Paulus’ kaldelse

Caravaggio (1573–1610): Paulus’ omvendelse
Caravaggio (1571–1610):
Paulus’ omvendelse

Hvorfor er Paulus så fantastisk interessant at studere? Det kan man give utroligt mange forskelligartede svar på. Men et aldeles træffende svar kunne være, at Paulus giver os det absolut ældste skriftlige vidnesbyrd om kristendommen, hvorfor det kun er naturligt, at han også påkalder sig en del opmærksomhed. Vil man altså vide noget om den ældste kristendom ud fra et historisk videnskabeligt grundlag, må man begynde med Paulus. Men et andet svar på det stillede spørgsmål, som desværre ofte glemmes i eksegesens navn, er, at Paulus også har noget at fortælle os i dag. I denne omgang vil jeg dog alligevel lade eksegesen træde lidt i forgrunden og beskæftige mig med en specifik begivenhed i Paulus’ liv nemlig hans kaldelse, og det vil jeg gøre ud fra de skildringer af kaldelsen, som man finder i Galaterbrevet og Første Korintherbrev.

Skildringen af kaldelsen i Galaterbrevet

Den vigtigste passage for en forståelse af Paulus’ kaldelse findes i Gal 1,13–17. Der er dog også andre steder i brevet, der indeholder væsentlige facetter af Paulus’ egen forståelse af kaldelsen, f.eks. den allerførste sætning: Παῦλος ἀπόστολος οὐκ ἀπ᾽ ἀνθρώπων οὐδὲ δι᾽ ἀνθρώπου ἀλλὰ διὰ Ἰησοῦ Χριστοῦ καὶ θεοῦ πατρὸς τοῦ ἐγείραντος αὐτὸν ἐκ νεκρῶν.[1] Kender man intet til Paulus’ kaldelse, vil det være vanskeligt at forstå, hvad meningen med sætningen egentlig er; for hvad ligger der i, at Paulus er udsendt οὐκ ἀπ᾽ ἀνθρώπων, men διὰ Ἰησοῦ Χριστοῦ καὶ θεοῦ πατρὸς? På den anden side må man også konkludere, at sætningen ikke direkte siger noget om kaldelsen som begivenhed. Det er derfor vigtigt og nødvendigt, at man sondrer mellem Paulus’ forståelse af kaldelsen og så hans beskrivelse af den konkrete episode.

Det, jeg til at begynde med vil undersøge, er Paulus’ beskrivelse af kaldelsen som begivenhed, og jeg vil selvfølgelig gøre det med udgangspunkt i den tekst, hvor kaldelsen er skildret mest udførligt, nemlig Gal 1,13–17. Hvis man laver en parafrase over dette tekststed, kan man sige, at 1,13–14 handler om tiden før kaldelsen, 1,15–16a om selve kaldelsen og 16b–17 om den umiddelbare tid efter. I 1,13–14 beskriver Paulus den iver, han havde for jødedommen (ὁ Ἰουδαϊσμός) og fædrenes overleveringer – ja iveren var endda så stor, at han forfulgte Guds menighed og ville udrydde den.[2] Man må altså antage, at Paulus har haft et kendskab til Guds menighed før kaldelsen (ellers ville han jo ikke kunne forfølge den), og kendskabet til Guds menighed må også have været så tilstrækkeligt, at han har vurderet, at den var i strid med jødedommen. Efter beskrivelsen af denne iver for jødedommen kommer så stykket angående selve kaldelsen, som er værd at citere i sin fulde længde: Ὅτε δὲ εὐδόκησεν [ὁ θεὸς] ὁ ἀφορίσας με ἐκ κοιλίας μητρός μου καὶ καλέσας διὰ τῆς χάριτος αὐτοῦ ἀποκαλύψαι τὸν υἱὸν αὐτοῦ ἐν ἐμοὶ ἵνα εὐαγγελίζωμαι αὐτὸν ἐν τοῖς ἔθνεσιν.[3] Der er indtil flere væsentlige punkter at lægge mærke til her. Som man kan se i tekstapparatet, er der lidt tvivl om, hvorvidt ὁ θεὸς er en oprindelig læsemåde, men der må næsten være tale om en senere tilføjelse, der har forsøgt at gøre forståelsen af sætningens subjekt mere gennemskueligt.[4] I forhold til 1,13–14 er der nemlig tale om et andet subjekt; hvor det tidligere var Paulus, der handlede ved at forfølge Guds menighed, ser man her i kaldelsen, at det er Gud, der er den handlende og faktisk stopper Paulus’ fremfærd. Hvis man skal uddybe forståelsen af sætningen, kan man sige, at der er tre niveauer, der er essentielle at få fat i. Det første niveau er at indse, at dette ophør i Paulus’ fremfærd skete, da det behagede det underforståede subjekt (der er Gud) at åbenbare sin søn i ham. Det andet niveau er, at åbenbaringen skete, for at Paulus skulle forkynde Ham (altså Guds søn) til hedninge. Dernæst kommer så det tredje niveau, der er en beskrivelse af det underforståede subjekt, hvor beskrivelsen kan siges at falde i to dele. Den første fortæller, at Gud er ὁ ἀφορίσας με ἐκ κοιλίας μητρός μου, og den anden fortæller, at Gud er den, der kaldte Paulus gennem sin nåde.

En kaldelse, som Paulus skildrer den her, er ikke noget ualmindeligt fænomen, tværtimod er der især inden for profetlitteraturen lignende beretninger om, at Herrens ord kommer til en profet, eller et syn bliver givet profeten. Man kan så spørge, om det nu også alt sammen kan rubriceres under kaldelse? Men hvis man ved en kaldelse mener, at et menneske udvælges til noget bestemt af Gud, så bør disse beretninger i profetlitteraturen vel også tælles med i ens betragtninger af Paulus’ kaldelse, for profeten er jo netop også udvalgt i den forstand, at han frem for andre modtager Guds ord eller åbenbaring.[5] Men det er ikke kun i profetlitteraturen, at man finder beretninger om kaldelser, f.eks. støder man også i 1 Sam 3,2–18 på en historie, der kunne betegnes som en kaldelse, og man kunne endda overveje, om 2 Mos 3,1–14 ikke også bør regnes med? Ser man på Paulus’ ordvalg, er det bemærkelsesværdigt, at han vælger formuleringen ἐκ κοιλίας μητρός μου, der stammer fra Septuaginta, nærmere bestemt Esajas 49,1. Derudover er kap. 49 i Esajas et yderst interessant kapitel, da det indeholder én ud af de fire poetiske tekster om Herrens tjener.[6] Det er blandt andet interessant, fordi Herrens tjener her siges at være kaldet til at blive et lys for hedninge.[7] Hvad Paulus må have forstået ved kapitlet, er vanskeligt at svare på, men en ting er sikkert, og det er, at han har forstået det ganske anderledes, end man gør, hvis man læser det med moderne eksegetiske briller.[8] At han har læst kapitlet og kendt det, må man gå ud fra, når man tænker på den kolossale betydning, Esajas har haft i den allertidligste kristendom, og også når man ser på, hvor mange andre steder, der findes citater fra Esajas hos Paulus.[9] Foruden dette kapitel i Esajas er det også på sin plads specifikt at henvise til Jer 1,1–19, der også kunne være en passage, Paulus har haft i tankerne.

Det første problem, der opstår, når man skal bedrive eksegese på Paulus’ skildring af kaldelsen i Gal 1,15-16a, er at forstå, hvad det vil sige, at Guds søn blev åbenbaret (ἀποκαλύπτω) i ham, eller som han selv skriver ἐν ἐμοὶ. Nu må man ikke tro, at en åbenbaring på Paulus’ tid var noget fuldstændigt ekstraordinært. Han levede midt i apokalyptikken, og hans skrifter kan med rette siges at være præget af en apokalyptisk og eskatologisk tankegang.[10] I anledning af menighedens sammenkomster i Korinth skriver han endda om åbenbaringer på en måde, der gør, at man må skulle forstå dem som forholdsvis almindelige i menigheden.[11] Paulus bruger da også selv verbet ἀποκαλύπτω hyppigt, og af den vej kan man forsøge at indkredse sig hans egen forståelse af ordet.[12] Hvis man forsøger at gøre det, kan man først og fremmest konkludere, at verbet tit bruges i forbindelse med noget eskatologisk. Det er f.eks. tilfældet i 1 Kor 3,10-15 og Rom 8,18.

Det største problem med ἀποκαλύπτω, sådan som Paulus bruger det, er dog, at det langt fra er altid, at det betegner »noget«, der bliver fysisk synligt. Blandt andet skriver han i Rom 1,16–23, at Guds retfærdighed (δικαιοσύνη θεοῦ) er blevet åbenbaret i evangeliet.Her er der ikke tale om, at Guds retfærdighed er fysisk synligt i evangeliet, men snarere, at mennesket med evangeliet har fået en ny indsigt i Guds retfærdighed.

Det betyder altså, at man i Gal 1,16a kan forstå verbet på to forskellige måder, nemlig 1) at Guds søn fysisk er blevet synlig for Paulus, og 2) at Guds søn er blevet synlig i ham; altså at der er tale om noget indre og vel nærmere en form for indsigt, der er blevet givet ham af Gud. Som sagt tidligere gives der endnu et problem i Gal 16a; og det er, hvorledes man skal forstå præpositionsforbindelsen ἐν ἐμοὶ, der enten kan betyder »i mig« eller »for mig«.[13] Og som man kan se, hænger problemet nøje sammen med, hvordan man vælger at forstå ἀποκαλύπτω. Mener man, at det drejer sig om, at Guds søn er blevet fysisk synlig, er det ganske forståeligt, at man ikke bryder sig om, at åbenbaringen finder sted i Paulus. Men løfter man i mellemtiden blikket op fra tekststedet og ser på konteksten, i hvilken historien om kaldelsen bliver bragt, så handler den jo om evangeliet. I Gal 1,12 skriver Paulus nemlig, at han ikke modtog evangeliet af et menneske, men gennem en åbenbaring af Kristus. Når Paulus derfor i Gal 1,16a skriver, at Guds søn blev åbenbaret ἐν ἐμοὶ, er det med henblik på, hvordan han modtog evangeliet, hvorfor det giver mest mening at holde sig til den lidt vanskeligere læsemåde, hvor der er tale om en form for indsigt.

Når spørgsmålet om ἀποκαλύπτω er nogenlunde på plads, kan man gå videre og spørge, hvorfor Paulus fik åbenbaret Guds søn? Svaret, han selv giver i Gal 1,16a, er, at det skete, så han kunne forkynde (εὐαγγελίζομαι) Ham iblandt hedninge, eller sagt på en anden måde så skete det, så han kunne bringe evangeliet om Kristus til hedninge.

Som sagt i begyndelsen er det vigtigt for Paulus, at åbenbaringen af Kristus fandt sted, da det behagede Gud. Gud er således den handlende i Gal 15–16a, og det er derfor også værd at bemærke de to verber, Paulus bruger for at beskrive Guds handling, nemlig ἀφορίζω og καλέω.[14] Hvis man kigger på det første verbum, ἀφορίζω, så betyder det at udskille eller udsondre noget, hvilket er ensbetydende med at udvælge. Hvis man betragter det andet verbum, καλέω, er man over i et mere almindeligt verbum, men netop i denne sammenhæng, hvor der tales om, at det er Gud, der kalder, virker verbet næsten som et ekko af de beretninger fra Septuaginta, som allerede har været nævnt. Paulus betegner altså selv Guds handling som en kaldelse og ikke en omvendelse. Når der i forskningslitteraturen skrives om Paulus’ omvendelse, kan det give en skævvridning af den egentlige forståelse; for når der tales om en omvendelse, ligger det ligesom implicit i brugen, at Paulus vender om fra jødedommen til kristendommen, hvilket fordrer et definitivt skel, der er svært at få øje på hos Paulus selv. Ikke desto mindre er der nogle forskere, der gerne vil bibeholde betegnelsen.[15] Spørgsmålet er altså, om man skal forstå kaldelsen som et brud med jødedommen, eller om der snarere er tale om en ny forståelse af jødedommen? Og svaret er nok mere kompliceret end et nej til det første og et ja til det sidste, da det i høj grad afhænger af, med hvilke øjne man ser på sagen. James Dunn skriver i sin kommentar til Galaterbrevet, at man godt kan tale om en omvendelse, for så vidt omvendelsen er fra en jødisk gruppering til en anden.[16] Problemet er bare, at Paulus før sin kaldelse må have ment, at de kristne levede i strid med jødedommen, ellers havde han jo ikke forfulgt dem. Når den kristne gruppering derfor har været så meget i strid med jødedommen, at han har forfulgt den, er det svært at sige, at der er tale om en gruppering inden for jødedommen. Paulus må før sin kaldelse jo have opfattet de kristne som uden for jødedommen. Men derfor kan de kristnes selvforståelse selvfølgelig sagtens have været en anden. Det skal kun siges, så at man ikke glemmer, at Paulus før sin kaldelse må have betragtet de kristne som værende uden for jødedommen, – ja at det egentlig først er kaldelsen, der gør, at Paulus ændrer sit perspektiv på de kristne.

Hvad der også er interessant i forbindelse med de to verber ἀφορίζω og καλέω, er, at de findes i Rom 1,1, hvor Paulus beskriver sig selv som apostel og forkynder af evangeliet, hvilket fortæller noget om, hvordan Paulus selv opfatter sin kaldelse. Den er nemlig forbundet med apostelværdigheden og evangeliet. Som sagt falder beskrivelsen af Gud, der åbenbarer sin søn i Paulus i to dele; den første fortæller, at Gud udskilte Paulus fra moders skød, hvilket må have det sigte at fortælle, at kaldelsen er forudbestemt, og den anden del fortæller, at Gud har kaldt Paulus igennem sin nåde.

Går man videre til 16b–17, fortæller Paulus om tiden umiddelbart efter kaldelsen. Her lægger han meget vægt på, at han ikke rådførte sig med nogen og heller ikke drog op til Jerusalem, men som han selv skriver: ἀπῆλθον εἰς Ἀραβίαν, καὶ πάλιν ὑπέστρεψα εἰς Δαμασκόν.[17] Det interessante ved formuleringen er ikke så meget, at han drog bort til Arabien, men at han vendte tilbage igen (πάλιν) til Damaskus. Spørgsmålet er altså, hvor kaldelsen fandt sted? Han siger det ikke udtrykkeligt, men det mest oplagte svar, hvis man fuldstændigt glemmer ApG, er egentlig, at den fandt sted i Damaskus.

Paulus’ skildring af kaldelsen i Første Korintherbrev

Caravaggio (1573–1610): Paulus’ omvendelse
Caravaggio (1571–1610):
Paulus’ omvendelse

Hvis man vender blikket mod åbenbaringen af Kristus, sådan som den er skildret i 1 Kor 9,1; 15,8–11, kan man få vredet en lille smule mere ud af Paulus selv. I det første vers skriver han nemlig: Οὐκ εἰμὶ ἐλεύθερος; οὐκ εἰμὶ ἀπόστολος; οὐχὶ Ἰησοῦν τὸν κύριον ἡμῶν ἑόρακα.[18] Først er det på sin plads at slå fast, at der selvfølgelig er tale om den opstandne Kristus, og at Paulus her refererer til den samme begivenhed som i Gal 15–16a. At denne slutning er mulig, skyldes, at Paulus nøje forbinder synet af Kristus med sin apostelværdighed, hvilket jo også er tilfældet i Gal. Det er altså den samme begivenhed, som Paulus henviser til, men som man kan se, er det ikke det samme ordvalg. Her skildrer Paulus udtrykkeligt et syn af den opstandne Kristus, han bruger ikke ἀποκαλύπτω, som man kunne forvente, men derimod ὁράω. Hvorfor Paulus vælger at bruge forskellige ord til at beskrive den samme begivenhed, kan godt forekomme lidt underligt. Men årsagen findes formentlig i de to forskellige kontekster, som tekststederne befinder sig i. I Gal er Paulus nødt til at sikre sig autoriteten for sit evangelium – et evangelium, som åbenbart er i modstrid med et »andet«. Derfor bliver evangeliet ført tilbage til åbenbaringen af Kristus, således at »synet« af Kristus også fører en indsigt – et evangelium – med sig. I 1 Kor 9,1 forholder det sig dog anderledes, da der ikke er sat spørgsmålstegn ved evangeliet. Synet af den opstandne Kristus handler derfor i 1 Kor 9,1 ikke så meget om evangeliet, som det handler om Paulus’ apostelværdighed.

Et andet sted, der også bør iagttages vedrørende kaldelsen, er 1 Kor 15,8–9. Hvor Paulus i konteksten skriver om det evangelium, han har forkyndt og modtaget. Han fortæller dog ikke af hvem, han har modtaget evangeliet – og det kan der jo være en skjult pointe i. Herefter følger så i 1 Kor 15,3–8 »evangeliet«, hvor der blandt andet findes en beretning om de mennesker, der har set den opstandne Kristus, og som Paulus selv skriver, så er Kristus: ἔσχατον δὲ πάντων ὡσπερεὶ τῷ ἐκτρώματι ὤφθη κἀμοί.[19] Ligesom i 1 Kor 9,1 bruger han altså ὁράω til at beskrive begivenheden. Og som vi har set tidligere, er synet af den opstandne Kristus hans bemyndigelse som apostel. At kaldelsen for Paulus er tæt knyttet til hans apostelværdighed, får man også et indtryk af i 15,9, hvor det hedder: Ἐγὼ γάρ εἰμι ὁ ἐλάχιστος τῶν ἀποστόλων, ὃς οὐκ εἰμὶ ἱκανὸς καλεῖσθαι ἀπόστολος, διότι ἐδίωξα τὴν ἐκκλησίαν τοῦ θεοῦ.[20] Paulus er altså ikke værdig til at blive kaldt apostel, fordi han har forfulgt Guds menighed, men han er apostel, for som han skriver i næste vers: χάριτι δὲ θεοῦ εἰμὶ ὅ εἰμι.[21] Guds nåde er her ligesom i Gal en vigtig brik i Paulus’ forståelse af kaldelsen, da det er igennem den, at han er kaldet.

Opsummering

Noget af det første, som blev bemærket i artiklen, var, at Paulus må have kendt til de kristne menigheder før sin kaldelse og have anset dem for at leve i strid med jødedommen. Hvad angår skildringen af kaldelsen i Galaterbrevet, blev det også antydet, at kaldelsen tjener som et forsvar for Paulus’ evangelium og apostelværdighed, hvorimod skildringen i Korintherbrevet fokuserer på Paulus’ apostelværdighed. Men hvad blev Paulus egentlig kaldet til? Ja – hans eget svar er, at han blev kaldet til at forkynde Kristus for hedninge. Et sidste men meget væsentlig træk, der gerne skulle være kommet frem, er, at Paulus’ skildring af kaldelsen har litterære rødder i profetlitteraturen.


[1] Gal 1,1.

[2] For en uddybende forståelse af ὁ Ἰουδαϊσμός se James Dunn: The Epistle to the Galatians s. 56–57 og Hans Dieter Betz: Galatians, a commentary on Paul’s letter to the churches in Galatia s. 67. Se også Dunns forståelse af ζηλωτής s. 60–62.

[3] Gal 1,15–16a.

[4] Se James Dunn: The Epistle to the Galatians s. 62 og Bruce M. Metzger: A textual commentary on the Greek New Testament s. 590.

[5] For kaldelsesberetninger i profetlitteraturen se: Es 1,1–11; 6,1–13; 42,1–9; 49,1–13; Jer 1,1–19; Ez 1,1; 2,1–5; Jon 1,1–3; 3,1; Zak 1,1–7. Nærmere beskrivelse af profetisme se Hans J. Lundager Jensen: Gammel testamentlig religion s. 227–268 og Niels Peter Lemche: Det gamle testamente mellem teologi og historie s. 253–280.

[6] Betegnelsen, der bruges for tjeneren i Septuaginta, er ὁ δοῦλος; et ord, som Paulus bruger flittigt for at beskrive sit forhold til Kristus eller for at beskrive menneskets forhold til Gud. Se Rom 1,1; 6,16.17.20; Fil 1,1; Gal 1,10; 1 Kor 7,21-23; 2 Kor 4,5.

[7] Es 49,6.

[8] Angående Paulus’ skriftsyn se Mogens Müller: Det Gamle Testamente som kristen bog s. 23-44.

[9] Hvor bekendt Paulus har været med Esajas, får man et indtryk af ved bare at se, hvor ofte han alene i Rom benytter sig af skriftet: Rom 2,24; 3,15; 9,20.27.29.33; 10,11.15.16.20; 11,8.26.27.34; 14,11; 15,12.21.

[10] Litteraturen, der ligger til grund for min forståelse af apokalyptik og eskatologi, er: Niels Hyldahl: Brudstykker af en biografi s. 25–37, 89–92; Geert Hallbäck: Hvad jeg skrev s. 85–94 samt Det nye testamente – en lærebog s. 26–30; Christopher Rowland: The Open Heaven s.1–70, 214–240, 349–392; J.J. Collins: The Encyclopedia of Apocalypticism s. 345–383.

[11] 1 Kor 14,26–40.

[12] Hvis man kigger i sin konkordans, drejer det sig om: Rom 1,17–18; 8,18; 1 Kor 2,10; 3,13; 14,30; Gal 1,16; 3,23; Fil 3,15. Man kan også se, hvor man støder på substantivet ἀποκάλυψις, hvilket man gør i Rom 2,5; 8,19; (16,25); 1 Kor 1,7; 14,6.26; 2 Kor 12,1.7; Gal 1,12; 2,2.

[13] Se Helge Kjær Nielsen: Sproglige kommentarer til Galaterbrevet s. 4. Se også James D.G. Dunn: The Epistle to the Galatians s. 64, hvor han bemærker, at der, hvor Paulus har ønsket at bruge ἀποκαλύπτω med dativ, har han rent faktisk også gjort det! Nemlig i 1 Kor 2,10; 14,30; Fil 3,15.

[14] Se også Rom 1,1: (2 Kor 6,17) og Gal 2,12, hvor ἀφορίζω også optræder hos Paulus. Derudover findes det i Es 45,24; 52,11; 56,3.

[15] Se Ben Witherington: The Acts of the Apostles, a socio-rhetorical commentary s. 304.

[16] Se James D.G. Dunn: The Acts of the Apostles s. 120–121.

[17] Gal 1,17.

[18] 1 Kor 9,1.

[19] 1 Kor 15,8.

[20] 1 Kor 15,9

[21] 1 Kor 15,10.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 88–95.

Skriv et svar