden. Den første indføring i denne på dansk. En indføring, som også nævner Søren Kierkegaard som eksempel på den store ener, Nietzsche taler om.[18] Brandes nævner i bogen endnu en gang Taine og refererer dennes anskuelse, som han i en note tager tydelig afstand fra, at den store mand, som han siger, er fuldstændigt bestemt af den tidsalder, hvis barn han er, og han står derfor ikke udenfor historien, men bygger altid på dem, der er gået forud for ham. »Men,« skriver han, »skønt den store mand selvfølgelig ikke står udenfor historiens gang og altid må bygge på forgængere, spirer en ide dog altid i en enkelt eller nogle enkelte, og disse enkelte er ikke spredte punkter i den lavtstående mængde, men højtbegavede, der drager mængden til sig og ikke drages af den. Det man kalder tidsånden, opstår fra først af i ganske få hjerner.«[19] Som et eksempel på en sådan enkelt, der drager mængden til sig, nævnes Gaius Julius Caesar. Caesar er, skriver han, den store type, og fortsætter: »Den moderne frihedspoesi fra fyrrerne vrimler af lovsange til Brutus. Men ingen digter har besunget Caesar. Selv en folkevælden så ugunstig digter som Shakespeare har været rent uden blik for hans storhed, givet hans skikkelse i en bleg karikatur og har efter Plutarchs opskrift forherliget Brutus på hans bekostning. End ikke Shakespeare har forstået, at Caesar satte en ganske anden indsats ind på livets bord end hans sølle morder.«[20] Caesar, fortsætter han, nedstammede fra Venus, og hans form var derfor ynde. Hans ånd var præget af den simpelhed, som er særkende for den store ener. Hans væsen var adel. Han kunne alt, vidste alt, kendte alt det, som en hærfører og hersker af højeste rang må kunne og kende. Brutus, hans morder, et goldt hoved, forstod ikke denne den stærkeste, rigeste, adeligste natur. Meget få har senere hen nået hans højde af geni.[21]

Brandes gentager denne lovsang over Caesar i sit storværk, Cajus Julius Cæsar. De første 40 sider i det første bind benævnes ouverture. En redegørelse for det grundlæggende synspunkt på Caesar, hans liv og virke. Brandes anvender en evolutionistisk tankegang, hvor Perikles og Alexander den Store er to væsentlige trin på udviklingsstigen, på hvis øverste trin Caesar står. Han er det store geni. Antikkens højdepunkt.[22] Shakespeare har med sit skuespil gjort Caesars minde stor skade. Han har ikke forstået, at Caesar er den romerske oldtids mest geniale mand. Han havde den fødte herskers stolthed og overbærenhed, koldblodighed og uforfærdethed.[23] Men Caesar er ikke alene den store romer. Det er Brandes’ opfattelse, at Caesar er menneskehedens repræsentant i den antikke verden. Hans livsværk er det største fremskridt, menneskeheden har gjort. Roms porte blev slået op af ham, og byen gik fra at være en bystat til at være centrum for et verdensrige. Han havde et verdensborgerligt udsyn.[24] Han ønskede et frit verdensrige under en hersker.[25] Han var uden fordomme, præget af højsind og gavmildhed. Han var forfægter for samvittighedsfrihedens ide og stod på statens ubetingede neutralitet overfor enhver cultus.[26] Den livsanskuelse, den epikuræiske digter, Lucretius, giver udtryk for i sit læredigt, De rerum natura, lægger Caesar for dagen i sin handlemåde.[27] På den ene side gennemsyrer religionen alt i datidens samfund, på den anden side står Caesar højt hævet over religionen; han er den nye tids indvier og behersker,[28] det med andre stedse tålmodige geni, hvis genialitet bestandig er at vide, hvad han ville, og altid at ville det samme.[29] Derfor får mordet på ham følgende barske beskrivelse: »Så søndersled knivene i misunderes og dumrianers hænder det store civilisatoriske geni, et af verdens få vidundere.«[30] Caesarbiografiens første bind beskriver denne store personligheds tilblivelse, mens det andet bind beskriver den samme personligheds udfoldelse og endeligt gennem en læsning og fortolkning af hans bøger om den galliske krig og borgerkrigen.

For Grane hedder den store personlighed ikke Caesar, men Luther.

III. Afsluttende overvejelser.

På et tidspunkt, hvor Det Teologiske Fakultet står foran at blive flyttet ud af indre by til Københavns Universitet Amager, KUA, til lokale- og dermed også dagligt arbejdsfællesskab med humanisterne, bliver Vinds overvejelser over ligheder og forskelle mellem humaniora og teologi meget relevante. Motivet bag overvejelserne, eller måske endog frygten bag dem, er naturligvis dette, at humaniora lige så langsomt eller måske meget hurtigt – sådan som det har været tilfældet i Århus, hvor Det Teologiske Fakultet blev nedlagt og gjort til en del af Det Humanistiske Fakultet, som i samme ombæring fik et nyt eller rettere et gammelt navn, Det Artistiske Fakultet – vil opsluge en teologi, som dels ikke er i stand til at definere sig selv som selvstændigt fag, dels ikke har det nødvendige mod til at stå ved sit eget værd i mødet med humaniora, for hvem marxismen i dens forskellige afskygninger stadig spiller en meget væsentlig rolle.

Granes metodiske overvejelser, forekommer det mig, har i denne situation noget meget væsentligt at tilbyde. Opfattelsen af Luther som den store ener, som er grebet af den agape, som er indholdet af fortællingen om Kristus, og som tænker, taler og handler ud fra denne grebethed for med sine klare ord at jævne vejen og rydde hindringer af vejen for den og dermed griber forvandlende ind i samtiden og forandrer den, er et korrektiv til marxismen i dens forskellige afskygninger, som stadig stortrives, og som depersonaliserer og dermed også dehumaniserer historien med sin dyrkelse af overordnede strukturer som det altafgørende. Anvendelsen af mange humanistiske metoder i teologien, som følger denne tendens til depersonalisering til fordel for overordnede strukturer, hvor den enkelte reduceres til en tilfældig brik i et større spil uden nævneværdig indflydelse, og som et eksempel på dette kan nævnes den nye, men kedelige kirkehistorie fra Århus, hvor middelalderens historie for eksempel behandles som institutionshistorie med et forbavsende fravær af omtale af de enkelte teologers tanke og tale og dermed deres formende og forandrende indflydelse og indvirkning på deres samtid,[31] møder i Granes metodiske overvejelser en klar modsætning. Ved at tage den enkelte person, den store ener, geniet, alvorligt og tildele ham en afgørende rolle i historien tildeles der også hans skrifter en væsentlig betydning, hvilket betyder, at læsningen og fortolkningen af disse bliver sat i centrum.

Måske kan Granes metodiske overvejelser og hans særegne forening af en nygrensk motivforskning med en brandesiansk aristokratisk radikalisme være med til at markere teologien som selvstændigt fag over for humaniora. Der bliver uden tvivl brug for en sådan markering. Der er vel nemlig ingen, der kan være i tvivl om, at dagligdagen for teologien på KUA kommer til at byde på daglige fejder af den slags, der opstod i kølvandet på udgivelsen af Granes Lutherbog fra 1983, hvor Grane kom under meget voldsom beskydning fra marxisten Alex Wittendorf,[32] og hvor valget er meget simpelt for teologien, det nemlig enten at optage kampen og besvare ilden ufortrødent eller opgivende at vifte med det hvide flag og råbe overgivelse, så snart den første forpostfægtning har været i gang.


[1] Anna Vind: »Consentire de doctrina evangelii. Nogle overvejelser over kirkehistorie som teologisk disciplin«, i: Tine Reeh og Anna Vind (red.): Reformationer. Universitet – Kirkehistorie – Luther. Festskrift til Steffen Kjeldgaard-Pedersen 28. april 2006, København 2006, s. 93–114; Anna Vind: »The Influence of Luther in Denmark«, i: Studia Theologica. Nordic Journal of Theology. Vol. 65. No. 2. 2011, s. 115–133; Anna Vind: »“Teologien er i bedste fald kun henvisninger – aldrig sagen selv”: Leif Grane og Luther«, i: Niels Henrik Gregersen (red.): Lutherbilleder i dansk teologi 1800–2000, København 2012, s. 289–304. Steffen Kjeldgaard-Pedersen: »Reformationen«, i: Fønix. 27. nr. 2. 2003, s. 94–110 behandler også forholdet mellem metode og teologi under en ikke ukritisk inddragelse af Leif Grane på en måde, som minder om Vinds arbejder.

[2] Anna Vind: »The Influence of Luther in Denmark«, i: Studia Theologica. Nordic Journal of Theology. Vol. 65. No. 2. 2011, s. 115: »The thesis is that Luther’s conception of how to do theology may serve as a method to interpret occurences and events in church history.« Hun anvender metoden til en fortolkning af Hans Tausen i samme artikel s. 122–129.

[3] Leif Grane: »Et halvt århundrede med teologien. Foredrag holdt på Grundtvigsk Konvent, Ryslinge, august 1998«, i: Fønix. 22. årgang. Nr. 2. 1998, s. 130–144.

[4] Smst., side 133: »Det gik det meste af semesteret med, fordi jeg læste næsten alt, hvad Nygren og Bring havde skrevet om metodespørgsmål. Jo mere jeg læste, des mere skeptisk blev jeg. Ganske vist var jeg stadig imponeret over, hvad der blev præsteret i Lund, hvor det vrimlede med disputatser, ikke mindst om Luther, men med Lundateologien som teologisk metode var jeg færdig.«

[5] Anna Vind: »“Teologien er i bedste fald kun henvisninger – aldrig sagen selv”: Leif Grane og Luther«, i: Niels Henrik Gregersen (red.): Lutherbilleder i dansk teologi 1800–2000, København 2012, s. 292–294.

[6] Leif Grane: Evangeliet for Folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv, København 1983, s. 11–24. Anders Nygren: Den kristna kärlekstanken genom tiderna. Första delen. Andra Upplagan, Stockholm 1938, s. 9–22.

[7] Leif Grane: Evangeliet for Folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv, København 1983, s. 11. Grane skriver mod dem, der hævder, at reformatoren går reaktionens ærinde.

[8] Smst., s. 15.

[9] Smst., s. 16.

[10] Smst., s. 17.

[11] Anders Nygren: Den kristna kärlekstanken genom tiderna. Eros och agape. Första delen. Andra Upplagan, Stockholm 1938, s. 9–40.

[12] Smst., s. 174–191.

[13] Smst., 18–19: »Först och främst är man fången i en illusion, om man tror objektiviteten och den empiriska riktigheten garanterad därigenom att man håller sig till det andliga livets enskilda data. Vad man därigenom vinner är ingenting annat än en verklighetsfrämmande andlig atomism. Man vinner en mängd enskilda element, av vilka de mest olika gestaltningar kunna uppbyggas, och om vilka man aldrig ens kan vara viss att i det enskilda fallet hava rätt uppfattat dem, då deras betydelse är beroende av det sammanhang, vari de ingå. För att uppfatta innebörden i en andlig företeelse är det uppenbarligen icke nog att känna de i den ingående elementen; man måste ock känna sammanhanget dem emellan. Och detta sammanhang är, väl att märka, icke mindre empiriskt givet än elementen själva. När nu motivforskningen riktar uppmärksamheten på detta sammanhang – med uttrycket grundmotiv åsyfta vi nämligen just det, som åstadkommer dette sammanhang – så har den alltså därmed icke i något avseende avvikit från empirien, utan endast förflyttat blickpunkten från ett empiriskt moment til ett annat«.

[14] Anna Vind: »“Teologien er i bedste fald kun henvisninger – aldrig sagen selv”: Leif Grane og Luther«, i: Niels Henrik Gregersen (red.): Lutherbilleder i dansk teologi 1800–2000, København 2012, s. 294–303.

[15] Leif Grane: Protest og konsekvens. Faser i Martin Luthers tænkning indtil 1525, København 1968, s. 9–17.

[16] Smst., s. 17: »Luthers protest var ingenlunde den første protest mod middelalderens romerske kirke, men den var af en aldrig tidligere set radikalitet, som man ikke vil kunne forstå ved blot at henvise til hans religiøse genialitet eller hvad man nu måtte behage at kalde det. Havde ikke den personlige vilje til afklaring været fulgt af tankens energi og en intellektuel kapacitet ud over normale menneskelige mål, var denne radikalitet ikke blevet opnået.«

[17] Udgiveren, Erling Nielsen, af Georg Brandes: Aristokratisk Radikalisme. Oslo 1960 skriver på bogens omslagsflapper, at Brandes i sin præsentation af Nietzsche først og fremmest interesserer sig for hans genidyrkelse og forkyndelse af overmennesket som kulturens mål, og at bogen dermed repræsenterer et brud i forhold til forfatterskabets første periode 1871–1888, hvor der ikke var en sådan interesse for den store ener, geniet. Det er næppe en rigtig påstand. Noget andet er, at hans interesse for den store ener er en følge af hans ungdoms læsning af og begejstring for Søren Kierkegaard og dennes betoning af hin enkelte.

[18] Georg Brandes: Aristokratisk Radikalisme. Oslo 1960, side 13. Ateisten Brandes kritiserer Kierkegaard for at gå halvvejen, så at han ikke bliver en forkynder af den frie personlighed, men af den sande kristendom.

[19] Smst., s. 15.

[20] Smst., s. 48.

[21] Smst., s. 48–49.

[22] Georg Brandes: Cajus Julius Cæsar. Første Bind. Anden Udgave. København 1921, s. 1–2.

[23] Smst., s. 11–24.

[24] Smst., s. 26–33.

[25] Smst., s. 349.

[26] Smst., s. 38–39.

[27] Smst., s. 206.

[28] Smst., s. 57–59.

[29] Smst., s. 15.

[30] Smst., s. 40.

[31] Per Ingesman og Nils Arne Pedersen: Kirkens historie. Bind 1, København 2012, side 311–779.

[32] Anna Vind: »Consentire de doctrina evangelii. Nogle overvejelser over kirkehistorie som teologisk disciplin«, i: Tine Reeh og Anna Vind (red.): Reformationer. Universitet – Kirkehistorie – Luther. Festskrift til Steffen Kjeldgaard-Pedersen, København 2006, s. 93–113 beskriver denne fejde meget detaljeret.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 64–73.

Skriv et svar