Prædiken i Seem kirke, 22. juni 2014 kl. 10 (1. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække: Præd 5,9–19; 1 Tim 6,6–12; Luk 12,13–21)

“The reality is: sometimes you lose. And you’re never too good to lose. You’re never too big to lose. You’re never too smart to lose. It happens.” – Ja, så enkelt er det – og så enkelt blev det sagt af den amerikanske sangerinde Beyoncé i et interview efter en konkurrence, hvor hun mod alle odds, anstrengelser og publikums jubel ikke vandt. Ja, sådan er virkeligheden: nogle gange taber man. Man er aldrig for god til at tabe. Man er aldrig for stor til at tabe. Man er aldrig for smart til at tabe. Det sker – og det kan man kun som Beyoncé selv smile skævt og trække på skulderen af. Så enkelt er det, og i al sin næsten ubekymrede lethed rummer ordene en lille visdom. For uanset hvor meget vi anstrenger os, er der ingen garanti for at vinde lykken. Du er ikke for god til at tabe, selvom du gør dit bedste. Du er ikke for stor til at tabe, selvom verden kalder dig den største. Du er ikke for smart til at tabe, selvom du synes at have regnet konkurrencens, kærlighedens eller livets spilleregler ud. Selvom du aser og maser i alle livets forhold, udstedes ingen garanti for, at al dit møje og besvær krediteres med lykken – måske går det mod alle odds alt sammen i vasken – selvom du havde de bedste kort på hånden. For i ingen af livets forhold står vi alene – og i det besværlige og uimodståelige liv med hinanden er der ingen garanti for lykke og lyse nætter, som vi sang om på Domkirkepladsen i går. Måske nogle af jer var der. – Der er altid et medmenneske, der slår dig mange meter med det ene eller det andet – eller slår dig hjem. Et medmenneske spænder ben for dig, just som det gik allerbedst, og lykken var lige om hjørnet. Et medmenneske, der ophæver forlovelsen – ophæver kærligheden med tilbagevirkende kraft; et medmenneske, der uventet skænker dig et smil – et glimt – et øjeblik af lykke. Men hvor skønt det end er, kan du ikke dvæle ved eller fastholde et øjebliks lykke – for “tåbe, i nat kræves dit liv af dig.”

Ja, selvom du slider og slæber, forsikrer dig og søger garantier, risikerer du at miste det hele, lykken og livet, om ikke før, så når du dør. Det er evangeliet til i dag 1. søndag efter trinitatis, om den rige bonde, der vil opmagasinere livet i stedet for at leve det. Der er noget, man ikke kan spare op til eller handle med: livet i Gud; lykken her og nu varer måske kun et øjeblik og er ikke noget, vi kan stræbe efter eller i ængstelighed og selvoptagethed forsøge at holde fast. Vi kan gøre Kingos ord og spørgsmål til vore: Hvad er det egentlig, du bygger dit liv på? Hvad er det, du selv bekymrer dig for og stræber efter? “Hvad er min bekymring, mit grublende sind, / min sorrig min glæde, mit hovedes spind? / Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?” Det er kun skygger og tomme bobler, tynd og usikker is – indbildning og menneskelig forgængelighed. Bekymringer om livet og lykken kan fylde så meget, at man glemmer det nærværende. Eller at bekymringen faktisk går i opfyldelse, fordi vi kun er rettet imod den. Rettet imod den og rettet bort fra livet selv, – bort fra hverdagslivet med vores næste i ansvar og kærlighed – rettet bort fra livet i Gud. For bekymringen om, hvordan man når den lykke, som vi forestiller os må være lykkeligst, er rettet mod fremtiden og fanger et menneske. Bekymringen for morgendagen kan være så stor, at man glemmer dagen i dag. Med andre ord: Bekymringerne kan fange et menneske i fremtiden. Men er det ikke rimeligt nok, for bekymringer hører jo menneskelivet til? Jo, men er vi ikke til stede i det liv, vi er sat midt i, risikerer vi at komme for sent til det – for sent til det lykkelige øjeblik – for sent til de lyse nætter, og pludselig kræves dit liv af dig. – Er vi ikke nærværende i vores liv, kommer vi også for sent, når vi taber; vi er ikke i stand til at tage livet på os, når det går galt – fordi vi regnede os selv for gode, for smarte eller for store til at tabe. – Da taber vi livet, lykken og kærligheden i forsøg på at have den i vores hånd. Men jo fastere vi holder om det, jo mere løber det ud mellem fingrene på os.

Men det er i virkeligheden, fordi man er klar over livets betingelser. Man ved, at livet ikke kan holdes fast, derfor gør man det. Vi ved, at intet menneske kan sørge for sig selv, derfor gør vi det. Den, der ved, at ethvert menneske kan miste sig selv, vil derfor beholde sig selv. Øve sig i at undvære – for at være sikker på at kunne få nok. Hvis man stillede mennesket overfor valget mellem sikkerhed og livet, ville det aldrig nogen sinde godvilligt lade sig føde. Snart vil man have så meget som muligt af livet – snart vil man slet ikke eje noget, da man jo skal miste det.

Ja, vi gør krav på livet og lykken, som om det var vores. Som bonden i evangeliet til i dag, der ser livet med dets behagligheder og muligheder som noget, der er til for hans skyld. Tilværelsen og livet skylder ham de goder, som han nu vil nyde godt af. Men det er netop, når denne tanke slår rod i ham, at Gud tiltaler ham og kræver hans liv. For ganske vist kan vi gøre krav på en masse ting, eller vi synes i det mindste, at vi er berettiget dertil, men langsomt hober det sig op, og til sidst gør vi krav på livet selv. Vi gør krav på at beherske tilværelsen, selv være dem der sætter grænser for alting i livet. Men til forskel fra alt andet, så er det Gud, der har skænket os livet, det er ham, der opretholder livet, og det er ham, der gør os bevidste om det ansvar, vi har overfor livet, vores eget og vores næstes. – Men det ansvar betyder ikke, at det er vores opgave at stræbe efter lykken – heller ikke på vegne af andre. For et par år siden ønskede nogle sikkert velmenende politikere at indføre et “nationalt lykkekodeks”, og nogle foreslog endda at supplere BNP med mål for bæredygtighed, og for hvordan vi har det. De var nemlig nået frem til, at lykken måtte være lig en tilfredshed mellem arbejdsliv og familieliv – at social og materiel lighed er forudsætningen for, at vi kan være lykkelige. Verden i aktion for lykke – vi må kunne opstille konkrete mål for forbedring af lykke – eller gå til lykkecoach. Ja, Kristeligt Dagblad lancerede endda en lykketest. – Ind i alt det selvgode og selvforherligende sludder lyder ordet til i dag: Lykken bør hverken ophøjes til en varig tilstand eller et mål med tilværelsen – det er et rart frynsegode – men realiteten er, som også Beyoncé har opdaget, at nogle gange taber man; sådan er det bare.

For det at leve er at sætte livet til – deri består livet. Ikke i at eje det og tvinge en lykke ud af det, men i at sætte det til. Lykken bliver dig givet, som livet blev dig givet. Livet, der skal leves din næste til gavn, og en nat kræver Herren livet tilbage. “Tomhændede kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den,” skriver Paulus. En dag tager vi det første åndedrag og begynder tilværelsen. En dag ånder vi ud. Der er ligheder mellem vores indgang og udgang fra verden. Ved vor eget eller vore kæres dødsleje tvinges vi til at indse, at vi ikke var urørlige: Lykken kan vi ikke sikre os, og døden kan vi ikke sikre os imod; men den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader bevarer din udgang og din indgang til evig tid, som det lød ved vores dåb, og som det om lyder ved lille Johannes dåb om lidt.

I dåben bliver vi korstegnede til et liv i Kristus, igennem ham skal vi få del i det sande menneskeliv, hvor både fryd og smerte, sorrig og glæde, lykke og tab uløseligt hænger sammen. Det er det vidunderlige, vanskelige, bøvlede og dejlige menneskeliv, som vi et langt stykke hen ad vejen nødig vil af med – men dog en nat kræves af os. Den nat eller den dag skal den lovprisning lyde, der omkranser vort liv, vor udgang og vor indgang. Den, der lyder ved vores dåb og over vores kiste, at vi er genfødt til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. – På det ord skal vi bygge – i håbet om at der også venter os en glædelig opstandelse. Med håbet om at også vi en dag skal vandre i Guds have – i evighedens sommer, hvor natten aldrig kommer – med det håb skal vi acceptere realiteten, at vi nogle gange taber. Sådan er det bare. Må det håb lyse op til kraft i hinandens liv, når vi taber det. Må det håb lyde, når livet kræves af os eller vore kære, og vi står midt i sorgen. Må sorgen blive til en perle – til taknemlighed over det, der blev os givet, det der var – det vi har mistet. For ikke i tabet at tabe os selv. Så er vi da på vej – til tider ad natmørkt hav. Og så alligevel vil vores øjne kunne skyde stråler af livsmod, fordi: “livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn”. Tro på det, trods sorg og savn. Hold dig til det. – Amen.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Kirkebøn

Vor Fader i Himlen, vi takker dig for den kærlighed, hvormed du altid følger og forfølger os. Vi beder dig for din kirke, for os, som her og nu er din kirke, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil og tror, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.

Vi beder dig for vort land og vort folk. Tak for vort fædreland, hvor så meget godt er beredt os. Bevar Danmark frit og bevar dets fred. Vær med vor dronning og hele det kongelige hus, med regering og folketing, med alle, som skal råde og styre, også her hvor vi bor.

Vi beder dig for hele den lidende verden og for os med den, at du vil knytte os sammen og give os at forstå, at én er vor Gud, og at vi er hinandens skyldnere. Herre, lær os at kende vor fælles skæbne og vort fælles håb til din barmhjertighed.

Vær du med de syge og sorgfulde, med alle ensomme og med dem, som ingen kan lide. Giv den hjerteløse din barmhjertig, den åndløse din ånd, den syge din trøst og den døende din fremtid.

Vi beder dig for alle vore kære. Tak for hver og én, som holder af os og holder os ud. Tak for dem, der hører med i vort liv, levende som døde.

Følg du os på alle vore veje, drag os stedse tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du for os – sammen med vore døde – nu og i al evighed vor fred og vort håb. Amen.

Salmer

• 754 – Se, nu stiger solen
• 314 – Kom, store Gud, o Helligånd
• 614 – Far, verden, far vel
  —
• 672 – Jeg ved, på hvem jeg bygger
• 726 – Gak ud, min sjæl, betragt med flid

P.s.

Prædikenen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 96–100.